Varsler og overtro på Fanø

 

 

 

Andreas Olsen: Fra gamle dage – ”a” fortæller fra 1898 i Fanø Ugeblad.

 

Som før omtalt var det skik, at de forskellige hold konfirmander samledes i husene om aftenen til fælles adspredelse; men det var ikke alene de unge, også ældre folk gik »i råd«, som det kaldtes, og mens enhver sad med et håndarbejde, lod man munden løbe og fortalte løst og fast, som det bedst kunne træffe sig. Særegent for disse sammenkomster i ældre tid var de mange fortællinger om spøgeri, gengangere, ligskarer etc., som man kunne sidde i timevis og fortælle hinanden, og som har bidraget meget til, at overtroen har holdt sig så længe. - De helt gamle havde en egen måde at fortælle disse ting på; det kom så alvorligt fra dem, at man tydeligt mærkede, at de selv troede på dem, og derfor kunne det ikke være andet, end at fortællingerne måtte gøre et dybt indtryk på de ungdommelige tilhørere. De fleste af spøgelseshistorierne beroede for det meste på uforklarlige indtryk og kan vel bedst illustreres ved at gengive en af dem. Det er en midaldrende mand, der fortæller.

 

Jeg kom en sen aften ned til havnen for at se hvordan båden lå; det regnede lidt og blæste også, men da vandet stod højt, kunne jeg ikke komme forbi Værnet, men måtte gå sønden om ned gennem slippen. Nå, jeg gik, mørkt var det jo, men ikke mere end jeg kunne se at gå; men da jeg så drejede ned ad slippen, så syntes, jeg, at det kom mig så underligt for, det var akkurat, som der stod nogen og mødte mig. Nå, jeg vil ikke sige, at jeg var ræd, for når man går i sit lovlige ærinde, behøver man jo ikke at frygte; men jeg syntes dog ligefuldt, at dette her, det var ikke rigtigt. Jeg prøvede på at gå over til den anden side, men det var akkurat det samme. Og kort at fortælle, jeg kom ikke ned til havnen den nat; thi det var mig plat umuligt at komme forbi de torn. Så vendte jeg om og rendte gennem tykt og tyndt, indtil jeg kom op til Jens Bøjs, de havde endnu lys tændt, der kom jeg så ind, og de fortalte siden, at jeg var så bleg i ansigtet som et lig. Hvad siger I så til dette da? Jeg har aldrig troet på sådan noget før, men siden den aften, tror jeg på det; men jeg har heller ingen sinde gået den vej om aftenen siden.

 

Det var så en spøgelseshistorie, og den kan også godt være sand, hvad jeg slet ikke tvivler noget på.

 

 

 

Forvarsler var igen noget helt andet og stod navnlig i forbindelse med dødsfald. Hvordan det forholder sig dermed, ved jeg ikke, men jeg har hørt fuldt ud pålidelige folk bekræfte rigtigheden af deres oplevelser i den retning.

Mange enker efter druknede eller forliste søfolk har fortalt mig, hvordan de ganske tydeligt har hørt deres mænd kalde på sig ved nattetide, sommetider ledsaget af en banken på vinduet. Dødsfald i familien har også ofte forud været varslet, hvorom jeg har hørt en masse fortællinger, der dog alle ligner hinanden i hovedtrækkene. Selv har jeg dog intet oplevet i den retning, men digteren siger jo, ”at der findes noget mellem himmel og jord, som vi med vor skolevisdom ikke drømmer om”.

 

Mange, især af kvinderne, var ”synsk”, en gave, som måtte være til stor plage for vedkommende, da hun kunne se alle ligskarer, og det endda ved højlys dag. Flere af disse kvinder har jeg selv kendt og hørt dem fortælle om deres syner, de kunne kende alle folk i ligskaren og beskrive deres gang, klædedragt m. m. At møde en sådan ”ligskare” om aftenen på kirkevejen og ikke kunne komme hurtigt nok af vejen, var ensbetydende med, at man med eller mod sin vilje måtte følge med til kirkelågen, og først der blev man udløst.

Af gengangere var der ligeledes mange i ældre tider, og mange steder var, hvor ”det ikke gik rigtigt til”; ja, en gammel sømand, nabo til mine forældre, har mødt mange underlige skikkelser ved nattetid, både gengangere og spøgelser, men det værste, der hændte ham, var den aften, da han mødte en hovedløs kalv med den gloende tunge ud af halsen; men den gang var han rigtig nok også bange.

