Mitfanoe

Folkedigtning

Hval og Vies

I 1949 - en anden juldawsmorn

æ Sønderhoninger de sku' fang hvaler fra en kåen.

 

Og der war hele tow,

æ Mandømand fik now,

aa op i Darumenge osse hvaler der man så.

 

Og ned' o æ Børs blev der holdt det vise råd,

om hvalerne sku' ankres eller slæves ind med båd. 

Æ Slater sac: »Hu ha,

nu driver den jen sku a,

nu må I skrid' te handling, hvis en hval I da vil ha'.

 

Men der gik tvende dage og det halve af en nat,

om man sku' bruge knive eller jølle uden ska't.

Og der var stur ståhej

om, hvem der no sku' mej.

det sku' jo vær' now kål te der et var bang og ræj.

 

Den fjerde Juldaws morgen stod flåden havnen ud,

med dinger og med grejer og med now, der lin' en grue.

 

aa så djer melmadskas,

den sku' jo først ha' plads.

Det gjald jo om for så'n now kål aa være godt tilpas.

 

Omsider lanned' flåden over o æ Sønderjord,

og da de gik fra borde, ja, da lyder Jenses ord:

»Det fø'st wi no ska' ha', det er vor melma', ja,

og så går wi på hvalen, hvem der ellers tør og ka'.«

 

Mæ hævet økse Hejse i hvalens gab gik ind,

mens anner de fløj te og skår og flænsed' i dens skind.

Den lin' en væltet lå,

aa lille Pes Jens han såe:

»Wi må ha' anner grejer, la' mæ li' se en spåe.

 

Og hvalen den blev flenset, flere kåel gjor mej,

der var vist nok en halv snes stykker, der kom galt a'stej.

 

For in' i hvalens ma',

der stod der tow mej en sa',

den jen i hvalens tarmer nær var kommet gjal a da'.

 

Og olien flød fra hvalen, det rene spermacet,

det blev te Esbjerg kjor, ah jo, og der brej a te fjet.

 

For Esbjerg slawteri

i en tre ugers ti'

blev lavet om til Danmarks største hvalafkogeri.

Og bjærgelav og strandlav, djer kasser de blev full,

nu war et så bår li', hva man mæ pengene skull,

men så fond di o wej,

wi gi'r te hver en stej,

en fjorten-femten kroner, sån te dem, der et kom mej. 

 
Hvad jeg i attenhundrede og firs oplevet har

Visen af Søren Brinch Fischer

Skonnerten Sophie’s forlis den 10. 12. 1880

 

Egen melodi

 

Hvad jeg attenhundred og firs oplevet har,

Derom jeg her nu vil skrive vil, idet jeg pennen tager.

Mit navn er vistnok kendt af hver kvinde og hver mand,

Så snart man disse linier ser, man mig erindre kan.

 

”Sophie” hed den skonnert jo, hvorpå jeg styrmand var

dens hjemstavn var i Sønderho, og I kan tro jeg har

udstået mangen dyst så hård, i storm og vilden hav,

mens Kromann skipper var om bord, en mand så god og brav.

 

Fra Pillau og til Sunderland vi sejlede om høst,

Vi vare alle glade mand, besad et modigt bryst –

Trods storm kom vi dog Skagen ud, og med fuld tro vi stod

I Vesterhavets bølger ud, men lykken var ej god.

 

Den tiende december var en hård og stormdfuld dag,

Klodsrebet sejl nu skibet bar, men trodsed stormens tag.

Mit vagtmandskab jeg overtog, til køjs kaptajnen gik,

Mens bølgen højt mod skibet slog, og svært det krænged sig.

 

En brådsø ramte skibet nu og slog det over stag,

Men takket være himlens Gud det modstod bølgens tag.

Vi kaffen drak og aned ej, det var den sidste gang,

Vi samled var, men livets vej er stundom ikke lang.

