Mitfanoe
Barsels- og dåbsgilde på Fanø

 

Familiefester

 

Barsels- og dåbsgilde

 

Uddrag af Hans Brinchs artikel ”Dagligliv og kirke i Sønderho.

 

”Undfangelse

Blev en kvinde „dus'tyk” ( - svanger), vidste hun, at hun gik en meget vanskelig, lovbunden tid i møde. En glædelig begivenhed, men en trang tid. Hun måtte nu vogte sig og undgå at se en haresnude på heden, da barnet ellers ville få hareskår. Opdagede hun derfor en hare på afstand, vendte hun rædselsslagen ryggen til og lukkede øjnene, sjældent hel sikker, om hun nu havde set den eller ej. Tit tyngedes hun af bange anelser og lå urolig alene i „æ tætseng” (- alkove) om natten, mens manden for til søs. Ej heller måtte hun drikke af en skåret kop, af samme grund. Hun måtte ikke slagte ål, for hvis de vred sig op ad hendes arm, fik barnet „ålevrid”, dvs. St. Veitsdans. Hun måtte ikke se igennem et nøglehul, så ville afkommet blive skeløjet. Hvis hun under madlavning spiste af en grydeske, ville barnet få en stor mund. Osv.

 

Disse er blot få eksempler på overtro, hvoraf givetvis også en vis portion har eksisteret på fastlandet. Med hensyn til egen indsats for et godt resultat virkede det efter sigende godt at læse bøger om/af store mænd og kvinder. Dette var praktisk svært at gennemføre, sagde de gamle, idet bøger normalt kun fandtes hos præsten, der „ikke lånte til hvem som helst”. Endvidere var befolkningen ikke læsevant. Man tyede derfor til de gode steder i Biblen, som tit blev lært udenad under et svangerskab.

 

 

Postvogn mellem Sønderho og Nordby

 

 

 

Hvad angår selve fødslens forløb, var der følgende at iagttage: Hun måtte ikke køre baglæns i postvognen, da barnet derved ville blive født „baglæns” (sædefødsel) med stor fare for eget og moders liv. Hun måtte i 9 måneder vogte sig for ikke at gå under en udhængt tøjsnor og for ikke at blive snaret i et kreaturtøjr. Ellers ville barnet blive kvalt af moderstrengen. Når selve fødslen meldte sig, opløstes alle garnknuder i huset, og strikkesager skulle helst være færdige inden da.

 

Kønsdiskriminationen var fremherskende, og der toges tidligt varsler på udfaldet. I Sønderho samt visse steder på fastlandet var den „sikreste” afgørelse at læse i følgende: Man tog et bruskstykke fra et ny-slagtet fårs brystben (meget blødt) og kastede del; mod en væg. Dertil sagde man:

 

„Ær't en dreng, så stat ! (- blev hængende) Ær't en tøs, så småt ! (- fald ned)”

 

Var det en dreng, fortalte en 90-årig kone mig i 1963, fik han en „sød” søsters eller kusines hue på for at hindre, at han blev dårlig gift. Faderen eller bedstefaderen, måske en onkel, tog den lille, så snart han var svøbt, og rokkede ham blidt for at „døbe ham til søens vej”. Dermed var hans bane afstukket. Der synes ingen tradition ved pigefødsler ifølge overleveringerne

 

„Bassel” (barsel) fandt ifølge hårdnakket påstand sted ved stigende tidevand. Man hævder stadig dette uden at fortrække en mine. Man dør i Sønderho ved faldende vand; når ens tidemål har løbet sin længde ud. Når livet skal begynde, sker det ved stigende vand, så livet bliver den flade strækning over rillet sand til havstokken. Barslende mødre har under veer utålmodigt spurgt til „vandene”, gamle døende har ventet i alkoven, til søn eller datter kom hjem for at fortælle, at nu faldt vandene. Så foldedes hænder på dynen.”

 

Folkemindeforskeren Iørn Piø har i sin bog ”Den lille overtro” ganske kort noteret sig, at folk, der boede ned til havområder med tidevand, troede at fødsler på faldende vand blev meget problematiske.

 

Tidligere distriktsjordemoder Maren Thygesen, f. Brinch beretter om tidligere jordemødre:

”Min oldemor, Anna Elisabeth Sonnichsen, født Brinch, blev jordemoder i 1805, jeg blev det 100 år efter i 1905. Jeg husker så tydeligt dengang min farmor, som da var oppe i 80'erne, en dag kom og gav mig oldemors Jorde­moderbog og sagde til mig: ”Den skal du have”. Den var trykt i 1754 og udgivet af Dr. Wickmann. På den tid fandtes der ikke uddannede Jorde­mødre, så derfor havde Dr. Wickmann skrevet bogen, således at de, der hjalp til, havde lidt at gå efter.”

