I de første mange år af Fanøs sejlskibsperiode, der startede omkring 1760, havde man en nogenlunde fast sejlsæson. Sejladsen gik i de år på lokaltrafik og Nord- og Østersøfart. Når vinteren nærmede sig i begyndelsen af november kom skibene hjem for at lægge op. Nogle af de lidt større skibe overvintrede i østjyske havne.

Hele livsrytmen på Fanø afspejlede dette faste mønster, som blev bevaret frem til 1870’erne. I sommerhalvåret – hvor størsteparten af mændene var borte – gik livet hjemme sin stille men travle gang med alskens praktiske gøremål, mens de tre vintermåneder var præget af hjemkomst, beretninger fra nær og fjern, familiefester og igen – afsked!

Selv i fødselsrytmen satte denne rytme sig spor idet antallet af fødsler toppede i månederne september, oktober og november.

Der skulle smør på brødet og omkring 1860’erne begyndte flere og flere Fanøskibe, at sejle på Middelhavet og derved undgå vinteroplægning.

Denne nye rytme ændrede også Fanøsamfundets rytme og da man fra 1880’erne blev globale, var sømændene på havet flere år ad gangen, og kunne dukke op på hjemøen på alle tidspunkter af året. 

I dette maritime samfund var der en klar arbejdsdeling mellem kønnene. Havet og skibet var mændenes arbejdsområde, og Fanøs kvinder tog ansvaret for familien og de blev stærke og selvstændige kvinder med såvel ansvar som beføjelser der var større end så mange af hendes medsøstres. 

De passede ikke kun familien – de passede også dyrene og markarbejdet, og de vedligeholdte husene. I sidste tredjedel af 1800-tallet tog de sig også af regnskaberne, ekspederede telegrammer og breve, formidlede kontakten til medredere og stod også for mange funktioner i lokalsamfundet. Dette var traditionelt mandfolkearbejde. Men på Fanø var det kvinderne og derved skabtes en kvindetype, som fik en ganske særlig status i samfundet, og det blev bemærket. I 1882 skrev ”JM” i bladet ”Tidens Strøm”: 

”Der er en afglans af de gamle vikingefruer hos de selvstændige, virkedygtige og erfarne Fanøkoner og der er mere stof til et demokratisk kvindeideal i en sådan kvinde, end hos hele skarer af forlæste kvindelige studenter og bogholdere”. 

Og dr. Lorck beretter i Dansk Folkekalender, 1855 fra Fanø: 

” Som en Følge af at Mændene ere saa meget fraværende, ere Konerne de egentlige Bestyrere af Affairerne og forstaa sig i Reglen ogsaa godt paa at ordne dem og at holde sammen paa Mandens fortjente Skillinger. Fruentimmerne paa Fanø ere strænge Øeconomer, uden derfor at være gjerrige, thi hvad der skal betales, udredes uden Modsigelse eller Vrangvillighed. Kun hvor der skal holdes paa Honneuren, især alt hvad der angaaer Stadsen og Gilderne, sættes de øconomiske Hensyn til side”.  

Kvinderne deltog ikke i det politiske liv i sognet. Det blev udelukkende varetaget af de hjemmeboende mænd. Kvinderne var alt for travle i deres omfattende hverdag til at deltage i sognets anliggender.