Set og sket på Fanø omkring 1800 del 1

 

 

Set og sket omkring 1800

 

Der stiftedes i år 1800 en Assurancehjælpekasse i Sønderho.

Nordby får i 1803 sin første læge, distriktskirurg Marcus D. Hansen.

Fattigkommissionen blev oprettet i 1803, sognepræsten var dens formand, og kommissionen bestod foruden af birkedommeren også af fire ansete mænd i sognet.

Ved landevejens anlæg til Sønderho 1804 påtog skibsbygger Jens J. Sonnichsen sig 1 á 2 gange ugentlig, at besørge post til Nordby, først ved ridende, senere ved kørende bud.

Sønderho indfører i 1805 brand- og nattevagter.

segl

10. oktober 1806 tages Fanøs segl i brug. Fanø Birk har siden 1806 benyttet seglet som er vist her, og det betragtes også som Fanø's våben. Det var birkedommer Nørup der søgte om tilladelse til at måtte benytte et sådant segl og det toges allerede i anvendelse dagen efter da skibsbygmester Hans H. Knudsen skulle udstede et bilbrev til skibsfører N. H. Farup, yngre på everten "Fru Mette Johanne".'

 

 

fiskereDen 12. april 1806 forulykkede 7 fiskere fra Nordby; de var dagen i forvejen gået til havs i én båd. De forulykkede var Peder Pedersen, Peder Hansen Clausen, Peder Mathias Pedersen, 22 år, Niels Pedersen, 17 år, og en ved skibssmedjen ansat svend, Jens Dahl Bruun. Båden drev i land på Fanø, så ulykken må være sket ved kuldsejling.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Værfterne omkring 1800

Folketællingen 1787 var ikke særlig præcis i sine angivelser af folk knyttet til skibsbyggeriet: 1 bådfører og skibstømrer, 2 skibstømmermænd og 2 tømmermænd er alt, hvad tællingen nævner for Sønderho. Årsagen skal søges i, at skibsbyggerne endnu ikke betragtedes som en egentlig stand. Der bliver i Nordby nævnt 7 skibetømrere med Lorentz Holst som skibsbygmester. Tømmermændene var: Bertel Frandsen, Jens Jensen Alrøe, Mathias Herman, Jens Lauridsen Borch, Hans Knudsen og Jes Hansen. Mange skippere byggede selv skibe om vinteren. 

I 1791 leverede pastor O. T. Foss en beskrivelse af Sønderho sogn, herunder skibsbyggeriet:

"De mindre Fartøjer, som ere fra 4 Læster og derunder, opslæbes paa Landet, østen og norden for Byen, med stor Arbejde og Besværlighed, saavidt at Søen ei kan komme dertil, og ligeledes til Vaartiden nedslæbes igjen i Vandet. Naar de store Skibe skal nedsættes, da samles 4 - 6 Skruer, som løfter Skibet en Alen op fra Grunden, men af Mangel paa Skruer opvejes den ad Sandvægt og Bjælker, som for nogle Aar siden, med mange Menneskers Arbejde og Hjælp.

Bygningsmestre og Tømmermænd gives her ogsaa af Sognets egne Beboere, af hvilke der om Vinteren mest bygges mange Fartøjer, men sjældnere om Sommeren, da Mesteren og Tømmerfolkene ligesaavel som andre gemenligen farer til Søs. De bygger Fartøjer store og smaa, endog Smakker paa 20 Commercelæster. Ingen er i Sognet, som kan have sin fulde Næring og Ager eller Engs udkomme, eller sin Avlings alene, uden Sejlads."

På begæring af Commercekollegiet indsendte ligeledes birkedommer Nørup en serie beskrivelser af bl.a. skibsbyggeriets tilstand. Han beretter i 1803, at skibenes skrog er bygget af eg, som er hentet i Ribe og Haderslev amter via Ribe. Skibenes dæk og skot udføres af fyrretømmer importeret med egne skibe fra Norge. Reb og tovværk tilvirkes af egnens rebslagere, mens sejlene er strandet gods eller lavet "herhjemme af rå materialer".

