Toldkasserer E. Thomsen, født på Fanø beretter om høsten på Fanø i gamle dage:
”Min mor, der hed Marensine, stod netop i vor åbne grønmalede halvdør, da vor genbo Marthine en dag i midten af august måned i året 1896 indledte en samtale med hende:
… Nå, Marensine, hvordan står det til med jeres bygmark; er den snart tjenlig? (hermed mente hun, om byggen snart var moden), hvortil min mor svarede:
- Jeg synes, den mangler lidt endnu i, at vi kan høste den!
- Ja, da. begynder vi (hermed mente hun sig selv og en anden Fanøkone der hed Thrine) i morgen tidlig, så snart æ dåg (duggen) .er a æ jord. Vi skal endog skynde os, for der skulle gerne være mindst 10 traver (hver trave er på 60 neg) byg på vor mark!
At høste dengang var langt mere besværlig end nu til dags, idet kornet blev skåret med segl. - Næste morgen drog de ovenfor omtalte to Fanøkoner af sted til arbejdet i marken. Maden havde de i en så kaldt madask, og drikkevarerne som regel kold kaffe - var hældt på en lerdunk (kaldet æ skægmand). Madasken og lerdunken var sammenbundet med en snor og henslængt over den ene skulder.
Vi i mit hjem skulle også hver morgen, og forresten om aftenen også, ud i marken for at flytte vore tre får og fem lam. Jeg fik lov til at trække dem hen te' "æ pøt", et hul med dejligt friskt vand i klitten eller i et hjørne af marken. Grundvandet på Fanø står ret højt, så der var aldrig mangel på friskt vand til dyrene.
Når kornet var opskåret (høstet), blev negene, som det sker nu til dags, sat i skok, men efter få dages forløb blev alle neg vendt, for at sol og vind rigtig kunne tørre i dem. Det var endda ikke tilstrækkeligt. Samme dag, hjemkørslen skulle finde sted, blev samtlige neg vendt med bunden i vejret og stråene skilt fra hinanden: Først da samledes de i kjerre (3 neg i hvert bundt).
Når så endelig vognen med kornet holdt for døren, blev det forket ind i loen. Efter at kornet var bragt i hus, begyndte de samme to Fanøkoner at tærske det med plejl. Lyden af plejlenes slag mod negene på logulvet glemmer man aldrig. - Der stod de to kvinder fra morgen til aften dag efter dag ustandseligt svingende plejlen over skulderen ned mod logulvet for at fravriste stråene selve kornet. Når det var sket, blev halmen i store bundter smidt op på loftet igen. Det aftærskede korn blev renset i en grov sigte (æ sold), og også dette arbejde udførtes med hænderne.
Først da var kornet klart til at fyldes i sække. Alt i alt havde det taget ca. 3 uger at få høstet og aftærsket 10 traver byg (ca. 600 neg).
Sammenligner man arbejdet den gang og nu, ville en mejetærsker på mindre end en time have udført hele dette stykke arbejde, og så var kornet endog påfyldt sækkene.
Opstiller man det spørgsmål:
- Hvorfor sled Fanøkonerne dog så hårdt? - det var dem alle – må svaret blive: De betragtede det som en selvfølgelighed, at de måtte gøre deres til at få så meget lagt til side, at mand og far (de fleste var jo søfolk) kunne holde op med at sejle i en ikke altfor sen alder.”
Mette Most, enkefru Mette Kromann født den 29. august 1862 i Sønderho beretter:
”17 år gammel kom jeg til P. Sonnichsen, der var fem børn og en ko og jeg fik fem kroner i løn om måneden. Det var almindeligt dengang. Hos Sonnichsen kærnede vi smør én gang om ugen og vi lavede selv vores ost.
Vi havde ingen plov. Man hjalp hinanden. En flok piger stod og gravede agrene. Bagefter fik vi æbleskiver og sødsuppe til middag.
Det lød altid: ”Nu kan vi ingen steder komme, for nu ska’ vi hjælpe den og den”, og det var både med tørv, hø og korn. Var det høet vi hjalp med, fik vi gerne høkaffe søndag eftermiddag. Brændselskaffe fik vi altid med det samme”.
Fru Kromanns forældre havde en eng i Darum og ellers hentede de hø på Mandø Hølade, et område ved Ribe å’s udmunding.
”Vi lå derovre i telt i en 14 dages tid. Vi havde det morsomt. Når vi fik hø fra Darum, en 10 -11 læs hvert år, kom beboerne ned til båden og fik kaffe med franskbrød. Selv præsten og hans kone var med. Vi var også oppe ved beboerne, hvor vi fik æbleskiver, der var bagt med bagepulver, vi kaldte dem for flyveæbleskiver”.
Gå til top