Mitfanoe

Folkedigtning

Sønderho Mølle

Melodi: jeg er en simpel bondemand.

 

Nu står i fod på bankens top

jeg atter støt og tryg

med pæne klæder på min krop

og vinger på min ryg,

og efter alle vinde

jeg drejer hatten smukt,

og kværnen skjult herinde

kan male markens frugt.

 

Jeg skuer langt og øjnes vidt

ud over klit og hav .

Og dem, som stævned' hid, jeg tit

den første velkomst gav.

Når langvejs fra de så mig,

af glæde fast de lo

og peged' alle på mig.

"Der har vi Sønderho!"

 

En gammel mølle, ved jeg godt,

ej være skal for kry.

Men hvor den står - jeg mener blot

den pynter dog sin by.

Og er omsider segnet

dens vante silhuet

mod aftenhimlen tegnet,

det er for sent begrædt.

 

Og skal jeg aldrig male mere

det gyldne korn til mel,

et andet hverv, med fryd jeg ser.

mig blevet er til del:

Om alle ædle minder

jeg kalder ud til værn,

mens år og dage rinder

igennem tidens kværn

 

Jeg nær var sunket selv i grus,

mit håb jeg rent gav op.

Dog bødet blev igen mit hus

på møllebankens top.

Så lad det vidt fortaltes:

vort gamle Sønderho

vil værne det, som ældes,

mod fædres minde tro.

 Thordur Thomassen

 
Sønderho Kro's 250 års jubilæum

Sønderho kro 1722 - 1972

 

Sådan stod du da, og står du,

gamle Kro, min hjerteven,

dine pligter, dem formår du,

selv om kroppen sygner hen.

 

Mangen svag og gammel stodder

drager ånde trods sin dom;

hvis vi passer værk og lodder,

falder uret ikke om.

 

Tak da, Kro, med disse tanker,

tak til værtsfolk - og til gæst,

og til dem, der pløjed planker,

og som anes ved vor fest!

 

Skytten 

 
Smukt i procession

Melodi: Af Hornemann

 

Smukt i procession - pæn og pyntet hver person -

se, der har vi brudetoget - blomstersmykt og broget,

se, hvilken yndig brud - hvor hun ser lyksalig ud -

skal man ej være glad på sin bryllupsdag -

hun giftes skal og med en gårdmandssøn,

han er her, og han er ganske køn,

lidt for plump og for massiv, men han

kan ellers nok gå an,

solid, pas på, han bliver nok i Ægtestand.

 

Kisteklæ'rne bli'er rigtig solet, som man si'r -

og de gyldenstykkes huer - smukt i solen luer -

brudens far og mor ~ kommer der, såvidt jeg tror -

og se, der har vi brudgommens fader, ja,

det ser man straks, at han har hus og gård -

derfor næsen lidt i vejret står -

rød den er, ja ikke sidst såmænd,

og klarlig viser den,

han er - bestemt - af Bacchus vist en gammel ven.

 

To og to i rad - se, hvor pænt de følges ad -

Selv den  gamle bedstefatter - ung sig tøjer atter -

tænker på den gang - da de samme klokker klang,

da de ringed for ham og hans hustru kær,

endnu så rørig, ja, og rask han går,

stolt og rank trods sine hvide hår -

børnebørn, ja, det er hans plasér,

i dag så småt han ler,

han ler - fordi - han ved, der nu blir håb om fler.

 

Alt er nu forbi - ja, den hele ceremoni -

hør, hvor kirkeklokken ringer - smukke ønsker bringer

parrets hele slægt - om det, så er den lille knægt -

se, på tæerne han står, gratulerer pænt.

Nu hjemad går det, og i spidsen ser

Man Per Degn i sine bedste klæ'r -

det er stort, ja det er rigt'nok stort -

der står en æresport

og med - et vers - som skolemestren selv har gjort.

 

Efter gammel skik - får de velkomst med musik -

hør, hvor landsbymusikanten - gnider løs minsandten -

om det er lidt falsk - her er ingen musikalsk -

han har lov til at spille i hver en dur.

Nu rask til bords, se, her er ingen nød -

flæskesteg og dejlig risengrød -

æbleskiver, ja en bataillon -

nu blir der diskussion,

om hvem - af dem - der spise kan den størst' portion.

