Fanødragten - en dragt til enhver lejlighed
Fanødragten
- -en dragt til enhver lejlighed
Fanødragten giver når den bæres på rette måde - en værdig holdning og en lidt tung gang. Klædningsstykkernes størrelse angiver, at kvinderne i reglen har været ret spinkle, men ikke mindst de svære skørter, flere uden på hinanden, har bidraget til virkningen, idet folderne bevæger sig under gangen.
Ved at variere påklædningens stoffer og farver, efter temmelig faste normer, har kvinderne klædt sig passende efter enhver anledning.
I hovedsagen kan der skelnes mellem en række specielle dragter, men det må derfor ikke glemmes, at den endelige udformning i hvert enkelt tilfælde var underkastet den pågældende kvindes formåen og dagliglivets menneskelige hensyn, hvorved den strenge ensartethed til en vis grad har kunnet brydes.
Kristenpose
Spædbørnene, såvel drenge som piger, blev efter tidens skik svøbt, og ved dåben blev de lagt i en kristenpose, der var pragtfuldt udsmykket med metalkniplinger og silkebånd.
Dertil i reglen to huer, idet drenge og piger havde hvert sit.
Børnedragt
Fra den tidligste barndom blev Fanøpigebørn klædt i en dragt, der lignede de voksne kvinders.
I de første år havde pigerne blot det røde skørt på, dertil nattrøje og forklæde af bomuldsstof, halsklud og ”hat og lin”.
Hatten kunne være syet af sort brokade med lilla blomster, kantet fortil og over nakkesømmen med mønstrede silkebånd, samt inden for forkanten med en sølvknipling underlagt med kulørte silkebånd.
Når pigerne voksede lidt til, vel oftest omkring skoletidens begyndelse i 7-års alderen, og de fik lært at sætte kludene ved egen hjælp, fik de klude som hovedtøj og grønt skørt.
Børnenes tøj var kopier af voksen tøj. Bomuldstrøjer og forklæder var ofte arvet fra ældre søskende.
Skørterne var som regel røde.
Konfirmationsdragt
Den bestod af en sort dragt, skørtet med blåt bånd forneden og med en sort altersklud med hvide striber i borten.
Dertil kom hovedtøjet, ”hat og lin”. Idet man ikke bar hovedklud til altergangsdragten, blev hatten synlig, og den er derfor syet af sort klæde med sorte, mønstrede fløjlsbånd fortil og over nakkeissesømmen.
Linet er et stykke hvidt lærred med en knipling eller anden hvid besætning, der skulle ses under huens forkant.
Et langt, sort silkebånd med sølvtipper i enderne blev lagt over hovedet og knyttet i en stor sløjfe i nakken.
Konfirmationsdragtens hat og lin og altersklud fulgte kvinden gennem livet og blev til sidst givet hende i graven.
Der er derfor ikke mange af denne type dragt tilbage.
Ungpigedragt
Den unge piges dragt har været med lidt lysere farver end den til den lidt ældre kone.
Det yderste skørt er rødt med grønt silkebånd forneden.
Hverdagsdragten
Til brug under arbejde i hjemmet. Den består af et grønt vadmels skørt med grønt kantebånd forneden, dragten er af trykt bomuldsstof og ternede bomuldsklude med overvejende røde farver.
Et rødt mønster præger nattrøjens kantebånd. Knapperne er nogle daglige knapper, ikke rav eller sølv.
En daglig broche i halskluden. Den daglige bomuldsdragt blev vasket, i modsætning til de finere dragter, der kun blev luftet.
Hverdagsdragten bestod af halvmørke klude, bomuldstrøje med hverdagsknapper.
Forklæde og nattrøje var som regel ikke af samme stof. Båndene på nattrøjen kunne være alt fra ensfarvet til gamle mønstrede.
|
 |
| |
Edel Nielsen, f. Sonnichsen, 13. december 1869 – 09. maj 1955, Anna Brinch |
|
 |
| |
|
 |
| Kirsten Hansine Hansen |
 |
| Jørgine Thomsen |
 |
| Ingeborg Anthonise |
 |
Arbejdsdragt
Blev båret under arbejde i marken, ved ormegravning, ved hjælmeplantning m.m.
Når man gravede efter orm til madding for fisken (ormen blev sat på kroge til linefiskeri, man kaldte det at ese), hvilket fortrinsvis blev udført af ugifte unge piger samt af yngre koner.
Ormegravningen foregik ved ebbe og dragten skulle være varm. Til et grønt skørt bruges en nattrøje af hjemmevævet hvergarn, hvidt lærredsforklæde og røde bomuldsklude.
Et kiltebånd der i ældre tid blev vævet på båndvæv, knyttes omkring kroppen under hoftepartiet og bruges til at holde skørterne oppe med, så de ikke bliver våde under ormegravningen.
