Man skulle hver enkelt gang have øvrighedens tilladelse til at holde dansestuer, og en sådan blev ikke givet i "Julehelgen" og "Fastetiden", men dette blev ikke altid respekteret.

I julen 1709 havde der været livligt med dans og spil i Nordby, hvorfor birkedommeren Søren Dunch lod bekendtgøre fra prædikestolen den 16. januar, at "ingen juleleg efterdags maa holdes, og item advares alle og enhver, at de som tilsteder i deres Huse Ungdommen at øve Kortspil eller andet foragteligt Spil, som gives, skal straffen efter Loven".

Dette påbud er dog ikke blevet respekteret af spillemanden Niels Jessen Thomsen i Sønderho, som i juleugen 1714 holdt dans for de unge. Præsten, pastor Engelstoft, lod ham da indkalde til offentligt skrifte i kirken, hvor han i menighedens overværelse havde tildelt ham en irettesættelse og formaning, som ikke gav det største indtryk på Niels Jessen Thomsen, da han senere i fastetiden åbner sit hus for ungdommen til dans og leg, hvorefter præsten melder ham til birkedommeren, som sender spillemanden en stævning:

"Søren Sørensen Dunch, Birkefoged paa Fanø, gør vitterligt, at for mig haver andraget hæderlige Hr. Christian Engelstoft, Sognepræst paa Sønderho, hvorledes I Niels Jessen Thomsen paa Sønderho imod kongelig Majestæts allernaadigste Lov og den paa Sønderho hidtil værende kristelige Skik samt Eders forhen til ham og Menigheden gjorte Løfte skal have fordristet Eder til i den hellige Fastetid om Søndag Aften ej alene at have holdt Eders Hus aaben for en Del unge Folk paa Sønderho til et Danse, og Legehus, men endog selv spillet for dem, derved ej alene selv begaaet Forargelse til de Unges Forførelse, men ved og ej at have holdt Eders til Prxsten givne Løfte, saa indestævnes I til at møde her for Fanø Birketing for at tilkendegive alle dem, som var over 15 Aar og siden Fastelavnssøndag inklusive hver Søndag Aften i Eders Hus og Stuer til Dans og Leg haver været. - -

Fanø, den 20. Marts 1715. Dunch."

I Nordby har Mads Jessen Oldefar holdt "Juleleg med Spil og Dans i Niels Sørensens Stephensens Hus" i 1749 og 11. januar 1750 dans uden tilladelse, og blev herefter idømt bøder.

At spille til dans og fester var et privilegium, som var forbeholdt stadsmusikanterne, der oprindeligt skulle have kongelig bevilling, men siden ordnedes det gennem magistraterne. Stadsmusikanter var bosiddende i købstaden og kunne selvfølgelig ikke dække hele omegnen, så han overdrog rettighederne til andre kvalificerede spillemænd.

Det ses således, at Ribe stadsmusikant Krosp i 1798 ved kontrakt overdrager spilleriet for Nordbys vedkommende til skipper Mathias Søren Møller (død 1843, 79 år), søn af Søren Gregersen, der også havde været spillemand.

Kontrakten lyder:

Kontrakt oprettet mellem Stadsmusikant Jacob Krosp i Ribe og Skipper Mathias Sørensen Møller paa Fanø.

1. Overdrager jeg som kongelig priviligeret Stads- og Amtsmusikant i Ribe og Riberhus Amt alle Trolovelser, Bryllupper, Flag-Bryllupper (Skibs bryllupper), Dansestuer og alle andre Danseforsamlinger, som er tilladelige, enten lille eller stor og som maatte forefalde paa Fanø (d. e. Nordby) til Mathias Søren Møller sammesteds, saa at han eller hvem han beskikker til at give Musik, naar de er dygtige til at forrette samme efter Landets Skik og Brug dér i Nordby Sogn til paa mine Vegne ubehindret at forrette samme, naar han aarlig til hver Mortens Dag betaler mig forud 4 Rdl. i gangbar Mønt; men skulde Betalingen over foreskrevne Tid udeblive, ophæves Kontrakten af sig selv. 

