Jul og nytår på Fanø

 

Jens Sonnichsen Thomsen fortæller: ”Hele julen gik med julegilder (julegast) hos familie og venner. Det var også snart den eneste tid om året, hvor familien kom sammen. Til julegilderne blev der gerne spist godt, dog sjældent varm aftensmad, mest pålagt smørrebrød”. Bagefter var der leg med pebernødder, siden vin med småkager og allersidst kaffe, før vi gik hjem.

 

”Pålagt smørrebrød« er af efterslægter omdøbt til »Fanøsmørrebrød«, en ældgammel, men stadig meget yndet ret. Hans Brinch lader i sin bog: ”Nis’es Sidsels Jens” Villa Jens'es datter, Sigrid, berette om dette smørrebrød, som hun husker det fra sin egen barndom: ”Jeg tør ikke sige noget om, hvor store eller brede brødene var dengang, men i min barndom var de ca. 50-60 cm. lange og ca. 20-21 cm. brede. Der var seks skiver i cirkelform med seks slags pålæg. Altså to halvcirkler lagt sammen til en cirkel. Den øverste halvcirkel havde til venstre rullepølse, i midten foroven ost og neden under den til højre steg. Den nederste halvcirkel havde til venstre frikadeller, i midten hakket æg og til højre salt kød eller tunge. Hver cirkelskive havde således 6 stk. brød, og der var tre lag på en tallerken, altså 18 stykker i alt. Man bemærker, hvis man tegner det op, at stykker over for hinanden skulle passe i farve: ost er gult som hakket æg, rullepølse er rød som salt kød eller tunge, og steg er blegt kød ligesom frikadellen overfor. (gråt kød, sagde man.) Der har været den forskel mellem Sønderho og Nordby, at i Nordby blev alle midtstykkerne sat øverst. Jeg husker, at min mormor altid tog et viskestykke op for sig, hvorefter hun skar fine, tynde skiver af brødet holdende det ind til sig, medens hun skar. Jeg har aldrig set nogle af de gamle skære brødet på et bræt, som man gør nu om dage. I Nordby bruges det ikke med frikadeller på. Derhenne kan man af og til se spegepølse brugt. Noget man aldrig så på Sønderho.

 

I hele min barndom og ungdom hjalp man altid hinanden ved fester og begravelser. De ældre i familien blev tilsagt til at komme om morgenen, og vi børn og unge var tit med for at kunne gå ”til hånde”. Til de store »komsamner« skulle der hentes både tallerkener, bestik o.m.a. rundt ved familie og venner, så jeg kan endnu se mine »gammel-most'er” (mors og fars tanter) sidde rundt om bordene, både i Forsamlingshuset og i Afholdshuset, der lå over for Jes Poulsens hus. De sad i deres fanødragt i livlig snak, mens een skar brød, een hakkede æg o.s.v. til Fanøsmørrebrød. Eller de sad og trillede kødboller til den dejlige kødsuppe, man altid fik ved gilder og begravelser. 

 

De unge i familien skulle så siden varte op. Det var skik og brug og ikke noget »man tog betaling for!«. Eigil Kromann overlod Hans Brinch nogle af sin far, Niels Møller Kromanns, håndskrevne noter. Her står bl.a. om fester og pålagt smørrebrød: ”Dagen før festlighedernes begyndelse foregik bagningen. Ovnen var anbragt under arnen, så der måtte en fordybning i gulvet til for kunne sætte bagværket derind. Bagningen foretoges altid af ældre, heri erfarne kvinder i familien, bistået af yngre, der skulle oplæres. Ovnen opvarmedes v.hj. af lyngklyne, og dette hed »at lyse en ovn«. Brødene, eller »kågerne”, som de altid hed, var af meget store dimensioner .....

 

Fanøkone ved ovn

 

Fanøkone ved ovnen. Først skulle der lyses, hvilket blev gjort ved antændelse af lyng inde i ovnen.

