Melodi: jeg er en simpel bondemand.

Nu står i fod på bankens top

jeg atter støt og tryg

med pæne klæder på min krop

og vinger på min ryg,

og efter alle vinde

jeg drejer hatten smukt,

og kværnen skjult herinde

kan male markens frugt.

Jeg skuer langt og øjnes vidt

ud over klit og hav .

Og dem, som stævned' hid, jeg tit

den første velkomst gav.

Når langvejs fra de så mig,

af glæde fast de lo

og peged' alle på mig.

"Der har vi Sønderho!"

En gammel mølle, ved jeg godt,

ej være skal for kry.

Men hvor den står - jeg mener blot

den pynter dog sin by.

Og er omsider segnet

dens vante silhuet

mod aftenhimlen tegnet,

det er for sent begrædt.

Og skal jeg aldrig male mere

det gyldne korn til mel,

et andet hverv, med fryd jeg ser.

mig blevet er til del:

Om alle ædle minder

jeg kalder ud til værn,

mens år og dage rinder

igennem tidens kværn

Jeg nær var sunket selv i grus,

mit håb jeg rent gav op.

Dog bødet blev igen mit hus

på møllebankens top.

Så lad det vidt fortaltes:

vort gamle Sønderho

vil værne det, som ældes,

mod fædres minde tro.

 Thordur Thomassen