2. Hvad gejstlige og verdslige Betjente deres egne eller deres Børns Bryllupper angaar, vil jeg selv aldeles have mig forbeholden disse, uden at Mathias Søren Møller nyder noget derfor godtgjort.

3. Sker Tiltrædelsen fra sidstafvigte Mortensdag 1798 at regne, og skal han da beholde ovenmeldte Fanø i 6 Aar, med mindre andre Omstændigheder skulde indtræde, hvorved denne Kontrakt skulde forkastes. Dog skal Mathias Søren Møller være pligtig at udholde bemeldte 6 Aar og svare bemeldte aarlige fastsatte Afgift.

4. Haver Mathias Søren Møller og hvem han beskikker til at give Musik, at føre et skikkeligt Levned, begegne enhver høfligt og upaaklageligt, saafremt denne Kontrakt skal staa ved Magt.

5. Skulde nogen understaa sig til imod denne Kontrakt at gøre Mathias Søren Møller eller den han beskikker nogle Indpas eller Fornærmelser i hans Fortjeneste til de i første Post nævnte Værtsskaber og andre tilladellige Forsamlinger, af hvad Navn end nævnes kan, maa de sikker være i at blive tiltalt og straffet efter Sagens Beskaffenhed og i nødig Tilfælde at rekvirere Rettens Betjentes Assistance.

6. Denne Kontrakt har Mathias S. Møller paa Birketing og Kirkestævne at lade læse og bekendtgøre til Vedkommendes Efterretning. Og haver jeg samme egenhændig underskrevet og med mit sædvanlige Signet paatrykt.

Ribe, den 3. December 1798.                               Jacob Krosp.

Denne Kontrakt forpligter jeg mig til i alle Maader at holde og efterkomme. Ribe ut sup.ra                                Mathias Søren Møller.

I år 1800 bliver P. Schytz ansat som stadsmusikant i Ribe og han overdrager spilleriet til Jes J. Sonnichsen (død 1856) mord en vis årlig afgift. Sonnichsen havde bestillingen til 1833, og har i sin spillemandstid ført bog over alle de fester han har spillet til i Sønderho

Den 1. december 1821 blæser der en voldsom storm med højvande. Mange skibe forliste langs hele vestkysten.

Vrag og mange lig af de forulykkede drev i land på Fanø, hvor vandet var løbet ind i flere huse, med skade på indboet og husene selv. 

I Sønderho var der bryllup samme aften, og spillemanden J. J. Sonnichsen var bestilt til at spille op til dans, men på grund af stormen måtte han sende afbud. Han blev dog tilkaldt ved midnat, da vandet var faldende, så man mente, at faren var overstået, og ville så danse. 

Om man i det 18. århundrede har danset i Sønderho uden instrumentalmusik vides ikke; men i 1802 havde man i hvert fald en spillemand. Han hed Jes Sonnichsen og var født i Sønderho 1777. Han skal have været ude at sejle som ung, og han spillede efter gehør. Han havde monopol på at spille og betalte derfor en afgift til stadsmusikanten i Ribe. Hans regnskabsbog er endnu bevaret. Det ses af denne, at indtægterne som musikant ikke var store, kun 586 rd. 4 m. 12 sk. i tidsrummet 1802-26. Sonnichsen holdt dansestue i sit hus hver søndag aften i tiden fra 1. adventssøndag og til fastelavnsaften, desuden var der dans på kongens og prinsens fødselsdage. Og hændte det, at der ved et bryllup eller jagilde ikke ønskedes dans i gildehuset f. eks. på grund af sorg i familien, kunde det ske, at gæsterne om aftenen gik til spillemandens dansestue og der fik en svingom. Sonnichsens dansestue var lille, kun 5-6 par kunde være på gulvet på engang. Man gik derfor om søndagen ved middagstid hen til dansestuen og bestilte et »sæt« i forvejen. Et »sæt« var 5-6 danse. Spillemandens hustru serverede drikkevarer til dansegæsterne, men fortjenesten derved var ikke stor.

