Mitfanoe

Folkedigtning

Jeg så i Øster og jeg så i Vester

Egen melodi. (FANNIK)

 

Jeg så i Øster, og jeg så i Vester -

jeg så i sønder, og jeg så i nord -

jeg så så mange smukke piger danse,

men aldrig så jeg den, jeg så ifjor.

Den første kærlighed er dog den bedste,

ret aldrig jeg forglemmer, dig, min ven.

 

Og kan jeg ikke til min kærest komme,

og hverken ride eller gående,

så vil jeg vente, til det bliver sommer,

da vil jeg rejse over bølgen blå.

Den første kærlighed o.s.v.

 

Jeg har et æble udi min lomme,

det gemmer jeg til min hjertens ven,

men kan jeg ikke til min kærest komme

så spiser jeg vist mit æble selv -.

Den første kærlighed o.s.v. 

 
Jeg er født ved den gamle Englandskyst

Melodi: Oh, Susanna.

 

Jeg er født ved den gamle Englandskyst,

hvor de stolte skuder går,

og en sømandsgut var al min lyst,

fra jeg kun var sytten år.

Men den første gang han gik om bord,

kyssed han mig ømt og huld,

og han hvisked kjærligt disse ord:

Du er al mit hjertes guld.

0, Susanna, græd ikke for din ven,

men bliv mig altid tro og huld,

til jeg kommer hjem igjen.

 

På de lange rejser drog han bort,

jeg sad ensom og forladt,

og når vejret det var rigtigt hårdt,

lå jeg vågen mangen nat,

men når tåren bittert randt på kind,

kom min sømand hjem i havn,

og så sang han med fornøjet sind,

mens han trykked mig i favn:

0, Susanne, græd ikke for din ven,

jeg har heldig pløjet bølgens ryg,

og her har du mig igjen.

 

Og så talte vi så mangt er ord

og forglemte storm og blæst,

men en dag han sae: Min snut, jeg tror,

vi behøver snart en præst -

jeg må ta en tur på en to års tid,

og er lykken med din ven,

kommer jeg med rigdom glad herhid,

og vi går til præsten hen.

0. Susanne, græd dog ej for mig,

jeg rejser til Kalifornien

og graver guld til dig.

 

I et lille hus ved kysten bor

vi som kjærligt ægtepar,

han kom hjem igjen, han holdt sit ord,

fire raske børn vi har,

han går ikke længer på rejser - nej,

men når stormen brøler vildt,

han til barmen kærligt trykker mig,

og så hvisker han så mildt:

0, Susanne, du er al min liv og lyst,

der er ingen mand så glad som jeg

på hele Englands kyst.

 
Ja, vi elsker hovedstaden

Melodi: Sød sup' o ævvelkager.

 

Ja, vi elsker hovedstaden,

Tivoli og vagtparaden

og det liv, der er i gaden,

daglig som ved fester,

Strøget, ja, og Stærekassen

og den larm fra Rådhuspladsen

som et brum fra kontrabassen

i vor bys orkester.

 

Selv om vi har Søndermarken,

Christianshavn og Fælledparken,

Zoo med fauna som i arken,

hår vi møj o kla' o,

fynbo, jyde, kiøvenhaner,

ingen blot det mindste aner,

hvad det er, vi gær ø saner,

det ka' en godt go a o.

 

Bellevue og d'Angleterre,

banker har vi, men desværre

ingen Krobank eller bjerre,

som mæ Helm er klæj o.

Her er folk, der gær og føjter,

jo, o biler nok, der sprøjter,

ja, men ingen ryl', der fløjter,

ingen stykk' o kvæj o.

 

Runde pladser og triangler,

børs med spir og dinge'n-dangler

nytter intet, når der mangler

både Pejr og Jenser.

Hvad er Tårbæks fine strandvej

mod vor egen sand- og landvej?

Hulke ømt af længsel kan jeg

over alle grænser.

 

Her er ingen hus med tækk'o,

ingen eng med græjs o pækk'o,

ingen roll', som en ka' træk o,

nær æ klæjr ska sånses;

ingen Verrer, en ka peil' o,

ingen low o brog' æ plejl o,

- o æ trin en tit er fejl o,

hwær gång der skal dånses.

 

Vi har Børsen rød som lakmus,

Christian Firtals gamle pakhus,

ja, men vi har ingen stakhus,

hær, hvor nu vi bugge.

