Slagtning

”Når så grisen i sommerens løb havde vokset sig stor, skulle den jo slagtes. En sådan slagtning var en hel begivenhed, hvortil der hørte mange forberedelser. Nogen egentlig udlært slagter fandtes der ikke i ældre tider, men der var altid en eller anden, der havde erhvervet sig en del kundskab i den retning. Denne – ofte en kvinde, blev så tilspurgt, om man kunne få ham eller hende den tilspurgte dag. Først skulle så alle knivene slibes, skoldekarret efterses, om den var tæt, eller man skulle måske hen og låne et. Pølsepind skulle skæres og tildannes – de lavedes bedst af bambus, som der altid var nok af ude på stranden. Saltkarret skulle rengøres og efterses, salt indkøbes, og kort sagt alt på rede hånd. På den aftalte dag mødte slagteren og efter en solid frokost gik man til værket. Skoldekarret anbragtes i gården, så gik man til svinestien og hentede grisen, men det tog ofte lang tid, at få den bakset hen til truget. Her blev så slået en løkke om grisens for- og bagben og ved forenede kræfter blev den varpet op på bunden af skoldekarret under uhyre protest fra delinkventen.

 

SLAGNING

 

 

Slagteren stod nu rede med kniven, og 4 mand holdt så grisen, der nu havde fået en snor rundt trynen. En af kvinderne kom med et stort fad til blodet, og når stikket var gjort og blodet flød, rørte husmor i fadet, for at blodet ikke skulle løbe sammen. Nu blev der en skrålen og et spektakel uden lige. Grisen protesterede voldsomt, og den havde kræfter, så fire mand havde nok op at gøre med at holde den, men omsider ebbede livet ud, så man kunne få lidt pusterum. 

Imens alt dette foregik, havde husmor fået den store bryggerskedel i kog, thi nu skulle grisen skoldes – skoldetruget blev nu vendt om, og grisen lagt ned i bunden med ryggen opad. Det kogende vand blev nu hældt ned over grisen og så alle mand i gang med skrabningen – først med hænder og negle for at tage de groveste børster af, senere, efter mere skoldning, blev den skrabet med knive, indtil alt var så glat som muligt.   

Nu havde man ærligt fortjent kaffe og smørrebrød igen og helst en lille kaffepunch til. Det var første akt! Efter kaffen gik man i lag med at få grisen fra karret op på en lille loftsstige, der blev lagt ovenpå karret, og til den ene ende af stigen blev grisen så forsvarlig bunden med reb stukket gennem grisens bagsener og derefter blev stigen med grisen med forenede kræfter stillet opad muren. Nu blev bugen skåret op og indvoldene blev styrtet ned i baljen og bragt ind i huset til videre behandling. Så blev grisen vasket, både ud- og indvendigt i lunkent vand og til sidst spulet med mange spande koldt vand og derefter stadig fastgjort til stigen bragt indenfor på et sted, hvor katten ikke kunne komme ind. 


Imens dette foregik var husmoren beskæftiget med forberedelserne til pølsekogningen næste dag. Pølsen blev kogt i poser, der gemtes fra år til år. Andre af kvinderne var i færd med at rense tarmene og indmaden, de fine tarme blev meget omhyggeligt gjort rene og skrabede – de skulle bruges til kødpølserne, men de tykkeste blev anvendt til blodpølser. Næste dag blev også en travl dag. Kvinderne gav sig i færd med pølserne, og mandfolkene med den kolde gris, nu skulle den parteres og dette arbejde såvel som alt det øvrige foregik under meget skæmt og latter. En yndet spøg var det, når den mand, der skulle save grisen igennem på langs pludselig standsede og henvendte sig til en af de små tilskuere og sagde: ”Åh, lille Hans, ka do et spring ovr te Hans Bøj  og len en støk fjet te o smør e ta mej”. Drengen af sted, så stærk han kunne løbe og lidt efter kommer han så springende med noget indsvøbt i papir, der ved åbningen viste sig at indeholde et tørt stykke klyne. Kvinderne, der var i færd med blodpølserne i den store bryggerskedel og ofte i en lille kedel ved siden af, thi der skulle laves mange pølser. Familien og naboer skulle smage og desuden skulle en del hengemmes til senere tider, særlig holdt man meget af at skære pølser i skiver og opvarme dem i stegepanden. Så skulle man i gang med kødet og flæsket, den største del blev jo nedsaltet til vinterbrug, men en god del blev lavet i pølser, og det gav arbejde til mange timer. Nutidens kødhakkemaskine kendtes ikke, alt skulle skæres med knive i små terninger. Når alt var hakket og salt og krydderier kommet i, blev det sat i pres natten over. Fyldningen af pølsemadene i tarmen skete ved hjælp af små oversavede kohorn, de såkaldte Bøwle; en pølsepind sattes i den anden ende af tarmen og stopningen kunne begynde, var tarmlængden fuld blev den lukket med en anden pølsepind stukket gennem pølseenden så pølsen blev rund. Under fyldningen blev pølsen jævnligt gennemstukket med en stoppenål, for at jage luften ud. Det hele endte med et grisegilde, og dette kunne ofte vare til langt ud på natten. Under gildet kom kaffen ofte på bordet og der blev snakket og sammenlignet med andre folks slagtning og latter og spøg og kortspil vekslede med hinanden.”



Gå til top