 

Før i tiden var det sådan, at når en kone havde fået et barn, måtte hun ikke gå ud - ikke engang gå over vejen - før hun var blevet indløst i kirken. Det kaldtes at være kirkegangskone.

 

Lørdag aften forud for den søndag, barnedåben og barselsgiIdet skulle være, var de fleste forberedelser med bagning m. v. fra hånden, og da samlede alle i huset for at spise ”en småegkringel” (smagekringle), der altid var forsmagen på barselsgiIdet. Indbydelsen til barselsgiIdet foregik lørdagen før, men det var nærmest en skik, da alle selv vidste, om de skulle med eller ej.  Det var familien og de få naboer, der hørte til ”æ bylaw”. Budet blev oftest besørget af småpiger af slægten og de gav en remse hvert sted folk skulle indbydes:

”Vi skal hilse fra vor folk, om I vil komme til kirkegang i morgen formiddag kl. 9 ½ og til barsel kl. 2 ½ om eftermiddagen”

Søndag morgen mødte alle fadderne i hjemmet til punch, inden de gik til kirke. Herom skriver Jørgen Horsbøl: ”Traktementet består da af en særegen vare, thi efter at gæsterne er blevet bænkede ved et stort bord, og den sædvanlige ”Skjænk” bleven indtaget, kommer der en stor smuk spølkumme på bordet med en sølvske til at røre rundt i drikken, hvilken består af sirup, rom, mjød og øl, og som efter sigende skal smage aldeles godt”.

 

Så viste kirkegangskonen sig for selskabet i den dragt, der hørte lejligheden til: sort nattrøje og yderskørt, sort hue og hvidt lin og sort/hvid halsklud.

 

 

Kirkegangskone

 

 

 

Kirkedragt

 

Hvem der skulle bære barnet var forudbestemt efter skik og brug (altid en kvinde). Var det første barn en pige, var det konens moder, der skulle holde barnet over dåben, og var det en dreng, var det mandens moder - og videre frem i en bestemt rækkefølge efter nærmeste slægtskab.

 

I flok begav man sig kirken og barnet var lagt i en ”kristenpose” af fin silke med sølv og guldsnore.

 

 

Kristenpose ved dåb

 

 

 

Kirkegangskonen (barselkonen) blev af præsten indløst ved kirkedøren. Før dette var sket, måtte hun ikke gå gennem kirkedøren, og det måtte først ske 6 uger efter barnets fødsel.

 

Med hensyn til navngivningen var der ikke megen diskussion. Var den førstefødte en dreng, blev han opkaldt efter farfaderen, med mindre morfaderen var død, og ellers blev først den anden søn opkaldt efter moderens far. Omvendt blev pigerne opkaldt efter mormoderen med samme forbehold med hensyn til, om faderens moder eventuelt var død.

 

 

daabshandling-1882-ramme

 

 

 

Dåbshandling 1882, J. Exner.

 

Når barnet var døbt, gik gudmoderen med barnet op i koret, for at ofre til præsten og degnen. Derefter gik alle koner og pigefaddere, og dernæst mændene og de unge karle. Kirkegangskonen ofrede derefter, og efter hende gik alle kvindelige faddere, som på den måde ofrede to gange. Pigen, der havde gået rundt, og indbudt til barselgilde, skulle gå efter konen, der bar barnet, når der blev ofret.

 

Ved ofring i kirken var der mange regler at iagttage. Ved højtidsofret, jul, påske og pinse, kom hver mand med sit offer pænt indsvøbt i papir, med mandens navn skrevet inde i, og udenpå mærket med et ”P”, eller ”D” (præsten eller degnen). Offertiden var efter afsyngelsen af den første salme efter prædiken. Først kom den stedlige øvrighed, dernæst de mere betydningsfulde mænd og efter dem den øvrige menighed, børnene sidst.

 

Alle faddere og konen, der bar barnet, kom direkte med hjem fra kirken for at spise til middag. Når de kom hjem fra kirken, tog gudmoderen sit sorte tøj af og lagde det over vuggen, for så ville der ikke ske den lille noget ondt. Barselgæsterne var indbudt til kaffe og Fanøkringle om eftermiddagen og hen mod aften spistes Fanøsmørrebrød og kaffe. Jørgen Horsbøl nævner en særlig skik: ”En særegen skik iagttages her. Mens gæsterne sidder til bords under måltidet bringes barnet ind og går fra hånd til hånd rundt omkring hele bordet for at beses, og få et lille velvalgt ord af hver. Kl. hen imod 5 har gildet ende og enhver går til sit”.

 

 

 

 

 


Gå til top

End Of Slide Box