Det ka grow møj klemmen vold' wos,

tit vi som en knyw må fold' wos,

nær vi såen skal go o hold' wos

væk fræ Synderhugge.

 

Fremme mad ka' nok te nød go,

jo, men hjernmens kåg mæ kjød o

småger bæjr end dem mæ flød' o

te en swot kop kaffe,

bakskuld' - helst en higgel las, ja -

brækket gryn i hjemmens kass' ja,

det vil alti sæd' o pass', ja,

det er swår o skaffe.

 

Som metal med ir o rust o

er en skiv' mæ bottewost o,

manne jen, a tror, vil posto,

æd' en higgel kund'en.

Sakkuk, ja, med fjedt og dug i

o en såltet bø'st og sug i

kund' en smovs en higgel ug' i

dale te sin unden.

 

Lad os Sønderho da mindes;

ingen bedre by der findes,

alles længsler, mands og kvindes,

går mod den tilbage.

Ferie- og barndomstiden

rummer byen, festlig, liden,

og vi husker altid siden

lyse sommerdage.         

 

N. S. Kromann

 
Jeg elsker de klitter hvide

Melodi: Jeg elsker de grønne lunde.

 

Jeg elsker de Klitter hvide

som fødtes af Strand og Sø

og Helmen den slanke, stride,

som værner min Fødeø.

 

Jeg elsker hver Fugl, som bygger

sin Rede i Klittedal,

og fattige Blomst, som hygger

i Stilhedens øde Hal.

 

Jeg elsker det Hav, som kranser

min fattige, hvide Ø,

hvor Bølger i Rækker danser

og favner den kyske Mø.

 

Thi Havet, som Stormen rører

saa ingen kan styre det,

og Havet, som alle fører,

men ingen kan hyre det,

 

Ja, Havet, som aldrig hviler,

men smiler til Sommervind,

og Bølgen, som evigt iler,

de ligner mit eget Sind.

 

Jeg elsker mit Folk, som strider,

for Brødet fra Aar til Aar,

Jeg elsker mit Folk, som lider,

naar Søen gav Banesaar.

 

Jeg lider med dem derude,

for Fremmed saavel som Ven;

naar Vindene voldsomt tude,

jeg ønsker dem hjem igen.

 

Jeg frydes ved gamle Minder

for Hjemmet, fra Land og Sø,

og takker de Mænd og Kvinder

som gav os en Mindeø.


A. S. A.

 
Ja, du er den første

Egen melodi.        

Ja, du er den første, jeg hånden har givet,

ja, du er den sidste, som skal blive min -

længe som Herren vil spare mig livet,

så længe du aldrig går ud af mit sind,

ret aldrig det sker - i hvor du mig ser -

at jeg skulle give mit hjerte til fler.

 

Således hun talte i kærligheds dage,

og glæded mit hjerte og var mig så huld,

hun sagde, jeg aldrig en anden skal tage,

jeg elsker kun dig og er trofast som guld.

Med elskov i sind - og blussende kind

jeg fulgte min kærest til husdøren ind.

 

Jeg ville just da af landet bortdrage,

på søen at sejle fra venner på strand -

den rejse gik lykkelig frem og tilbage,

seks uger vi sejled, før vi nåede land.

Vi var fire mand, sprang i jollen på stand -

vi tænkte at være velkommen i land.

 

Og da jeg ved broen i land ville stige,

da stod der en pige - så ene hun var -

jeg syntes, at det var den selvsamme pige,

som jeg i mit hjerte med kærlighed bar.

Jeg gik da derhen, der så jeg min ven,

men hun havde taget en anden igen.

 

Jeg hilste på hende med smilende kinder,

med smilende kinder hun hilste igen.

En ring af min finger imod hende skinner,

hun takked, men sagde: jeg har mig en ven,

så rejs du din vej - jeg elsker dig ej,

jeg længe har ventet, men nu sier jeg nej.

 

En slagtermands datter den pige mon være -

en styrmand fra Sverrig var nu hendes ven,

han lå på reden og skulle bortsejle

og agted ej mere at komme igen -

fra skibet han så - den pige at stå

på broen - så bitterligt græde hun må.

 

Jeg troede dog aldrig, min sødeste pige,

at du udi verden skulle blive forladt -

jeg troede ej heller, at du ville svige

mig selv, som en gang du dog kaldte din skat,

jeg får vel en ven, som jeg elsker igen,

hvor lykken i verden end fører mig hen.

 

Thorvald Petersen       

 

Underkategorier

End Of Slide Box