Når spanterne var rejst holdtes spantegilde. Her var alle håndværkere med ægtefæller indbudt. Det samme gentog sig, når skroget var klædt og ”sluttet”, et slutgilde.

Når masterne endelig var rejst, holdtes på samme vis et mastegilde.

Disse gilder var kaffegilder med rigelig servering af kringle og smørrebrød.

Til skibets bygning knyttede der sig lidt overtro: når masten rejstes, lagde man en skilling i »kølsvinet«, det gav lykke for skibet; huggede man spåner af kølen, så man efter, hvor de faldt; hvis de lå med spidsen nedad, betød det stranding.

Når et skib var færdigbygget og klar til stabelafløbning var alle mand af huse for at hjælpe til, eller at se på og man flagede i hele byen. Denne dag havde en egen stemning. N. M. Kromann erindrer en stabelafløbning således:

”Skulle et på Fanø bygget Skib søsættes, skete det under udfoldelse af særegne Festligheder, i hvilke næsten alle Byens Beboere deltog med største Glæde. Festlighederne var noget forskellige for de to Byer Nordby og Sønderho.

Jeg har overværet Søsætningen af 4 Skibe i Sønderho i Aarene 1876-80. – Dagen før den endelige Søsætning fandt Sted, blev Skibet ”opsadlet”, d.v.s. at der på 2 Sider under Kølen blev anbragt en Del Planker, saa der fremkom 2 ca. 2 Meter lange Flader fastgjort til Skibet, og lige saa lange sammentømrede Flader paa Jorden. I mellem disse 2 Flader anbragtes Ruller. En Jernkæde anbragtes foran i Skibet og rundt om dette og ligeledes agter i Skibet. Ved disse Kæder var ved hver af dem anbragt et svært Tovværk, der blev omsnoet et Spil, der under Sang blev drejet rundt af 4 stærke Mænd, saa at Skibet derved gled frem paa Rullerne. Skibet gik altsaa frem paa tværs. De udløbne Ruller var der saa nogle raske Mænd og Kvinder der i største Fart bragte dem om paa Forsiden mens Skibets Bygmester og dets fremtidige Fører Stod paa Skibets Dæk, én for og én agter og dirigerede Arbejdet ved Spillene. Ingen af dem, der deltog i Arbejdet var anmodet eller indbudt dertil. Det var en selvfølge, at enhver rask Mand eller Kvinde mødte for at deltage i Søsætningen. Skolebørnene havde fri den Dag, og de store Børn deltog i Arbejdet med at flytte Rullerne fra den ene Side af Skibet til den anden. Ældre Mennesker iagttog Søsætningen fra opstillede Bænke.

Der fandt ingen saakaldt Daab Sted ved knusningen af 1 Fl. Champagne som andre Steder finder Sted. Som oftest fik Skibet Navn efter Førerens Hustru, som da, før Arbejdet begyndte, overrakte Føreren et Standardflag med Skibets Navn i. Andre Kvinder som Førerens Moder, Svigermoder eller anden af Familiens Kvinder overbragte en Bibel, en Prædikensbog og en Salmebog. Det var Skik om Bord paa Fanø Skibe, at Skibets Fører hver Søndag holdt en lille Andagt i Skipperens Kahyt, hvori Mandskabet deltog. Sømandshjem i fremmede Havne kendtes ikke dengang.

Skibet skulle søsættes paa Lavvande, saa at det kunde være flot paa efterkommende Højvande. Var dette opnaaet, blev Skibets officielle Signalflag for første Gang hejst.

Dannebrog var selvfølgelig hejst paa Masten fra Arbejdets Begyndelse.

Under hele Arbejdet blev der trakteret med varmt sødet hjemmebrygget Øl, som nogle Kvinder besørgede holdt varmt i store Kobberkedler over et anbragt Ildsted paa Arbejdspladsen. Øllet serveredes i store Ølkrus. Spiritus nødes ikke under Arbejdet.

Til Øllet trakteredes med det lækre Fanø Smørrebrød flere Gange.

 Var Skibet saa kommet i Flodvand, traadte en ældre Mand af Førerens Slægt frem og sagde henvendt til Skibet:

”Nu er du forenet med din Brud, og vi ønsker og haaber alle at du maa gaa ud til Brød og ej til Død,” og tilføjede han, ”saa holder vi Skibsbryllup allesammen i Aften.”

Naar Skibet saa var forankret, var Skibets Bygmesters Arbejde endt. Han traadte da frem og overrakte enten Føreren eller Rederen Skøde paa Skibet, det saakaldte ”Bilbrev”.

Om Aftenen festedes saa hos Føreren eller Rederen. Der trakteredes da med ”Fanø Smørrebrød” og dansedes – kun Fanødansene - til langt ud paa Natten og forinden enhver gik til sit endnu en gang ”Fanø Smørrebrød”.

I Sønderho trak man skibene på land i november når alle vendte tilbage og afventede forårets komme. Sine Godskesen beretter om udrulningerne om foråret: ” Naar Foraaret nærmede sig, begyndte Mændene at tænke paa Udfarten; og deres Skibe, for saa vidt de havde ligget hjemme om Vinteren, hvilket ikke altid var Tilfældet, maatte sættes i Vandet og gøres rede. Herved hjalp de forskellige Familier hinanden og var forenede i saakaldte „Grandelag”, der havde gensidig Forpligtelse til at møde til saadanne Arbejder, naar der blev kaldt paa dem; dette var nu næsten alle særdeles villige til, da der altid serveredes Kaffe bagefter, hvor Passiaren gik meget livlig. Saasnart Raabene hørtes, forlod alle, der kunde det, deres Hus og det Arbejde, de der havde for, og begav sig til Mødestedet. Naar et saadant Skib skulde i Vandet, blev det anbragt paa Ruller og halet ud med lange Tov, som i hele deres Længde blev trukket af Mænd og Kvinder, den ene ved Siden af den anden, tit med Sang og altid med Spøg og Lystighed, i Forventning om den varme Kaffe efter Anstrengelsen. Lignende Sammenkomster fandt ogsaa Sted, naar man i et Hus fik Klyne eller sligt, og Grandelaget havde stor Betydning, men var en frivillig Sag.”

Inden skibene atter drog ud på fart skulle der indtages ballast, og hvad var bedre end klitsandet. Når ballasten var om bord holdt skipperen et ballastgilde.

Når de unge ugifte sømænd i det tidlige forår rejste hen til skibet de var forhyret med, gav de til en lille kreds af venner og veninder en ”afsejler” – et lille kaffegilde.

Det kunne ske, at en ung sømand måtte give en ”føje” (lang udtale på ø), en slags bod for manglende opmærksomhed eller en fornærmelse over for det smukke køn. En føje var et lille kaffegilde hos den fornærmede, men alt betaltes af bodspersonen og endte i fryd og gammen. Der deltog kun nogle få personer i et føje.