Kigger man i Sonnichsens bog: ”Bryllups Spille Bog”, ses der at en tilfældig aften serveredes:

4 ½ Kande øl                    1 Mark 11 Skilling

1 Kande Brændevin        4 Mark

½ Pinkrus Mjød                1 Mark 2 Skilling

Beskvand (bitter)             3 Rigsdaler

Peder Brinch skriver om, hvorledes han og skibskammeraterne besøgte dansestuen hver søndag og blev der lige til den lyse morgen. Horsbøl kommenterede dansestuerne således:

”Til daglig Brug viser fanøfolket i Henseende til Livsfordringer stor Sparsommelighed; men hvad der undertiden spares i langer Tider, gaar ikke sjælden tabt paa en eneste Dag. Thi ligesom Sømanden, naar han kommer i Havn, ikke tager det saa nøje med Moneterne, saaledes gaar det ogsaa i Hjemmet ved enkelte Lejligheder, hvor mangen und ”Letmatros” paa én Aften kan sætte en halv snes Kroner til I dansestuen, eller hvor man ved en eller anden Højtidelighed i den grad ødsler med alt, at man maa suge paa Labben i lang Tid derefter.”

Fra 4. søndag i advent til fastelavnsaften havde han udskænket for 14 Rdl. 4 Sk. Udgifterne hertil havde været 9 Rdl. 3 M., og hans ”frie Penge” blev altså 4 Rdl. 3 M. ). Sk. For dansen fik han 14 Rdl. 1 M.

Som ovenfor angivet havde han spillet for fastlandskarle hos Hans Frederichsen. Det gentager sig ”Den 31. Januar 1805 paa en Løverdag Aften spillede jeg i mit Hus for Bønderkarle, gav 2 M. 12 Sk.”.

De faste danseaftener kunne af og til blive forstyrret af uforudsete begivenheder. I 1815, 2. søndag efter Hellig Tre Konger var der ingen dansestue, ”formedelst jeg var ude paa Stranden ved det engelske Brigskib lastet med tvist og indigo”.

Nogle danseaftener foregik som sammenkomster i indbyderens eget hjem. Her mødte Sonnichsen op med violinen og spillede for gæsterne til dansen. I februar skriver han i sin spillebog:

"9. Februar. Blev jeg indbuden af Niels Hansen Ollesen i sit Hus at give Musik til Kl. 8 Morgen for et Kompagni af 14 Personer med deres Koner, hvorfor jeg bekom i sølv 1 rdl. 4 Sk.

15 Februar. Blev jeg ligeledes indbuden af Jens Hansen Frederichsen for at give Musik i hans Hus for et Selskab af 16 Par gifte Folk, hvorved jeg fortjente og fik Betaling af 12 Par, det udgjorde 1 Rdl. 5 M. 8 Sk. De 4 Par har formodentlig glemt mig, da Betalingen skete næste eller flere Dage efter Ballet, og indfandt sig med 2 Mark. I alt Frie Penge  2 Rdl. 1 Mark 8 Skilling".

Sonnichsen spillede i kroen, når skipperne holdt møde og ved andre officielle lejligheder i årenes løb. Da kommandant Winckler på Fanø den 28. februar 1810 skulle inspicere kanonforsvaret i Sønderho, blev der spillet i kroen. Øens "Chriug", der siden 1802 havde været øens første læge, var med ved lejligheden, hvor Sonnichsen tjente 4 rdl.

Han havde spillet for strandingskommissionæren Sonnich Pedersen og strandingsinteressenterne, samt til skippergilde:

Den 28/2 1827: "spillede jeg i Kroen til Bal for vore skippere og fortjente 4 Rdl. 2 M. 12 Sk., derefter af samme Selskab indkommet 4 Mark 8 Sk.", skriver han.

I årnes løb blev Jes Sonnichsen mere og mere optaget af forretninger, og spillemandsarbejdet overgik fra 1824 efterhånden til sønnen Søren. Da Sonnichsen i 1830erne blev sognefoged, ophørte han helt med at spille. Jes Sonnichsen, der også blev kaldt Store Jes, komponerede en kendt Sønderhoning "Gammel Jes Sonnichsens styk".

