Ja-gilde og bryllup på Fanø

 

Ja-gilde og bryllup

 

Venskabet mellem de unge mennesker kunne senere udvikle sig i dansestuerne, som man arrangerede nogle aftener i vinterens løb. Hvis de unge derefter besluttede sig for hinanden, måtte man først indhente forældrenes tilladelse til forbindelsen, og når denne forelå, blev der holdt ”ja-gilde”, hvorefter de unge blev betrag­tet som forlovede. Brudens forældre bød, først de ældste, så de yngre af slægten. En dyster fest og mere bindende end selve brylluppet. Ikke uvæsentligt for skikkenes værdinormering bør nævnes, at Ja-gildet endte med, at de to blev lagt i „æ tætseng” sammen.

 

Offentliggørelsen af en sådan forbindelse fulgte et ganske nøje mønster. En søndag formiddag inden kirketid mødte den unge mand op hos pigens forældre for at følges med familien til kirke. Kvinderne havde på denne dag gjort noget særligt ud af deres påklædning, ligesom mændene også var iført deres stiveste puds.

Når den unge mand således havde fulgt sin kommende familie til kirke, holdtes i brudens hjem et lille gilde, hvor dan nær­meste familie var samlet. Ofte skete dette efter, at første lys­ning havde fundet sted. Det var derpå almindeligt, at de unge flyttede sammen hos pigens forældre, hvor de blev boende, indtil de havde fået 2 eller 3 børn. Som regel var det første barn alle­rede på vej, inden parret holdt bryllup, men det så man stort på, idet forlovelsen i den henseende blev anset for vigtigere end selve brylluppet. 

 

Bryllup

I selve bryllupsforberedelserne var der mange ting at tage i betragtning. Der skulle først ske lysning i kirken tre gange, in­den det formelle var bragt i orden. Men ligeså vigtigt var det næ­sten at træffe aftale med kogekonen (æ køks) om dagen, hvor bryl­luppet skulle stå, idet madlavningen var en vigtig dal af festen.

 

Man blev ikke bedt til brylluppet, men bruden gik blot nogle dage i forvejen rundt til dem, der skulde med, og bad om »degnemælk« til bagning, så var det ligeså godt som en rigtig invitation. ”De der blev mjælkbøjen, bløw også kjærkbøjen”.

Dagen før brylluppet kom de således indbudte med madvarer, og nu holdtes »bøstgilde«. Til middag fik gæsterne »sakkuk«, en bygmelsbudding, hvortil hørte salt kød, flæsk og kartofler samt sovs af smeltet smør og sirup.

 

sakkuk-soenderho-027

Sakkuk. Foto: Hanne Pind

 

 

 

Bryllupsfesten blev holdt i brudens hjem, og det var skik og brug, at nogle unge mænd og piger dagen før festen samledes for at gå rundt til naboer for at låne forskelligt husgeråd til såvel køkkenet som bordet. Ønskede man ikke at låne en ting ud, havde man i forvejen sørget for at gemme den væk. Resten var frit tilgængeligt, og man tog, hvad man skulle bruge uden at spørge.

 

 

Med parret i spidsen går man i procession til kirken, og når der efter vielsen er afsunget en salme, går brudeparret op til alteret for at ofre til præst og degn, lige efter dem bydemændene, hvorefter disse sidste straks forlod kirken. Efter dem ofrede de øvrige dog således, at den nærmeste slægt gik først op. Reglerne måtte nøje iagttages da det ellers blev betragtet som brud på god tone.

 

 

Ved den lejlighed må alle formaliteter jo nøje følges, da brudeparret bliver nøje iagttaget af alle. I kirken satte bruden sig på kvindesiden i den stol, der fra gammel tid blev kaldt ”jordemoderstolen”, vistnok uden nogen sær­lig hentydning til brudens eventuelle tilstand. Brudgommen satte sig ved den modsatte side, indtil vielsen havde fundet sted, og han derefter tog plads ved siden af bruden i hendes stol.

