Mitfanoe
Venlige aftenvind

Egen melodi.

 

Venlige aftenvind, bring du min klage -

hen til min ven.

Bed ham, o, bed ham at komme tilbage -

til mig igen.

Hist ved de fremmede strande han vanker,

mon han dog bærer i hjerte og tanker

pigen, som venter ved Nordsøens banker?

0, gid han var her igen.

 

Borte i syden min elskede drager - mon han er tro?

Sig, om de glimrende møer ham behager -

du ved det jo.

Sig, om den glødende, ravnsorte pige

fængsler hans hjerte ved sang uden lige.

Når hendes toner mod himlen stige,

mon han da mindes sin ven?

 

Når jeg ved stranden i ensomhed sidder -

mindes jeg dig.

Hører i skoven jeg fuglenes kvidder -

da tænker jeg:

0, gid han var her, så skulle vi bygge

ensomt i skoven vort hus og vor lykke,

blomster og løv skulle værelset smykke,

bedre end fløjel og guld,

 

Aftenvind, vift i min elskedes lokker -

hvor han end er -

og dersom fremmede piger sig flokker -

om ham, da bær

hilsen fra Danmark og så fra hans pige,

at han står ene, forladt må du sige,

sig, hun er trofast, vil aldrig ham svige,

sig, at hun elsker kun ham.

 

Og hvis han rigdom i guldlandet henter -

før ham da hid;

jeg er kun ringe, ej rigdom jeg venter -

men elskte, vid:

Vel er hun fattig, den lille Kirstine,

rig er min kærlighed dog som en mine -

kun dig jeg elsker, ej sagerne fine.

Elskov er glad uden dem.

 

Men om han sank i den frådende bølge -

skaf mig da bud,

at jeg ham trofast i døden kan følge -

hist op til Gud.

(Pludselig dukker sømanden frem og siger):

Nej, vi skal leve og sorgerne glemme -

kender du ikke din elskedes stemme?

Hist ligger båden, og nu er jeg hjemme

hos min Kirstine igen.       

Relaterede artikler

Gå til top

End Of Slide Box

Related Articles