Mitfanoe
Set og sket på Fanø omkring 1800 del 2

 

 

Englandskrigen

I årene fra 1790 til 1807, da krigen mod England brød ud, steg velstanden på Fanø, hovedsagelig indtjent på skibsfarten, som flere og flere gik over til. Fiskeri blev nu kun drevet af ældre folk og bådene blev mindre og antallet færre. I en indberetning til Commerce Collegiet i 1806 blev det angivet, at det nu er 8 – 10 mand der driver fiskeri ved Island og herudover er der 100 personer med 10 åbne både på 1- 2 læster med hængemaster og råsejl.

Krigsårene 1807 – 14 vendte op og ned på mange ting, også for søfarten og fiskeriet på Fanø. Sejlskibene blev beordret til at sejle levnedsmidler til Norge. Den hjemmeværende befolkning, såvel mænd som kvinder, blev beordret til at forsvare øen mod fjendens landgang, hvilket ofte blev forsøgt, og fiskeri på havet var under det meste af krigen forbudt, sådan at fiskerne ikke kunne opbringes af fjendens kaperskibe og afpresset oplysninger om øens forsvarstilstand.

For Fanø blev krigen en del af hverdagen, og Nordby og Sønderho blev de danske maritime miljøer, der blev ramt hårdest. På øen oprettedes en kystmilits, batterier blev anlagt, vagter og patruljer sat ud. Øens fartøjer blev beordrede til at fragte korn til Norge, og herved blev mange skibe opbragt af englænderne eller led forlis. Ved krigens slutning var øens flåde halveret. Mandskabet fra de opbragte fartøjer gik en grum skæbne i møde som fanger i "prisonen" i England, ofte under store lidelser. På Fanø bredte fattigdommen sig, og kornmangelen var stor.

Korn til Norge

Fanøboerne skulle dog snart få krigens alvor at føle. Allerede ved krigsudbruddet var en del Fanø skibe blevet rekvirerede til at gå gennem den slesvigske kanal til København med korn. Ud på foråret blev ordren imidlertid forandret. I stedet skulle de gå op til Norge med kornet, og de fik ordre om at holde tæt ind under den jyske kyst for at undgå de britiske orlogsskibe og kapere. Vejret tvang dog denne første korntransport fra Fanø til Norge, til at vende om. Men hermed var Fanøboerne definitivt inddraget i at sejle korn til Norge.

I den første tid var transporterne løst organiserede. Nogle Fanø-fartøjer nåede frem med de vitale kornlaster. Men andre blev opbragt. Og andre igen forliste. Det sidste skete for briggen "Haabet" med 2.000 tdr. korn om bord. Skibet og ladningen gik tabt ud for Klitmøller; men forsikringen, der var tegnet hos kongens tolder i Hjerting, dækkede tabet.

 

 

 

Opbringelser og forlis

Men sent i året 1809 faldt uret i slag. Samtlige øens fartøjer blev rekvirerede til at føre korn til Norge for kongens regning. Operationen blev ledet af øens kommandant, kaptajn Winckler, og af løjtnant Tuxen i Hjerting. Den rekvirerede tonnage bestod af 15 everter, 13 galeaser, fire slupper, tre jagter, to smakker, en brig og et skib. De 37 blev lastet med korn for Norge, mens galeasen "Fru Mette" og jagten "Flora" blev lagt nede ved List som logiskibe for kanonbådsflotillens mandskab. Fanø Birks notarialprotokoller fra disse år er fulde af beretninger om skibenes skæbne. Nogle havde held til at slippe igennem, men mange blev opbragte eller forliste. Og der var ikke nogen del af ruten, der var sikrere end andre. Et fartøj blev således opbragt allerede under udsejlingen fra Fanø. Blev de jagtet under den jyske kyst, valgte flere skippere, at løbe fartøjet på land, snarere end at overgive sig til englænderne. Men det almindelige var, at fartøjet blev sigtet og jagtet, indtil ethvert håb om at undslippe var ude; så kom prisemandskabet om bord – hvor de ofte plyndrede besætningen for dens ejendele; men mange blev bragt med til britisk havn og kom til at tilbringe lange år i prisonskibene.

