Stuerne i et Fanøhus

 

æ nar donsk 

 

Fra køkkenet går vi ind i nordstuen (æ nar donsk).  

Lige indenfor døren på højre hånd stod en mindre bilæggerovn. Imellem sydvæggen og ovnen var der anbragt et skab – inddelt i to dele – et mindre øverst og et større nederst. I den nederste var der mange hylder, hvis afstand ikke var større end et mælkefad lige kunne gå ind, og for at holde en passende temperatur var der boret små huller i siden ud for bilæggerovnen. Væggen bagved ovnen var beklædt med fliser og væggen på den anden side af døren kunne også være beklædt med fliser ligesom ydermuren mod nord. De to øvrige sider var træskillerum.

Den østre væg optages i hele sin bredde af to alkovesenge (æ tætseng) med to smalle sengedøre for hver alkove. 

 

taetsenge

 

 

Ved den nordre væg stod bordet og bag dette en smal bænk til børnene. Ved den vestre ende sad husmoderen i en gammeldags lænestol og rokken (æ spindhjul) stod gerne ved siden af. Ved den østre ende af bordet var mandens plads i en lænestol med rundt rygstød og spytbakken lige i nærheden. 

Et simpelt spejl med glat ramme var ophængt på pillerne mellem vinduerne, men ellers var stuen så godt som uden prydelser. Kun på bilæggerovnens overflade fandtes et par messinggenstande – enten to messingkugler på hjørnerne eller to lysestager og en morter. 

I skuffen i bordenden havde manden sine småredskaber – syl, hammer m.m. – måske også en lille kasse til barbersager. Skuffen i den anden ende var til husmoderens brug og rummede lysesaks, saks, stoppegarn og lignende. En lille fodskammel til moderen fuldførte møblementet. 

 

Æ søndre donsk 

 

Fra døren ved bilæggerovnen kommer vi ind i sydstuen (æ søndre donsk). I krogen til venstre har vi uret – oftest et fritstående ur (æ klokskaf), som var købt i Holland. Værket i disse ure var usædvanlig godt og for det meste var pendulet sat i forbindelse med små skibe, der vuggede op og ned – ligesom skibe i søgang. Uret kunne også være en Bornholmer eller et Varde ur uden skab. 

I fortsættelse af uret kommer døren ind til storstuen og så en skillevæg – udfra denne havde slagbænken sin plads og efter den kom hjørneskabet (æ hønskaf). Dette havde altid små ruder foroven med hylder til teskeer, sølvskeer, flasker til rom, små snapseglas og det kønneste man havde af kopper og kaffekander. Ejede man to dragkister, havde den ene nu sin plads, hvor slagbænken stod, og denne blev så anbragt ved sydvæggen – bag ved bordet. På dragkisten anbragtes en del porcelænsgenstande. På væggen over dragkisten hang sædvanligvis et billede af mandens skib og ofte et bindebrev foræret til konen til en fødselsdag

 

 

 

 

Soenderho-Skipperhus 9

 

skab 2

 

 

På sydvæggen – vinduesvæggen, fandtes gerne et spejl – nok så fint som det i den nordre stue, men ellers ingen pynt – næppe nok gardiner. Om aftenen når lyset tændtes, hængtes blot et klæde for vinduerne, disse nedtoges om morgenen og pænt sammenlagte lagt under hynderne på en af stolene. 

Ved nordvæggen var der en alkoveseng med døre for. Mod vest har vi døren der fører ud til forstuen. 

Ved siden af alkoven står en bilæggerovn. Denne er lidt større end ovnen i nordstuen, og samme udsmykning foroven som den. Et lille messingfyrfad til kongerøgelse hang på et søm i nærheden. Ejede man et bækken, havde det sin plads mellem ovnen og døren. Bagvæggen ved bilæggeren var beklædt med fliser og der var en skuffe under ovnen til at tørre tøj i. den var desuden på siderne dekoreret med figurer, ofte af bibelske motiver. Oven på var messingknapper og desuden store messingtallerkener eller anden pynt. 

