At møde en ung Fanøpige (og der gives Skønheder iblandt dem) paa en Gade, i en Hulvej, mellem Klitterne - det er den rene Øjenslyst. Blikket er saa klart, videbegærligt og dog tugtigt. Det ser saa tillidsfuldt og samtidig reserveret ud under det stramt bundne Hovedklæde, som ganske indrammer det friske Ansigt og skjuler Ørerne, men til Gengæld giver Trækkene en ejendommelig Aabenhed, en Ungdom i Udtryk og Mine ved Siden af Aarenes Ungdom.

”Pjaggerne” vifter oventil koket i den lette Brise, som et Par Fuglevinger, eller som de skiftevis rejsende og faldende Ører paa en Racehest …… ”Race” er der i et saadant Pigebarn,

Anklen fri, Foden spænstig i den lille Tøffel (ingen kluntede Træ- eller Lædersko), vuggende i den fyldige Hofte, Livet stramt i Taillen, Brystet som Regel højt, Ærmerne snævre, Armen i Takt til den altid hurtige Gang.

Man har let nok ved at forstaa de tidlige Forlovelser paa denne Ø - thi hvilken Søgut kan modstaa dette daglige Møde? Det bliver næsten til „Barneforlovelser" - der efter Sagnet tages meget alvorligt og sjælden brydes - og man forstaar dem saa meget bedre, naar man ser de ganske smaa Piger klædte paa og gererende sig aldeles som den voksne Søster, Moder, Tante o. s. v. .... allerkærest!

Dette gælder Fanøpigen i Nationaldragt! At hun skulde besidde sin Hjemstavns Dyder og sit Køns Tiltrækning i lige saa fuldt Maal, naar hun fremtræder ”moderne” - det er noget, jeg vogter mig for at betvivle.

Men var jeg ung Søgut, og gik paa Navigationsskolen i Nordby, og havde frit Valg og et. nogenlunde modtageligt Hjerte .... saa ved jeg, hvad jeg foretrak, om jeg end ej kan sige, hvem jeg valgte.

Og naar han har været tilstrækkeligt længe borte - og har tjent til at sætte Bo for - saa kommer den unge Styrmand eller Skipper hjem. Saa er der Gensynet med den rødmende, fuldtudsprungne Fannikepige - og der er Bryllup - og sødt at sove udi den unge Skipperkones Arm.

Knap er Hvedebrødsdagene forbi - endnu inden Surbrødet kommer paa Bordet - saa vinker Havet: afsted! Der grædes Taarer, der omfavnes, der hviskes Levvel - og dér haabes paa Gensyn. Og i Bevidstheden om en sød Lykke, der altid bier paa ham, pløjer Fanøskipperen atter Søen - stundom aarevis, inden han atter genser Fødeø, den unge Moder og Arvingen.

Han har maaske haft Held med sig; et nyt Hus bygges, eller den gamle, lave Stuelænge, med Gavlen mod Vest og Øst, fikses op. Den unge Kone sættes Ind i alt, tinglæste Skøder og Papirer, Skibsparter, Assurancepræmier, Forhyring; selv kender hun fra Barnsben Priser paa Køer og Faar, endsige hvorledes man koger Grød og svøber Børn. Den unge, raske Skipper er glad over sit Held, sin forstandige Kone, sin Arving. Og atter sætter han en lille Fanøbo ind i Verden - atter drager han ud - kommer igen ad Aare - eller bliver borte for bestandig. 

Der er en Friskhed i dette Liv med dets Kommen og Gaaen - som der er frisk paa Fanøs Strand med dens Ebbe og Flod. Landbrugeren bliver træg og flegmatisk ved Aarets seje Ensformighed - og Købstadsboeren forsumper i sit Stue- og Familieliv. 

Familieliv! Jo der er netop Familieliv paa Fanø - dér hvor Kvinden gør alt, endogsaa ”bærer Bukserne” 

At hun staaar for Styret - under Mandens lange Fravær - del er sikkert. At hun er hans Regnskabfører og Bogholder, at hun alene driver det lille Landbrug, besørger hele Husets Gerning, dertil foder, opammer og opdrager Børnene - det forekommer hende ganske naturligt. 

At hun derigennem faar ikke liden Magt og Myndighed, meget „at skulle ha' sagt - det forstaar sig. Men er hun sin Indflydelse bevidst, saa føler hun ogsaa Ansvaret - og det giver hende maaske denne ranke Holdning, denne spænstige ”Gang i Skoene” - de Sko, som er højhælede Tøfler. 

Om egentligt Tøffelregimente bliver der næppe Tale. Vel gaar Sagnet, at Skipperen - naar han undtagelsesvis er hjemme paa et længere Besøg - smukt maa sidde og „prægle", strikke Uldstrømper; ja at han helst skal have en hel færdig om Dagen! Men om saa var: - Konen har ikke Tid til denne kvindelige Sport, hvorunder saa megen Lediggang og Sladder skjules. Og ”prægler” den hjemvendte Skipper — saa bliver han endda ikke Tøffelhelt. 

Af den gode Grund .... han forsvinder snart igen. 

Et udmærket Familieliv. Har der været Rivninger, Kurrer paa Traaden, Scener….                  saa forsoner Adskillelsen.   Man luvslider ikke det ægteskabelige Vadmel ved denne evige Gniden sig op ad hinanden. Han kommer….  man genses og glæden. Han er borte og der er Tid til Eftertanke paa begge Sider. Har hun sagt ham  for haarde Ord,  medens han sidst var hjemme – saa ligger nu  den  myndige Kone alene i sit Væggeskab, i den højtopredte Alkovekøje og gennem de mørke,  stormende Nætter tænker hun paa ham, der maa døje og dyste,  slide og vaage - og uvilkaarligt Iærer hun  Børnene Respekt for denne Mand,   hvis Liv er svært og farefuldt! 

Der er ikke for Børnenes Vedkommende denne Klyngen sig op ad en Slobrokspapa som bliver pirrelig ved lutter Kærtegn, og som tit fordærver en rask Dreng ved altid at forudsætte ham syg. 

Drengene ved, at Far er borte - længe ad Gangen - at det er hans  Gerning den, de selv tager i Arv. Og Pigerne ved, at Mor er Mor, og at de selv skal tjene deres Brød  efter Konfirmationen. Saa bejler maaske ogsaa en Søgut til  dem - og saa bliver de ”Mor i Huset”. 

Uendelig simpelt og lidet sammensat, sundt, naturligt - lykkeligt. 

Mod dette Saltvandsduftende Solskin staar mangt Købstads-Familieliv som det tunge, ferske Graavejr.”