Den 28. juni 1809 observeredes en britisk fregat, der sydfra krydsede op mod Sønderho og ankrede op 2 sømil derfra; i den lyse sommernat satte den seks barkasser i vandet, og de roede ind mod Sønderho for at ødelægge byen og bemægtige sig dens skibe. Den nat huskede Fanøboerne længe efter. Skipper Peder Thomsen var næstkommanderende ved batteriet på Kræmmerbjerget ved indsejlingen til Sønderho. Og han vidste, at Admiralitetet nylig havde givet ordre om at spare på ammunitionen og kun at skyde, når der virkelig var fare på færde. Peder Thomsen var en rig skipper, der gik med sølvknapper. Da de britiske barkasser nærmede sig indløbet, skar han en sølvknap af sin frakke, og lagde den i kanonløbet sammen med kuglen – så vidste man, at man var sikker på en fuldtræffer. Hvorpå han lod kanonen affyre, med de mindeværdige ord: "Klar: A sejer i Guds og kongens navn, lad jen go o mi regning, a betaler æ skod!". Den ledende britiske barkasse blev truffet. Og fjenden måtte trække sig tilbage med uforrettet sag. Det fortælles, at den kommanderende engelske officer blev dræbt og en anden fik lårbenet knust.

Bådenes antal ses at være steget fra 1806 med sine 19 både fra begge byer til 32 i 1812 fra Sønderho alene (fra Nordby haves ingen oplysninger for dette år). i 1815, året efter fredsslutningen, er antallet i Nordby 18, i Sønderho 29 både, alle åbne både i størrelse fra ½ til 2 ½ Læster.

 

 

 

Overlast fra Blankeneser-fiskernes side

Under krigen mod England 1807 – 14, da enhver nok så lille indtægtskilde var af den største betydning for Fanøboerne og da især fra fiskeriet, dukkede der pludselig en ny fjende op. Fanøfiskerne drev dengang udelukkende fiskeri med line, der sattes tværs i strømmen. Blankeneserne fiskede udelukkende ved hjælp af kurrer, en slags trawl, som de drev med strømmen, og da de hensynsløst drev over linerne, ødelagdes disse totalt, med store tab til følge for Fanøboerne.

I efteråret 1810 klagede Fanøboerne sig til øens kommandant N.M. Winckler.

Fiskerne fra Blankenese, en lille by ved Elbens højre bred, ikke langt fra Altona, søgte op i Fanøbugten for at fiske, idet de havde fået forbud mod at drive fiskeri i Vesterhavet ud for hertugdømmerne. Forbuddet var for at undgå at englænderne skulle bemægtige sig bådene og ved hjælp af disse gøre landgang.

Ca. 1807 - 1840erne. Englandskrigen danner indledningen til en stagnationstid. I perioden frem til omk. 1840 falder skibsbyggeriet såvel i henseende af antal nybygninger, som tonnagemæssigt. Også den hjemmehørende flåde reduceres m.h.t. antal skibe, mens tonnagen - bortset fra Englandskrigens første år og igen i 1830erne - dog stiger svagt.

 

 

 

Færgeri

Niels Jacobsen driver færgeriet til sin død 13. juni 1813, og arvingerne ønskede herefter at sælge Krogården med dens privilegier.

Sønnen Jacob Nielsen Jacobsen var købmand i Varde, datteren Anne gift med prokurator Sørrensen, Varde og datteren Maren Evert med broderen proprietær Sørrensen, Herning. Salget blev først en realitet i 1817, da købmand Fr. Kolvig i Ribe købte Krogården. Kolvig ønskede ikke at overtage færgeriet, og nu kom skibskaptajn Hans J. Jessen til igen, idet han den 2. april 1816 får bevilling til at være færgemand og samtidig opnåede værtshusbevilling med ret til at beværte såvel byens folk som tilrejsende

Krogården sælges i 1817 til Fr. Kolvig ved købekontrakt af 7. juni 1817. Købet beløb sig til 13.800 rigsbankdaler rede sølv. Kolvig forsøgte at opbygge et imperium, men bukkede under økonomisk.

Sognefogeden Laurids Kallesen går sammen med "12 mænd". De har møde den 5. februar 1812 og bliver enige om at bede skibsfører Hans. J. Jessen overtage færgeriet. Hans Jessen var en rig mand, der i krigsårene havde tjent en formue ved at sejle med kontrabande. Han stiller følgende forslag til birkedommeren:

"Sognefogden Laurids Kallesen og hans "12 Mænd" var 5. Februar d. A. forsamlet for at bringe Færgeriet her mellem Øen og Fastlandet til det, som det burde være, nemlig et ordentligt og regelmæssigt Færgeri, hvilket er meget nødvendigt for Øens egne saavelsom for fremmede Rejsende, men samme kan ikke ske, uden at Øens samtlige Indvaanere maa gøre - ligesom andre Steder - en Opofrelse paa deres Færgefrihed, da ingen kan leve deraf, naar enhver eller enkelt Mand beholder Tilladelse at holde Baade og Folk for at færge. For i deres Tanker at naa Hensigten af ovenmeldte Samling, lod de mig kalde.