 

Hvor nu alle disse gespenster er blevet af, er ikke godt at vide. Jeg tænker, de har trukket sig tilbage til andre mørke afkroge, fornærmet over den megen tvivl og vantro, som nutiden møder frem med, og måske har de heller ikke kunnet tåle osen fra de mange petroleumslamper, både store og små der nu kaster deres lys helt hen i krogene, hvor de helst holdt til. De gamle tællepråses tid med halvmørke inde i stuen og helmørke udenfor, er forbi, det afgav jo helt anderledes gode livsbetingelser for de sarte lyssky væsener, der pænt skulle være hjemme inden hanegal.

 

 

 

Gregers Peter Sonnichsen var født den 16. april 1886, som søn af skibsfører og lods, Jacob Thomsen og Marensine Gregersen. Familien boede på Willemoesvej 8 i Nordby. Gregers P. Thomsen var førstelærer og kirkesanger i Sønderho og han fortæller:

”Far skrev altid et lille brev til hver af os børn, når han var på varmen, og det endte altid således: »Din tro indtil døden hengivne fader Jakob Thomsen.« - Vi mistede en søster i denne periode, som hed Petrea. Hun var 13 år og skulle konfirmeres, gik til præst. Hun blev syg af blindtarmsbetændelse, der gik over til bughindebetændelse. Man kendte ikke herovre til operationer dengang. Hun døde d. 29. jan. en måned før sin fødselsdag. Det mærkede min far, mens han var ud for Sct. Helena. Han skriver til mor i sit brev: »Jeg så lille Petrea foran mig. Jeg ku' ikke sove, - ja jeg græd ved synet. Hun er vel ikke død!« - Mors brev, som han fik i Maccassa, meddelte at hun var død ved den tid, da han havde drømt og skrevet. Det var et hårdt slag for dem begge, men bedstefar og tante Grethe var en stor støtte for mor i den svære tid derefter.

 

Nu kommer jeg til at tænke på fars synske evner, eller hvad de hedder. Nogle kalder det jo telepati, men far har haft andre lignende oplevelser, som ikke kan være telepati, han selv snakkede dog om, at han vist nok var det, der hedder synsk. Han oplevede som ung matros på et tysk skib, mens han var til vejrs, at han så en ung letmatros ved navn Wilhelm dumdristig balancere ude på bovspyddet, og han råbte til ham: »Kan du lade være med de narrestreger, Wilhelm!« - Det var ved nattetide, men da han sku' afløses, til sin frivagt og gik ned for at purre , lå Wilhelm i sin køje og sov. Og han havde rigtigt set ham deroppe. Næste dag faldt Wilhelm ned fra bovspyddet og druknede. Det må være det, man kalde forvarsel.

 

Mors far havde også noget af det: Han lå med sit skib i Thisted og sov i land (han var Fannik) ved siden af en stor sal i en kro. Om natten vågnede han ved at høre salmesang, og idet han lukker døren op til salen, var denne fuld af mennesker omkring en kiste. Ved næste rejse boede han atter der, og værten døde, og lå da lig i denne sal. Da oplevede han nøjagtigt det, han havde drømt. Personlig har jeg oplevet noget lignende. Det må høre ind her: Min kusine, som stod mig meget nær i min ungdom, kom hjem fra København og var meget syg. Grædende fortalte hun mig, at hun skulle på hospitalet. Hun var 36 år. Mens hun lå der, drømte jeg, at jeg kørte i rasende fart med en vogn og med et tog. Næste formiddag blev der ringet efter onkel Peter, hendes far, som var på høbjergning med sønnen ude ved Fuglekøjerne. Der blev sagt, skynd jer, hun er døende. Jeg for ned på gaden og anråbte den første vogn, jeg så. Bad ham så vende i en fart og køre mig alt hvad remmer og tøj ku' holde til Fuglekøjen. Det gjaldt jo liv og død. Vi fik så fat i onkel og sejlede med extradamper, men nåede ikke at sige farvel til hende. Og i drømmen ku' jeg ikke køre hurtigt nok, sprang over stok og sten og nåede det ikke i drømmen. Så sker det, at hendes mand bad mig om at følge med op til præsten og graveren ang. begravelsen. På vejen hjem fra præstegården møder vi organisten, en dame, for opadgående til præsten, mens vi fortsatte for nedadgående hen til graveren, der arbejdede på kirkegården. Mens vi sådan står der i mørkningen, om sommeren, og taler med graveren, hører vi orgelspil og salmesang fra kirken. Jeg kendte melodien: »Herre, jeg har handlet ilde.« Der var intet lys i kirken; det kan ikke have været organisten, og hvem var det, der sang? Jeg brød mig ikke om at gå ind, - vi hørte det alle. Denne melodi blev sunget til hendes begravelse, med en anden tekst. Jeg var dybt grebet og glemmer det aldrig. Jeg ku' ikke tænke mig at gå ind i kirken. Ikke ved mørke eller om natten i Nordby hvor jeg har haft min barndom, og hvor jeg er født. Men det har aldrig generet mig at gå i Sønderho kirke, hvor jeg ingen forfædre eller tilknytning har.

