Mitfanoe
Set og sket på Fanø omkring 1787 del 2

 

Hvor stor sognet fordum har været, ved man ikke skriver Niels Hansen Friis, der var præst her fra 1736 til 1779. ”Den største del deraf har formodentlig boet i den egn, hvor kirken lå men da beboerne formerede sig og lagde sig mere efter søfart og fiskeri, er de flyttet nærmere til havnen, og på den måde menes, at det ene sogn, som hele øen i gammel tid bestod af, er blevet delt i to sogne ved det, at nogle er flyttet sønder på og gjort begyndelse til Sønderho sogn, og nogle nord på og oprettet Nørby sogn.”

”Hele landet har fra gammel tid tilhørt kongen, der holdt en foged til at opbære skatter og landgilde, give fæstebreve på stederne, for rette skifterne og andet. Men 1741 behagede det Hans Kgl. Majestæt Kong Christian d. 6te ved offentlig auktion at sælge det, og det blev beboerne selv tilslagen. Siden forrettes skifterne af amtmanden udi Riberhus amt og de kgl. skatter betales til Ribe-amtsstue.

Hele sognet består så godt som af een by. Den del, som ligger til Øster og sønder, kaldes Renderne eller Rendbye. Derfra nordpå forbi præstens gård kaldes Byen, der fra hen imod møllen Nørbye, omkring møllen eller ved møllen, og derfra til kroen Odden. Nogle, som har bygget vesten Odden bor på en sletning kaldet Vandbye.

Sognets bedste næring består:

I sejladsen, da beboerne i deres Bode med Huuske over (Everter eller Øvrer kaldede) farer til Hamborg eller andre steder sønder på mest med sorte gryder, som de indtager ved Hjerting, og fører kjøbmandsvarer hjem igen.
Denne næring er i disse tider så ringe, at de sejlende næppe med al deres tarvelighed og sparsommelighed kan have deres fornødne udkomme.

I fiskeri, som i disse tider her under landet er meget aftaget; thi nu i mange år har fiskerne næppe kunne stoppe de bekostninger, som derpå anvendes, ey at melde
om den megen arbejde og besværing, som de ved fiskeriet her, frem for andre steder må udstå, da de må sejle 8, 10 ja flere mile fra landet for at komme der, hvor fiskene opholder sig. Den besværlighed, som således er forbundet med fiskeriet, og den lille profit, som dermed følger og i mange år har fulgt, er årsag til, at de beboere, som nærer sig alene af at fiske, geråde i disse dyre tider i yderligere armod; og blive tillige mismodige over deres slette vilkår.

De ordinære fisk, som her fanges, ere Flynder eller Skuller og Hvilling, hvilke dels vindtørres, dels saltes. Det, som deraf af vår­fiskerier kan overskyde fra deres egen husholdning, føres til Hamborg, Husom, Tønder, Ribe og andre steder, hvor det kjøbes meget begjærligt; men ikke nær efter den pris som i forrige tider. 

Desuden fanges her og Cappellau eller Torsk, Tonner, Hund-Tunger, Krehaller, Kogler, Trind-Botter, Haar, Sølvfisk, Søekokke, Fluster, Selstørre, Bagskuller, Krabber og Hummer, hvilke sidst opregnede sorter falder ikke nogen mængde, alene på visse tider.

 

 

De på andre steder så bekiendt og i Fyen og Sielland så begjærlige Riiber-Skuller bliver alle fiskede her og købt af nogle fiskere i Ribe, som sælger dem i forbemeldte provinser; der over har de fået navnet »Riiber-Skuller«, de burde med rette kaldes »Fanøe-Skuller«, 

3. I avling, hvoraf her falder kun lidet, og det alene for dem, der bor i Renderne, Byen og Nørby. Den består i sommerrug (Valling), byg og lidet havre. Få kan avle mere end de selv til deres husholdning behøver og mange mindre. De, som ved Odden og Nøromme, som er den største del af sognet, har liden eller ingen avling. Nogle haver nogle pletter jord hist og her imellem sand­bjergene, som kvinderne graver og gøder med hvillinghoveder og indvolde af fisk; men de fleste som nødvendig til deres og deres små børns føde må holde en ko, køber til dens vinterfoder hø fra det faste land, hvor det både købes dyrt og bringes hertil med stort besvær med skibe. Med lige bekostning og besværlighed må man her forskaffe sig hedebrand, hvoraf intet haves af nogen betydning her på øen. 

