Fiskehandelen

  


slagter Ingeborg Nielsen

Ingeborg Slagter

Der er en historie om, hvad dragten kunne betyde – historien er om Ingeborg Nielsen (almindelig kaldet Ingeborg Slagter, død 1917, 81 år.) fra Nordby. Hun var kendt som en dygtig opkøber af slagtekvæg på markederne og bar den smukke Fanø dragt. Engang hun var til markedet i Holsted, stod der en fisker fra Oksby på markedspladsen med saltet og tørret fisk, men handelen gik dårligt. Ingeborg var færdig med sine indkøb og tilbød at sælge for ham. Handelen gik livligt, det rigtige skilt – Fanø dragten – borgede for fiskens kvalitet. En time efter var ”Fanø fisken” udsolgt og Oksby manden gned sig i hænderne. 


B1321 Karen Skjold

Karen Nielsdatter 

Hun begyndte med fiskehandelen som ganske ung i 1830erne. Som ung pige (der var ualmindelig stor og kraftig, hvilket bibragte hende navnet Karen Tordenskjold) tjente hun i ”Æ Sønden” dvs. i Slesvig og allerede mens hun tjente begyndte hun at handle med fisk. Da hun stoppede med at tjene slog hun sig helt på fiskehandlen og hun havde allerede en god kundekreds at begynde med. Gode og smukt tilberedt var de varer hun handlede med. Hun var meget kritisk med hvad hun blev tilbudt til salg. Det var hovedsagelig tørrede hvilling der var bundtet med halmreb på et lispund, hun handlede med. Hun begyndte gerne sine ture i Ribe, hvortil hun fragtede fisken med sejlbåd. Var Ribe forsynet fortsatte hun med en lejet fjellevogn til markederne i de sønderjyske byer. I sommertiden, når de nye kartofler kom frem, var hun sikker på at kunne afsætte et lispund i næsten hver eneste gård hun kom forbi, idet nye kartofler og ny tørfisk blev betragtet som en lækkerbisken.  

Denne handelsvirksomhed blev hun ved med til langt op i årene, og ved flid og sparsommelighed samlede hun sig en pæn lille formue, tarvelig og nøjsom var hun, men gik ikke af vejen for en saftig skipperskrå. En lille, og måske ikke så lille biforretning havde hun i handelen med ravsmykker, forarbejdet hjemme i Nordby.  

Koen skulle også passes og hørte der jord til huset, gravede kvinderne selv jorden med spaden, idet de hjalp hverandre med at udføre arbejdet – den ene dag et sted – den anden et andet sted. Mest arbejde krævede høslettet. Markengens græstæppe var tykt og tungt, og det tykbladede enghø, måtte vende mange gange, inden det blev tørt nok til at køres hjem.

 

B00090-122 Hoeet-bjerges-ind

 

 

 

Høet skulle passes, det skulle vendes og sættes i stak for senere at blive enten kørt eller båret hjem. Kornet blev ofte høstet med segl. Det var tidligt op og sent i seng hele sommeren.

Ofte havde man får i tøjr inde på heden og de skulle flyttes hver dag – det var en tur på 3 – 4 timer, og så måske en tur i marken for at flytte køer. Om efteråret skulle fårene vaskes og klippes og ulden tilberedes. Kornet skulle tærskes med plejl og siden renses med sold.

 

B5284 Gaard-i-Noerby

 

 

På Grønningen, en eng på det nordlige Fanø, græsser Nordbys køer i fredelig forening under opsyn af den fælles hyrde, der hver morgen modtager og hver aften afleverer køerne til deres respektive ejerinder. 

I sommermånederne var det et yndet syn at se køerne komme hjem til „æ hjøwerplads". De kom fra Grønningen, hvor de - bevogtet af æ hjøwermand - havde græsset en lang dag. Når køerne så var drevet hjem af hjøwermanden og hjøwerdrengen, der gik bagest og gennede på køerne med en kæp, kunne folk komme og hente deres kvæg på pladsen.

 

Holger-Drachmann----Fanoepig

 

 

n-p-mols---hjoewerplads-1917

 

 

Før der blev anlagt en vej ud til Grønningen fulgte hyrden og køerne strandlinjen nordøst for Nordby, og samlingspunktet var Færgestranden.

Også plantning af hjelme i de fygende klitter var kvindearbejde og kneb det med vinterfoder supplerede man det ved indsamling af ”marktøj”, dvs. klittens vækst af vilde planter. Også indsamling af drivtræ var anstrengende.

 

en-fanoepige-seende-ud-over-

 


Gå til top