Raastouw på Fanø

 

Raastouw

 

 

Om vinteren udfoldede, som sagt, de selskabelige former sig efter bestemte regler. De unge ugifte dannede, ligesom skik også var på de sydlige øer, et flok for sig. Karlene gik om aftenen i »råd« (»aftensnæres, råd«), det vil sige, de gik rundt på besøg i huse, hvor der var giftefærdige pigebørn; man gik hen, hvor man havde lyst. Drengene kaldes rådskarle og pigerne rådspiger. Det er i de sidstes hjem, det foregår, og den unge pige, der kan tiltrække det største antal 'karle', kaldes den -gjøwest'-; en egenskab, der bli'r vurderet meget højt i alle huse. Der ligger jo nemlig det i skikken, at man søger rådgang hos den pige, man kan li', og som man godt ku' tænke sig at blive 'kjærest' med; derfor er der næsten altid et bibegreb af sværmeri, skælmeri og frieri, når man siger, at en har gået i rå' hos den og den.

 

Man sidder i 'æ dånsk' eller 'kojrer' op og ned ad gulvet. Søfolk har ondt ved at sidde stille længe ad gangen; også ombord kojrer de fra den ene ende af broen til den anden, til tider for at holde varmen. Lampen brænder kun svagt i de små huse, rokken snurrer ind imellem, og aftenen bliver lang.

 

På den måde kunne der i ét hus samles en stor flok unge. Man morede sig med at synge viser, spille kort og lign., og mændene havde deres strikketøj med, de ”præglede” sokker. Man snakkede hyggeligt sammen om dagligdagen, lyttede til de ældres beretninger om livet i ældre tider eller til de unge mænds beretninger om sølivet. Søndag aften gik man i dansestue og dansede. Blev en karl og en pige under rådgangen gode venner, gik de i »åholdskrog«, d. v. s. de sidder og snakker afsides fra de andre; blev de kærester, trak de andre karle sig naturligvis tilbage. »Må vi komme i råd«, spurgte de unge ivrigt deres forældre, såsnart de var blevne konfirmerede.

 

 

En gammel sømand sidder og prægler

 

 

    En af de gamle viser, som blev sunget i rådgangstiden er følgende:

 

 

At samles - skilles ad,

 

velkommen og farvel –

 

at blive kendt og glemt,

 

se, det er livets del.

 

At nyde vennelag

 

og savne det igen

 

og fremad søge sig påny

 

en trofast ven.-

 

 

Det er nu engang så,

 

du rejse skal min ven

 

til andre steder

 

og til nye selskab hen,

 

men glem dog ej så snart,

 

hvor da har været glad

 

og hvor blandt muntre venner du

 

i aften sad.

 

 

Løft glasset, venner, da,

 

til munden på en gang,

 

lad høres lyden af

 

vor muntre selskabssang.

 

I gravens mørke jeg

 

langt hellere være vil

 

end leve her på jorden, hvis ej

 

venskab var til.

 

 

Det er en meget smuk vise, som benyttes den dag i dag ved særlige fester og lignende Fødselsdag og Binde-høtte

 

 


Gå til top