Færgeriejer Hans J. Jessen får i 1820 eneret til at besørge posten til og fra Fanø.

I 1806 opføres Færgegården, der nedbrændte i 1896.

 

 

 

Skolevæsen                

I 1814 lejer skolen i Odden lokaler hos skibsfører Peder Svendsen, og lærer N. P. Christensen har i årlig løn 80 Rbd. Sølv.

Storm

I 1817 den 27. - 28. september indtraf der en stærk storm af S.V. med høj vandstand og tordenvejr. I Nordby slog lynilden ned i skibsbyggemester L. Holsts ejendom, som udbrændte totalt.

Skarlagensfeber          

I 1818 udbrød der en meget smitsom skarlagensfeber i Nordby, og i løbet af kort tid var 73 børn og seks kvinder angrebet af sygdommen. I Nordby døde 50 børn, og sygdommen bredte sig også til Sønderho, hvor 14 børn døde af sygdommen.

 

Birkedommer Høst’s indberetning af 1825. I 1825 ansøgte Fanøboerne General-Toldkammeret om en nedsættelse af toldsatserne på stoffer der anvendtes til kvindernes national dragt, idet de henviser til, at det er umuligt at fremskaffe disse ting af indenlandsk fabrikat. Birkedommeren medsender ansøgningen sin anbefaling, hvori det bl.a. hedder:

”Øens Fanøs beboere levede i forrige tider usselt og kummerligt ved et sig ringe betalende havfiskeri og den fortjeneste det unge mandskab ved at fare med fremmede skibe, dels pigerne i høstens tid på fastlandet hjembragte.

Hvad de få jorder afgav og afgiver er kun lidt.

Den almindelige krigsepoke udenfor fædrelandet bragte handelen herhjemme i gang, og med den steg skibsfarten. Dele eller aktier i skibe var en rig og betalende spekulation, og dette lokkede fastlandsbeboerne til at tilbyde øboerne penge til at bygge skibe for mod andel i fortjenesten.

Nordby og Sønderho sogne benyttede dette, og øen fik ved denne lejlighed et efter øens størrelse ikke ubetydeligt antal skibe.

Fortjeneste og velstand steg i kort tid betydelig, med den også ægteskaber og trykkende forøgelse af folkemængden. Fædrelandet fik krig, øen mistede ikke blot nu en betydelig mængde af sine skibe, der dels blev taget af fjenden, dels for at undgå ham på anden måde forulykkede. Med freden aftog handelen, og selv de tilbageblevne skibe fandt ikke mere den forrige fortjeneste.

Mange en af dem, der nylig som skibs- eller skibspartsejere eller før med sine landsmænd havde rigeligt ernæret sin familie, måtte atter gribe til det kummerlige fiskeri. Endmere sank beboernes antal ved de sidste års storme og højvande, ved ikke mere, formedelst handelens undergang overalt, at kunne som forhen afsætte sit unge mandskab til fremmede koffardiskibe, og ved at langt færre af øens piger, formedelst fastlandsbeboernes på omstændighederne grundede mere og mere indskrænkelser til at antage høstarbejdere om sommeren selv til ringere løn, kan få tjeneste hos dem, således, at øen nu går tilbage til sit forrige intet.’

Disse betragtninger må nu naturligvis lede mig til ønsket, at se enhver den mig allernådigeste anfortroede jurisdiktion almen gavnlig allerunderdanigste bøn opfyldt, og skønt enkeltes uforstand, understøttet ved nogle fås vrangvillighed der, forsi de ej lige greb fordelen med hænderne, ikke indså, at fælles vel også var deres vel, i sin tid stødte den ædle overøvrigheds hjælpende hånd tilbage, hvor det gjaldt noget af øens vigtigste, nemlig dens eneste ordentlige havns tillukkelse, har jeg dog med glæde hos de flere og rettænkende erfaret misbilligelsen i denne fremfærd og kummer over det passerede.”

