Ø-listen 

I kong Valdemar Sejrs jordebog er der i jagtøjemed optaget en liste – ”Ø-listen”, en fortegnelse over alle mindre øer med angivelse af, hvad vildt, der findes på hvert sted. På Fanø mener man at der var tale om jagt efter fuglevildt. I præsteberetningen af 20. august 1743 hedder det: ”Af fuglevildt er der en del, men allermest af de, som opholder sig ved vandet, thi ses i Efterhøsten en stor mængde af vilde ænder og gæs”. 

Ældre beretninger om jagt. 

De ældste beretninger vi har om jagten på trækfugle, går ud på at de blev fanget i net af forskellige slags. I en beretning fra 1791 fra pastor O.T. Foss, Sønderho, hedder det om fuglevildtet:

”Af Fjedervildt er vel mange og mange slags heraf  (skjønt der fanges og skydes ikkun faa, saasom Vildænder, Regnspover, Smender, Brokfugle, Strandmåger foruden mange andre arter og slags ved strandbredden, både til Øster og ved Vester Havet”.

Røy-Gjæs garn. 

Den bedste fangstmetode, man anvendte på den tid var de såkaldte ”Røy-Gjæs”- garn, som blev sat på sande eller grunde: Trinden eller Kielsandet. Man stillede disse garn så tilpas højt, at de ikke kom under vand ved normalt højvande, og om efteråret kunne man ”fange” en flok på 10. Røjgæsgarn blev anvendt til omkring århundredskiftet. Nogle betragtede det som dyrplageri, idet fuglene kunne hænge i garnet en rum tid. 

En anden fangstmåde, var at stille et garn ud i et flodsted kaldet Tues og Gjerlufs Dale, hvor der om efteråret plejede at stå vand. Garnet havde et tov i hver ende, hvoraf den ene var fæstet i floden og den anden til et skjul, som man gemte sig i. Når fuglene søger ind til vandet og kan nås med garnet, kan fangerne sænke det ned over dem. Der kan på en nat fanges mellem 20 – 30 ænder. 

Ældre folk fortæller at fangsten med net i floderne blev stoppet, idet en toldassistent Feerup i 1824 kom til Sønderho, og han ville hellere jage med bøsse, og derved skræmte han fuglene væk fra floderne.

Den første Fuglekøje 1866. 

Men der var stadig tanker om at kunne fange en del af de hundrede tusinde vildænder der om efteråret slog sig ned et par dage i bugten på Fanøs østkyst og derefter blev afløst af et nyt træk. 

Nogle mænd i Sønderho, skibsfører Thomas J. Anthonisen, gårdejerne Søren Larsen og Mads Sørensen anlagde derfor i 1866 en fuglekøje. Disse har været kendt på de frisiske øer, i Holland og Belgien samt i England langt tilbage i tiden. På Föhr anlagdes den første køje omkring 1713, i 1748 den anden og den tredje anlagdes på Vesterland Föhr i 1766. 

Omkring 1930 havde Tyskland 11 køjer i brug med en gennemsnitlig årlig afkastning på omkring 40.000 ænder; i Belgien var der 4 køjer; England havde ikke mindre end 21 køjer, der dog alle er af mindre dimensioner, og som kun gav 500 ænder årligt, idet de engelske køjer blev drevet som sport og ikke som et egenligt erhverv. 

De fleste køjer fandtes i Holland, her var der ikke færre end 145. Det årlige gennemsnitsudbytte var på 300.000 ænder. Det var hovedsageligt stokænder, krikænder og pibeænder. 

Fanøs fuglekøjer fordeler sig på en ved Albuebugten og er anlagt omkring 1880 og kaldtes almindeligt for Thyssens Køje, fordi møller D. Thyssen var foregangsmand for dens anlæg og havde store økonomiske interesser i den. 

En anden ligger noget sydligere og blev anlagt i 1866 i ”Chresten Ibsens Sande”, mens en tredje, anlagt i 1888,ligger endnu sydligere og blev anlagt af familien Knudsen i Sønderho.