Smedene i Sønderho lavede alt jernarbejdet, men også her anvendte man indstrandede skibes udstyr.

I Sønderho var der tre bygmestre, mens Nordby havde to. Sønderhos bygmestre havde 9 folk i dagligt arbejde, heraf 6 fra fastlandet, "men om Vinteren mens Farten er stille, gives her desuden 10 af Landets og Sognets Skippere, som øve Skibsbyggeri".

Nørup omtaler, at der nok i Sønderho findes en, der forstår at bygge efter tegning "men ingen bruger det". Det var Niels Nielsen Nissen, der i Holland havde skaffet tegninger fra en skibsbygmester.

Nørup angiver prisen for at bygge et skib i 1803 til ca. 200 Rdl. pr. læst.

I 1807 kunne Nørup indberette, at antallet af bygmestre i Sønderho var steget til 4, som havde 12 tømrere i arbejde. Disse havde bygget 9 skibe i alt til 13.600 Rdl. krigsudbuddet og de engelske opbringelser ses i Nørups beretning at vække bekymring. Allerede nu er flere af værfternes nybygninger forsvundet ud af flåden "uden kongelig Erstatning".

I 1818 havde Sønderho 5 bygmestre med 4 tømrere. De havde hver bygget et skib, hvis pris lå mellem 1600 og 3000 Rdl. 

I 1821 blev der ikke bygget noget, da det kneb med kapital. Toldvæsenet gav en håndsrækning og bestilte en jagt, der af en bygmester og to tømrere byggedes færdig og afleveret i 1822.

Nørup omtaler havnepladserne i Nordby og Sønderho. 20 år før i 1803 kunne han berette, at der i Sønderho ikke fandtes noget fast værft, men at skibene byggedes "oppe i landet, hvor bedst Lejlighed gives og undertiden langt fra Havnen". I Nordby havde Lorentz Holst i 1769 etableret sig med to beddinger. Nu i 1823 kunne Nørup fortælle at der stadig ikke var et egentligt værft, "men Skibsbygmestrene slaar sig sammen og bygger Skibe uden saadant". Man lånte redskaber af hinanden og havde et arbejdsfællesskab. 

 

 

 

Birkedommer Nørups indberetning fra 1806:

FANØ 1806.

kort-fanoe-1804

 ”1. Dens størrelse.

Samme er omtrent 2 mile lang og 1/4 til 1/2 mil bred og består af 2 sogne, Nørbye og Sønderhoe.

2. Dens økonomiske forfatning.

Indbyggernes levemåde er i almindelighed, tarvelig. Fisk, torsk, hvillinger og flynder, som de selv fisker og tilbereder, er den almindelige mands meste spise. Til deres bryllupper og andre højtideligheder gives almindelig kun 2 retter, nemlig ærter og flæsk, vin eller brændevin, mjød og øl, som vilkårene er. Deres klæder er simple, mest hjemmegjorte af egne fårs uld, mørke og noget korte, efter hollandsk smag og almindelig meget renlige i klæder og husvæsen. I brændsel, der falder meget dyr, er de almindeligen sparsomme, og sjælden ses ild på skorstenen uden ved madlavning. De har bielægger-ovne i stuerne, og i disse ovne lægges straks de få levninger af ild fra madlavningen, for ikke at gaa til spilde. I øvrigt må Solen gøre det meste af deres stuevarme.

3.Folkemængde.

Øens begge sogne består af 22 á 2300 mennesker, omtrent 450 beboere (husstande), og deraf ca. 56 avls mænd, der fisker tillige; resten er skippere, fiskere, håndværkere og gamle ugifte fruentimmere.

