Mitfanoe

Folkedigtning

Pigerne fra Fanø

Melodi: Flickorne i Småland.

 

Da fanøskibe fordum over alle have fo'r

og gik med vin og klipfisk om den hele vide jord,

hvem stod da der og vinkede, når der blev hejset sejl,

og hvem var det, hvis navne stod i hvert et agterspejl?

Det var pigerne på Fanø - til matrosers muntre sang

de hørte kæden klirre under ankerspillets gang.

Jo, for pigerne på Fanø havde både far og bror

på skuden samt en hjertenskær om bord.

 

Når sømandsgutten stod ved roret i en stormfuld nat

og havde bjerget top og røjl og kun et stormsejl sat,

men efter himlens nordpol taget nøje sit bestik,

da drog hans tanker hjemad, ja, og for sit indre blik

så han pigerne på Fanø, deres dragt og deres smil,

og han drømte sig derhjemme over havets tusind mil,

også pigerne på Fanø lader deres tanker gå

i en stormnat over oceaner blå.

 

Når briggen atter vender hjem i efterårets slud

til gilder, »rådsgang«, dans og spil, hvem skal mon så stå brud,

og hvem skal klædes på i brudepigens skønne dragt,

og hvem skal »pivre« skørtet, få det ret i folder lagt?

Det skal pigerne på Fanø - de har sølvespænder på,

når de klædt i fløjl og silke op ad kirkegulvet gå.

Se på pigerne fra Fanø. Brudedragtens blomsterkrans

vil dem smykke, når de træder brudedans.

 

Ved forårstide hendes brudgom ud på langfart går.

Så sidder ensom hun tilbage med et malkefår.

Og hvem skal malke fåret ja, og hvem skal græsset slå.

Men hvem skal høste kornet mon og »køjre« med de små?

Det skal pigerne på Fanø, de kan bruge plejl og greb.

og de kan splejse øjer ind i fårets tøjrereb,

jo, hver pigelil på Fanø helt alene malke kan

mælk til »wost« fra egen ko i egen spand.

 

At Fanøs tvende byer hedder Nordby, Sønderho,

det ved jo på the seven sea's alverdens sømænd jo.

Men hvad er det, som gav os viden om et sådant ry,

at gæster stadig strømmer til hver sommerdag på ny?

Det er pigerne på Fanø, det er silkedragtens glans,

deres ynde i en fannik- eller sønderhoningdans.

det er pigerne på Fanø i den farveskønne dragt

set i glans af tændte lys og silkens pragt.

 

Men skibe, dragter er nu væk og ny signaler hejst,

måske en skude krydser strømmen syd om helliggejst.

Hvem mon man ville møde, hvis på strøget tur man gik

med wienmode!l på ho'det, nylonben og kosmetik

Netop pigerne fra Fanø uden gamle tiders skrud,

med make-up, gamachebukser efter modens sidste bud.

Jo, for pigerne fra Fanø går nu klædt i jeans og slacks,

ingen vil nu mere være gammeldags.

 

Når vor forening kaldte os til Borgerhusets hal,

vi mødtes her til »hjemmen's« snak og muntert dansebal,

hvem er det da, som først og fremmest drager os herind,

som glider gennem salen yndefuld og glad i sind?

Ja, hver pigelil fra Fanø mellem fjorten og halvfjerds,

og derfor vi dem hylde vil i prosa og på vers,

skål for pigerne fra Fanø, verdens bedste,

de skal ha af os alle her et leve, et hurra.  

N. S. Kromann 

 
Om Fanø synger jeg en sang

Melodi: En sømand går sin ene gang.

 

Om Fanø synger jeg en sang

til Vesterhavets takt,

fra her jeg kom for første gang

i land af færgen bragt,

kan jeg ej glemme Fanø strand,

de hvide klitter her

nær Esbjerg by og jyders land,

et eventyr du er.

 

Du sagnomspundne skjønne ø

i Vesterhavet lagt,

dit ry vil ingen sinde dø,

men evigt stå ved magt.

På havet dine sønner fo'r

til fjerne lande ud,

herhjemme gik en lille mor

og bad for dem til Gud.

 

Du Fanøpige i din dragt

så lys og skjøn og frisk

mon Saba's dronning i sin dragt

har været halv så skjøn?

Mod Nordby og til Sønderho

fra fjerne kyster går

en søguts længsel mod dit bo,

mens strøm og bølger slår.

 

Med gyldent rav fra Fanø strand

af stormen skyllet frem,

hver pige stolt sig smykke kan,

en krans har jeg i gem,

og når så den jeg tager på,

min rosenkrans jeg bær,

så mange glæder vil jeg få,

som perler i den er.