Ved den landevej, der nu løber i lige stræk mellem Nordby og Sønderho, står der syv kilometer fra færgelejet et skilt, der viser ind til Nordby fuglekøje. Et par kilometer længere fremme står et andet, der viser ind til Sønderhos. Vejen til Nordbys går gennem tæt klitplantage ud til Annesdal og Albuebugten. Den anden er et stispor gennem et brunt lyngland med stubbe af hjælme og sandskæg, mindre vildsomt end fredningen vest for vejen, men klart nok en del af det samme stivnede landskab over øens midte. 

Albuens knap otte hundrede hektar søterritorium og godt firs hektar landareal er vildtreservat nu. Rørskovene ude i marsken høstes om vinteren, og sjapper man gennem stubbene i sølet af klæg og vand en forårsaften ved stigende flod, kan man opleve sværme af ryler vende sig i sekundkorte, hvidnende lysglimt på himlen og klyder pusle fugl ved fugl på vaden, fejende med de krumt opadbøjede næb efter dyndsnegle og småkravl i pytterne. Det er forårsdage og om efteråret, her vrimler af fugle. Rødben og spover raster, og tusindtallige, himmelformørkende flokke af pibeænder og strandskader. 

Viberne befolker de små markstumper, som hist og her er skåret ud af hedelandskabet, tålmodigt plejede engang med tang og affald fra fiskeriet og nu fenner til ungkvæg og fårehold. Her sværmer dobbeltbekkasiner om Hvidbjergs og Knudtoft Bjergs toppe på heden. Det er hanner, der styrtdykker med vibrerende halefjer, mens hunnerne lokker fra siv og tuer. 

Men det er ikke for ynglefuglenes skyld, den lavvandede bugt og strandengene er gjort til reservat, det er for trækket af vadefugle og svømmeænder. De kommer fra Sydeuropa, Frankrigs Atlanterhavskyster og de belgiske og hollandske vader og har lange veje bag sig og foran. Pibeanden med de hvide felter på forvingerne og hannernes brune hoveder skal så langt nordpå som Island og tundraerne langs Barentshavet. Lille kobbersneppe passerer Vadehavet undervejs fra Englands og sågar Spaniens atlanterhavskyster undervejs mod Murmansk og Hvidehavet, mens store kobbersneppe kommer fra middelhavskysterne for at yngle på strandenge i Danmark og ind langs Østersøen og Finskebugten. I dagevis og måske uger har de haft land under sig og få muligheder for at søge føde. De er brudt op i samlede sværme, der splittes i flokke med større og større afstand imellem sig, efterhånden som dagene og nætterne over land går og trækket vælter frem over en spredt og bredere og bredere front, uophørligt og uden rast, fordi her ikke rigtig er noget at raste på, før de når Nordsøkysten. Dér slår flokkene sig ned og vokser igen til sværme, der hviler på de tørlagte vader og tager al den føde til sig, der findes her og i specielt den størrelse, konsistens og dybde, de har næb og sanser til at opsøge: dyndsnegle og slikkrebs til rylerne, muslinger til strandskader og kobbersnepper og frisk ålegræs til pibe- og krikænder. 

Uden Vadehavets tidevandskyster fra Den Helder over de vest- og østfrisiske øer, Weser, Elben og Ejders mundinger og de nordfrisiske øer og halliger fra Nordstrand til Sild, samt den danske del af dette vadehav fra Jordsand op til Blåvands Huk, ville disse fuglemyriader gå til grunde og jordens fauna lide ubodelig skade. Det er her, det danske vadehav har sin nøgleposition som nordligste og sidste store rasteplads for disse sommergæster på vore egne strande og de nordskandinaviske og arktiske. Hvor de kommer fra og hvor de flyver hen, var for mindre end hundrede år siden en af naturens hemmeligheder. Fjælede de sig til havs om vinteren? Om storken havde man hørt, at den gik i Faraos moser, hvad danske storke nu aldrig har brugt, men viben, sagde folk, den tog i hvert fald et strå i næbbet, når høstakkene var af markerne, krøb i mosevæld og dynd og blev dér til natten før Sankt Peders dag den femogtyvende januar. 