Jes' kone Elizabeth Sørendatter Brinch 1780 - 1858) var også meget musikalsk. Det vides, at hun spillede på humle, et folkemusikinstrument, der er i slægt med den norske langeleik.

Både Jes Sonnichsens bror Niels og sønnerne Søren og Sonnich var spillemænd, og Jes' datter Maren Jesdatter kaldet ”Lisbeths Maren” (1818 - 1906) arvede foruden humlen også den musikalske interesse. Melodien ”Lisbeths Marens stykke” er stadig et yndet dansestykke. Fra ”Lisbeths Maren” og hendes brødre førtes musikken videre til hendes søn Peder Brinch (1848 - 1928), derfra videre til Peder Jessen Brinch (1882 - 1962) og igen videre til brødrene Frits Attermann Brinch (1912 - 1993) og Søren Larsen Brinch (1921 - 1987).

I bogen ”Fanø Vals” beretter Grüner Nielsen følgende: 

Hvordan det gik til ved dansegilderne i Sønderho, kan man få indtryk af gennem efterfølgende skildring af fhv. købmand P. Klemmensen Pedersen.  

»Om Sønderhoningdansen. Man behøver kun at gå et halvt hundrede år tilbage for at blive overbevist om, at folk her på Fanø den, gang ikke alene levede, men også tænkte og fornøjede sig på en hel anden måde end vi. De følte heftigere og lagde med forkærlighed deres følelser åbenlyst for dagen. Dette mærkedes ikke blot derved, at sorgen var stor ved dødsfald, der som oftest for mændenes ved, kommende kom aldeles uanet og overraskende gennem forlis på søen, men også på glæden i hjemlivet, når der ved brylluper og andre festlige sammenkomster sporedes tilsvarende højtstemte følelser. Det gamle ord »hovro« var for et halvt århundrede siden ret i vælten, og der var humør i folk, særlig i dansestuerne, hvoraf der her i Sønderho i reglen hver vinter var en 4-5, hvor folk kom sammen om søndag aften, og hvor Sønderhoningdansen var den dominerende.

Kun som en afveksling, for at imødekomme en eller andens ønske derom, dansedes en Hamborger eller Tyrolerhopsa. - Man måtte ønske, at den hovro fra gamle dage overhovedet vilde være i stand til med nogenlunde ære at leve op igen på en god måde, som i min barndomstid; så Sønderhoningdansen kommer nær sit oprindelige, både som fornøjelsesmiddel og i formen.

Her i denne forbindelse vil jeg pege på, at medens det i ældre tid ved nogle af dansesammenkomsterne ofte gik rigelig til med kaffepunch, er nydelsen af denne jyske nationaldrik nu en saga blot; ti nu er befolkningen her meget afholdende, så ved dansesammenkomsterne drikkes som regel kun kaffe, sodavand og afholdsøl. Fra det mørknede, og det var jo ret tidligt i, Oktober måned og ved vintertide, åbnedes dansestuerne her for børnene. Én rigshanksskilling, det er 2 øre i vore penge, var den betaling musikanterne dansestuens ejer fik af de børn, som var med til at danse et helt sæt, det er 5 spil. Ved 8-tiden (»nadverstid«) veg børnene efter gammel sædvane pladsen på gulvet som dansende for de voksne, og vi børn blev tilbage som tilskuere en kort tid; dog når vore forældre var tilstede, fik vi gerne lov til at blive ligeså længe som de.

Men havde man sorg i familien, da var dansestuen bandlyst, og den som overtrådte traditionen i så henseende kom i folkemunde i lang tid på en mindre heldig måde; thi her måtte enhver hele øen over følge gammel sæd og skik, og overtrådtes traditionens gamle overlevering i hine dage, hed det sig altid på det gamle omkvæd: »Man skal skik følge eller land fly«.