Tidligere kendte man ikke til at fyre med kul, ligesom petroleum, gas og elektricitet naturligvis var ganske ukendt. Tørv (klyne), lyng og kogødning (kassing) samt træ, der drev i land på stranden, nedbrudte fartøjer og spåner fra nybygninger var den brændsel der brugtes. 

 

 

 

Til belysning havde man tranlampen med væge enten af siv, hentet fra marken, eller tvist, som man enten købte eller selv spandt af bomuld, dette brugtes også i tællelys, som man selv støbte af kotalg, der blev smeltet. Formene var enten af blik eller glas. Havde man efter en slagtning en større beholdning af talg, brugtes en roterende indretning over en stor balje vand, hvori formene afkøledes efter at talgen var hældt i, og på den måde støbtes en større beholdning på én gang. 

På stranden fandt man af og til stearinlys, som altid blev gemt til den dag, man skulle have sypiger, det var en hel herlighed at have et sådant lys på bordet, det lyste bedre, og man kunne selv se ved et andet større bord at læse, strikke, spille kort m.m. 

Tranen til lampen fik man af leveren fra torsk og hvillinger samt fra sælhunde og marsvin, som dengang hyppigt fangedes ved øen. 

De velhavende folk stak om aftenen en klyne ind i ovnen, der så under aften kunne holde gløder hele natten, derved havde man altid ild, som de lange svovlstikker, man den gang havde, eller en tælleprås, en lang væge gennemtruffen med talg, kunne tændes ved. Om morgenen kom fattige folk, der ikke havde råd til at ofre en klyne om natten og fik en glød i en træsko for at få ild tændt hjemme. Strygetændstikker kendtes dengang ikke, endnu i 1850’erne var det en mærkelighed, som bissekræmmeren brovtede med ved at tilbyde svovlstikker, der kunne tænde uden ild. Ethvert hus og skib havde den gang fyrtøj (et stykke stål, tønder m.m.). 

Til en husstand på seks personer brugtes almindelig 5 á 6 læs klyne, et læs lyng og 1 læs tørv. Klynen kom altid fra fastlandet i lægtere, den kørtes for det meste hjem på trillebør, men blev fragtet i kurve, hvis husene lå nær ved havnen. Det hele besørgedes mest af kvinder og børn. 

Hø, hvoraf der bragtes mange ladninger til øen, bragtes i land i lagener, den ene familie hjalp den anden, og det hele blev anset for en fest. 

De fleste bryggede også dengang selv deres øl, ja nogle endog brændevin, skønt det var forbudt såvel at tilvirke den som at sælge den, da der var monopol. 

Lerpotter og gryder brugtes mest den gang, selv pandekagepander var af ler, og ligeledes en, der brugtes til at skrumpe kaffegrums i. Kobberkedler var dog almindelig, særlig i skipperhjem, de bragtes særlig med fra Holland, og Theurner af messing fandtes i flere huse ligesom bækkener, vægte, alenstok m.m. Alt sammen havde det sin faste plads i stuen og køkkenet. 

 

PICT0096

 

I de ældre huse fandtes tallerkener opsat rundt under loftet, ligesom andre fajancefigurer var opstillet på dragkisten eller skabe med glasruder. Til opbevaring af tøj og madvarer fandtes store kister, som ofte var smukt udskåret på låget og forsiden, de forsvandt efterhånden og måtte give plads til chatol og sofaer, ligeledes løjbænken, der kunne trækkes ud og om natten afgive soveplads for 3 – 4 drenge og piger. De lukkede senge med tværkøje til favoritten og hylden til rugbrød samt til kartofler (jordævler) underneden forsvandt også, ligeledes kridthuset, lysesatsen, træske med blanke messingringe og knap, hovedvandsæg, som i fortiden var nødvendighedsgenstande, er nu borte. Bordet i æ søndre donsk stod ved sydvæggen og havde almindeligvis et slag (æ buersla) på hver side, som kunne slås op. Billeder var yderst sjældne, men ellers var der i denne stue samlet alt hvad huset ejede af kønne ting, hvorfor den egentlig burde hedde den pæne stue. Nordstuen var nærmest en dagligstue, hvor man spiste og arbejdede om aftenen.

 

DCP00440

 

DCP00443

 

 

 

 


Gå til top