Mitfanoe

Folkedigtning

Indledning

Vi kender ej dit Navn, din Stand,

og hvor du havde Fædreland.

Hvor er din Slægt? Hvor er din Ven?

Kun Bølgen førte dig herhen.

Du fandt ej Fred i Storm og Hav,

nu i Guds Navn du finder Grav.

Nu hviler du i stille Ro

paa Kirkegaard i Sønderho.

Vi værner om dit Hvilested

og ønsker dig al Himlens Fred,

thi ogsaa vi har Grave

bag stormomsuste Have.

 

August 1904

 

 

Frænder i fjerne grave

 

Der står en skude på et ukendt skær

som tusind andre i en evig dønning,

den kom en høst den barske kyst for nær,

dens rigning segned i det vilde vejr,

og bølgeslaget sønderslog dens lønning.

 

En uvejrsnat i brændingssprøjt og skum

den knustes mellem broddets rovdyrtænder.

Da stormen larmed i det kolde rum,

var fyret slukket, klokkebøjen stum,

men rattet knaged under greb af stærke hænder.

 

Hver gammel knark, hver ung og hård krabat

i mulm og byger synets nerver spændte,

de stod på vagt, ved fald og ror parat,

med kolde hjerner til en ny dravat

 - den sidste - som i dødens vold dem sendte.

 

En blev af strømmen varsomt ført i land,

en anden suget ned i havets dybder,

og en blev fundet ved en tropestrand,

i stilhed jordet som en ukendt mand -

og en drev ind i klippekystens krypter.

 

De gik til ankers om den ganske jord

og faldt til hvile under alle zoner,

og slumrer under sneen højt mod nord,

og en fandt fred, hvor sydens blomster gror,

og vinden suser mellem palmekroner.

 

Det hænder evigt både vår og høst,

når Æolsharpen atter dystert stemmes,

en sømand driver ind på vildsom kyst

og sænkes til en fremmed klokkes røst

som navnløs i en ukendt grav og glemmes.

 

På alle kyster ved det åbne hav

en frændes ankerplads er vel at finde,

dog ingen sten der rejstes på hans grav,

og ingen ham en krans ti, kisten gav -

lad os da rejse ham et værdigt minde.

 

Et vældigt vartegn på en hjemlig klit

imellem byen og den salte bølge,

i sol og storme skal det syne vidt,

når englandsbåden på sit bølgeridt

står Grådyb ind med skuder i sit følge.

 

N. S. Kromann

 

 

Rav

 

Engang jeg sad på træets bark,

jeg var dets krop tilfulde,

så styrted jeg i havet ned,

mit træ det dø nu skulle.

I millioner år, jeg lå

af sten og sand begravet,

så kom jeg frem og lyset så,

man kalder mig for ravet.

Vel er jeg ingen ædelsten,

og ej af guld det røde,

men se! - jeg er dog fast og ren

og glæder øjne søde,

og hænger du mig om din hals,

så bringer jeg dig lykke,

nok er jeg ingen diamant,

men jeg er dog et smykke.

 

Anthonis Nielsen Kromann

 
I barndommens dage

I barndommens dage

 

I barndommens dage, når glade vi går

med roser på smilende kind,

da ser vi og englen, som skærmende står,

og titter i hjertet ind.

Nu vide vi først, hvad vi ejed en gang,

nu ved vi først, hvad det var værd,

det var en så dejlig bedårende sang,

som aldrig vi høre mer.

 

l barndommens dage var alt som et hav

af perler og flydende guld,

da vidste vi ikke, der fandtes en grav,

et gemme blandt stene og muld.

Hver sorg, som vi havde, var dræbende stor,

endskønt den var lille mod dem,

som senere knuged os ned imod jord,

langt bort fra vort barndoms hjem.

 

l barndommens dage, da ønskede vi:

Gid blot du var voksen og stor,

gid skole og tvang og al skænd var forbi,

og selv vi var Fa'r eller Mo'er! ;

Men når vi så voksne blandt sorgerne går,

da ser vi så sorgfulde hen,

og ønske, mens tåren i øjnene står:

Ak, gid jeg var barn igen. 

   L. Møller

 
Hvor mågen kredser højt

Melodi: Mor Danmark. 

 

Hvor mågen kredser højt på brede, hvide vinger,

mens solen glitrer i dens lyse pragt,

og Jylland bøjer sydlig Skallings pegefinger,

der ligger Fanø i sin simple dragt.

Måske den synes gold med klitter hvide

blandt Danmarks tusind grønne ø 'r;

dens klædning dog er skøn ved sommertide,

og skøn dens blånen gennem bygers slør derhjemme.

 

Mildt stryger brisen fra den grønne, salte bølge

og pusler lidt med klittens hvide sand,

og ternen sejler ind med sommer i sit følge,

hvor rylen piler langs den våde strand.

Imod os bæres snerrens fine duften,

som krydret står i dalen lun,

en lærketone sprød i sommerluften

imod os bæver fra din hede brun derhjemme.

