Mitfanoe

Folkedigtning

Fanø-broen

Fanø-broen

 

Melodi: Fra Molboerne (det er ikke mine ben o.s.v.).

 

Har De hørt det sidste skrift fra Fanø ugeblad,

det søde lille blad, der hver lørdag gør os glad,

det har givet os en nyhed - een af første rang -

det er allerførste gang.

Det er ikke til at tro,

det er ikke til at tro,

Der er nogen, der vil bygge os en Fanøbro.

 

Den skal ligge li'sådan som den ved Lillebælt,

det har ugebladet meldt, men man ved det ikke helt

den skal både være høj og bred og lang og smal -

det er lige, hvad den skal.

Det er ikke til at tro,

det er ikke til at tro,

den skal sikkert blive køn, den nye Fanøbro.

 

Se, den ene ende lægges på det faste land,

mens den anden ende man lader løbe ud i sand,

den skal enten gå til Nordby eller Sønderho -

de vil ha den begge to.

Det er ikke til at tro,

det er ikke til at tro.

Der skal sikkert blive vrøvl om denne Fanøbro.

 

Over broen kan man køre med det røde »lyn«,

man kan sidde ned fra Fyen, det bliver dog et dejligt syn -

der bli'r spisevogn fra Nordby og til Sønderho

med diner fra klokken to.

Det er ikke til at tro,

det er ikke til at tro,

men hvor bli'r det dejligt, når vi får den Fanøbro.

 

Men forinden sagen syltes ned og dør i ro,

lov så bare Sønderho, lisom Nordby, hver en bro

da de dog alli'vel aldrig disse broer ser,

stik dem et par stykker hver.

Lad dem bare gå og tro,

lad dem hare gå og tro,

at de hver for sig kan vente sig en Fanøbro.  

Herluf Jensen 

 
Et lidet mindeblad

Egen melodi.

 

Et lidet mindeblad jeg her dig sender,

fordi du var så utro imod mig,

jeg derfor nu vil søge at forglemme

den kærlighed, jeg båret har til dig.

 

Oh pige, kom, oh pige, kom at høre

alt, hvad som her opskrevet er af mig,

mon ej det kan dit falske hjerte røre,

når éngang dette synges skal for dig.

 

Sig, pige, frem, om ej du kan erindre

den aftenstund, da afskedstimen slog,

da stjernerne på himlen lifligt tindred,

da evig, evig troskab du mig svor.

 

Du klynged dig så fast i mine arme,

du bad mig blive tro, din bedste skat,

og tårer randt på dine kinder varme,

da du det sidste afskedskys mig gav.

 

Ej aned jeg, at du mig ville svige -

når jeg nu tænker på den aftenstund,

da ej jeg troede om dig, min pige,

at du dog ville bryde dette bånd. 

 

Alene om i verden jeg nu vanker,

nu mit hjerte trøste kan -

som svalen om ved fjerne kyster flagrer,

så færdes jeg omkring på salten vand.

 

Du må ej tro, jeg over dig vil sørge,

fordi du var så utro imod mig.

Nej, overalt jeg søger glædens følge.

for din skyld går jeg ud på sværmeri.

 

Når stormen bryder sig af sine lænker

og jager søen mod vor nøgne strand,

mon ikke i dit stille sind du tænker,

at du engang har elsket en sømand.

 

Modtag til afsked denne simple vise

til en erindring om din fordums ven.

Lev stedse vel, jeg ønsker dig, min pige,

farvel, farvel, min ungdoms kærlighed.

 

Gid glædens sol din fremtid må bestråle,

og lykkens stjerne altid følge dig,

gid aldrig verdens sorger du må tåle,

ej heller modgang og bekymringer.

 

Ej pigens navn i visen her er skrevet,

i Sønderho den pige monne gå,

i kærlighed hun finder ej sin lige,

hun kan omtrentlig være 19 år. 

 
En sømand farer vidt om jord

Melodi: Nu rider vårens glade svend.

 

En sømand farer vidt om jord

til fjerne fagre lande,

fra grønne palmestrande

mod jøklens blinken højt i nord,

og gennem bølgers muntre leg

hans skude sindigt pløjer vej

med længsel og med lyst om bord

ud over salte vande.

 

Og har han stuvet vel sin last,

han fok og storsejl sætter,

sit anker straks han letter

og stikker kursen ud i hast,

og gav hans tøs ham just et kys,

han går med godt humør til søs

og står ved rattet stør og fast

i mulm og stjernenætter.

 

Når Danmarks sommer går på hæld,

han vender brat sin skude

og sætter alle klude:

der bobler i hans bryst et væld,

Oog snart det blinker langt og lyst

til Fanøs kære hvide kyst

til bovvands brus og flagets smeld

som lys i hjemmets rude.

 

N. S. Kromann

 
En sømand har sin enegang

I anledning af Vestjydens meddelelse om, at 15 er blevet gift og 17 forlovet af et elevhold på 80 på Fanø Navigationsskole, digter »Jeremias« i Nationaltidende:

 

En sømand går sin enegang,

det hører man så tit,

derfor jeg skriver denne sang

for ham at trøste lidt.

Hvis, sømand, du til Fanø kom

før end du sej led' ud,

dernede, før du ser dig om,

fik du en Fanøbrud.

 

Til Nordby kom der nys et hold

elever - cirka tres,

nu er i Ægteskabets vold

de femten veltilfreds,

og sytten andre går med ring

ved Fanøs brede strand.

I giftetanker sødt omkring

går resten li'sådan.