4. Jordbund.

Omtrent det halve af øens overflade er øde, dels med helme begroede sandbjerge. Af resten er vel 1/3 del ringe, løs og sandig små hede, der kun tjener til græsning for får og unghøveder, og noget lidet deraf bjerges til brændsel, men er ringe. Af det øvrige er vel 3/4 del agerland, dels sandig og dels muld og klægagtig, der bærer sommerrug, som kaldes valing. Vinterrug borttager kulde og vandskade. Byg og lidt ærter, samt havre på de lave steder.

I frugtbare år avles her 4 til 10 fold; men i tørre år, som oftest ikke udsæden igen. Med agerlandet har den særegne beskaffenhed: at det kræver og kan tåle gjøde hvert år, det besåes. Meget deraf er udsat for sandflugt, som uagtet flid med dæmpning og plantning idelig beskadiger og ofte ganske ødelægger samme. Hele øen er fri for sten, undtagen de som hidrører til stenbro og hegn, der er kommet fra fastlandet. Den øvrige 1/4 del af jordbunden anses for klæg og moseagtig mærsk og gjest-enge, der efter årets frugtbarhed giver  2 å 3 læs hø på hver dags slet, eller tønde land geometrisk mål.

5. Udskiftning.

Øens såkaldede hede og forte er udskiftet; men ager og eng ikke, begge dele ligger i flæng omkring i færre og flere stykker for een ejer. Samme, især agermarken, anses for utjenligen at udskifte, dels formedelst den naturlige voldsomme anfald af sandflugt en del deraf er udsat for; dels den særdeles store forskel, der er på agerlandets indvortes værd og beliggenhed, og dels de mange lodsejere, der er i øens ubetydelige agermark.

6. Fornødenhed eller mangel på brændsel.

Når undtagen nogle ringe sadder og lyng, som nogle af avlsmændene kan bjerge på deres hede og forrte, må alt resten købes og hidføres fra det faste land, der sker ved de mindre af de i 7de og 8de poster nævnte fartøjer. Denne artikkel koster øen, al sparsomhed uagtet, nogle tusinde rigsdaler om året. Således trækker også fastlandet nogle tusinde rigsdaler årlig her fra øen for hø; efterdi de fleste beboere her har en ko eller flere, og det hø, som avles her på landet, er langt fra ikke tilstrækkelig til deres vinterfodring.

 

 

klitlandskab-1

 

 

7. Skibsfart.

Med rederier - mest Eilandets egne indbyggere - har ØEN et antal af ca. 180 fartøjer, gradvis store fra 1/2 til over 30 commerce-læster, foruden nogle åbne både til fart mellem ØEN og det faste land. Disse større og mindre fartøjer er almindelig bygget, og bygges her på landet af dansk eeg, som over Ribe hidføres. Hovedrederen er almindelig skipper på sligt fartøj. I antallet af mandskab til at føre disse skibe er og indbyggerne her udmærket sparsomme, thi de mindste føres af een mand, de større har forholdsvis 2, 3 eller 4 mand, og de største kun 5 mand.

Og med dette må ØEN, særdeles Sønderhoe sogn, dog årlig hyre mange matroser fra havsiden på det faste land, af mangel på dygtig mandskab nok af ØENS egne, hvoraf dog kun en saare enkelt person går herfra i anden fart. Derfor føles endog savnet af enhver mand, som herfra årlig til orlogs udskrives. ØEN har 14 hængmastede åbne fiskerbåde, der bruger hver 8 á 12 mand, men for søfartens skyld må nøjes med avlsmænd, aftægtsmænd og andre, der er for gamle til at fare, eller uformuende til at rede med i skibe.

8. Næring.

Samme består fornemmelig i fragtfart på Norge, Altona, England, Frankrig, Østersøen og Middelhavet, alt efter fartøiernes størrelse.

Dernæst avlsbrug, fiskeri, den mindre fragtfart mellem det faste land, samt ad åerne op til Ribe og Varde; så skibsbyggeri, væven, spinden, dagleje og deslige.