Altså, som før omtalt, stormede ved 8-tiden det voksne publikum, skippere og stormand, matroser og tømrerfolk, koner og piger i forskellige aldre til danse, stuen og gav sig snart, istemmende de til Sønderhoningdansen henlagte omkvæd under violinernes skrattende toner, hen i dansens hvirvel; bestandig flere og flere droges mod dansestuens strålende lvshav, der for denne tidsalders mennesker havde en vis særegen lokkende lystighed som dragende magt både for os børn som for de ældre. Hold efter hold, inddelt i »sæt«, danser så skiftende efter tur; oftest er der bestilt sæt og dansemelodi forud; ja, selv dagen for danseaftenen har første hold betinget sig en vis orden og en bestemt melodi.

Stadigvæk går Sønderhoningdansen i rundkreds, men selvfølgelig er holdene eller sættene, som de kaldes, inddelt efter stilling og alder; ti lige børn leger bedst. Den herre, som ved første spil i sit sæt begynder med én dame, beholder hende som sin baldame hele sættet igennem. Morsomt var det at iagttage, hvilken færdighed kvinderne, særlig de unge piger, havde at danse i træsko og trætøfler uden at tabe dem; det var dengang endnu kun få, der brugte støvler eller balsko. Når det blev for hedt for mændene, smed de frakken under dansen, og de gav den så resten af dansetiden i hvide skjorteærmer (mansjetskjorte), og med gestikulerende bevægelser af arme og ben i takt med musikken, og med højt istemte omkvæd gik det i den del af dansen, hvor man marcherede; særlig venstre arm måtte holde for med vinken for at give begejstringen luft. Når man havde danset færdig med en dame, gav man hende ikke hånden, men blot et let klap i hendes fremstrakte højre hånd; det var en fast skik. 

    Kvinderne kom velindpakkede mod kulden til dansestuen, og en del af dem satte sig på bænkene med tørklæde om hals og om mund og beholdt det på, indtil de blev budt op i de dansendes rækker. Et hold var almindeligt 6 par, eller lidt flere længere hen på natten. Hen på morgenstunden udtyndedes naturligvis rækken.

- For at få noget at vide om Sønderhoningdansens alder har jeg (Grüner Nielsen) bedt forskellige gamle folk i Sønderho om at udtale sig angående dette spørgsmål. Fhv. dampskibsfører M. J. Mathiesen og hustru (sidstnævntes bedstefader er spillemanden Jes Sonnichen, som i begyndelsen af 19. årh. holdt dansestue i Sønderho) formener efter deres forældres udsagn, at i langt over 100 år er Sønderhoningdansen bleven brugt; dog bemærker de begge, at i deres barndom udførtes den anderledes end nu i vore dage; dengang var den mere taktfuld og original; idet såvel skridtgangen og svinglen samt runddansen var mere graciøs og altid i takt med musikken. I sidste halvdel af 19. årh. er der her på øen danset »skotsk« og andre indførte danse, men det var kun i dansestuerne som en lille afveksling hen på natten.

- Fhv. styrmand Jes Hansen Pedersen og hustru, der var henved 74 og 71 år, fortalter, at de som børn har været med deres forældre mange gange i dansestuen, efter hvad deres forældre har fortalt, var Sønderhoningdansen kendt før deres tid. Skotsk eller flere andre danse brugtes enkelte gange i dansestuen, men Sønderh. d. var den almindelig gængse.

Pensioneret fyrskibsmatros Niels Hansen Thøgersen, der er 75 år gl. og god danser endnu trods sine mange år, siger, at Sønderhoningerne i ældre tid har været særdeles gode dansere, men de holdt sig næsten udelukkende til Sh. d. ved gilder og i dansestuerne. Hvor langt Sh.,d. går tilbage har han aldrig hørt omtalt; men den har været gængs både i hans forældres og bedstefar, ældres tid. - Fhv. skibsfører Jes M. Knudsen, 79 år gl., hvis bedstefader Jens Peder Knudsen var født 1775 og døde 1876, altså over 100 år gammel, mener, at Sønderhoningdansen er meget gammel. Hans fader, født 1808, dansede den som ung i dansestuerne, og han har selv som barn lært dansen, men nu til dags, indføjer fortælleren, danses den ikke så smuk og elastisk som i ældre tid, og han tilføjer ret ironisk: For mig illustrerer det sig, når de unge nu til dags danser Sh.,d., som om det er to træstøtter, der bevæger sig i dans. Barberdansen brugtes her i halvtredserne; men bemærker han afsluttende: såvel i ældre som i nyere tid brugtes ved gilder som i dansestuerne overvejende Sønderhoningdansen.«

