Mitfanoe
Som barnet sin moders stemme

Melodi: Jeg elsker de grønne lunde.

 

Som barnet sin moders stemme

vi elsker dit hav, din strand,

vi føler, at her har vi hjemme,

at du er vort fædreland.

 

Vi mindes vor barndoms dage

i læ af din hvide klit -

det minde os drog tilbage,

om end vi fo'r milevidt.

 

Vi mindes vor leg ved stranden

den solvarme sommerdag -

hvor fjernt imod himmelranden

vi drømte et stjernetag.

 

Vi mindes, når stormen tuded,

og bølgen mod klitten brød -

når angst vi for far derude

os bøjed mod Gud i nød.

 

Og kom så en dag dog sorgen

og gæsted vort lille hjem -

du Gud - fra i går og i morgen -

vej viste os atter frem.

 

Du tog vor fader, vor broder,

vi fulgte dog glad deres spor -

du gav vor sørgende moder

den trøst, som i håbet bor.

 

Ja, vel er med savnet og sorgen

fortrolig, o, Fanø, din kyst -

den færd, som fra tidernes morgen

var stedse din ungdoms lyst.

 

Og vel er der skønnere steder

og egne med blidere kår -

men alle vor barndoms glæder

om dig som en krone står.

 

Og alle vort hjertes længsler

på sømandens langvejsfærd

i fare, i nød og i trængsler

gjaldt dig og vor hjertenskær.

 

Vi elsker din brune banke,

vi elsker din hvide klit,

din strandbred er for vor tanke

en drøm om alt rent og hvidt.

 

Som du var vor barndoms rede,

vor manddoms længsel og fred,

så vær - om i sorg eller glæde -

vor alderdoms hvilested.

 

Som levet vi har vor sommer

i pagt med din strand, dit hav,

så skænk os, når høsten kommer,

i din hjemlige jord - en grav.

 

Mads Kromann 

Relaterede artikler

Gå til top

End Of Slide Box

Related Articles