 

 

 

Alt den slags overtro og synskhed ligger til øen. Den kendte lokalhistoriker H. P. Hansen i Herning har bedt mig om at fortælle, hvad jeg kendte af andre tilfælde. Her fra Sønderho henvendte jeg mig til graveren Lille Peters Jens, og spurgte ham om han havde oplevet noget i eller ved kirken.

 

Men dertil svarede han nej! Derimod havde han som jæger et mærkeligt tilfælde. Det var måneskin og så klart, at han ku' se en 10-øre på jorden. Han kom nede fra havnen og gik op mod byens centrum, da han ser en stor skare sortklædte mennesker. Han sagde til sig selv: »Jeg kan ikke være bekendt at gå en anden vej hjem, end jeg plejer. Jeg tog et godt tag i mit gevær for at stive mig af, og så gik jeg lige imod ligskaren.

Og pludselig forsvandt den, da jeg kom til mejeriet. Kort efter blev en søn af købmanden på dette hjørne begravet under meget stor deltagelse.

 

Vor gamle faktotum, Møller Anton, kom engang til mig og sagde:» Thomsen jeg har set Guds ”finger.” (mærket). »Nå, har du det Anton!« «Jo, jeg stod og slog græs med min store le. Pludselig mærker jeg et stød på min venstre skulder, og da jeg vender mig om, står der et lille barn lige ved spidsen af min store le. Var det ikke Guds finger, jeg mærkede, Lærer Thomsen, for der stod ingen, der ku' nå mi skulder! « »Jo,« svarede jeg, »det er der ingen tvivl om.« Ved et strøg til med leen ville den lille være blevet spiddet! Anton var en enfoldig, men på mange måder begavet original.”      

           

Når skipperen var på langfart, var der altid en del at tage kende, mærke af. Kom fugle og satte sig på skibet, måtte man ikke røre dem, det var onde ånder, og gjorde man dem fortræd, blev det uvejr. Omvendt fortælles, at kunne man fange duer og andre fugle, der sætter sig i rigningen, og man beholder et af dens ben, ville lykken stadig følge skibet, så længe benet var i behold. Man kunne fremskaffe storm blot ved at fløjte. Var det vindstille, sagde man: »Gå hen og krads i masten«; det hjalp, når nogen gjorde det. Det var også godt at lægge mærke til skibskatten; man sagde, at den kradsede for uvejr; det plejede at passe i de fleste tilfælde. Ellers tog man mest varsel om uvejr eller vindretning af skymassernes lejring eller af sol og måne; så man fx. »solulve« (d. v. s. afbrudte stykker af regnbuen), varslede det uvejr. 

 

 

 

 

    Efter folkemunde ved Lambert Hansen.

 

Den gamle tro på hekse og troldtøj samt varsler er vel næppe helt udryddet på Fanø endnu lige så lidt som andre steder; men den blomstrer heldigvis ikke i den grad, som den har gjort. Oplysningen har jo på dette som på andre områder hjulpet til at klare begreberne.

 

Overtroiske forestillinger var meget almindelige hos fanøfolk i gamle dage, og i min barndom har jeg hørt ældre folk, som fra deres ungdom ved at berette om mange ting, som ikke gik rigtig til. Der var dem, som kunne slå deres medmennesker med trold­dom, ja, der var endog personer med såkaldt »ondt blik«, hvorved man forstå, at de kan gøre mennesker skade alene ved at se på dem. Der var således en gammel kone, som søfolkene ikke måtte møde på deres vej til skibet, thi det var ondt varsel, og de søfolk, hendes øjne faldt på, fik ingensinde deres hjem at se mere. En af øens præster kaldte den slags kvin­der efter fransk betegnelse »jettetores«.