 

Nordvesten gik vel ofte strid og hård derude;

dog brødes den af Blåvands skarpe kno,

og ulken styred' støt i havn sin stolte skude,

stod Grådyb ind mod Nordby, Sønderho.

Han øjned' klittens linie, skarp i formen,

og vendte til sit sidste kryds,

i tryggest havn han søgte læ for stormen,

lod skibets anker glide af sit klyds derhjemme.

 

Og slægt på slægt har fulgt de samme gamle vaner,

med brig og bark de stod for fulde sejl

ud over klodens blå og fjerne oceaner

med hjemmets navn i skibets agterspejl;

men stormen spilled' op på vilde have

sin melodi med orgelrøst,

og frænder hviler nu i våde grave

vel tusind mile fra den kære kyst derhjemme.

 

Vor flåde pløjed' søen sekel efter sekel,

til Fultons kæmper kom, og tiden skrev

for sejlskibsfartens svanehær sit: "Mene Tekel!"

Den stolte rejsning sank; men mindet blev,

og frænder går om bord på Danmarks skibe

på bro og dæk til landets tarv.

Mens dampskibsrøgen tegner fint sin stribe,

vi frede vil om gammel gæld og arv derhjemme. 

                        N. S. Kromann 

 
Hør du Karen, vil du veæ

Han:              Hør, du Karen, vil du vel

bli' min ægtemage,

Jeg dig lover, lykke, held

idel gode dage.

Jeg har hus og mark og gård,

heste, stude, køer og får,

kælder, loft og have,

alting vel i lave.

 

Hun:              Ja, jeg ved vel, at du er rig,

deraf kan du prale,

men tro ej, at rigdom mig

skulle overtale.

Thi du er en gerrig knark,

som ej giver bort en mark,

skulle jeg dig tage,

fik jeg slemme dage.

 

Han:              Skønne ting mig overlod

min den salig kone,

som jeg lægger for din fod

hundred gamle kroner

har jeg i en læderpung,

jernbeslået kiste tung,

pakket under låget

deri findes noget.

 

Han:              Nej, du sidde skal til stads

i vor bedste stue

med din kaffeslabberads,

som den største frue.

Være for al arbejd fri,

sove trygt til klokken ti,

fremmede modtage,

når du selv behage.

 

Han:              Nej, min nor, du klædes skal

efter stadens mode.

Du i nattedug skal gå dagligdags, min gode,

kniplinger med tyll og flor

skal du få, min søde nor

du med skildpadskamme

i dit hår skal bramme.

 

Hun:              Ja, jeg ved vist, at jeg skal

luge i din have,

røgte ko og fårestald

og din mad tillave.

Køre med i mark og eng,

feje gulv og rede seng,

vaske, brygge, bage,

børste lysestage.

 

Hun:              Ja, hvad er det vel for fjas,

gamle stive klæder,

men hvad nytter modens stads.

Mon du mig tilsteder -

ej darmaskes trøje stiv

med halvalens lange liv

eller flasketrøje

kan mig stort fornøje.

 

Hun:              Ja, jeg ved vist, at du vil

meget skinsyg blive,

om et mandfolk morer mig,

straks du skænd mig giver.

Om jeg med en ensom går,

straks du slemme nykker får,

om et kys, jeg giver,

arrig vist du bliver. -

 

Han.              Nej, for mig du gerne må

alle mandfolk kysse,

om du end i sengen lå

dig i søvn at dysse.

Lå han end udi din arm,

jeg dog skjule vil min harm,

jeg vil øjet lukke,

tie still' og sukke.

 

Hun:             Nu velan, så tag mig da,

mon vel nogen pige

kunne andet end som ja

til slig bejler sige.

Men hvis det du holder'ej,

du i aften lover mig,

skal jeg alle dage

volde dig til plage.

 

Maren Thomsens styk'       

 
Hver glædens ven

Egen melodi.

 

Hver glædens ven

og hver dens tro veninde.

En krans igen

sig af dens roser binde.

Menneskets vår er skøn, men kort.

Få - end sansernes dage.

:ç: Ej når de først er svundne bort,

klager dem kalder tilbage. :ç:

 

Ja, hver en fryd,

som os af Gud blev givet,

råber: Os nyd,

thi kort jeg er som livet.

Glæden er lig en flygtig ven,

som på en rejse man finder,

:ç: og som  idet han farer hen,

kysser os ømt og forsvinder. :ç:

 

Stolt er din rang,

oh vin blandt jordens goder.

Til spøg og sang

og sandhed er du moder.

Selv den, hvis lod er varig gråd,

ses jo ved druen at smile.

:ç: Finder mod hver ulempe råd,

tror sig på roser at hvile. :ç:

På fædres vis,

nu bæger - bæger mødes,

syng druens pris,

den hvide med den røde.

Syng, hvert et ædelt barn i nord,

hver, som vil dele vor glæde, :,:

:ç: Hil hver en gæst ved dette bord,

venskab og enighedskæde :ç

 

Underkategorier

End Of Slide Box