 

brylluppaafanoe

 

 

Særlig må brudeparret passe på at stå lige for altret; for at disse ceremonier ikke udføres forkert, må brud og brudgom have øvet sig derpå i hjemmet under en ældre kvindes ledelse. Denne dag er bruden ret festlig klædt; Brudens dragt var noget ganske særligt. Den bestod af et mørkt plisseret skørt og mørk silketrøje af samme snit som de mere dag­ligdags trøjer (nattrøjer, som de også kaldes). Over skørtet bar bruden at hvidt plisseret forklæde og om halsen at hvidt tørklæde kantet med kniplinger. Det mest særprægede ved dragten var hoved­smykket - ”æ buer”. Dette hovedsmykke bestod af en krans af kun­stige blomster og glasperler med et lille spejl i midten. Brudepigerne bar ”bore” som bruden og havde i Nordby et spejl i toppen og bruden havde ikke noget spejl, mens det i Sønderho var bruden der havde et spejl i nakken og ikke brudepigerne, men ikke helt så prangende, grønt skørt med grønt silkebånd forneden, kulørt silke-nattrøje og hvidt forklæde. Spejlet skal symbolisere, at når kvinden er gift, skal hun have øjne i nakken. Spejlet kan også afværge ”onde øjne”.

 

 

I nakken var der kulørte bånd, der faldt ned over ryggen. Det var i ældre tid jordemoderen, der ejede hovedsmykkerne, som også brudepigerne bar, og det var da også jordemoderens opgave at hjælpe bruden og brudepigerne i tøjet. Hovedsmykket blev syet ind i håret, som de unge piger ved denne lejlighed lod se offentligt. Til daglig var håret helt skjult af de stramt bundne klude. Arbejdet med at sætte boren var meget omstændeligt og krævede både kendskab og øvelse, men senere påtog dog også andre sig opgaven.  En skare piger i en lignende dragt følger efter gudstjenesten brudeparret ind i præstegården for at få præstens lykønskning, medens det øvrige kirkefølge går hjem med salmebogen. Efter ca. en times forløb samles den hele brudeskare i gildeshuset, hvor de efter at være bænket i forhold til slægtsforbindelsen opvartes med kaffe og kage.

 


bryllup 2-ramme
bryllup 4 bryllup 6


bryllup 3

 

Brudepiger

 

 

Som ved alle andre store og skelsættende begivenheder tages der varsler på vejen hjem fra kirke. Hvis brudeparret møder en enkemand på vejen, vil hendes liv blive kort. Omvendt, hvis man ser en enke. Derfor bliver sådanne for det meste hjemme ved bryllupper. Møder man en løs hund, betyder det lykke, og det gør folk meget tit. Hvis det regner lidt, betyder det også lykke, idet

 

 

Regn i æ »Smyk'« (diademet)

 

det gi'r Lykk!

 

 

Blæser det på de to unges hjemtur, betyder det, at hun vil blive ond og arrig, »vil puste ham ud«. En frisk grav på bryllupsdagen betyder snarlig død for en af de to parter, men der er heldigvis ingen sådan ved vort bryllup i dag.

 

 

Efter kirkehøjtiden slår degnen fløjportene op ved den søndre låge, og til festmusik marcherer brudeparret efterfulgt af musikanterne ud ad midtergangen. Kun én gang til i de to's historie skal disse låger åbnes. Nemlig når de dør!

 

Ved firetiden skal det gå løs igen. Så møder alle gæsterne op til kaffe og smørrebrød, hvorefter man igen går hver til sit. Ved udgangen efter dette bryllupskaffebord rømmer bydemanden sig højt og tydeligt, hvorefter han traditionelt råbet ud over stuen:

 

 

Saa kom klok syw

 

med gaffel og knyw,

 

æ swolten lyw

 

å let fæddetøj!

 

 

Om kaffedrikningen skriver læge J. H. Lorch i ”Folkekalender for Danmark 1855” følgende: ” Der serveres nu med Kaffe, det vil da sige, efter at Mandfolkene først have faaet ”en Punsch” (The med Rom i) og Fruentimmerne ”en Viinpunsch” (The med Rødvin i). Derefter begynder Kaffedrikningen, hvori Fanningerne have opnaaet en høj Grad af Færdighed, det hører ikke til Sjældenhederne, at et Individ kan sætte 6 - 8 á 10 Kopper tillivs af ”dette brune Djævelskab”, der efter Holbergs Mening sætter Mundlæderet saa fortræffeligt i gang. De Erfaringer, der i denne Henseende kunne indsamles paa Fanø, bidrage overordentlig meget til at bestyrke denne Holbergs Mening, endskjøndt man vel ikke med nogen apodistisk Vished kan paastaae, at de Fanøske Fruentimmers vidunderlige Tungefærdighed hidrører alene fra Kaffen.”