 

 

Om morgenen tidligt på festdagen allerede ved fem-tiden samledes nogle af de ældre kvinder med de yngre for at skære brødet. En enkelt, som deri havde særlig øvelse, skar franskbrødet i stykker med hånden ved hjælp af en dertil særlig velegnet og til anledningen godt skærpet kniv. En rigtig øvet forskæreske kunne skære stykkerne. Andre smurte nu smør på og belagde stykkerne med pålæg. Stumperne eller resterne af rullepølse og de andre kødarter blev hakket sammen med lidt stødt kanel og lagt på et stykke på nogle af tallerkenerne i stedet for frikadellestykke. Stykkerne skulle skæres således, at de passede til tallerkenen. Det krævede betydelig øvelse, og der vågedes nøje over, at sammenstillingen var smuk og korrekt. Ofte måtte der, for at dette lykkedes, skære smalle strimler af hvert enkelt stykke. Over de med smørrebrød fyldte tallerkener blev nu lagt en anden tallerken, hvorefter disse blev stillet på et bord i et sideværelse, eller i loen tildækket med et lagen for at holde sig frisk, til det om eftermiddagen sattes på bordet for gæsterne. Pålægget var alt sammen hjemmelavet.

 

Om efteråret (november) i slagtetiden blev der lavet rullepølser og saltet passende portioner af kød af gris, får og kreaturer til festlige lejligheder. Til jul og andre festlige højtider blev der indkøbt mjød (50 øre per flaske), gammel fransk vin (65 øre), kirsebærvin (75 øre) og gammel rom til 1 krone per flaske.

 

Øl blev brygget i god tid i forvejen, for at det kunne være rigtig kraftig og velsmagende. Den ellers til dagligt brugelige kaffepunch serveredes ikke ved rigtig festlige lejligheder, der skulle finere drikkevarer til. Kaffen var hjemmebrændt, og aftenen før festen samledes de ældre kvinder i gildeshuset for at male den, hvorfor hver mødte med sin kaffemølle.    

 

Andre knækkede ved samme lejlighed kandis og topmelis i stykker med en dertil indrettet sukkertang. En malede sennep, hvortil anvendtes et stort, i bunden halvrundt fad, hvori en jernkugle sattes i bevægelse for at knuse sennepskornene. Kaffen blev så altid kogt og for at klare den, kom man et stykke skind af en saltet rødspætte eller torsk i kedlen.« 

 

 

 

Nytårsaften

 

Nytårsaften var noget lignende som juleaften, knap så højtidelig. Efter vi havde spist, fik vi gerne vores gamle tøj på og så ud og slå gryder på dørene. Vi børn havde mange uger i forvejen samlet på alle mulige gamle blikkasser, skår o.l. for at kaste på dørene. Det var i reglen hos familien og naboer, vi var. De kom så ud i døren og bad os komme ind. Så blev der serveret en skænk, gerne mjød, og så fik vi kager og pebernødder med i lommen.

 

Marius Sørensen beretter om en skik der fandt sted 1. nytårsdag:

 

” Glædle nyoer o'nyttesgja

Denne nytårshilsen vil ældre Fanikkerfolk, sikkert erindre fra deres barndom, da det var almindelig, gammel skik at børnene nytårsdag gik rundt til familie og naboer for at ønske godt nytår og få nytårsgaver, eller som det hed 'kra'nyttesgja'.

Nytårsdag, når folk havde middagssøvnen overstået, begyndte omvandringen medbringende en hvid lærredspose eller en lille kageæske med håndtag til 'æ- knæpkagger' og en pung til skillinger. Der var ingen aldersgrænse nedad, blot man kunne følge med. Opad var man velkommen indtil konfirmationen. Søskende fulgtes ad, hvis da flokken ikke var alt for stor. jo det var til at se på gader og veje i vor lille by, at nu var 'æ bøen ud o' kra nyttesgja'. 

 

Omgangen gik til bedsteforældre, tanter og onkler, 'Most o' Boj', til nabofolk og måske til folk 'I æ' grandle '. Når vi var kommet indenfor og havde afleveret vore nytårsønsker 'om en glædelig nyoer- og nyttesgja', fik vi altid en venlig modtagelse og blev budt med ud i køkkenet, hvor kagedåseme var stillet op på række på køkkenbordet. - Et udtryk for at gæsterne var ventet. Konen i huset begyndte så at lægge kager i poserne såsom jødekager, kringler, brunkager m.m., lidt af hver slags i hver pose. Derefter en skilling i pungen med besked om, at den var til sparebøssen. Ofte blev der puttet et æble i lommen, og det hændte også, at der blev skænket et lille glas mjød til de store børn. Skillingens størrelse varierede fra 5 til 10 - og 25 øre, og var det sidste besøg for konfirmationen, blev det til 50 øre eller 1 kr.