 

Da alting nu i orden var, kaptajnen frivagt bød,

Han bad mig i kahytten gå, og jeg ham straks adlød.

Jeg lagde mig til hvile her, alt med kaptajnens søn,

Som jeg bad blot bliver der, og han adlød min bøn.

 

Men denne hvile var ej lang, thi snart vi vågned op

Og os befandt i mulm og vand, dog fik vi rejst os op.

Vor stilling overvejer vi, vort skib kuldsejlet var –

Måske vort liv er snart forbi, den tanke var ej rar.

 

Tre kammerater døden fandt, så brat uforberedt,

Vor skipper og var deriblandt, højt drengen for ham græd,

Jeg bad ham stole kun på Gud og bede blot til ham,

Alt håb var ikke slukket ud, når vi holdt fast ved ham.

 

Dog håbet var kun lidet nu, thi vandet højt mon stå,

Men pludselig randt mig u hu, vi kunne hjælpen nå, 

Ved drengens hjælp jeg kom derop, også ham fik med,

En bøn vi sendte op til Gud, at se dog til os ned.

 

Ak, kort var denne hvile kun, som her vi monne få,

Thi vandet steg i dette rum og ville snart os nå,

Dog frygted vi nu ikke mer, men stolede på Gud,

Når inderligt man til ham ber, han sender frelsens bud.

 

Min ene arm udstrækker jeg for agterskot at nå,

Og heldigt dette lykkes mig, vi atter redning så,

Jeg nedbrød det, og drengen lod jeg krybe straks derhen,

Men endnu endt var ej min nød, der var kun plads til én.

 

Med benene i vandet jeg på maven ligge må,

Og tørsten nu indfinder sig, som hård var at modstå,

Et sirupsanker fik vi fat, som udi vadet lå,

Vi det betragter som en skat og læsker os derpå.

 

Snart stødte skibet hårdt mod grund, det vakte straks nyt mod,

Jeg ville sove nu en stund, da kræfterne aftog

I søvne fantasered jeg, så drengen bange blev,

Han derfor hurtig vækked mig, og alting var som før.

Det kort tid efter stille blev, og straks vi skønned, at

Vort skib, som før for vinden drev, var nu på landet sat,

Snart efter drengen højt udbrød: Jeg stemmer høre kan.

Det var vort modersmål, som lød, så kært som ingen gang.

 

Kort tid efter hørte vi folk, op på skibet gå,

Og priste vi Herren, thi atter redning så –

Med økser splintres bunden brat, og lyset trængte ned

Til os, som udi bælgmørk nat fem hårde døgn udstred.

 

Vi brød da ud i høje skrig – de mænd forfærdet blev –

Men hurtigt dog de fatted sig, og arbejdet nu gled.

Tre timer efter kom vi ud og nød frisk luft igen,

Men højt vi takkede den Gud, som bor i himmelen.

 

Man kørte os nu til den gård, som nærmest lå derved,

Og aldrig af vort minde går den pleje, der vi fik,

Den femtende december sad hos strandfogden i Fjand

Vi begge frelste ved vor mad hos denne brave mand.

 

Når jeg nu slutte vil min sang, jeg takker himlens Gud,

Som reddede os denne gang og drog af faren ud,

Tillige vil jeg bede om, ej flere stedes må

Udi den nød og fare, som er prøvet af os to.

 

Søren B Fischer.

 
Histover, der hvor Vesterhavets bølger

Melodi: En sommermorgen så jeg solen stige.

 

Hist ovre - der hvor Vesterhavets bølger

med vældig larm mod kysten bryder frem.

hvor husene sig trygt bag klitter dølger,

der er mit hjem, mit kære gamle hjem.

 

Der leved jeg min barndoms glade dage

og vokste op ved havets fri musik,

der stedse drog mit hjerte mig tilbage,

hvorhen, hvorhen i verden end jeg gik.