 

Vi nyder sommerdagens glans

ved Vesterhavets bred

og tænder bålet ved St. Hans,

når dagens sol går ned.

Vi danser glad i morgenskjær

og sværmer i din klit,

for intet sted er skjønt som her,

så tidløst, trygt og frit. 

 
Når vinden er os føjelig

Egen melodi

 

Når vinden er os føjelig,

så kan man være glad,

så frydes og så glædes man

alt på det salte vand.

Så læser vi Kanalen ind

alt for en føjelig vind,

ja, London er en herlig stad,

der glæder en sømand sig.

 

Vor styrmand rundt på halvdæk går

med flaske og med glas,

den første skål, den giver han

alt for en god passat.

den anden skål , den giver han

alt for en god sømand,

som sejler jorden rundt omkring

på sø og salten vand.

 

Mens vore piger forlyster sig

udi en rosenlund,

med storm og uvejr ængstes vi

og har en møjsom stund,

så tar vi glassene i vor hånd

og tømmer dem til bunds.

»Hurra« for Californien,

vi sejler jorden rundt.

 

Den mand er mest berømmelig,

som skibets køl har lagt,

de spir de kom fra Frankerig

alt med det første spant,

på dem vi rejste mast og rær,

på dem vi sejlet bandt,

på barskibet »Elisabeth«,

som var fra Simrishamn.       

 
Oh, hør bette Tammes

Egen melodi.

 

Oh, hør, bette Tammes, hwa a no vil sej dæ,

di gywtemol det vil ves nok sio dej fejl,

for Anne do ålder skal fo i di dawe,

så læng som æ degn i wor by hier Mads -

aa trej gång der ett skal blyw lyst i di daw,

far at de mæ ska i jorden begraw.

 

lfjøwr do lowed, te do vild hold a mæ,

så længe som bøgen i skoven støj grøn,

a ga dej mi hjaat, men fy who do må skam dæ,

så manne gång, som a no hår vat di nar,

men synden å skammen den rejner do ett,

for det er ves ganden dej øver så tit.

 

A sy' ve di bowser a bandt dej ti vanter,

aa tow gang a ga' dej now strivet te en vest,

a sy' ve di blues så køn om æ kanter,

just dawen far do skuld i skowen te fest,

men ålder do ga' mæ så møj som en tro,

te a kund ha' gavn a å swøv om en to.

 

No tror a da nok, at di skudsmøl er skrøwen,

å bejer do hår ikke heller fortjent,

å hvis do no tækkes, der er nowed løwen,

så ka'do jo kraw mæ te hwa ti do vil -

å så no fåwal - gid a ålder sku' sie dej,

a blæser en styk o di kjærlighed.

 

Æ'blikkenslors styk!

 
Når fuglesangen stiger fro

Melodi: Du kære blide danske bæk.

 

Når fuglesangen stiger fro

ved morgengry i Sønderho

og langs de lyse strande,

da går jeg mellem lyng og klit,

og havet blinker blankt og vidt,

jeg skuer langt og ånder frit

med blæsten om min pande.

 

Og strandens blide bølgeslag

er havets dybe åndedrag,

som sagte jeg kan høre.

Og marehalmens stride hår

i tunge, bløde rytmer går

og hvisker, men dens hvisken

når fortrolig til mit øre.

 

Jeg hilser glad hver solskinsdag,

som stiger blank og gylden bag

Vor Frue tårn i Ribe.

Til blæstens sus og bølgens kluk,

og rylens fløjt og sivets suk,

det funkler gennem morgendug

mod himlens purpurstribe.

 

Nu krydres fint den rene luft

af vilde rosers søde duft

igennem døgnets timer,

og over bankens bløde drag

det toner i den skære dag

som sølverklokkers sprøde slag,

når hedelærken kimer.

 

Her toner lydt ved søgn og helg

hin røst fra stormens orgelbælg

med klange dybe, bløde.

Og møllen løfter korsets tegn

mod sommersol og vinterregn,

og over banker, diger. hegn

den signer markens grøde.

 

Ja, her fornemmes slægtens tråd

så hverdagstung og søndagskåd

i mindets dunkle klange,

og bedste med sin spændebog

i stuen lytter mild og klog

til mindets hvisken i sin krog,

når timerne bliver lange.

 

Åh, Fanø, du min fødeø,

med duft af lyng, af hyld og hø,

med klittens hvide bræmme,

sin længsels mål ved vår og høst,

når duggen falder aftenlyst,

da ved jeg, at i sorg og lyst

kun her jeg helt har hjemme.

 

N. S. Kromann

 

Underkategorier

End Of Slide Box