 

Der var også onde mennesker, som kunne gøre dyrene skade og tage mælken fra køerne eller fordærve fløden, så der ikke kunne laves smør af den.

 

For at finde en tyv satte man i gamle dage en sold i bevægelse på en saks, og man opremsede så navnene på dem, som mistænktes for at have stjålet den savnede genstand. Den person, som soldet så standsede for, var den skyldige, og jeg har hørt folk påstå, at soldet har standset ved den rette.

 

I gamle dage, endog i min barn­domstid, benyttede fanøfolk altid, når man havde æltet smør i krukker, at sætte kors tegn i smørret. Det havde efter hin tids opfattelse sin betydning som et værn mod troldtøj.

 

Småbørn sagde man i hin tid om, at de var »forgjort«, når de led af kirtelsyge eller lignende. Et probat middel var, at børnene efter en eller anden klog kones forskrifter kom igennem en »sojr«, det er græstørv hentet fra kirkegården ved nattetide, og den kloges kones råd måtte følges punktligt, uden at nogen talte imens. Vorter og andre udvækster blev i hine tider »sat hen« ved at beføle et lig og påstryge vorten med den dødes hånd.

 

    En kone havde engang mange tanker om, at det ikke var rigtig fat med hendes ko, som stod nær kælvning, da den stod mange dage over tiden. Derfor søgte hun råd hos en bekendt klog kone, hvis virken i så henseende var almindelig bekendt. Hendes navn var Karen Lund, almindeligt kaldet Pejr Lund Karen Jes Knudsen. Her at nævne navne finder jeg ikke an­ledning til, da tidsrummet ligger for nær tilbage, og eftersom slægt og på­rørende er bosat i Sønderho og an­dre steder. Dog skal jeg her nævne Karen Lund, almindelig kaldet Pe­der Lunds Karen. Hun var klogere end den klogeste mand, ligesom hun også af datidens klogeste koner var den ypperste. Hun var særlig i det 19. århundredes sidste halvdel meget søgt, ikke blot på Fanø, men også på Mandø. Rømø og fastlandet. Hun gav navnlig råd i sygdomstilfælde, og jeg har talt med flere, som hun har ku­reret efter eget sigende. En ung sø­mand fik hver dag på en bestemt tid hovedpine og følte sig da meget util­pas. Han prøvede læger både her og der uden resultat. Så på anmodning af en af hans slægtninge søgte han Karen Lund om råd. Hun gav ham en flaske medicin, tillavet af hende selv, og dertil gav hun ham nogle for­skrifter, han havde at følge, Efter kort tids forløb følte han sig friet for hovedpinen og blev godt tilpas.

 

En skipperkone i Sønderho fødte barn; men barnet ville på ingen måde til brystet. Moderen fik som følge deraf »ondt for mælken« og helt dårlig; så hentede man Karen Lund, som for­klarede moderen, at barnet var »for­gjort«, men efter at have givet sine råd krævede hun bestemt, at når nu der samme nat lige ved midnat kom en kone og bankede på døren, så måtte hun ikke lukke ind. Mærkeligt nok. kom der en ved midnatstide på slaget 12 og bankede på skipperkonens dør; men om det var Karen Lund eller en anden kvinde, derom kan intet oplyses. Når der ikke kunne kærnes smør, eller koen gav »blå­mælk«, blev Karen Lund hentet, og hendes råd hjalp som regel. Mikkel Grøn og flere kunne hun kurere for tandpine. Tofts Ann Kjestin, gift med klitfoged Jens Lydom, kurerede hun for »sting« m. m.

I øvrigt for »sølle øjen« var der en mand, som gav det bedste råd, og det var at hænge guldringe i ørerne. Han påstod, at det er et middel til at få vorter kvit, når man tager et stykke flæskesvær og stryger vorterne der­med, dernæst må man stiltiende hen­lægge nævnte stykke i kisten ved et lig. 

 

 

    

Styrmand Jens Hansens enke, der døde her for et par år siden, brugte i mange år en hanehale i sit hovedtøj (hun brugte nationaldragten) for at blive kvit af »rosen«.

En gammel mand, der var i familie med en af de »kloge«, kunne læge »jægt« (gigt) bort og brugte følgende formular: »Jeg læser over dig for den flyvende jægt og den flyvende værk, for den fly­vende mår. Flyv den flyvende jægt, flyv den flyvende mår ned i den sorte jord og ikke mere ondt gøre. l navnet Gud Fader, Gud Søn og Gud Hellig­ånd«.