En fuglekøje dækker ca. 4 Td. Land. Centrum er en stor fire- eller sekskantet dam, omgivet af volde der er beplantet med lave buske. Fra hver af dammens hjørner løber der en bueformet vandfyldt kanal (kaldet piber), hvis kanter er dækket af høje træer. Kanalen er i lige længde ca. 33 meter lang. Uden om dammen er der plantet træer af forskellige arter. Vandets dybde i selve dammen er ca. 1 til 1 ½ meter. Kanalerne er dækket med trådnet og ender i en ruse, hvori ænderne havner, enten drevne eller lokket derop af fangemesteren. Langs kanalens ene side er der jordvolde, og på den anden side er der opsat en slags skærme af tagrør, høje nok til at gemme fangstmanden. 

Ideen bag fuglekøjerne var, at en flok ænder blev gjort så tamme, at de ikke fløj bort fra køjerne, hvor fangstmanden havde vænnet dem til at blive fodret ved et bestemt fløjt. Lokkeænderne blev hvert år ved fangsttidens begyndelse i august, indfanget og ca. 150 – 200 ænder blev anbragt i ”Tæmmerum”, det var små stråtækkede huse med lys fra oven, som var opstillet mellem træerne et stykke fra dammen. Der var en lille dam i tæmmerummet og her tilvænnedes ænderne til at æde byg. 

Efter ca. 3 uger, når ænderne var  færdig med dressuren, mærkedes de med huller i tæernes svømmehud. Hver køje i Danmark og udlandet havde sit bestemte mærke, og ejendomsretten blev respekteret, sådan at hvis fremmede lokkeænder, efter fældningen fik de stækkede vinger udvokset, kommer de i en anden køje, bliver de sluppet fri igen. 

Efter mærkningen bliver de tæmmede ænder sluppet ud i dammen, hvor de dagligt fodres med byg og næsten lærer fangstmanden at kende. Ved en svag, bestemt lille fløjtetone fra fangemesteren, møder alle ænderne til fodringstid. Nu er fangemesteren nået så vidt i dressuren, at der kan tænkes på fangst. 

Fangemesteren må passe på altid at have det samme tøj på, idet ænderne har en fin lugtesans. Tøjet bliver kun brugt i køjen. Fangemesteren må bevæge sig lydløst og sikkert og passe på, at han ikke skræmmer andre fugle eller dyr, der opholder sig i eller ved køjen, idet de ellers ved deres advarselsskrig eller flugt kan få hele den fremmede andeflok i dammen til at lette og forsvinde. 

Fangemesteren medfører altid et stenkrus, hvori der er lagt nogen gløder af en bestemt og ensartet slags tørv, hvis røg bevirker, at ænderne ikke kan lugte ham. 

Mange af lokkeænderne overvintrer i køjen og bliver de følgende år brugt som trækænder. Trækænderne der er fuldt fortrolige med alt, der forgår i og uden for køjerne og er kendt med det gode madsted på vaderne ved ebbe, samles derude som frie fugle med deres kammerater, der er på træk. Når så de store andeflokke letter, agerer trækænderne som anførere og leder dem til fuglekøjen. Her venter fangemesteren dem. Når der er faldet ro på flokken, træder han frem ved den kanal der går ud i dammen mod vinden, og kaster byg ud i kanalen. Han går fra den ene skærm til den anden op mod kanalens spids. Når hele flokken er kommet op i kanalen til det stykke der er dækket med trådvæv, går han stille frem og stikker hånden frem bag skærmen. Det er nok til, at flokken af vilde ænder flygter op i rusen foran kanalens spids, mens mange af de gamle lokkeænder stille vender tilbage til dammen – deres forræderi er endt. 

Fangsten består af krikænder, spidsænder (på Fanø kaldet gråfugle) og pibeænder (på Fanø kaldet Smænd), og måske et par gråænder (på Fanø kaldet rødben). 