 

jeg-skulle-sige-fra-mor-188

 

Der males kaffe. Originaltitel: "Jeg skulle sige fra mor..". J. Exner, 1884

 

 

Så var der en pause, hvor brudeparret gik rundt i byen og hilste på de gamle mennesker og andre, der var forhindret i at møde til festen. De medbragte mad, og der var tid til at beundre bruden i hendes smukke dragt.

 

 

Opvartningen ved gilderne var god og rigelig, men intet af nutidens finere spiser. Før man gik til kirke ved bryllupper opvartedes man med varm øl og kage. Efter hjemkomsten fra kirken fik man pålagt smørrebrød, som kvinderne havde tilberedt i morgenstunden, længe før dag. 

 

Fanoesmoerrebroed 2

 

Fanøsmørrebrød

 

 

I Sønderho skulle brudeparret danse brudedans, når de kom hjem fra kirken. Brudedansen bestod af korte danse, gulvet rundt éngang. Man dansede den almindelige Sønderhoning, men i et lidt langsommere tempo end sædvanligt. Først danser brudgommen 3 spil med bruden (hvert spil bestod af tre danse), så danser bydemændene 3 spil med hende. Når det er overstået, forsvinder brudepigerne og skjuler sig, og spillemændene må nu ud for at finde dem og fører dem til sidst, spillende tilbage i stuen. Til slut danser bydemændene med brudepigerne. Mellem dansene gives der vin; i ældre tid fik brudgommen brændevin, og bruden fik mjød.

 

Bryllupsdans

 

 

Hovedmåltidet var altid om aftenen ved 7-tiden, og da opvartedes der med steg og kartofler, og hvad dertil hører. I 1830’erne serverede man gule ærter og flæsk til bryllupsgildet, senere hen fik man risengrød. Brudeparret indtager først hæderspladsen, lige over for dem sidder brudepigerne, på brudgommens venstre side den fornemste mandlige og paa brudens den fornemste kvindelige gæst og således de øvrige efter deres stilling i samfundet og familieforhold til det nygifte par. Efter spisningen, hvor bydemændene forrettede opvartertjeneste, blev brudesangen sunget, og efter den sang de unge mange folkeviser, så hovedmåltidet ofte strakte sig over 3 – 4 timer.

 

 

I Nordby foregik brudedansen således: Efter spisningen, som enten havde været steg og kartofler eller risengrød med smør og øl, blev stuen eller »salen« ryddet til dans, og den såkaldte brudedans danset først. Der var den gang altid to bydemænd, den ene bad sædvanlig gæsterne ved Odden, den anden i Byen, hvor præstegården den gang lå. Præst og degn med fruer var altid budt og gav også møde, ligeledes til barselsgilder. Når så spillemanden havde fået sin mad med tilhørende snapse, blev han placeret i det ene hjørne af salen og begyndte at stemme violinen, mens gæsterne tog plads på bænkene rundt i stuen. Der var ofte to spillemænd, den ene spiller violin, den anden harmonika.  Alle skulle gerne ind for at se på brudedansen. Det var sædvanlig Fannikedans, der dansedes. Først måtte den bydemand, der var for brudgommen, danse 3 danse med bruden, derefter den anden ligeledes 3 med hende; så først fik brudgommen lov at danse 3 med bruden. Dansen varede kun to minutter, så stoppede man op, og en mand stod klar med flaske og glas og bød dem ”æ Skænk”. Dette gentog sig tre gange. Af ”Skjænken” nippede kvinderne blot, men en rigtig bydemand ”drak ud”. Derefter dansedes 3 med brudepigerne og bydemænd til, sammen, og så begyndte først den rigtige dans.