 

Hør nu, hillemænd - hør på skolemesteren -

han har rejst sig op fra bordet - rømmer sig, tar ordet -

ønsker parret held - og til sidst, hvad tror De vel,

en rekrut af de små inden næste år -

se, bruden rødmer, bliver ganske flov,

skolemester, den var lovlig grov.

Fatter råber.- ja, hvis I nu vil,

er loen lavet til -

nu skal - vi ha' - en sextur og en tremandsreel.

 

Svejtrit og forkert - hver en dans de har probert -

men da det alt er silde - går man hjem fra gilde -

slukket blir hvert lys - dog der brænder et - ja tys -

det er vist hos de nygifte unge par -

endnu et hurra - hør - man sender dem -

rigtig dansk, ja et med fynd og klem,

alt blir stille, se, nu lyset brat blev slukket -

så godnat - godnat, godnat, godnat, godnat, god rolig nat.

 

W. Rantzau 

 
Som barnet sin moders stemme

Melodi: Jeg elsker de grønne lunde.

 

Som barnet sin moders stemme

vi elsker dit hav, din strand,

vi føler, at her har vi hjemme,

at du er vort fædreland.

 

Vi mindes vor barndoms dage

i læ af din hvide klit -

det minde os drog tilbage,

om end vi fo'r milevidt.

 

Vi mindes vor leg ved stranden

den solvarme sommerdag -

hvor fjernt imod himmelranden

vi drømte et stjernetag.

 

Vi mindes, når stormen tuded,

og bølgen mod klitten brød -

når angst vi for far derude

os bøjed mod Gud i nød.

 

Og kom så en dag dog sorgen

og gæsted vort lille hjem -

du Gud - fra i går og i morgen -

vej viste os atter frem.

 

Du tog vor fader, vor broder,

vi fulgte dog glad deres spor -

du gav vor sørgende moder

den trøst, som i håbet bor.

 

Ja, vel er med savnet og sorgen

fortrolig, o, Fanø, din kyst -

den færd, som fra tidernes morgen

var stedse din ungdoms lyst.

 

Og vel er der skønnere steder

og egne med blidere kår -

men alle vor barndoms glæder

om dig som en krone står.

 

Og alle vort hjertes længsler

på sømandens langvejsfærd

i fare, i nød og i trængsler

gjaldt dig og vor hjertenskær.

 

Vi elsker din brune banke,

vi elsker din hvide klit,

din strandbred er for vor tanke

en drøm om alt rent og hvidt.

 

Som du var vor barndoms rede,

vor manddoms længsel og fred,

så vær - om i sorg eller glæde -

vor alderdoms hvilested.

 

Som levet vi har vor sommer

i pagt med din strand, dit hav,

så skænk os, når høsten kommer,

i din hjemlige jord - en grav.

 

Mads Kromann 

 
Skuld' gammel venskab rejn forgo

el.: Skuld gammel venskab.

 

Skuld gammel fjendskab rejn forgo

å stryges fræ wor mind?

skuld gammel fjendskab rejn forgo

med dem daw så læng, læng sind?

Di skjønne fordumsdaw åja,

di daw er svær å find,

vi'l løwt wor kop så glådle op

for dem daw så læng, læng sind.

 

lmell æ Japper sønder o

å så æ Gøjer her.

der hår jo stand en gammel strid

om bodde vind å vejr.

 

Hvordan wor et, de såt æ skjel

imellem begge sown?

Æ Japper dråk æ Gøjer fuld,

så di wor ve å drown.

 

I blåvermark - i tranbermark

æ Gøjer et måt go,

di wærnet om den rigdom der,

dem ål fræ Sønderho.

 

Lidt drilleri imell wor sogn

de hår der ålti van,

en evig kamp om pit å pjat

det hår der ålti stan.

 

Skuld gammel fjendskab rejn forgo

no vi er sammenio?

Det lyder ret uhyggeligt,

ej nogen ka et tro.

 

Her er mi hånd do gammel svend,

ræk øwer å gi mæ din,

hvor er et skjøn å find en ven,

en høj mist for læng, læng sind,

Di skjønne fordumsdaw åja,

di daw er swær å find,

vi'l løwt wor kop så glådle op

for dem daw så læng, læng sind.

 

Skrevet af Harald Olesen til Fannikerdagens revy: »Fanø i stumper og stykker« 1970 i anledning af kommunesammenlægningen. 

 

Underkategorier

End Of Slide Box