 

En kone der mente at være en heks, kunne »forgøre« en bøsse. Det hed sig, at hun bøjede sig ned på jorden og gjorde en krans på jorden med en kniv på det sted, hvor manden står med sin bøsse. Kun en klog mand kunne frigøre en sådan bøsse ved at lægge en sølvknap i den på en bestemt tid og på en bestemt måde.

 

Det eneste virksomme middel, der var mod heksene, var at kaste salt på dem. Kom en heks eller et andet menneske, mor havde onde tanker om, husker jeg, at hun nok skulle skynde sig, inden de kom ud af vort hjem, at kaste salt på vedkommende, thi så kunne intet ondt ske.

 

l modsætning til de ondsindede ellefolk og nisser, der fortælles huse­rede på fastlandet i gamle dage, troede folk på Fanø, at naturen var befolket med mærkelige dyreskikkelser og spøgelser. I dalene og på markerne visse steder på øen færdedes hoved­løse heste og ”bjergkatte”. Det var ikke behageligt at møde slige uhyrer, derfor holdt folk ikke af at færdes slige steder om aftenen; men de uhyg­geligste af alle skikkelser var gen­gangere.

Et skarnsmenneske kunne ikke finde ro i sin grav, men måtte ”gå igen”. Var det en sølle stakkel, som tog sig selv af dage, kunne man være sikker på, at han kom til at gå igen, og det var højst uhyggeligt at bo i det hus, hvor han havde udført sin fortvivlede gerning, thi han spøgede der en bestemt tid. 

 

    I ”Krugedal” i nærheden af ”Kåverbjerget” gik i gamle dage tre hvide jomfruer, og folk var da bange for at færdes på dette sted ved nattetid, når tre hvide skikkelser vandrede der. Så hændte det sig, at en gammel mand fra Søn­derho en mørk aften var kommet no­get sent fra stranden med en børn strandtræ på ryggen. Byrden var tung, og langsomt vandt han frem gennem det bløde sand, træt som han var. Han satte sig. derfor på en af klitterne for at hvile sig med sin tunge byrde; men da kom de tre skik­kelser gående hen ad ”»Krugedal”. Manden var netop i lag med at ville svinge sin tunge byrde op på sin ryg for at fortsætte vandringen og ud­brød sukkende: ”Gud hjælpe os alle”. Straks, han havde sagt disse ord, var der en af de tre skikkelser, som sva­rede: ”Den bøn har vi i åringer gået og ventet på, og nu skal du have tak for dine ord både for dig selv og os”. Nu forsvandt de tre skikkelser, og for eftertiden kan enhver færdes i ”Krugedal” ved nattetide.

 

Mikkel Grøns enke, der døde 1905, henved 80 år gammel, fortalte, at hun en aften kom ude fra helmplantning sammen med en anden kone havde set en mand, en genganger, der gik eller rettere sneg sig hen ad jorden efter stranden til. Samme enke var en gang ude ved stranden at hente helme til brændsel. Som hun gik derude mellem klitterne, hørte hun stemmer fra stranden, først sagte, og så blev det til skænderi og til sidst til lyd.

 

Karen Jensen, »Karen Kaal« kal­det, fortæller om engang hun gik til Nordby fra et besøg i Sønderho. Det var sent på aftenen og noget mørkt, da hun kom til ”Pisbjerget” lige udenfor plantørboligen, som ikke fandtes dengang. Hun så noget henne på vejen en sort og en hvid skikkelse; men til sidst forsvandt den sorte skik­kelse, og da hun kom hen til stedet også den anden.

 

 

    

Snedker Niels J. Clausen, der døde for ca. 20 år siden, fortalte, at han lige efter krigsåret 1864 en aften hav­de stået hjemme og set, at det var, som om den sydligste del af Sønderho havde stået i lys lue. Han gik så ned til den del af byen; men alt lå hen som sædvanlig, og der var ingen ild at se. Han havde da forstået, at det var ”forvarsel”; men så tyve år efter brændte Mads Frandsen Jukes (?) hus, og ildskæret var så voldsomt i den mørke aften, at det fra Clausens hjem tog sig ud, som om det halve Sønderho brændte i lys lue. Clausen og mange gamle folk på hin tid for­talte ofte om, at der gik ”forvarsler” for alt, hvad der skete af betydning, fx. dødsfald, ulykkestilfælde, ilde­brand og lignende. C. fortalte, at han ofte havde set lys på steder i havnen, hvor i alt fald i et tilfælde der var druknet en mand på det sted, hvor han mente gang på gang i de mørke nætter at have set lys. Flere gange, når der skete dødsfald, fortalte han om at have set ”ligskarer”, således en aften. han kom fra arbejde hos Laust Wollesen, mødte han en ligskare og måtte gå ud fra vejen.