Foto Kim Engsted, Fanø-online
Til høslæt, der foregik om dagen midt i sommertiden, skal dragten ikke være for varm. Man tog det grønne skørt af, så man bar det røde skørt yderst.
Trøjen er af tyndt dagligstof, gerne bomuld. Hvidt forklæde. Det hele blev kiltet op med et spjældvævet rødt bånd, så det ikke slæbte i stubmarken.
Til hovedtøjet hører foruden de sædvanlige bomuldsklude også et par ”strude”, der er syet af sort klæde og nærmest har form som en maske, der dækker hele ansigtet, så kun øjnene er synlige.
På Fanø fandt kvinderne det upassende at blive solbrændt, og de har derfor altid tildækket huden, når de færdes udendørs.
Struden har kun været kendt i forbindelse med vesterbodragten. De omtales som et par, idet de består af to dele.
Den underste kant på understruden lå i en fold midtpå i Nordby, i Sønderho lå den derimod glat.
På hænderne havde man halvhandsker med korte fingre, "snubber".
Foto Kim Engsted, Fanø-online
Arbejdstøj
Til daglig brug brugtes gamle nattrøjer (ofte arvegods) i bomuld eller klæde, hertil halvmørke bomuldsklude. Hverdagsknapper.
Forklæderne var ofte rynket både i Nordby og Sønderho. De kunne være alt fra stribede, prikkede til ensfarvede.
Hverdagsskørtet er lidt kortere til arbejde, da de som regel blev brugt som underskørter. Fodtøj: træsko.
 |
 |
| Dorthea Svarrer |
Frandsens Maren. Maren Pedersen, f. 21.
november 1857, d. 18. marts 1931, g.m.
Niels Madsen Frandsen.
|
 |
 |
På stranden, i marken eller heden
Struden blev taget i brug for at skåne ansigtet mod sol, vejr og sand.
Skulle man arbejde på mere våde, snavsede eller blæsende steder kom kiltbåndet på. Hænderne blev dækket af halvhandsker (snupper).
Det røde underskørt, hvidt forklæde og røde bomuldsklude blev brugt til høst, da dette var en ”slags” festdag.
I marken
Abelone, f. Brinch, g. Thomsen ( - 1941)
Maren Holdt
På stranden
Søndagsdragt
Denne dragt samt den pænere hverdagsdragt, kan være syet af finere bomuldsstof, silke, fløjl eller klæde. Der bruges rødlilla silketørklæder, røde kantebånd på trøjen, fløjlsbånd med stjerner og grønne blade, kaldet rosenmønster, eller trykte fløjlsbånd i en rød lilla farve, og grønt skørt med grønt bånd.Trøjeknapperne er af sølv eller rav.
Til stads bruges et sort livbånd med sølvspænde.Er der ravknapper har man en ravbroche, er der sølvknapper har man sølvbroche i halskluden, der eventuelt kunne være en ”sekskronesklud”, eller ”dollarklud”, dvs. rød på den ene side og grøn på den anden side.
Man anvendte ikke nødvendigvis en broche, en fin nål kunne også bruges.
Den hvide klud på halsen indenfor halskluden skulle altid lige skimtes, det brugtes for at tage af for sveden og skåne halskluden, men den hvide klud inderst skulle også bevise vedkommendes properhed.
 |
|
 |
|
Karen Kromann, g. m. Mads
Kromann
|
|
|
|
Abelone Petrea Jensen
1872 - 1969
|
|
 |
|
|
Kirsten og Gertrud Engel, Lene Madsine,
smeds Kirsten Fischer
|
Festdragt
Nattrøje i fløjl og forklæde i silke eller en fin ulddamask, eller begge dele i silke, med fine vævede eller trykte borter på nattrøjen.
Tørklæder i silke, grøn på den ene side og rød på den anden side, eller i ens farver på begge sider.
Knapper i sølv og med sølvspænde i fløjlsbæltet. Sølvbroche i halskluden. 
Til festdragten brugtes silkeklude i mange forskellige farver. Nattrøje kunne være i fløjl, silke eller uldbrokade.
Forklæde i silke eller uldbrokade. Trøje og forklæde var ikke altid af samme stof.
Yderskørtet er grønt festskørt. Den ældre kvinde brugte også sit sorte skørt til fest.
Brudedragt
Består af sort skørt med sort mønstret fløjsbånd forneden, og sort nattrøje af silke eller damask.
Uden på nattrøjen blev båret en ærmetrøje af sort klæde, et såkaldt ”korteliv”, der adskilte sig fra nattrøjen ved, at ærmerne blev bøjet lidt op forneden, så nattrøjens kantebånd kunne ses, samt ved at den havde hægter i stedet for knapper. Ærmetrøjen stod åben over brystet.