Tilbage er nu aflivningsmåden af de fangne ænder. Denne var både human, hurtig og smertefri. Her som ved alt arbejde, ”Øvelse gør mester”. Arbejdet udførtes kun af den erfarne fangemester, der forsigtigt, men med et rask tag, griber anden med venstre hånd og med højre hånd om halsen svinger kroppen i et nu ”en halv Tørn” rundt, derved knækkes halsen, og uden mærkbare lidelser er dyret øjeblikkelig dræbt. Ænderne lægges nu hen til afkøling og næste dag ekspederes de til hotellerne og vildthandlerne. 

Den største part der fanges – ca. 90 % - er de små lækre krikænder.

I Nordby Sognearkiv findes et arkivalie A714, indeholdende en ansøgning fra Fanø Jagtforening til Landsjagtforenngen af 1923, ultimo maj 1990. Man ansøger om tilskud til renovering af Albue Fuglekøje og opridser derudover et historisk billede af køjens historie.

”Da Albue fuglekøje udgørende en del af matr. 281 Rindby, Nørby (til tider kaldet Nordby fuglekøje for at undgå forveksling ned Sønderho-fuglekøjerne) normalt har åbent for offentligheden hver tirsdag og lørdag eftermiddage i sommerferien, og bliver besøgt af adskillige personer på alle alderstrin - og især mange tyske turister, ville det være ønskeligt under besøget at kunne anskueliggere lidt mere af dansk kulturhistorie.

Fanø jagtforening, der står som den egentlige ejer af Albue fuglekøje, ser meget gerne fuglekøjen renoveret og bragt tilbage til son oprindelige form som den forefandtes, da den omkring århundredskiftet og årene derefter virkede efter sin hensigt nemlig ved fangst af forskellige arter vildænder i stort omfang, (uden at man dog påtænker at fange ænder igen). - Renoveringen vil dog være så bekostelig, at den langt overskrider jagtforeningens økonomiske formåen. Foreningens økonomi er i år yderlige belastet ved, at der i fuglekøjen ved statsplantagens personel er blevet fjernet udgåede træer, og for ændernes indflyvning ivejstående træer, samt nyplantet forskellige løv- og frugttræer (nedsat i plastrør) til en samlet pris af godt 20.000 kr..

Renoveringen vil i det væsentligste bestå i genopgravning af fire tidligere sløjfede ca. 25 m lange og ca. 1,5 meters bredde kanaler (piber) på steder, hvor beplantningen vil kunne vanskeliggere brugen af maskinkraft. I de opgravede kanaler skal nedsættes ca. 1 m. høje trærammer for over- og sidesætning af net (gerne kasseret, men aftageligt fiskenet). Langs kanalerne opsættes i en indbyrdes afstand af ca. 1,3 m. skråtstillede skærmmåtter i en højde af ca. 1,8 m. og en bredde af ca. 1,2 m bestående af tagrør mellem trærafter. Opkastning af jordvolde langs kanalerne samt i øvrigt, hvor voldene er i forfald eller helt forsvundet - endvidere yderligere nyplantning, hvor fagmand finder den ønskelig og formålstjenstlig.- Kanalerne opgraves krumme, som i den oprindelige form, og i en dybde, således at der fremkommer vandspejl ca. 0,5 m..

Der vedlægges en grovskitse over Albue fuglekøje samt en omkostnings-oversigt, når denne er blevet udregnet.

I året l886 blev der efter begyndervanskeligheder oprettet et A/S med det formål at lave og drive en fuglekøje. og der udstedt 100 aktier á 60 kr. - Dette skete på et tidspunkt, hvor der i forvejen i hele kongeriget Danmark kun fandtes tre egentlige fuglekøjer  - alle beliggende på Fanø. Uvilkårligt opstår spørgsmålet: "Hvorfor kun her? Dette må ses på baggrund af, at vadehavet dengang endnu ikke var forurenet, og at der her især om efteråret opholdt sig tusinder og atter tusinder af andefugle, der ved ebbe søgte deres føde mellem vadens slik. Ved højvandets indtræden 2 gange i døgnet (normal daglig vandstandsforskel 1,8 m) blev ænderne afskåret for at kunne nå bunden og dermed føden. Øens nøjsomme og i almindelighed fattige befolkning så heri en mulighed for at kunne supplere deres indtægter ved hjælp af andefangst. (Det forekommer lidt malplaceret, når selskabets formane senere (I1920 stærkt pointerer, at selskabet absolut ikke er oprettet i spekulationsøjemed).

