Bryllup og den gifte kvinde

Hele slægten blev budt. Snes på snes. En bydemand (en slægtning) gik fra dør til dør, bød til gilde og endte med at citere til slag af stokken: 

Så kom klok' syw

med gaffel og knyw,

æ swolten lyw

å let færetøj...! (- fodtøj af h.t. dansen)  

Brylluppet stod i dagevis, først for slægt og venner, så for tyende. Gaver bestod mest af naturalier til den dyre fest. Man tog skillevægge ned mellem stuerne så der kunne blive god plads til de dansende. Musik og dans var højst speciel og skal opleves, ikke beskrives. Melodierne var hentet fra alle lande, blev sunget på hjemturen om bord, afleveredes ved sang eller fløjten i forvansket form til hjemmemusikanterne, tillempedes danserytmen for byen - og genopstod dejlige, levende, men ukendelige.

 

Mehrn-AM-090-b

 

 

Indskydes bør her, at bruden ikke i kirken satte sig ved sin faders side, men gik direkte op til sin stol, den såkaldte „jordemoderstol" - man tænke sig til årsagen. Tit var altså bruden svanger på et legemligt belastende tidspunkt, hvor træthed og kvalme indtræder. Alligevel måtte hun holde ud, til hun sank sammen. Også musikanterne blev ved. til de segnede, og når de gjorde det, var der reserver på spring.

 

Den gifte kvinde  

Trolovelsen og ikke brylluppet var det, der betød den store forandring i kvindernes dagligliv. Ja-gildet var sammen med lysningen forældrenes samtykke til at de unges samliv kunne begynde, og mange brude var derfor gravide ved brylluppet. 

Også det forhold, at de nygifte bosatte sig hos brudens forældre – og boede der til eet eller flere børn var født – gjorde overgangen til de giftes rækker mindre bærbar.

 Boligfællesskabet betød samtidig – trods mulige gnidninger – en yderligere styrkelse mellem kvinderne. Ofte måtte de nygifte jo skilles umiddelbart efter brylluppet, når manden og måske også faderen, tog til søs. 

Den unge kvinde fik under sin graviditet og ved fødslen en erfaren hjælp i sin mor, som både kunne sørge for at folketroens regler blev overholdt og forklare datteren den proces, hun gennemlevede.  

Sømandens ægteskab forløb langtfra som ethvert andet normalt ægteskab. Det var anderledes fordi manden i bedste tilfælde kun var hjemme nogle måneder om året, i værste tilfælde var væk i årevis. Det har været hårde betingelser at leve under, selv om begge parter var klar over, at sådan var det nu engang, og at det ikke kunne ændres, før manden lagde op, og gik i land – hvis han da ikke var omkommen forinden.

 

B1653-18

 

 

Det er klart at arbejdsdelingen i et sådant ægteskab blev anderledes end i et normalt, idet mandens rolle nærmest var begrænset til at tjene pengene ude samt sætte hus i stand når han var hjemme, mens konen tog sig af hele hjemmets drift og økonomi, husholdningen og børnenes opdragelse, sygdom, måske død, kontakten med familien og naboer. Hun lærte derfor hurtigt den yderste sparsommelighed, hvis hun ikke allerede kendte den, og måtte i det hele taget være meget selvstændig. Hun var den person der gav kommandoen i hjemmet.

Når manden kom hjem, følte han sig tit umyndiggjort, men i reglen fandt han sig i det, for konen var meget bedre inde i sagerne end han. Og hun regnede ikke meget med hjælp fra ham, som slet ikke duede til det daglige. Han var en besøgende, dejlig at have, men noget besværlig. Hun kunne nemt se lidt surt til, at han tog den med ro som feriegæst, sad ubeskæftiget for bordenden med et glas rom og en pibe tobak. Måske var han også for utålmodig med børnene, blev irriteret over deres skrig, forlangte for meget af dem, skældte dem ud og gav dem endda et par på kassen nu og da.

 

Peder Hansen Winther

 

 

   Peder Hansen Winther m. familie 

 

Netop det med børnene var ret ofte et ømt punkt, for hver gang han kom hjem, var der et nyt barn som resultat af sidste besøg. Børnene kendte ikke deres far, som de aldrig havde set eller kun huskede dunkelt, og for dem var det et problem, når der pludselig kom en fremmed menneske ind i huset, som der skulle tages hensyn til, og som ville herse med dem. 

Som oftest blev der født en hoben børn i ægteskabet, skønt mand og kone ikke var så mange dage sammen i alt. Hver hjemkomst resulterede som oftest i et barn. For konen var det drøjt at klare svangerskab, fødsel, barnepleje og opdragelse alene uden mandens nærvær og støtte. Ofte måtte de større børn passe de mindste. 

Om en sømandskone på Fanø fortælles det i slutningen af 1800-atllet, at hun fødte ni børn, hvoraf de syv døde. Hun måtte selv kæmpe sig igennem disse tunge hændelser, mens manden var til søs.  

Nogle minder og hændelser fra min drengetid og min første rejse til søs 

ved  Niels Ankersen Svarrer, født den 8. december 1883 i Nordby Fanø.   

Jeg husker, at mor og vi børn havde mange glade oplevelser i marken, og det, var en god ting, at vi børn blev sat til at bestille noget, det var særlig, når der skulle rives hø eller høstes korn, men det bedste for vi børn var naturligvis køreturen med høstvognen - og hvor var man stolt, hvis man fik lov til at holde tømmerne og pisken og måske køre vognen et stykke ad den smalle sandede markvej. 

 

Jeg vil tro, at jeg hverken var værre eller bedre end andre drenge, drenge er jo drenge, som der siges. Men i et hjem, hvor faderen sejler og er borte i lange tider, kan der blive en del at gøre for en mor med at få børnene opdraget, der vil jo forekomme tider, hvor børn har vanskelig ved at lystre. Men de forskellige mødre havde en god hjælp i politibetjenten, der dengang hed Hans Terkelsen, han var en mand op i årene, men var daglig rundt i alle veje og smøger for at se om alt var i orden, og på disse rundture kom Terkelsen naturligvis ofte til at tale med husmødrene: Om han dog ikke kunne sætte en skræk i. børnene, de vilde ikke lystre!  Og det var Terkelsen villig til at gøre, skal jeg tro. Jeg husker, da jeg gik i pogeskolen, der blev drevet af min tante som var enke , hun havde været gift med min faders broder, der var druknet. Tante havde sit hjem i det lille stråtækte hus ved skibsværftet, der nu ejes af Læge Vestergård. Skolestuen var ikke ret stor, og vi var vel en snes børn, der skulle lære ABC.  Tante var god til at lære os, men til tider kunne det vel knibe at oprette roen , så blev der sagt: "Skal jeg sende bud efter Hans Terkelsen"?  det hjalp! Nå, Hans Terkelsen, kom også selv, jeg husker, han sagde, når han stod i døren: "Nå, Ingeborg, er der nogen, jeg skal ha' med i dag". Det var der dog ikke - men der skulle blive sendt bud, om det var nødigt! Vi havde respekt for betjenten, hvor han boede var "æ tyw'hwol", der havde man ris med knappenåle og der var middagen lavet på "møss"  (mus) - det var i det hele taget et sted, hvor man havde respekt for at komme.” 

Sømandsægteskabet havde mange skyggesider, men de fleste sømandskoner vidste, hvad de gik indtil. De var nemlig født og opvokset i miljøet. Fra barnsben havde de set, hvad søfarten kunne medføre af tragedier, de havde lært at gemme fra gode til dårlige tider, de havde lært at klare sig, og de havde frem for alt lært at vente.

 

 



Gå til top