4. Det, som fornemmelig frier beboerne fra yderste armod, er, at en anseelig del unge karle (undertiden og mænd) årlig rejse til Holland og derfra farer til søs. De, som farer lykkeligere, kan række deres fattige forældre hånden derhjemme; men derved sker det og, at når disse unge bliver trætte af at fare, har de selv intet at sætte bo med, så sognet derover opfyldes med fattige folk. 

Ligeledes går der årlig en del af pigerne fra midsommer til Mikkelsdag ud at tjene bønderne syd for Ribe i deres hø- og korn­avling, hvorved de og bringer noget hjem til forældrenes og eget ophold om vinteren. 

Når sejladsen og fiskeriet om vinteren ophører, har mandfolkene, hvor ingen avling findes, intet synderligt at bestille. De sejlende ser deres skibsredskaber efter; de, som til foråret agter at fiske, reder deres garn og liner ud. Deres daglige arbejde er ellers at knytte eller, som man her kalder det, at prægle strømper til deres egen brug. Kvinderne derimod har vinteren igennem nok at spinde såvel for dem selv som for lærreds-kræmmerne i Ribe, der kan sætte dem alle i arbejde, om de vare nok så mange. (Her slutter pastor Niels Hansen Friis håndskrift). 

”Sognet omringes på alle sider af havet, og de nærmeste sogne er Guldager i nordost, Jerne mer til Øster og Tjæreborg næsten i øst. Til Jerne, som er nærmest, er dog til kirken at regne en mils vej her fra øen, til de andre to sogne noget længere. 

Sognets længde fra sønder til nord eller fra den yderste nørre pønt på landet til den søndre, der er Sønderhoe markskjel, regnes for 1 1/2 mil. Nogle nedgravede stene giør markskjel mellem Nørbye og Sønderhoe; og på stranden er til skjel oprejst en pæl af 3 ½ alens længde, som blev oprejst, da landet var solgt af kong Christian d. 6. 

Sognets bredde fra Øster til vester er ulige, på nogle steder 1/2 mil på andre 1/4 og så mindre. Fra Sønderhoe kirke og til Nordbye kirke regnes en stiv mil. Åer eller broer findes her ingen af. Den bedste og almindeligste vej herfra til Sønderhoe falder på havsiden, hvor man kører på den jævne sand som på et stuegulv. Ildstædernes antal er for nærværende tid 270, når det mindste hus regnes med det største, deraf har kun 50 heste og vogn. 

Jorden bruges mestendels i 3 år og hviler i 3 år. Meget er all-sæd jord som bruges uden at hvile. 

Vinterrug såes her lidet af, det meste, som såes, er sommer-rug, hvilket her kaldes Valling.

 

Fiskeriet drives her på 2 måder, enten med garn eller med line, hvilket sidste består af fisker­kroge, hvorpå bliver sat orm, som kvinderne opgrave ved strandkanten. Af vilde dyr er her ingen uden nogle få enkelte harer og ræve. Af fugle er her om sommer og vinter ganske få. Om efterhøsten kommer de såkaldte vildænder i store flokke og bliver her indtil frosten driver dem tilbage. 

Hvad jagten ellers angår, da blev den tillige med landet kiøbt 1741 og indbyggerne selv allernådigst tilstået af kongen, så amtmanden alene kan benytte sig deraf, efterdi indbyggerne selv ere upriviligerede. 

Af håndværksfolk ere her for nærværende tid 3 skomaggere, 2 smedde og 1 skibstømmemand, som for et par års tid siden kom hertil fra Altona og nedsatte sig ved Odden for at nære sig af at fortømre både fremmede skibe, som have lidt skade i søen, og landets egne. 

På landet ere en tran-syderie, oprettet af hr. rådmand Rahr udi Ribe, hvor tranet af sælhundene bliver afkogt, når hans skib om efteråret kommer fra Grønland. 

Bygningerne på landet ere alle bindingsværk. De bønder som drive avling, have to lange huse stående lige overfor hinanden og ingen indelukt gård. 

I henseende til folkemængden, da er indbyggerne i de sidste åringer temmelig formindsket formedelst det unge mandskabs årlige rejse til Holland og andre steder hvor de forblive og kommer sjælden nogen hjem igen. I Året 1776 vare 766 som svarede ekstra­skat. Hvad angår de dødes og de fødtes årlige bo, da kan man ungeferh regne 30 af hvert slags. 

I sognet er en stor del fattige, hvortil enhver formuende svarer den efter ligning pålagte tribut af korn; i øvrigt uddeles hvert nyt år de penge som indbyggerne afvigte år af et godvilligt hjerte har lagt i »arme-bøssen«, hvoraf 3 er på landet her, en hos sognepræsten, en i Kroe-huset og den tredie hos en mand midt i sognet. De fattige kan ved kassens uddeling få i det høyeste 1 rdl. 