 

I Jens Lydoms hus spøgte det i sid­ste halvdel af forrige århundrede; det hed sig, at det var svigerfaderen, L. B., som gik igen, han var nemlig fri­murer, og hans ”frimurertegn” var ikke kommet med i hans grav, så måtte Jens Lydoms kone sammen med pastor Hilde, sognepræsten, en aften ud på kirkegården med sagerne, men­tes der, og efter den tid mærkedes spøgeriet ikke.

 

I ”Vindgat” og ”Oles Toft” gik en hovedløs hest, i Kalvekrogen myldrede det med kalve. Skipper Sonnich Thomsen, barnefødt i Sønderho, men død i København for nogle år siden, gik som dreng hjem fra Nordby sammen med en kammerat. I nærheden af den tredje bro så de en bjergnisse, en lille mand med en rød, spids hue på hovedet. I skibene var der også somme tider set en nisse; men som nævnte tilfælde ved den tredje bro og så en enkelt skibsnisse er der ellers ikke fortalt mig noget om nisser.

 

    En snedker, som lavede ligkister, fortalte gerne forud, hvor han skulle hente træet til en ligkiste, almindeligt i det hjem, hvor dødsfaldet var sket, thi dengang var der ikke tømmerhandlere i hver by sådan. som nu, og så måtte folk være belavet på selv at have forsyning. Nævnte snedker var så ”synsk”, at han almindeligt på forhånd fortalte om at have set brædder til en ligkiste. Således fortalte han om et bestemt hus en aften at have set brædder stående op til hu­set, og det skete virkelig også således.

Det sted døde. manden, og ud på aftenen blev brædderne hentet ud fra lof­tet og sat op mod taget på det sted, han havde set, og det var også denne aften klart måneskin, akkurat som han havde forudsagt.

 

Til Sct. Hans knytter sig det sagn, at når et skib eller fiskerbåd bestod af træ, om det så var et eneste brædt, som var fældet Sct. Hans aften, var et sådant fartøj viet til undergang, og blevet skib i havn forladt af rotter, var det for søfolk i ældre tid et sik­kert tegn på skibets forlis på rejsen fra denne havn.

 

Gamle Niels Mandø kunne forudsige dødsfald i forskel­lige hjem, hvorfra han havde set ligskarer ved aftenstide. En nabokone­ til ham kunne også fortælle om en ligskare; hun kunne tælle, hvor mange af mændene der havde »højhatte«(silkehatte) på. Klitfoged Laurids Harby fortæller, at han som 20-årig mand i halvfjerdserne en måneklar aften gik forbi kirkegården, og da han ville skyde genvej ind mod stien forbi præstegården, blev det pludseligt mørkt, og det var som mærkede man noget bevæge sig i mørket. Så blev han bange og troede, det var et spøgelse, og så vendte han om og gik en anden vej ad hjemmet til.

 

 

 

Afdøde styrmand Jes A. Pedersen mødte, efter at det var blevet mørkt, en ligskare og blev forvildet, og det var, som der gik en flok mus over ham. En anden mand i Sønderho så også en ligskare, og han kendte fol­kene i den. Det samme kunne også gårdmand Niels Christensen i byen, som døde 1896, fortælle. En nulevende bådskipper i 70 års alderen påstår, at han som ung mødte en ligskare og måtte følge med til kirkegårdslågen.

 

