Mitfanoe
Grandelag på Fanø

 

grandelag

 

 

„Grandelag” i det gamle Sønderho betød naboskab med de forpligtelser, dette indebar. Man ydede til enhver tid nabohjælp ved tækning, hegnsopsætning, stabelafløbning, høst, bassel og død, hvor sådan hjælp gjordes behørig. I timevis kunne de gamle berette om denne hjælpetjeneste, der altid var gensidig og kun høstede løn i form af en bid brød og en dram. Øen var gennem århundreder dels selvforsynende, dels forsynet af hjemvendte skippere, der havde sække til hele familien med kaffe, te, petroleum, krydde­rier, mel, farin osv. I sækkene var på en måde råma­terialerne, og alt skulle tilvirkes. Arbejdskraft var hustruer og børn. Man måtte aldrig unødvendig be­laste „grandelaget”. Det vil sige, at børn ikke havde for megen fritid. De måtte hjælpe mærkbart, fra de kunne gå! Ikke mindst den ældste (særlig dreng) måtte bære ansvarsfulde byrder. Moderen, der alene måtte fodre dyr, klippe får, malke, flytte kreaturer, grave efter orm, male, tække!, dyrke grønt, spinde, karte, sy, stoppe, lave mad og meget andet, havde selvsagt ingen stunder til at passe børn i. Den ældste fik opdragende funktion i forældres sted, hvilket ud­førtes så håndfast og tit uforstandigt vrissende), at der såedes brodersplid i barneår med frost, der aldrig tøede. Det er hørt hos de helt gamle, hvorledes en storebror har tiltalt en mindre i 70-erne som om sidstnævnte var en vanartet unge på 12!

 

Høbjergningen på Manø Hølade var et meget eftertragtet job. En stor strækning af engene der var beliggende ved Ribe å's udløb i Vesterhavet kaldes Mandø Hølade, i egnens dialekt ”Manne Hjøle”.

 

 

chr-blache-1873

 

Chr. Blache 1873.

 

 

Efter sagnet skal Thyra Dannebod, efter hun under et skibbrud var kommet lykkeligt i land på Mandø, have skænket engene til øens beboere.

 

Fanøboerne og særlig sønderhoningerne erhvervede sig enge på Mandø Hølade, idet man efter at befolkningstallet steg og heraf en øget kreaturbestand og ikke selv kunne avle tilstrækkeligt foder, var man nødt til at købe hø hos marskbønderne. Dette blev for dyrt i længden, så man erhvervede sig adskillelige ”Mandsdele” eng på fastlandet.

 

 

Nordby købte først enge i Darum og ved Ho bugt, men i 1850 er der folk fra både Nordby og Sønderho der ejer enge i Mandø Hølade.

 

Når høet skulle høstes engagerede man en bestemt mand (sletter) fra en af byerne i nærheden af Mandø Hølade. Sletteren slog hvert år engen, naturligvis med le.

 

 

Ejeren på Fanø sendte så hjælp derover, mest unge piger, til at ”rive af” efter sletteren og så herefter ”hverre” og stakke høet.

 

Det var et eftertragtet job at komme med til Mandø Hølade i høhøstens tid. Arbejdet gik med liv og lyst, spøg og latter. Om aftenen var der ofte dans. Der dansedes som oftest med bare fødder, og selv om den lange arbejdsdag startede kl. 3 om morgenen, sådan at leen skar bedre, når der stadig var dug, kunne der godt ofres et par timer til dans. Man hvilede sig dog 3 - 4 timer midt på dagen, hvor man sov i høet.

 

Om natten sov man i båden, der skulle bringe høet hjem. Der blev lagt et godt lag hø i lastrummet, som man så borede sig ned i, fuldt påklædt.

 

Når everten med høet var nået tilbage til Fanø var det grandelaget der bragte høet op til husene. Har blev det stukket igennem ”Arkengabet” over døren og op på husets loft. Bagefter var der gilde for alle der havde hjulpet med.

 

 

hoebjergning web

 

Høbjergning gennem Arkengabet.

 

hoebjergningsfolk-på-fanoe-ve

 

Gilde efter veludført arbejde. J. Exner

 

 

Efter fårenes sommerklipning i juli kunne man holdet et kartegilde, og hvis der skulle ekstra gang i spinderiet så man kunne begynde at væve, blev grandelaget tilkaldt, og man sluttede med et spindegilde med aftensmad.

 

 

B00015-16 kvinde-ved-rokken

 

 

 

Ved rådgang, kartegilder og lignende lejligheder udgjorde visesangen en vigtig bestanddel af underholdningen. Enhver skulde jo gerne give sit besyv med til lystigheden og havde gerne sin egen sang. Sådan også Lille Jenses An', der gik rundt og kartede for penge og særlig forstod at sætte liv i det ved kartegilderne. Hun sang gerne sin egen vise om, hvorledes hun var bleve'n forført, og advarede mod at tro de slemme mandfolk. Visen begyndte:

 

 

 

»Jeg digtet har en vise og sender den til dig,

 

min ven foruden lige,

 

ti du har narret mig«,

 

 

 

og slutningen var sådan:

 

 

 

»Nej hør min ven for alle,

 

hvad jeg vil sige dig,

 

at du ej narrer flere,

 

som du har narret mig;

 

forkort ej fleres dage,

 

lad det nu være nok,

 

at jeg for dig skal sørge,

 

jeg går i graven bort.«

 

 

E. Thomsen skriver om sin mor og en nabokone:

 

 

”Efter at kornet var bragt i hus, begyndte de samme to fanøkoner at tærske det med plejl. Lyden af plejlenes slag mod negene på logulvet glemmer man aldrig. - Der stod de to kvinder fra morgen til aften dag efter dag ustandseligt svingende plejlen over skulderen ned mod logulvet for at fravriste stråene selve kornet. Når det var sket, blev halmen i store bundter smidt op på loftet igen. Det aftærskede korn blev renset i en grov sigte (æ suld), og også dette arbejde udførtes med hænderne. ­

 

Først da var kornet klart til at fyldes i sække. Alt i alt havde det taget ca. 3 uger at få høstet og aftærsket 10 traver byg (ca. 600 neg).”

 

Efter tærskningen holdtes musehøtte, et lille kaffegilde.

 

 

klipning-af-faar

 

Bachmann Gustav

 

Gustav Bachman. Kaffegilde

 

 


Gå til top

End Of Slide Box