FANNIKEDANS  

Nordby på Fanø er jo nu nærmest en turistby, en slags forstad til de store hoteller på øens vestkyst; men for et halvt hundrede år siden var byen en skipperby væsentlig af samme udseende som den sydlige søsterby Sønderho. Nordbys ældre historie svarer meget til Sønderhos. Folkeskikkene er også påfaldende ens i hovedtrækkene; i enkeltheder viser der sig naturligvis en mængde småafvigelser. Således satte f. eks. kvinderne i Nordby snipperne på hovedtørklædet lidt anderledes end kvinderne i Sønderho. Og - hvad der her interesserer os - Nordbyerne havde deres egen dans: Fannikedansen.

Om dansen i Nordby omkring midten af forrige århundrede (1860,erne) meddeler kaptajn P. H. Clausen flg.: »De ældre dansede dengang endnu mest Fannikedans, de yngre der, imod for en del de almindelige runddanse, som man sang til; og hvis ingen bedre musik var at få, da var man også tilfreds med at danse efter en redekam eller »kvæde«, som det hed. Vi havde dengang en blind organist (blinde Niels), som ellers var spillemand ved de fleste gilder, han spillede mest violin, kunde dog også mestre klarinet, harmonika og flere andre musikinstrumenter. Til dansene, som tildels danses endnu, sang man lange sange eller viser, særlig til de forskellige runddanse, hvoraf der gaves en større variation. Særlig om aftenen hen i mørkningen, når man fik en lille svingom med pigerne, man gik i ro (råd) hos, brugtes kædedans eller sang meget; siden kom dog harmonikaen mer og mer i brug, så de fleste unge søfolk lærte at spille på den. Til konfirmationsbal eller andre børneballer bragte pigerne det spiselige og en kurv med klyne. Drengene betalte hus og musikken samt mjød og kirsebærvin eller andre drikkevarer og tobak m. m.    

Fannikedansen, eller vor nationaldans her i Nordby, stammer vel egentlig fra Holland. Vore unge søfolk sejlede jo i fordums tid meget fra Holland, ligesom de hollandske fiskere sikkert også i længst forgangne tider fiskede her fra Fanø; mange navne og ligeledes dragter er af hollandsk oprindelse. Vore Fanødanse ligner Amagerdansene, hvilket man tydelig ser af Exners billeder. Det er altid først herrerne, der svinger damerne venstre om, medens de selv går baglæns; derefter, sædvanlig med et stamp i gulvet, skiftes, og tempoet går i modsat retning eller omtrent som Sønderhos nationaldans danses, men til denne bruger herrerne, i stedet for de første sving i Fannikedansen, at gå foran og variere på flere måder. Af sange eller viser, som blev sunget til Fannikedansen, var der en mængde, de fleste var der dog ingen mening eller indhold i; dog var der en lang vise, der havde hentydning til klitplantningen på øen, som vistnok den gang har stået under en opsynsmand i Hjerting, den lød således: 

    Se til den forsvoltne hund,

Som fra Hjerting kommer,

Han får sin fortjente løn

Inden næste sommer.

Himmel, jord o Faane kro'r,

Sejsten elementer

Søtten Sønderhoninger

De danser i dje træsler.

En anden lød:

: En pige vandred udi en have,

til hende kom der en ung sømand.:

: Han sagde, Hør du min yndig' pige,:

vær du forsikret jeg har dig kær.

: På dette spørgsmål jeg ej kan svare,

jeg er udaf en så ringe stand:

: Hvi vil du sådan af mig begære:

    som ej din tjener være kan.