9. Industri.

Skibsbyggeri er den vigtigste del. 6 á 8 skib bygmestre, alle oplærte af den nu affældige, men til sin tid udmærket duelig skibsbygmester Holst her på Fanø, er, med 4 á 5 mand hver under sig, næsten stedse i arbejde her på Øen, da her endog bygges skibe, som sælges til Ringkiøbing, Randers og andre kjøbstæder.

Således er og fiskeri, og de fangede fisk fortrinlige tilberedelse her betydelig. Foruden de mange, som bruges til øens fornødenhed, sælges betydeligt til landboerne ved markederne i Ribe og Varde, samt ellers til Holsteen og andre steder, ja selv til hovedstaden.

Øen har adskillige væverstole, smede, snedkere, rebslagere, sejlmagere og bødker. Fruentimmerne spinder hør og uld til deres husfamiliers fornødenhed, og ældre ugifte fruentimmer spinder betydeligt for penge til det faste land, formeligt til Ribe. Nogle binder eller strikker uldne strømper og vanter. Dette sidste gøres meget af de søfarende mandfolk, i den tid de er hjemme om vinteren, for såvidt de ikke beskæftigede sig med at sy og arbejde på deres skibssejl og andre Skibsredskaber.

10. Sædvaner, derunder anføres.

Husene bygges gemenlig i øster og vester. Stueværelserne er stedse i søndre side med mange vinduer, for der igennem at lede vinter- og forårssolen til besparelse af brændsel.

Bygningerne er almindelig efter een smag, een etage, grundmur eller bindingsværk, rør eller stråtække, og køerne med deres foder altid i stuelængen, så at man, uden at gå ud, kan røgte og malke dem. Hegn om kålhaver er plankeværk, sadder eller tangdige. De fleste, undtagen de anførte avls mænd , der har heste og vogne, graver deres land til sæd. Dette må ske af fruentimmere, der i almindelighed må drive. slige mindre steders avling, medens mandfolkene enten farer eller fisker. Fruentimmerne må og rengøre, salte, tørre, behandle og forhandle, samt forud grave orm, der tages ved strandkanten og sætte på kroge til de fisk, som mandfolkene fisker. Under alt sligt arbejde bærer de sorte klædesmasker for ansigtet, der meget conserverer dem I mod de barske vinde, og kaldes en strude, samt et stribet uldent bånd oven om skørtet, der kaldes kiltbånd, og udgør en slags pynt.

Indbyggerne anlægger sorg for slægtninge, såsnart disse formodes forliste eller døde til søs, skønt. dødsfaldet ikke er bevist. De stifter og fuldfører deres ægteskaber om vinteren. De hjælper hinanden, uden betaling, at indpakke deres korn, hø, brændsel og deslige, så og at optage og nedføre deres fartøjer Om vinter-aftener samler mandfolkene sig almindelig visse steder, som de kalder "råd", de gifte for sig, og de ugifte for sig, for nogle timer til kl. 7 á 8, at tale om adskilligt til tidsfordriv, særdeles deres den forløbne sommers bedrifter og hændelser, og da finder man mange af begge klasser med deres strikkehose i hænderne. Kortspil er sjældent og da almindelig om nødder, kringler etc., også dette hører til økonomien. Derimod har det været en gammel skik, ikke at spise nyfødte kalve, men denne er nu næsten forsvunden.

11. Vedtægter.

Foruden de almindelige og på lovene grundede vedtægter om hegn og fred, om vejes. og grøfters istandgørelse til bestemte tider, og helmeplantning ligeså, er også som vedtægter, at hver fiskebåd har sin bestemte plads ved havnen at ligge an på, som ingen anden må bruge, og at ingen må skyde ballast uden på bestemte! steder, eller grave huller ved havnen uden, inden 24 timer igen at fylde samme.

FAN0E den 30. maj 1806

Nørup

Birkedommer”

 

 

 Hoetur evert web


Gå til top