 

Jeg elsker Fanøs smukke, brune banker,

jeg elsker højt hver plet på land og sø,

og stedse skattes højt i mine tanker

det folk, der bor på denne gamle ø.

 

Fra barndom af de alle elsked havet,

dets brusen lød for dem som vuggesang.

Det hav har dog så mangt et håb begravet,

når over bølgen stormbasunen klang.

 

Derovre går så mangen vakker pige

og venter på en kær og elsket ven.

som bort fra hende drog til fremmed rige,

hun ønsker kun: gid han var her igen.

 

Derovre slår så mangt et trofast hjerte,

kun troskab bor i Fanø-pigens bryst,

der gods og guld ej volder elskovs smerte,

der lyder man kun kærlighedens røst.

 

Ja, der hvor Vesterhavets bølger true

med undergang den kække, lille ø,

hvor værn mod havets magt er klittens bue:

»Der er det skønt at leve, tungt at dø«.

 

Mads Kromann 

 
Hjemstavnen

Melodi: Nu lyser løv i lunde. Carl Nielsen.

 

Når vårens briser kommer

og stryger om min kind,

jeg længes mod den sommer,

som snart vil bæres ind.

Det er, som jeg fornemmer

en hymne fri og fro:

et tusind lærkestemmer

ved Nordby, Sønderho.

 

En sommerdag jeg havner

på øen længst mod vest,

og ømt mig atter favner

den friske, salte blæst,

i sollys mågen sejler

om revlens våde sand,

og huse små sig spejler

i havnens blanke vand.

 

Her ingenting mig tynger,

jeg går så let i sind

på vejene, som slynger

sig mellem hække ind,

og bag de grønne diger

står havens blomsterflor,

hvor duften krydret stiger

af Fanøs golde jord.

 

I klittens gryder lune

jeg atter søger ind,

og somrens sol vil brune

min vinterblege kind.

Fra lyngen som fra vandet

mod himlen bæres højt

en lærkes jubel blandet

med rylens vemodsfløjt.

 

Når sol i aftenfreden

i havets favn er slukt,

går solbelyst mod reden

en måge på sin flugt.

Har hele fuglevrimlen

sin kurs mod reden sat,

da står endnu på himlen

den lyse sommernat.

 

Se juninatten hvælver

sin kuppel lys og blå,

for ømme briser skælver

hver dugbetynget strå,

to elskende sig smyger

bag grønne diger ind,

og nattevinden stryger

mig kølig mod min kind.

 

Blandt klit og brune banker

i strandens bølgegang

en sommers sunhed sanker

jeg til en vinter lang.

Når dagens byrde tynger,

vil mindets blomster gro,

en hymne da jeg synger

til Nordby, Sønderho.

 
Havblik og stormvind

Melodi: På sæteren ligger min hytte i fred.

 

Jeg vandred'på heden min ensomme gang

og følte kun sorgerne tunge.

jeg ønsked' kun sommeren dobbelt så lang

og hørte knapt lærkerne synge.

Da vågned'en længsel så dybt i mit bryst

og løsned'min kærligheds strømme,

den vækker om dagen min uro og lyst,

om natten de dejligste drømme.

 

Og står jeg om kvælden på klitterne her

og ser over havnen og byen,

når gavlene lyser i solfaldets skær

og aftenens guldglans i skyen,

da stiger min glæde i takt og i tro

for alt, som blev skabningen givet,

for angsten og længslen, fordi vi er to

om sorgen og glæden og livet.

 

Når kornet det gyldne forlængst er i hus

og endt er den liflige sommer,

jeg lytter i uro til vindenes sus

og venter på briggen, som kommer.

Og ser jeg derude, den stævner mod havn,

jeg glemmer de angstfyldte dage,

da dugges mit øje, jeg hvisker hans navn

velkommen, velkommen tilbage.

 

N. S. Kromann 

 

Underkategorier

End Of Slide Box