 

Forgæves ingen sømand går

sin Nordby skolegang,

og særlig han den lærdom får,

hvis dertil han har trang,

hvordan et ensomt sømandssind

befries for sit savn.

hvordan man navigerer ind

i Ægteskabets havn.

 

Drag, unge sømand, blot afsted

til Fanøs friske strand,

og når du kommer derned,

er du leveret, mand!

Hør Nordby kirkeklokkers klang,

se brudeslørets tyll!

Hvis du da går din enegang,

er det din egen skyld. 

 
En lille by jeg kender

Eliza Dohm.

 

En lille by jeg kender, hvor dagen går i fred,

hvor vej og sti er sandet fra havets hvide bred,

og husene med stråtag er bygget tæt i slyng,

om denne lille strandby, om Sønderho, nu syng.

 

Se, her engang fra havnen de stolte skibe fo'r

fra Sønderho mod vester, mod syd og imod nord,

og mange sømandsgutter på havets bølgegang

sig drømte hjem til byen med gaverne i fang.

 

Det var før »dampens tider«, da endnu sømandskunst

og sømandsdont var sejlet i brug ved vindens gunst,

dengang et fartøj kræved' en mast, et ror, en rig,

en sømand måtte evne lidt mere end sit bestik.

 

Da fo'r i mange fragter - med skonnert eller bark -

de mænd, de unge knøse, ja selv en gammel knark,

til alle jordens riger, langt bort på salten sø,

i Sønderho dem vented' en viv, en fæstemø.

 

Var skibet atter hjemme fra årelange færd,

og sømandsgutten genså den ven, som vented her,

og sad han blandt de kære ved armens åbne blus,

så glemtes savn derude og nød i stormens sus.

 

Op slog han kistelåget og gav i pigens hånd

det silketøj og sjaler, de lange silkebånd,

de blanke sølverknapper, der hører til den pagt,

hvormed hver sømand smykker stolt fanøbrudens dragt.

 

Så blev der fejret bryllup med dans og spil og fest,

og det var gildesdage for hver en sømandsgæst.

Den korte tid, han dvæled'på øens hvide kyst,

den skulle gå med glæde, med fryd og hjertenslyst.

 

Men lokked' atter havet med dans på bølgen blå,

og når hans skib kølhalet og klar til langfart lå,

den fanøskipper hejste igen i sin mesan

et dannebrog til farten på verden ocean.

 

Da blev i huset stille, hvor før lød spøg og skæmt,

og mor gik rundt og stelled' med hjertet sær beklemt,

mens kaffekanden snurred' forglemt ved lyngens glød

og småbørn langsomt nipped' til husets hverdagsgrød,

 

I hver en lille stue, i hver alkovekrog

man hørte suk fra hjertet for ham, som fra dem drog,

»Når vender han tilbage? Når melder breve trøst

for uvished og angsten, for længselsvé i bryst?«

 

Og han, som fo'r derude i storm og stille vejr,

og som i nattens mørke fandt vej ved stjerners skær,

han retted' sejl for vinden i kurs mod fremmed land,

men hjertet styred' tanken mod Fanøs hvide strand.

 

Vel ofte sømands næve er hård, tit grov hans røst,

men blidt er dog hans hjerte i bredt og kraftigt bryst.

Hans vennesind er trofast, og ydmyg er hans sjæl,

thi kamp på hav gør drengen til mand fra skalp til hæl.

 

Sand åd i tider havnen og ankerpladsen svandt.

Af havnen er tilbage nu kun en bolværkskant,

det vilde hav, som danned' den hele ø af sand,

bortslikker stadig klitten langs kystens hvide rand.

 

Til søs dog gerne drager hver dreng fra Sønderho,

og kvinderne de røgter end ged og får og ko.

Den fanøbo er sømand, hans vej er havets brus,

mens fanøkvinden passer sin eng og mark og hus.

 

Her bærer kvinden maske mod pisk af flyvesand,

og gubberne har rynker ved øjenbrynets rand,

men bag ved masken lyser en hud så fin ved mund,

og rynkerne er minder om kamp i farens stund.

 

End bærer øens kvinder den pynteligste dragt

af silketøj og sjaler, der blev fra Kina bragt,

hvert hus, om nok så lidet, det holdes fint som nyt,

hver stue leder tanken til skipperens kahyt.

 

Her er kun lavt til loftet, thi lavt er husets tag.

som dukker sig for storme og vestenvindens jag,

og ruderne er bitte, men bag det grønne glas

er der til pelargoner og roser dog en plads.

 

Og kønne gamle fliser er muret ind i tavl,

på væggens inderside, langs sidemur og gavl,

her ses i blå emalje det gamle testament',

samt møller, svaner, skibe fra Zuidersøens skrænt.

 

Der står en gammel kiste med skuffer og beslag,

den gemmer bånd og skørter i folderige lag.

Her ligger små konkyljer og timeglas med sand

og mærkelige sager fra Asiens fjerne strand.

 

Der hænger nu på væggen en oldefars sekstant,

et kranie af hajen og sjældne ting, han fandt.

Og briggen der i rammen ved siden af et spejl,

den er hans »Galathea« til havs for fulde sejl.

 

Her føler jeg mig hjemme i skønhed uden skryd,

hver linie i en hytte, hvert blik, hver læbes lyd,

er som en venlig hilsen, hver gang jeg går i land

og ånder ind min sommer ved Fanøs rene strand

 

Blå er den høje himmel, grøn skyller bølgen op,

og gul er marehalmen på klittens hvide top,

her rødmer lyng på heden, her slutter dag i fred,

når sol i purpurgløden i havet daler ned.  

Julius Termansen       

 

Underkategorier

End Of Slide Box