Endvidere lød en:

Vi går ej fra dette hus

Før vi se morgenstjernen,

O vi vil have os en rus,

Ja, de vil vi så gerne.

Een med en smule digtergave kunde som ved sømandsopsange supplere den slags i det uendelige.

Flere af sangene kunde tillige bruges til at danse Sønderhoningdans efter. Særlig til at valse efter var der mange, som vi den gang syntes dejlige sange, f. eks.: »Ak dejligste lillie, min kæreste ven« eller »Nu vil jeg fortælle min skæbne så tung” eller»Ak,landmand,

betænk kun, hvad ondt vi må døje” Denne var 21 vers og digtet om rejsen med »Galathea« omkring jorden under Sten Bille, vist, nok i halvtredserne. St. Bille var endnu flådechef i 1867, da jeg var til orlogs. Alle de andre danse havde deres særegne sange, og til sidste dans, som man kaldte »sovlieg«, sang vi enten »Fryd dig ved livet« eller »Sov lille bonsøde«. Afslutningsdansen sluttede altid med en vældig tur og sædvanlig med en lille fægtning. Lysene slukkedes, sognefogden fik hatten ned om ørene, og pigerne, der ikke forud var flygtet, fik sig et kys, navigationseleverne og de unge tømmerfolk en lille fægtning. Dette var i 61'erne.

En drengs oplevelser i Sønderho omkring 1900:

Derefter blev Jes Brinchs dansestue, eller som den benævntes i familiesammen­hæng: Jes Bojs dåensstow, bragt på tale. Den (...) fungerede i flere år efter Jes Bojs dod. Jeg havde selv sneget mig derover i morke, når jeg vidste, der foregik noget. I den vestre del af huset, som brugtes som danselokale, var den nederste del af vin­duerne rektangler, men den overste del var fra tværposten formet som cirkelslag. Gardinerne var ikke trukket tæt sammen. Jeg kunne se, at loftet var hævet op til hanebåndene. Fire hængelamper, hvis skærme var ottekantede pyramidestubbe af glas, belyste det højloftede rum, som mindede om missionshuset, om end det tjen­te et andet formål. På et podium i lokalets nordostlige hjerne sad Pæjr Kalle Las­sen og Jes Bojs Pæjr og fralokkede violinerne al den kådhed og munterhed, som disse smukke instrumenter rummede.

Dansen gik lystigt til de ældgamle melodier i dette tempel for glæde og livsudfol­delse. Det så ud, som om spillemændene og de dansende inspirerede hinanden, og trykkede man næsen mod ruden, kunne man mærke vibrationerne fra samspillet mellem inciterende musik og rutinerede dansere. Man kunne godt stå og glæde sig til den stund, da man selv skulle træde sonderhoningdansen her. (Niels Sonnich-sen Kromann: Fra wo Grandle. Mennesker fra min barndoms Sønderho, s. 53)

Dansen gik lystigt til de ældgamle melodier i dette tempel for glæde og livsudfol­delse. Det så ud, som om spillemændene og de dansende inspirerede hinanden, og trykkede man næsen mod ruden, kunne man mærke vibrationerne fra samspillet mellem inciterende musik og rutinerede dansere. Man kunne godt stå og glæde sig til den stund, da man selv skulle træde sonderhoningdansen her. (Niels Sonnich-sen Kromann: Fra wo Grandle. Mennesker fra min barndoms Sønderho, s. 53)

    I Nordby har mange af musikerne i 1800-tallet været fra slægterne Enné og Winther. På et foto fra ca. 1885 ses 3 spillemænd fra Nordby: blokkedrejer J. Enné (violin), organist Gundersen (violin) og skomager Lauridsen (énradet harmonika). Ifølge en kaptajn P.H. Clausen var den blinde organist, ‘Blinde Niels’, den mest benyttede spillemand ved gilderne i 1860’erne. Han spillede mest violin, men mestrede bl.a. også klarinet og harmonika. Vi kender enkelte andre musikere fra slutningen af 1800-tallet og starten af 1900-tallet, men der har uden tvivl været flere.