Under tildelingen af gaver blev der tid til megen gemytlig snak om mange ting, også om hvad vi nu havde bedrevet af 'Nyttesløjer' den foregående aften. Om vi vidste, hvem der var rendt med husets brandstige, - i gammel tid var det jo påbudt, at der ved hvert hus skulle ligge en brandstige og en brandhage, så de to ting var der strengt forbud mod at fjerne. Eller hvem der havde smidt kinesere ind i forstuen. Den slags grove løjer var man nu helst fri for. Værre var det da, at en 'kaael' havde sneget sig ind i køkkenet 'Nysaten' og havde puttet husblas i kaffekanden, så kaffen var blevet tyk som vælling. Nej, det var nu for grove løjer. - Men så fik vi jo det med på vejen rundt.

Når gaverne var på plads med 'Kagger i æ'Pues og Skillinger i æ'Paang', så farvel og tak og af sted til næste besøg.

 

Den gamle skik, som gennem mangfoldige år var holdt i hævd, ebbede ud efter 1920. Tiderne blev anderledes, og det var børnenes indstilling til skikken også. Efter en vis alder ville de ikke rende rundt med kageposen nytårsdag. Det var ellers sådan i min barndom, at de folk, vi plejede at komme til, tog det ilde op, hvis vi af den ene eller anden grund svigtede dem en nytårsdag.

 

Skete det, at nogle af børnene var syge og ikke kunne komme ud på nytårsdag, ja så blev nytårsgaverne ofte bragt ud, for ingen skulle snydes for deres 'Nyttesgja'.

 

 

 

Hvor langt tilbage i tiden, det her i Nordby har været skik at 'Kra'Nyttesgja' ved vist ingen, men i en afskrift af et brev, som Birkedommer Chr. Ravnkilde har tilsendt sognerådet i 1879, skrives følgende: 

 

De forskellige Oplysninger om adskillige Drenges Charakter som for nylig er kommet for Dagen, har bragt mig paa den Tanke, at udstede Forbud mod Børns Omløben i Husene Nytaarsdag for at bede om Nytaarsgaver, da en saadan Omløben let kan give Anledning til Fristelser for Børnene.

 

Forinden jeg udsteder Forbud herimod, har jeg dog villet høre det ærede Sogneraads Mening i denne Sag, da jeg alligevel nærer nogen Betænkelighed ved at forbyde en formentlig fra Arilds Tid bestaaende Skik; og jeg imødeser derfor Raadets nærmere Udtalelse.

Fanø Birks Kontor den 8. December 1879. Chr. Ravnklide.

Hvad der har været årsag til birkedommerens henvendelse, har jeg ikke fuld klarhed over, men sognerådet har dog ikke fundet anledning til at støtte birkedommeren i hans overvejelser om at afbryde den gamle skik. Den fortsatte ca. 40 år endnu, og til dens erindring er dette skrevet.”

 

Der gøres udtrykkeligt opmærksom på i de fleste beretninger, jeg (Hans Brinch) har læst, at familie og grandelagstjenester ydedes totalt vederlagsfrit. Med nogen måben lytter de unge af i dag, når de gamle fortæller, at datidens unge pige ved fest, slagtning, tækning o.m.a. arbejdede og serverede helt gratis, om det så varede en hel dag eller mere. Dog var der foruden »grandelagstjenester” de faste, årlige arbejder, hvor slægt og venner havde deres egne byrder af samme art, og hvor den hjemhuslige arbejdskraft alligevel ikke slog til. Dertil måtte lejes betalt arbejdskraft, som til gengæld var uhyre billig efter vore sociale forhold. Man anvendte her de arbejdsduelige kvinder på Fattiggården samt enker og yngre mænd, tit også børn, hvor disse kunne undværes derhjemme. Jeg har hørt om ældgamle folk, der har givet et nap med, når det kneb. På en dødsattest, som jeg har fundet i slægtens eje, står der om en Ane Brinch, der med sine over 70 år kom ulykkeligt af dage under forårsarbejde ved at falde ned fra loftslemmen. Hun lå flere dage (i 1811), før hun blev befriet fra smerte.

 

 


Gå til top