I sognet ere to skoler, degnen holder skole for Renderne, Byen og en del af Nørbye, hans disciples antal er om vinteren 30, i det høyeste, men om sommeren oftest ikke er over 10 a 12. Han skulle have årlig for hver 4 mk. danske, men siden den største del går kun om vinteren og degnen ofte har tjeneste af beboerne med pløyning, kjørsel og andet, kan han ikke altid fordre sin rettighed, og må lade sig nøye med, hvad de selv godvilligt vil unde ham. 

For en del af Nørbys og Oddens beboeres børn er bygt et skolehus ved Odden, i den vestre ende af samme er birkets tingstue; hertil er en gammel skoleholder, der har været her i over 40 år, han foer i sin ungdom til søs, men mistede på Lissabons red sin venstre hånd ved en forladet flint der sprang i stykker, da han skød den af, han blev ved denne ulykkelige hændelse uduelig til at tjene sit brød på søen, hvorfor han begav sig her hjem og blev af salig biskop Anckersen beskikket til skoleholder her; han er en gudfrygtig, duelig og stræbsom mand og giør alt, hvad han formåer, til børnenes undervisning; han har om vinteren 4 snese børn omtrent og om sommeren 2 a 3 snese, han har ingen fast løn; engang om julen går tavlen om for de fattige børns skoleløn, da der kan indsamles 4 a 5 Slette-Daler; af de, som skulle betale, faer han lidet eller intet, thi de fleste er ganske uformuende.

 

Hvad stranden anbelanger, da bliver den hvert 6te år opråbt til offentlig auction og tilslagen den høystbydende, som igen modtager adskillige interessentere, hvilke forbinde sig til med eed at være hinanden tro i forpagtningens tid, som varer i 6 år 

Foruden vrag af strandede skibe efter stærk storm især af syd­vest falder her også undertiden det såkaldte Bernstern eller rav, mest efter nordvest vind, når derpå følger sydost; finderen af samme erholder halvdelen af dets værd, når det ved auction er solgt og den anden halve del tilfalder cassen, dog må ingen samle det uden interessenterne i selskabet, deres hustruer og børn eller tjenestefolk, thi hvis en anden uvedkommende findes at søges derefter, så mister han ey alene, hvad han har samlet, men må endog vente sig straf for sin umage. 

Anno 1772 benådede kongen indbyggerne ved stranden med en capital 1800 rdl.  til dæmningens opbyggelse med kampesten for vandets fald. Bemeldte væg blev ved en offentlig licitation den til istandsættelse mindst forlangende tilslagen, som var Søren Thomsen i Nourup. (Her begynder pastor Clausens håndskrift).”

 

1770 – 1807, Fanø’s Sølvalder.

 

 

 

Perioden er præget af et tiltagende skibsbyggeri og en hastigt voksende flåde. 

Der fiskes i 1771 med 13 både fra Nordby og 10 både fra Sønderho og fiskeriet deles mellem ca. 250 personer, der dels selv deltager i fiskeriet, dels udreder fiskeredskaber og har part i udbyttet. Birkedommeren beretter at fiskeriet er for stærkt nedgående, bl.a. fordi fiskerne nu må længere til havs end før, og fordi storme ofte stopper fiskeriet i et par uger. Mange flere søger nu til søs i stedet. 

Det indberettes at der findes to lodser ved Nordby havn. 

I 1772 dannes et selskab som gik under navnet ”Det Islandske Kompagni”, hvis hensigt var at drive torskefiskeri under Island. 

Kroholder Søren P. Brinch opfører i 1773 en mølle i Nordby. 

Sønderho kirke opføres i 1782 og indvies den 8. september.

 

 

 

B1691 035 Soenderho-kirke

 

 

 

 

I maj 1786 nedrives kirken i Rindby og den 1. oktober indvies Nordby kirke i 1786. Samtidig bliver der opført en degnebolig med skole, der blev nedrevet i 1832.

 

 

 

 

54 B1520-55 Nordby-kirke 5

 

 

 

At det kunne knibe med pladsen i Nordby Havn er måske forståeligt, idet der i 1787 var i alt 49 fiskefartøjer.

I 1793 går tallet ned til 46 og i 1798 er tallet 34.