Initiativtageren til selskabets oprettelse skænkede sin eng til formålet og arbejdet blev påbegyndt. Søen og piberne blev på. engen udgravet og jordvoldene opkastet - alt med håndkraft og med en lang og besværlig vej til arbejdet. Skærmmåtter opsat og piberne overdækket med net. og da arbejdet var endelig færdig, var der under 20 kr tilbage af aktiekapitalen. En fangemester blev ansat, og han fik udleveret et sæt tøj, som han forpligtede sig fremover at bruge under alt sit virke i køjen. Inden fangetiden blev han et par dage sendt til Sønderho fuglekøje for nærmere at Iære fangstmetoden.

l efteråret 1889 indledtes så fangsten, men i den og -de næstfølgende år var fangsten yderst minimal, uagtet der kom en del ænder i søen. A/S bestyrelse fik formodning om, at fangstindlæringen i Sønderho måske af konkurrencehensyn havde været noget mangelfuld, hvorfor man bevilligede fangemesteren en rejse til den tyske ø Amrum for at se på fangstmetoden ved fuglekøjen der. Fra Amrum hjembragte fangemesteren en for ham hidtil ukendt røgpotte (lille kobberpotte med huller i bunden og i siderne forneden). En samtidig hjembragt speciel tørveart fra Hamborg blev antændt og lagt i bunden af røgpotten, og nu med tilpas røg fra potten kunne fangemesteren med denne i hånden gå langs den af piberne, hvor han under hensyn til vind- og vejrforhold havde bestemt, at fangsten den dag skulle finde sted. Formålet med røgpotten var, at ænderne ikke skulle kunne lugte ham.

Efter aftale med ihændehaveren af majoriteten af interessentskabs-beviserne (som jagtforeningen senere har erhvervet) fik jagt foreningen i 1952 rådighed over Albue fuglekøje med henblik på oprettelse af et anderi, og jagtrådet blev involveret og gav støtte gennem jagtfonden, da man fandt stedet - som nævnt beliggende i et reservat - særdeles velegnet.

Der blev hugget adgang til søen og en gangsti rundt om den, og fire af de oprindelige mere eller mindre sammensunkne piber blev total sløjfede fer at lette adgangen rundt. I søen blev opsat adskillige rugekasser, og der blev fodret for ænder (hvad der i øvrigt fortsat gøres året rundt for at holde en ynglebestand.. Ret hurtig indfandt der sig ænder der påbegyndte rugning, og derved bidrog med et supplement til Danmarks gråandebestand. - Et let handicappet medlem af jagtforeningen påtog sig pleje og pasning al køjen i sommertiden, og åbnede den omtrent dagligt for offentligheden imod en lille entre.

Senere er der gennem nu mange år i den lovlige indsamlingsperiode årligt blevet indsamlet æg fra de mange rugekasser, og disse æg er maskinelt blevet udruget, og ællingerne er derefter under gasvarmer blevet anbragt i det skur, der på skitsen er vist ved søens vestlige side, hvor der i forbindelse hermed også forefindes en netoverdækket voliere, hvor ællingerne senere kan opholde sig til de bliver så store, at ae kan klare sig mellem de mange naturlig udrugede. Når ællingerne er flyvefærdige, kan de forlade køjen uden nogen som helst indgribning fra jagtforeningens side, der på denne måde har bidraget med en tilvækst til Danmarks gråandebestand på mellem fire og femhundrede ænder. (Beklageligvis har foreningen i år haft uheld ved udrugningen, der kun har givet 75 ællinger. Så må det kun håbes, at den naturlige tilvækst er så meget større).!!”