Kaptajn Jes M. Knudsen, Sønder­ho, født 1842, har fortalt mig følgende tildragelse: Det var i efteråret 1872. Han gik med sit skib fra Rotterdam sammen med en anden sønderhoskipper, hvis skib for øvrigt hed »Karen« ligesom kaptajn Knudsens skib. Da skibene var kommet til søs, var havet i voldsomt oprør, og begge skibene stødte på bunden, da de befandt sig i bølgedalene. Dog fortsattes farten fremefter; men næste dags morgen, da vi var nået startpynten, og der var smult vande, satte den anden skipper, Hans Frederiksen, sin båd ud og roede hen langs siden af mit skib for at spør­ge, om vi ikke begge skulle søge ind til Plymouth for at få skibene efter­set, eftersom han formodede, at grund stødningen havde gjort skade. Vi gik så begge skibe ind i tørdok i Ply­mouth, og ved eftersynet viste det sig, at begge skibene havde fået skade. Den blev så udbedret, og vi var parat til at forlade dokken; men så blæste det en storm. Da kom F. til mig mor­genen efter og fortalte, at han havde drømt om forlis, og et ungt menneske, som sejlede med ham for flere år si­den, havde vist sig i drømmen for ham, da han forliste på Jyllands kyst, og nu sidste nat gjort nogle tegn til ham, som han opfattede som et varsel. F. ville ikke gå, før han fik det løfte, at jeg ville fortøje mit skib, da han var inde på, at havet ville bryde gen­nem dokportene. Skønt vi først gik hen og så dokportene, der efter vort skøn var solide og forsvarlige, beslut­tede vi os begge til at fortøje vore skibe. Da vi var færdig hermed, tog vi os en passiar; men så skete det skræk­kelige, at den ene dokport fløj op, og vandet styrtede ind. Nu takkede vi forsynet for, at vi fik fortøjet, ellers ville søen have knust begge skibene mod kajen. Det rygtedes snart over hele byen, hvad det var, og en mæng­de mennesker kom ned ved dokken for at se de to danske skibe, hvis førere forudså katastrofen. Bladene skrev også om tildragelsen.

 

    Fiskerne på Fanø havde i gamle da­ge en klippefast tro på, at de redska­ber, som de benyttede til fiskefangst, kunne ”forgøres” af ildesindede men­nesker; men heldigvis havde man også midler for hånden til at afslå så­danne onde anslag, Når man havde en fiskeline til en bakke eller et våd fær­digt, behøvede man blot tre gange at kaste en glød over samme. Til ”bot­linger”, en line med kroge bundet til kæppe, skulle skæres et kors neden­for det sted, linen var fastgjort til, så formåede ingen at ”forgøre” det. Et nyt garn eller line sikrede man også mod at blive ”forgjort” ved at binde et stykke jern ved det. At møde et gammelt kvindfolk på vej til fiskeri gav fiskeren den formodning, at fiskeriet ville mislykkes. Mange af de gamle fiskere kunne sommetider bruge stærke og ildeklingende ord, når de befandt sig på landjorden; men på havet, når de satte garn eller line ud, vågede de omhyggeligt over, at ingen banden eller sværgen fandt sted.

 

Om Peder Gammelby, en skibsbyg­ger, der døde i Sønderho 1846, fortæl­les, at han var en meget klog mand, men der var noget ”sært” ved ham, og folkene i byen var bange, for ham, thi man sagde, han kunne hekse: Folk und­gik ham, hvor de kunne, og selvom han havde været med til at bygge med et nyt skib, »glemte« man at indbyde ham til »rullegildet«, og hvad dermed fulgte. Et nyt skib, ­han havde været med til at bygge, skulle rulles ned og gildet holdes. ­

 

Hele grandlaget og det meste af byen var indbudt, men P. G. var som sædvanlig ”glemt”. Rullearbejdet var i gang; men så kom vanskeligheder på halvvejen, kom P. G. for og sagde til bygmesteren: ”Der er nok noget galt, og I må hellere vente, til I får mere hjælp”. - Nu troede en­hver, at P. G. var skyld deri, at arbej­det standsede med at få skibet rullet videre til sit element, og man holdt råd om, hvad der skulle gøres. Så vidste man ingen anden udvej end byde P. G. med i laget. Dette forslag blev vedta­get, og P. G. tog fat med. Så snart han kom, gik skibet fremad på ruller­ne. Skibet kom snart efter ud i sit ele­ment, og P. O. kom med til rullegildet derefter, men folk så nu venligt til ham.

 

 

    

Fanøfolk i ældre tid havde stor tro til, at drømme gik i opfyldelse, og føl­gende fortælles herom:

 

- Jes Mejnerts traf en gang på et fremmed sted en af sine landsmænd, men denne lod som han ikke kendte ham, og Mejnerts lod sig heller ikke til kende, da han ikke var fuldt klar over, om den unge mand var fra Fanø og den mands søn, han antog ham for. Thi han kendte kun den unge mand fra han var dreng, men han lignede sin fader op af dage. Flere dage i træk mødte J. M. hin unge mand og lovede sig selv, at næste gang han mødte ham, ville han give sig til kende og hilse på ham. Dog han var endnu ikke klar over, hvis søn på Fanø den unge mand var. Men om natten drømte han om ham og fik besked på, hvem der var hans fader, og det passede da også rigtigt, da han et par dage efter mødte hint unge men­neske, som var rømmet fra et Fanø­skib, hvorfor han ikke, ville give sig til kende straks. Ved at indlede en sam­tale kom de til forståelse, og han fik at vide om drømmen, hvorefter de fik et behageligt samvær.