 

 

De ældre trak sig gerne tilbage og dannede partier om spillebordene. Det sædvanlige spil var ”Sejevinsel”, senere Whist, men de unge fortsatte dansen til den lyse morgen, kun jævnlig afbrudt af kaffedrikning og ”Skænks”, så stemningen var højt oppe.  Til sidst sluttedes med ”æ Soulieg”, hvor så mange der blot kunne tog hinanden i hånden og gik i rundkreds på gulvet og alle istemte ”Fryd dig ved livet i disse dages vår, pluk glædens rose, førend de forgår”. Præsten og frue samt de ældre og de, der havde sorg, fik sig så gerne en kop kaffe og gik hjem, hvorimod de herrer, der vilde danse, trak i skjorteærmer og damerne i let dansetøj. Bruden og brudepigerne måtte dog, beholde hovedpynten, »buere«, som det kaldtes, på, og det var ikke altid så let at danse med dem hele natten, ja ofte næste dag med. Det var altid en hel sjov, når de skulle tages af, da bydemændene for at hjælpe at tage knappenålene ud, skulde have et kys; de beholdt ofte nogle nåle og et stykke bånd som minde. At være bydemand den gang var ikke så let, da de foruden at besørge indbydelsen, som jo var en hel remse (en smækker stok måtte de have, når de gik rundt), tillige måtte opvarte ved bordet og drikke så med een, så med en anden, så de undertiden fik lidt rigeligt. Var dansen så begyndt, måtte brudepigerne varte op. Under brudedansen blev der for hver dans trakteret med mjød, som alle måtte nippe til. Var der, når brudeparret og gæsterne kom fra kirke, blevet skudt salut, blev disse herrer, der sædvanlig var kammerater med brudeparret, bedt med til dans, men de kom sædvanligt først, efter at denne havde begyndt. 

 

 

Vægterne, som den gang var på omgang efter tur 2 og 2 ad gangen, kom sædvanlig ind en gang i nattens løb, fik kaffe og en svingom. Det var skik den gang, at nysgerrige kom til vinduerne for at se stadsen (vinduesgilde), så for at holde orden, måtte der ansættes én vagtmand. Skolebørn sang i sin tid i kirken, og til bryllupper mødte drengene i høj hat og frakke (ligesom til konfirmation), de blev også budt til kaffe. Til slut blev fattigbøssen bragt rundt ved bordene, og efter denne en tallerken med kartoffellevninger i, det betød en lille drikkeskilling til kogekonen. Til den megen kaffe skulle der meget fløde, men denne blev beredvillig givet af slægtninge og deltagere, som i øvrigt hjalp til med udlån af tallerkener, kopper, fade, lysestager m.m. Brudegaverne var kun nyttegaver, der kunne komme husholdningen til gode i fremtiden. Ved anden dags gildet var brud og brudgom vært og bydemændene og brudepigerne sad den dag med til bords. Præst og degn var så godt som altid med ved bryllupper og var som lærde mænd ”Hovedtalerne”.

 

 

 

 

Til festlighaderne hørte naturligvis også sange, og snedker Andreas Olsen har i sine optegnelser medtaget følgende gamle brude­sang blandt nogle af de overleverede viser:

 

 

”En brudesang jeg agter at frembære,

 

af Kjerlighed vil Eder den forære,

 

og beder, I den ej forsmås

 

endskønt den er kun ringe,

 

mine evner ej formåe

 

den bedre at udbringe.

 

Med Guds Behag, I nu er sammenføjed,

hold denne dag højtidelig for Øjet.

Glem ej, at lyde Forældre kjær,

ved, at I dennem modtage,

ydmyg og kjerlig mod dennem vær,

helst udi Alderdommens Dage.

 

Nu elskte Brud, hensvunden er vor Sommer,

velsign dig Gud, når Livets Vinter kommer,

og dækker Jorden med sin sne

at Aaret iler så fage,

Gid vi med Fryd tilbage see

på de hensvundne dage.

 

Vor Brudgom kjær, vi lykkelig vil prise,

Lyksalig vær, alt med din unge Lise.