"Boganis sidste jagtbreve

Det er fangsttid nu for fuglekøjerne på Fanø, ingen uvedkommende får lov til at nærme sig, og den, der nu vises om i en fuglekøje, føler, at det er en ganske særlig opmærksomhed, han er genstand for, thi en hel dags fangst står på spil. 

Det koster tusinder at ødelægge en fuglekøje. På øens østside, ind mod land, mellem Nordby og Sønderho, findes der fire fuglekøjer. I det flade vand, i læ af øen, ligger der skarer af vildænder; de er på træk sydpå, de bliver her til frosten kommer, der er nok at tage af. Den almindelige art er spidsanden, som her kaldes gråand; knaranden og brunnakken er også hyppig; men det er den lille krikand, der leverer det største antal, fordi den lettest fanges. 

Hvis man tænker sig en søstjerne med bøjede arme, har man grundplanen af vandbassinet i en fuglekøje; nogle hundrede alen fra strandbredden graves en lille dam med bøjede, spidst udløbende arme; langs dammen findes der et fortov for ænderne at sidde på; landet omkring er beplantet med pil og el og fyr; langs armene stilles skærme af rør på skrå, og ovenover armene er der net, der, efterhånden som kanalen bliver snævrere og lavere, sænkes, indtil nettet foroven og bunden forneden mødes i en almindelig fiskeruse. Et lille stykke fra dammen, ude mellem buskene, er der bygget et lavt hus for opsynsmanden og anlagt en kælder med vand i til at tæmme lokkeænderne. Det er nemlig en nødvendighed at have lokkeænder. En del, f.eks. hundrede, fangne ænder mærkes med et hul af en vis form i svømmehuden, svingfjerene klippes og når de i et par uger har været indespærret i kælderen og er vænnet til at fodres af fangerne, slippes de ud i dammen; næste år kan de flyve; men gråænderne er vanskelige at overvintre. De vilde ænder ude i havet søger op i land og kaster sig i sige og sumpe; de tæmmede ænder fra fuglekøjen flyver ud imellem de vilde og trækker dem med tilbage i dammen, hvor de er vant til at blive fodret; fængeren går af og til lydløst hen ad stierne, han bærer i en kedel et ry­gende stykke trækul, hvis os kvæler lugten af ham, han går bort fra vinden, da ænderne søger op i læ, han kigger ud gennem en sprække i rørskærmen og når han synes, at der er kommet tilstrækkelig mange vilde ænder flyvende til dammen, viser han sig, idet han træder udenfor skærmen, der hidtil har skjult ham. Ænderne skræmmes og jages op i kanalerne på den modsatte side, han følger efter, viser sig mellem de skråt stillede skærme og jager ænderne, der ikke kan flyve op for nettene, længere og længere ind, indtil de endelig sidder i rusen; men forinden kaster han en håndfuld korn ud i vandet, de tæmmede ænder vender om efter det og kommer derved ikke i fælden. Fængeren tager da de fangede ænder ud af rusen og dræber dem, efter at have forvisset sig om, at der intet mærke er på svømmehuden.

Hundrede ænder om dagen anses for en god fangst. 

Mærkeligt nok har der rejst sig stemmer imod fug­lekøjer, idet fangsten betegnedes som massemyrderi og dyrplageri; en hurtigere og mindre smertefuld død lider dog næppe noget vildt, og fangsten af disse vild­ænder, som kun kommer her på træk, er da ikke som anden jagt kun til løjer, det er et levebrød. 

Naturligvis er fred og ro en nødvendig betingelse; når en båd lægger sig ude i havet, og der fra den sky­des efter ænderne, ophører al fangst. I den ny jagtlov er der også optaget en bestemmelse, hvorefter al jagt på søen kan forbydes indenfor ¼ mil fra de på Fanø værende fuglekøjer; altså gælder bestemmelsen kun for de fuglekøjer, der allerede findes på Fanø. Herved har lovgivningsmagten vist sin uvilje mod fuglekøjer. Men var det ikke langt rimeligere at opmuntre an­lægget af fuglekøjer? Og det er ikke umuligt, at sådanne med held kunne anlægges ved Limfjorden og i småvandene."