Lærer Gregers Peter Thomsen var født den 16. april 1886, som søn af skibsfører og lods, Jacob Thomsen og Marensine Gregersen. Familien boede på Willemoesvej 8 i Nordby. Gregers P. Thomsen var førstelærer og kirkesanger i Sønderho og han fortæller:
”Om fanøkoner gælder, at når de var rejst til deres mænd, blev vi børn jo altid passet af den hjemmeværende moster el. anden slægtning. Hun måtte være både far og mor, både med respekt og kærlighed. Det var ikke altid let at holde styr på den store børneflok, hos os med to drenge. Hun ku' alligevel styre os uden at slå os, blot med øjnene. Derimod, min tante kunne lange en god lussing, der tit behøvedes, har min fætter fortalt. Nok var de strenge, og virkede stramme, stridbare, - men tænk på ansvaret. Min fætter udbrød engang: »Du kan sagtens. Din mor slår ikke!« Hvortil jeg svarede: »Du kender ikke hendes øjne. De tæmmer. Når det er rigtig slemt med Emil og mig, så råber hun: »Hvis I ikke er ordentlige, så rejser mor, og så har I hverken far eller mor!« - Det sagde hun, og så var vi artige og ængstelige. Hun var et alvorligt og bestemt menneske. Hun passede vort lille landeri, en ko, flere får og senere geder. Bedstefar havde også gris og høns, men vi ikke. Mor ku' ikke klare det. Mor kærnede selv alt smør og bagte det meste brød. Apropos kærning, engang ville smørret ikke komme, hvorfor mor bekymret sagde til bedstefar: »Det vil 'et bly w!« Hertil svarede han, der lige var kommet igennem, »Det er hende med de ond' ywn, som hår skyld i dette. Har hun ikke været her?« Men mor sagde »Nej bedstefar. Jeg har vist blot ikke fået kærnen varm nok.« »Nå, brummede bedstefar,« - hun er en heks!« Overtroen var meget stor.
Min tante Trine sendte mig i byen med fisk, som hun havde røget. Jeg sku' aflevere fiskene til en gammel fattig kone, der fik fattighjælp til sig og sin kronisk syge mand. Da jeg kom hjem og jeg afleverede pengene, siger hun, tante Trine: »Hvad fik du af hende?« Hertil viste jeg hende en halv håndfuld småkager, såkaldte Darumkjoler. »Har du spist nogen?« - »Ja, de smager godt!« - »Spyt dem ud, spyt dem ud. Hun er en heks, en gammel heks!« - Og så var hun tværtimod den elskeligste og mest trofaste sjæl, man ka' tænke sig, god og tålmodig over for sin syge mand. Men hun havde den vane i mørkningen at trave omkring i nærheden af huset, mens hun mumlede strikkende på en strømpe, - en menneskelig særhed! Sagen var den, at hun var fra fastlandet, en »Lunsesmaren« som fannikerne kaldte fremmede folk. Og det var nok til at stemple hende og hun havde jo heller ikke nationaldragt. Sådan var fannikerne over for alle fremmede. De tålte ikke, at en ung mand eller pige tog sig en kæreste uden for øen. Hun forgjorde altså ved sit strikkeri. Overtroen er endnu levende herovre, - meget. Jeg har oplevet, at en yngre fisker vendte om i mine unge år. Han mødte en gammel kone ved en korsvej. Han sku' ikke ud og fiske efter dette møde, for hun betragtedes som heks.
Men tilbage til mor. Hun skar alt kornet sammen med familie og os børn og vi tog os også af høet i det lille landbrug. Høet blev båret hjem i store grove bleer, som de bar på nakken, og de efterårsgravede jorden både i marken og i haven med en lille spids spade, som jeg så tydeligt husker. Den brugte alle dertil. Det var jo altid morsomt at være med i marken; så vankede der også dejlige melmadder, fanøsmørrebrød med 6 slags pålæg. Men der sku' bestilles noget, tages hårdt ved, men det var alle børn vant til og indstillet på. Høet sku' være knastørt, før det blev bragt hjem, for man var meget angst for ildebrand og meget forsigtig med lamper og lys. Over ildstederne i de to byer stod det lille vers:
Tænd op i Jesu Navn,
Og bed, at Ilden kun gør Gavn;
Gud give i sin Naade,
At Ilden egen ei maa raade!
I den senere tid lejede mor dog en mand til at slå græs og høste kornet så vel som hun fik høet og kornet kørt hjem. - Uendelig nøjsom og sparsommelig var mor i alt. Hun sagde altid: ”Far sejler, og vi skal spare” men til gilde manglede intet. Hun var dygtig til madlavning, skønt hun syede fra den dag hun blev konfirmeret til dagen før hun blev gift. Altid med synål, end også det svære tykke sømandstøj. Det gik løs, fra de kunne se tidligt om morgenen, de unge piger, sagde mor, og undertiden også ved tælleprås om aftenen. Vi havde jo selv smørret og nedsaltet fisk og noget røget, og vi havde kaffe, the og krydderier. Dertil fik vi dog også mange slags grød. - Hun var en tapper kvinde, og en meget hjælpsom kvinde. Jordemoderen kaldte ofte på hende til hjælp, når både hun og doktoren hver havde sin fødsel. Da har mor ofte været den 3de, der assisterede i byen. Hun skal have taget imod 60 børn på denne måde, og vor læge, dr. Anthonisen og hans hustru var fars og mors gode venner. Der fortælles, at nede i Amsterdam, når hun var med far i byen, og han måske var lidt rundhåndet med drikkepengene (dog han var også sparsommelig) - så ku' hun udbryde: »Nu et fo møj, Jakob!« For dem begge gjaldt, at intet gik til spilde.
Mor sled hele livet og var stærk og tapper. Det viste hun, da hun skulle dø. Hun havde i 3 måneder mellem jul og påske ligget med stadige hjerteonder og smerter, hvorfor hun fik nogle små gule tabletter af Anthonisen. Han udtalte, hun ku' ligeså godt være død ved juletid som ved påske. Der fulgte sådan en grim angst med, når turene kom, men hun sagde til os børn: »Lov mig en ting, at I ikke giver mig nogen indsprøjtning, når jeg skal dø, thi jeg vil gerne dø med min forstand« (1935). Og da øjeblikket kom, og mine søstre stod omkring hende (jeg var henne fra Sønderho dagen før og sige farvel), gav min yngste søster sig til at græde. Men så sagde mor flg. »Snik-snak, ingen scener, nu skal mor dø, mor er glad!« Så bøjede hun hovedet og døde. Hverken mor eller far brugte munden meget, og særlig var deres kristendom ikke noget, de talte om, de var ikke missionske, nærmere lidt imod denne bevægelse, - men de levede et kristent liv...Gå til top