 

Thomas Anthonisens Anne, gift med kapt. Niels Nielsen, fortæller, at hun mistede sin mand på søen i 80 ene. Netop den nat, da stormen rase­de og hendes mand samt hele skibets besætning blev begravet i bølgerne, blev hun lidt over midnat vågen, og ved at høre stormens susen blev hun ængstelig for ham. Dog efter at have våget et par timer sov hun hen og drømte, at skibet lå kæmpende med høje bølger og stærk blæst og. fyldt med vand, så besætningen måtte holde sig ved, rigningen. Pludselig kom en meget høj sø og tog, hendes mand og de andre. ud i de frådende bølger. Hun så  sin mand svømme nogle minutter, så forsvandt han, og hun hørte hans bedende stemme et øjeblik så nær, som det havde været uden for sovekamme­rets vindue. Men det var hende en trøst i sorgen, hvad hun havde drømt.

For mange år siden boede på Fanø en gårdmand Niels Winther, og da han en aften sent på efteråret gik ude i sin stald og røgtede kreaturerne, så han en flok får løbe forbi, og i den tanke, at hans egne får måske kunne være med, kaldte han på sin søn og sagde: ”Der løb en flok får forbi. Løb efter dem og se, om ikke vore to slagte­får skulle være med”. Sønnen løb efter fårene, og han blev ved at følge dem ud i klitterne, men han kunne ikke nå dem så nær, at han kunne kende dem. Da det begyndte at blive for mørkt, gav han tabt og vendte tilbage, men han havde ikke gået mange skridt, før han så en stor sort mand følge bag efter sig. Han blev ikke bange; men hvis manden var en overnaturlig skikkelse, havde han hørt fortælle, det skulle væ­re godt, at lægge sig ned og drikke noget koldt vand, hvis det var at komme ned. Da han just kom forbi en stor pyt (pøt) med vand, fulgte han sin tanke og lagde sig ned på maven og drak. Men da kom den sorte mand hen til ham og sagde, at han skulle følge ham, og drengen fulgte så i tavs­hed skikkelsen. De vandrede sammen over klitter og dale. Drengen så og kendte hver plet nøje hele vejen, men han tyktes, som om det var jævnt og fladt under hans fødder som hjemme på hans fars gulv. Omsider kom de ud på stranden, og der så han en køn kirke og rundt om den en stor mængde folk, alle sammen sorte. De gik alle ind og drev drengen med. Han satte sig ved en pille og så til. Alle de forsamlede var sorte på nær en, som var ganske hvid, og han stod foran alteret og tjente dem som deres præst. Der blev prædi­ket, afholdt altergang og barnedåb ak­kurat som i kirken på Fanø. Kirken lå langt fra strandbredden og helt ude i havet. Men nu var det ved ebbetid, dog ville han vente at følges med den hvide mand i land, thi hans moder hav­de engang sagt, at det hvide skulle der altid være noget godt ved. Den hvide mand. spurgte drengen, om han ville følge ham. Drengen rakte manden stil­tiende sin hånd, og nu så han, at de var de sidste, der gik ud af kirken. Da de var kommet lidt fra den, forsvandt lige med et hele den sorte menighed, og drengen og den hvide mand stod ganske ene. Men så myldrede en ny flok frem, som drengen antog for fjen­der af den første, og de jævnede og ødelagde kirken, mens han stod og så derpå. Så bød den hvide mand, at de skulle gå, og de gik i lige linje over bjerge og dale, men da de kom til hans faders toftedige, spurgte den hvide mand drengen, om han vidste, hvor de var. Han svarede, at det var jo ved hans faders toft, og så måtte han gå hjem. Dagen efter gik drengen til præsten i Rindby og fortalte sin hændel­se, thi han kunne ikke holde det for sig selv. Efter ærindet hos præsten var drengen munter som før; men så meget ved gamle folk at fortælle, at der har ligget en by, der skulle have heddet ”Vesterho” langt vest for Fanø - der, hvor nu skibene sejler, men den er forgået for mange år siden.

 

 


Gå til top