Mitfanoe

Folkedigtning

Sakkukvisen

Nu samles sønderhoninger

med høen og børnebøen,

de spiser, drikker, danser, ja,

de synger, å så kjøen.

Woelsens Jes han spiller.

Sørens Laura smiler,

Thomas Ellen driller,

alt er harmoni.

Her vi kvajer højt i kor,

Kjeldsand og æ Synderjord,

Løjenbjerre, Kal'krog,

det er Sønderho.

 

Nu hår vi fåt wo onden æt,

og tømt æ pot å pand

for sirup, fjet å lammelår.

en ret for Fanøland.

Sakkuk, kjære venner,

vi vel alle kj ender.

Kjød å fjet å duw i

skaber harmoni.

Og vi synger mæt i kor,

Kjeldsand og æ Synderjord,

Løjenbjerre, Kal'krog,

det er Sønderho.

 

Så snakkes der: A ka do hows

om han, o hind, o den?

Om Kalle-Ann, å Daia Mett,

om Jappes Je'es Ann?

Silles Marens Mette,

An' Jensines Bette,

Bløkkers Antonette

er fra Fanøland.

Og vi synger højt i kor,

Kjeldsand og æ Synderjord,

Løjenbjerre, Kai'krog,

det er Sønderho.

 

Så dånser de med stu'er sving,

med piger om æ liv,

å kvajer til dje fanøspring

å kwolmer o dje piw.

Hejsa, hvor de træder,

sus i skjøt og klæder,

sulle om æ fædder,

Fanøtrylleri.

Ja, så synger vi i kor,

Kjeldsand og æ Synderjord,

Løjenbjerre, Kal'krog,

det er Sønderho. 

 
Rundt på gulvet

Rundt på gulvet

 

/:  Og havde jeg blot vinger

og varen liden fugl, : /

så fløj jeg til et fremmed land,

hvor ingen mandfolk er

Rundt på gulvet.

 

/: Og hvorfor vil du rejse

alt til et fremmed land? , : /

Bliv heller her hos mig mit lam,

jeg elsker dig så højt

Rundt på gulvet.

 

/: De friere er mange

De ægtemænd er få: /

Jeg gifter kun min hjerteven,

Med ham jeg går i dans

Rundt på Gulvet

 

/: Og som I nu vil vide

Hvem visen digtet har: /

Det er en bondepige, ja

Som har to kærester

Rundt på gulvet.

 

/: Den første hedder glæde,

Den anden hedder dans, : /

Og med dem begge går hun tit

Med ungdomslette skridt

Rundt på  gulvet.

 
På sø og salten vove

Egen melodi

 

På sø og salten vove

Jeg fo’r så vidt om land

Til fjerne palmeskove

På sydhavsøens strand,

Men aldrig hjertet lued

Og bankede så frit,

Som da igen jeg skued

Den hvide Fanø klit.

 

Jeg gik i store stæder

Med tårn og spir mod sky,

Og der var nok af glæder

I hver en havneby,

Men alting måtte vige,

Når som i drøm jeg så

Bag bukketornens dige

De stråtagshuse små.

 

Af piger var der mange

i både vest og øst,

som prøved mig at fange

med kælen elskovslyst,

men ej jeg kunne glemme

den mø. jeg gav min tro,

da sidst jeg var herhjemme

i gamle Sønderho.

 

Med dannebrog i stavnen

jeg rundt om kloden fo'r,

nu holder jeg i favnen

min bedste skat på jord.

En Sønderhoning-pige

hun er sin sømand tro,

ej verden har din lige,

du gamle Sønderho.

 

F. Frederiksen

 
Rav-snak

En Rav-snak

 

Melodi: Nu lokker atter de lange veje

 

Da jeg blev født, løb jeg ned ad stammen

på skovens træ'r - jeg var deres sved,

blev både hvid, gul og rød i kammen,

imens jeg stille mod jorden gled.

Og nu og da satte jeg et minde

om dengang verden endnu var ung,

en myg, en flue, du måske finde,

hvis skæbne her jo blev meget tung.

 

Mit liv har varet i millioner

af år, før jeg blev en moden gut.

Jeg kom hertil uden illusioner

med isens bræ, før min tur var slut.

Så ligger jeg her i vand og vugger

og venter spændt på, hvad der skal ske

imens omkring mig nu havet sukker,

jeg kastes rundt som i en lancier.

 

Så er der damer, og der er mænner

med lange støvler fra tå til skridt.

De fleste af dem I alle kender,

de færdes hurtigt og milevidt.

Ja, der er flere, end jeg har vidst a',

- der er jo mange, der følger trop,

de kunne let nå til Jæren/Lista,

hvis de på række blev stillet op.

 

Og disse men'sker er mine venner,

de holder af mig, det ved jeg godt.

I mange timer i vand de render,

ja, selv når vejret er koldt og gråt.

Men når de ser mig, vil solen skinne,

i deres blik er der kærlighed.

Af dem jeg gerne vil la' mig finde,

når jeg er landet på Fanøs bred.

 

Nu kan jeg blive et kostbart smykke

og siddde smukt på en piges arm.

Men jeg ku' også let finde lykke

i kæde tæt ved en kvindes barn.

Og jeg ku' tænde lidt glans i øjet

som hjerte hængt om en barnehals.

Og jeg ku' føle mig ret fornøjet,

hvis jeg kom med i en lystig vals.

 

Jeg kom til Fanø på havets bølge,

jeg kom til Nordby og Sønderho.

Min rejselyst har jeg kunne dølge,

her er så dejligt, her vil jeg bo.

Herfra jeg sender en venlig tanke

til dengang skov dækked’ jordens muld,

så man på stranden endnu kan sanke

i ny og næ lidt af ”Nordens guld”.

 

V. H. Kittelmann

 
På Samsø var en pige

Egen melodi. Skillingsvise.

 

På Samsø var en Pige, o så skøn, så skøn,

hun sin egen Jørgen elskede i løn,

hendes fader, moder

og en ældre broder

elsked verdens goder,

o, det var en skam.

 

Jørgen drog så vide i den grumme krig -

for sin mø at stride eller ligge lig -

rædsomt blev han slået

og fra slaget båret

med et hul i låret,

o, det var en skam.

 

Jørgen til Hansine otte breve skrev,

men den onde broder røvede hvert brev -

brevene han brændte

og et falsk han sendte,

hvordan skal det ende,

o, det var en skam.

 

Hansine græd en måned eller kanske fler

men da de var gået  græd hun ikke mer,

hun for Gud og æren

ægted skolelær'n

liflig fløjted stæren,

o, det var en skam.

 

Men på bryllupsdagen vendte Jørgen hjem,

på sit træben humped han vemodigt frem -

på den bryllupsmorgen

den, han havde kåren

netop stod i gården,

o, det var en skam.

 

Jørgen, skreg Hansine, er du rigtig vel,

hvorfor har du skreven, du var slavn ihjel.

Nu er det for silde,

her skal være gilde,

jeg skal ha' en lille,

o, det var en skam.

 

Jørgen tog sin sabel og sin bajonet,

stak den dybt i hjeret, døden den var let,

under marmorstene

hviler Jørgens bene,

skønt af træ det ene,

o, det var en skam.

 

Johs. Dam 

 

Underkategorier

End Of Slide Box