Birkedommerens bemærkning om vrangvillighed, der var udvist fra nogle beboeres side var udvist mod en hjælpende hånd, sigter til Nordby og Sønderho havnes istandsættelse efter de store stormfloders ødelæggelse i vinteren 1824 – 25, hvilken istandsættelse adskillige skippere mente var så bekostelig, at kommunernes økonomiske tilstand ikke tillod en sådan.

 

 

 

Postbefordring

Begyndelsen til en postbesørgelse i faste rammer fra og til Fanø indledtes i 1820, da færgeriejer, forhenværende skibsfører Hans J. Jessen fik bestalling på eneret til at befordre posten fra og til øen.

Bevilling til skibsfører Hans J. Jessen i 1820, til postbesørgelsen mellem Nordby og Sønderho, først med løbende bud, senere med hestevogn.

Efter Hans J. Jessens død i 1830 overtog sønnen Jens H. Jessen både færgeriet og postbesørgelsen, som han beholdt til sin død 10. december 1837.

Storm        

Den 1. december 1821 blæser der en voldsom storm med højvande. Mange skibe forliste langs hele vestkysten.

Vrag og mange lig af de forulykkede drev i land på Fanø, hvor vandet var løbet ind i flere huse, med skade på indboet og husene selv.

I Sønderho var der bryllup samme aften, og spillemanden J. J. Sonnichsen var bestilt til at spille op til dans, men på grund af stormen måtte han sende afbud. Han blev dog tilkaldt ved midnat, da vandet var faldende, så man mente, at faren var overstået, og ville så danse.

Den 3. og 4. november 1824 indtraf der atter en stormflod, som ødelagde skipper Niels Degns skib, der lastet med korn, lå for anker i havnen. 3 andre skibe drev bort og strandede på Yderbjerrum.

Alle bolværker, brohoveder og diger ved havnen blev ødelagt af stormen, og kostede Sønderhos beboere en pæn sum penge for at udbedre skaderne.

Den 3. og 4. februar 1825 rejste der sig en kraftig storm af nordvest, der senere pludselig slog om i nord og frembragte en stormflod så stor, at ingen i mands minde kunne huske en lignende stormflod. Den ødelagde på hele vestkysten og var sine steder op til 18 fod over daglig vande.

Den 27. november 1825 optrådte der ligeledes en voldsom stormflod, der krævede mange menneskeliv i Sønderho. I Sønderho stod vandet over 1 alen i mange huse.

Morten Sørensen i Måde skrev i sin almanak: "Det var den højeste vandflod, som nogen kan mindes, der fortærede et nyt Hus paa Strandby Overdrev og et ved Terphage, og paa Sønderho gjorde den ubodelig Skade, saa mange derved tilsatte livet".  

Årene 1824 og 1825 huskes i Sønderhos historie som de værste år byen skulle opleve, da storme sendte 40 hustruer ud i enkestanden tilsammen med deres ca. 100 børn.

Sønderho blev kaldt ”Enkernes by”.

 

 

 

Havneforhold

Den 21. februar 1824 klager formanden for karantænekommissionen, skipper J. J. Sonnichsen, over havnens tilsanding, ”hvorledes Farvandet ved Sønderho i afvigte 2 – 3 Aar formedelst de mange haarde Storme og Søslag er ganske tilstoppet og dannet til en Flakke, der ved Lavvande ligger tør og ved almindelig Højvandstid kun har 3 Fods Dybde, hvilket gør, at hverken ladte eller kun ballastede Skibe mere kunne anløbe Sønderho Havn, hvis aarsag Søreden er forlagt til det saakaldte Kjeldsand mellem Sønderho og Fastlandet, hvor Skibene baade for Kontravind og for at losse eller lade anløber.”

Den 3. og 4. november 1824 bragte atter ulykke over Sønderho, idet der blæste en voldsom storm, som gjorde skipper Niels Degns skib, der var ladet med korn og lå for anker i havnen, til totalvrag. 3 andre skibe drev væk og strandede på Yder-Bjerrum.

Alle bolværker, brohoveder og diger ved havnen blev ødelagt af stormen og kostede byens borgere store summer i reparationer.

Kalkværk

I Sønderho fik skipper Niels Jepsen Pedersen (død 1858, 71 år gammel) bevilling af 14. november 1812 til at drive kalkværk. Han drev det til omkring 1850.

 

 


Gå til top

End Of Slide Box