Når Livets År hensvundne er

Ungdommens Roser forsvinder,

hun, som i dag, dig være kjær,

Roser du kjerlig erindrer.

 

Nu snart Farvel til Fædres Bo du sige,

Du altid var en tro, og lydig Pige.

Derfor du og med frejdigt Mod,

nu kan dit Hjem forlade,

og sige Tak, Forældre god,

som dig nu haver opdraget.

 

Med bredfuldt Mål, vi klinke vil på dette,

og denne skål for Brudeparret drikke.

Gid de må leve lykkelig

såsom de hidtil har vandret,

kommer der modgang og uro,

kan det ej sindet forandre.”

 

Også de ikke indbudte havde fornøjelse af bryllupsgildet. Der var nemlig den skik, at om aftenen måtte der ingen forhæng være for vinduerne. Folk stod derfor i klynger udenfor brudehuset og så på de spisende og dansende. De havde da god tid og lejlighed til at øve drøj kritik over hver enkelt af dem, der sad lunt indendørs. Det var tit meget ubehageligt. Engang da en ældre mand holdt bryllup med en ung pige, stod ungdommen udenfor og sang: »Hun tog ham for hans penge og for hans korte liv.

 

 

 

Sko-høtte

 

Bruden fik altid et par nye sko syet hos en stedlig skomager, der først måtte aflevere disse på selve bryllupsdagen på det tidspunkt bruden blev smykket (hvilket kunne tage et par timer).

 

 

De afleverede da til brudens mor eller svigermor, der holdt skoene skjult til lige før brudeparret skulde til kirke, thi bydemændene var på jagt efter dem, og lykkedes det dem at finde skoene nægtede de at udlevere dem, inden bruden i brudepigernes overværelse lovede efter brylluppet at gøre en ”Skohøtte” for alle, der havde medvirket ved at arrangere bryllupsfestlighederne. Sådan et gilde afholdtes gerne den påfølgende søndag efter brylluppet, og da skulde brud og brudgom alene besørge opvartningen. Til denne festlighed dækkedes kl. 19 med Fanø Smørrebrød og kaffe. Kl. 22 med Kaffe og Fanø Kringle. Derefter begav hele selskabet sig til et lejet lokale (Dansestuen) hvor der dansedes nogle timer. Hvad Selskabet her ville nyde, betalte hver især selv.

 

 

Det var meget almindeligt, at et par hemmelig forlovede deklarerede deres forlovelse ved et bryllup, hvori de deltog.

 

 

 

 

 

Hvis en enke ville giftes igen, var hun indtil midten af 1860’erne omfattet af en skik, der betød, at frieren ikke selv måtte fri til hende. Det skulle en ældre nærtstående slægtning til enken gøre på frierens vegne. Enkebrylluppet var mindre festligt end det almindelige bryllup, for der blev ikke danset, og bruden bar ikke den karakteristiske hovedprydelse, boren, tegnet på jomfruelighed, men den sorte lue ligesom de unge piger ved konfirmationen. Men man blev gift i kirken. Chancen for at blive gift på ny, var størst for enken efter en skipper, idet hun kunne investere i sin nye mands skib, mens andre ikke havde de økonomiske midler.

 

 

Almindeligvis blev der ikke danset, når en enke havde bryllup. Ved andre bryllupper måtte der heller ikke danses, når brylluppet skete i fastetiden.

 

Enkebruden havde ikke brudepiger, men brudekoner der bar hovedtøj som enkebruden.

 

 

Når en kvinde blev enke, måtte hun ved kirkegang ikke sætte sig yderst i stolen, men altid inderst og skulle slå skørtet op over hovedet. Hun skulle da have et pænere ”Inderstskjørt” på end sædvanligt. Hun måtte heller ikke rejse sig, når præsten læste evangeliet eller lyse velsignelsen over menigheden.

Indgik en enke i et nyt ægteskab, skulle hun en bestemt tid lang efter forlovelsen klæde sig i ”halvmørk” dragt, idet hun skulle begynde at ”sørge af” efter sin første mMands død og derefter i et vist tidsrum klæde sig som en gift kvinde, førend hun indgik i det nye ægteskab.

 

 

 

 

 

 

 

 


Gå til top