Den havde besætning af sorte mønstrede fløjlsbånd på indersiden af ærmekanterne, langs forstykkets kant, på skulder- og ærmesømme samt på skøderne bagtil.
Der kunne også bæres en bul, syet og kantet som kortelivet, men uden ærmer.
Forklæde og halsklud var hvide. Om livet bandt man et sort silkebånd med sølvtipper for enderne.
Brudehovedtøjet kaldes en ”bore” og består af en krans af kunstige blomster og perler, som blev syet ind i håret, der var flettet og sat op i nakken.
”Boer” har noget at gøre med jomfruelighed.
En enke, der blev gift på ny, kunne ikke bære ”Boer”, hun skulle i stedet bære ”lin og lue”, luen skulle være af sort fløjl ligesom hos konfirmandinden, men ellers var den øvrige påklædning som en jomfru brud.
Brudepiger
Spejl, mens det i Sønderho var bruden der havde et spejl i nakken og ikke brudepigerne, men ikke helt så prangende, grønt skørt med grønt silkebånd forneden, kulørt silke-nattrøje og hvidt forklæde.
Spejlet skal symbolisere, at når kvinden er gift, skal hun have øjne i nakken. Spejlet kan også afværge ”onde øjne”.
Brudepigerne blev klædt på omtrent som bruden for at forvirre ”den Onde”, som man mente var ude efter bruden på hendes lykkeligste dag.
For at skræmme ”den Lede” væk var det, at de fik alt det glitrende stads på hovedet.Det kunne måske være risikabelt at være brudepige, men det havde også sine fordele, for efter festen når det besværlige hovedtøj skulle tages af, var dette brudesvendenes arbejde, og de skulle have et kys for hver nål de stak sig på.
Da brudesvenden blev valgt blandt de unge mænd, pigerne havde et godt øje til, forstår man, at et bryllup kunne give anledning til nye forbindelser.
Karen Jessen og Edel Frederiksen
Kirkedragt
Dragten var sort med sort forklæde og silkeklude. Hvis kvinden skulle medvirke ved altergangen eller som fadder, eller var enkebrud, brugtes derimod den sort-hvide klud og ”hat og lin”. Sortvævet fløjlsbånd om livet med sølvtipper der hænger ned foran på forklædet.
Kirsten Hansine Hansen, f. Thygesen (1865 – 1938), g. m. Carl Marinus Hansen.
Kirkedragten blev brugt på kirkelige festdage og til at bære barnet over dåb. Hovedbeklædning er konfirmandluen med nakketipper.
Som halsklud den sort/hvide. Yderst bæres brudetrøjen, som sidder uden på skørtet, herunder en sort festtrøje. Gennem brudetrøjen ses en farvet indsats. Forklædet er af sort uld eller silke.
Om livet et langt bånd med tipper. Skørtet er sort, kantet med sort bånd. Herunder kan bæres et grønt skørt.
Kirkegangskonedragt i Sønderho
Her bruger man klude i stedet for konfirmand lue, ellers er dragten som Altergangsdragten.
Altergangsdragt i Nordby.
Samme dragt som i Sønderho, dog er brudetrøjen lukket foran. Om livet et bælte med sølvspænde. Bånd med tipper er hæftet på bæltet.
Helsorg
En helt sort dragt med blå klude. Også knapperne i trøjen skulle være sorte. Helsorgsdragten blev båret af den nærmeste familie på begravelsesdagen og af enken resten af hendes liv, med mindre hun giftede sig igen. Efter mange års forløb kunne enken dog gå over til blåt eller grønt skørt med blåt bånd og violette klude, men den sorte dragt bibeholdtes.
Når enken gik i kirke måtte hun ikke sætter sig yderst i stolen, men altid inderst og skulle slå skørtet op over hovedet, hun skulle da have et pænere ”Inderstskørt” på end sædvanligt.
Hun måtte heller ikke rejse sig, når præsten læste evangeliet eller lyste velsignelsen over menigheden.
Enkedragten er holdt i sort. Nattrøje, forklæde, skørt (brudeskørtet), bånd og knapper er alt i sort.
Kludene er blå. Bomuldsklude til hverdag og silke til fest.
Halvsorg
Bestod af en sort dragt, dertil blåt eller grønt skørt med blåt bånd og violette klude, der dog gradvis kunne skiftes ud med grønne, samt violette kantebånd på trøjen. Dragten kunne bæres af den afdødes nærmere slægtninge i omkring halvt til et år efter begravelsen, fjernere slægtninge og bekendte bar den til begravelsen, og undertiden en kort tid derefter.
Desuden var det tradition, at alle bar halvsorg ved kirkegangen langfredag, idet man skiftede til sædvanligt tøj efter hjemkomsten.
Gå til top