Der oprettes i 1789 et interessentskab med kroholder Niels Jacobsen i spidsen, der skulle drive sæl- og hvalfangst i Nordhavet. I/S Det Grønlandske Compagni

Ved en forordning af 17. november 1791 angående beskikkelse af sognefogeder blev der givet disse stor myndighed og mange rettigheder, men også mange pligter. Det blev nu dem, der sammen med 12 af de største lodsejere styrede sognets anliggender. Samtidig blev der indført en stilling som budfoged, der skulle gå sognefogeden til hånde, og bl.a. ombringe offentlige bekendtgørelser i sognet for birkedommeren og sognefogeden, dels ved personlig henvendelse i husene, og dels ved trommeslag.

I Nordby indføres i 1792 brand- og nattevagter. Der skulle fra den 11. november og til udgangen af februar holdes vagt fra kl. 10 til 2 af tvende mænd, og fra 2 til 6 af tvende mænd. Vagtordningen gik på omgang, og blev for øvrigt som oftest udført af kvinder.

I 1793 gives der kgl. bevilling til at ”besørge Færgeløbet” til kromand Niels Jacobsen.

Efter Hans Ditlev Dams død overtager stedsønnen Niels Jacobsen kroen og får 6. november 1796 bevillingen overført til sig. Han søgte samtidig om bevilling til "Brændevinsbrænding med ½ Td. Kedel", men fik afslag.

Første bevilling til at drive handel på Fanø gives i 1798 til købmand Niels Jacobsen.

Navigationsundervisning

Den første Navigationsskole på Fanø etableres i Sønderho i 1799 af Niels Michelsen. Det første forsøg på at oprette en navigationsskole på Fanø blev gjort i 1799 af skibsfører Niels Michelsen af Sønderho. Han havde ikke selv bestået nogen eksamen, men havde i mange år sejlet med hollandske skibe, og senere været skipper på sit eget skib, som han mistede ved forlis i 1795. Han ansøger 5. januar 1799 Admiralitetskollegiet om at få sin skole autoriseret.

Omtrent samtidig med at Niels Michelsen i Sønderho gav undervisning i "Styrmandskunsten", fandtes der i Nordby en ældre, velbegavet og praktisk uddannet skipper ved navn Hans N. Anthonisen, der i flere år havde været "Skoleholder". Han gav undervisning i navigation til de unge sømænd. I 1804 søger han om at blive "Eksaminator i Navigation paa Fanø".

 

 

 

Mølleri       

Anders Johansen der forpagtede Brinchs mølle i 1796 købte den senere og købte også i 1802 rugmøllen. Anders Johansens adoptivsøn Hans Peter Thyssen bliver ved faderens død i 1854 ejer af møllerne. I 1863 ejer han 2 møller og holder auktion på den mindste af dem til nedrivning. Den store blev nedbrudt et stykke tid efter.

Thyssen opførte derpå en mere moderne (hollandsk vejrmølle).

Skibsbyggeri

At den første skibsbygmester nedsatte sig i Nordby i 1768, skyldtes lidt af en tilfældighed. Ribe-købmanden, rådmand Jens Rasmussen Rahr, begyndte omkring 1756 at drive skibsrederi og hvalfangst ved Grønland. I 1764 købte han på Mandø et dér indstrandet brigantiner skib, 19 læster drægtig, og i 1766 ligeledes på Mandø et indstrandet galeaseskib på 24 læster. Begge disse skibe fik han med megen møje og besvær indslæbt til Ribe, for at blive repareret der. Jens Rasmussen Rahr havde i 1767 med henblik på robbefangsten i Ishavet købt et på Rømø strandet skib, og dette skib var for stort til at kunne indslæbes til Ribe og i stedet for at lade dette reparere i Altona, hvor de nærmest liggende værfter fandtes, besluttede han at tilkalde en skibsbygger og valgte så Nordby som det bedst egnede sted for anlæg af et skibsbyggeri.

Den skibsbygger han kom i kontakt med, var Ærøboen Lorentz Holst, der hidtil havde virket i Altona. I forening anlagde de nu et værft, der bl.a. omfattede to beddinger, og som ved Rahrs død i 1787 blev overtaget af Holst som eneejer.

Nordby kommune overdrog ham vederlagsfrit benyttelsen af en plads på havnen til anlæg af beddinger.

For Sønderhos vedkommende synes skibsbyggeriet at være startet i 1769, hvor den ældst kendte skibsbygger Mads Sonnichsen byggede everten "Mette". Sonnichsen der var født i 1746 og udøvede håndværket til 1805, byggede i alt 68 fartøjer: Jagter, everter, kuffer, tjalker og smakker samt enkelte galeaser. Mads Sonnichsen døde den 12. oktober 1828, 82 år.

 

Skibsbyggeri


Gå til top

End Of Slide Box