Mitfanoe
Handel og håndværk på Fanø omkring 1800 del 1

 

Officielle embeder

Birkedommer til Fanøe Birk

Christian Engelstoft  

Birkedommer 1802 – 1817

M. A. Nørup

 

Nordby

Sognefoged

Jens Sørensen, Jens Hansen Jepsen, Friderich Madsen   

Giorde Moder  

Karen Jensdatter  

Kirke Værge  

Søren Lauritzen  

Practicus i Medicin  

Claus Adolph Myller  

Sogne Degn  

Lauritz Fiskker  

 

Sønderho

Præst Med Hielper

Michel Lassen, Jens Sonnichsen 

Brand Directeur

Jens Sonnichsen 

Told Fuldmægtig

Jens Sonnichsen 

Sogne Foged

Jens Sonnichsen 

Brand Taxations Mand

Niels Hansen Jerne, Jørgen Anders: Møller

Stævnings Vidne

Jørgen Anders: Møller, Hans Jessen Schips

Degn

Jørgen Anders: Møller

Jorde Moder

Cathrine Kolbergs 

Jorde Moder

Anne Cathr Sørensdtr  

Brand Foged

Thomas Jensen Clausen

Sogne Degn

Lars Cristian Foss

Sognepræst

Johan Christian Biering

Strand Foged

Johanes Niels: Høy 

Peder Thomsen

Peder Thomsen

 

 

Ansøgninger om nedsættelse som håndværker

Indtil næringsloven i 1857, en liberal lov der ophævede mange af de hidtidige privilegier, kom der en lind strøm af ansøgninger, om at kunne nedsætte sig som håndværkere, ledsaget af først birkedommerens betænkning, siden forstanderskabets (1844) anbefaling.

Dette for at beskytte de eksisterende håndværkere, så de ikke mistede deres næring. Og for at en enkelt mand ikke skulle tage alt for meget arbejde indenfor sit fag, bestemte man den 29. november 1822, at ingen håndværkere måtte ansætte svende eller drenge uden særlig tilladelse og da højst en svend og en dreng.

I forhold til Plakat af 3. april 1816, kommer der 60 ansøgninger fra Fanø og birkedommeren Nørup medsender en betænkning:

Snedkere og malere

Nordby Sogn.

Laurids Pedersen.

Niels Rasmussen.

Da de begge har drevet deres Haandtering her i mange Aar førend allerhøjeste Plakat udkom, indstiller jeg underdanigst, at den ansøgte Tilladelse højgunstigst maatte bevirkes. De er begge meget skikkelige Folk, og førstmeldte Laurids Pedersen i Særdeleshed en meget duelig Mand i sit Fag, har en talrig Familie at forsørge. Han stunder nu til Alders, og det vil derfor være særdeles ønskeligt om hans i Ansøgningen ermeldte Søn, Søren Lauridsen, der ogsaa i samme Fag af Faderen til Duelighed er oplært, tillige kunde meddeles Tilladelse til at drive Professionen.

Sønderho Sogn.

Jens J. Sonnichsen.

Denne Ansøgning gaar tillige ud paa at erholde Tilladelse til at forfærdige musikalske Instrumenter, dreje i Træ, Ben og jern, forfærdige Billedhugger- og Glarmesterarbejde. Han er et født mekanisk Geni, der upaatvivlelig havde bragt det til stor Fuldkommenhed i mange Kunstfærdigheder, dersom han fra Ungdommen af var bleven oplært. Snedker-, og Drejerprofessionen er imidlertid hans Hovedhaandteringer, og de øvrige anførte Færdigheder øver han kun som Bisag ved forekommende Lejligheder, blandt hvilke Anledninger til musikalske Instrumenters Forfærdigelse skal fremhæves.

Jens Hansen Jerne i Sønderho søger i 1824 om bevilling, til at drive snedker- og glarmesterarbejde i byen.

Birkedommerens erklæring til ansøgningen lyder:

"Hvad betræffer Glarmesterprofessionen, har Jens J. Sonnichsen paa Sønderho siden 1821 Bevilling herpaa, men formedelst saadan ej kan ernære en Familie, har han tillige Bevilling paa at være Snedker og Drejer. Det højeste, efter indhentede Oplysninger, Sønderho bruger af Ruder, er ca. 300 aarlig, der kan vel udgøre 1/2 Kiste Glas, hvoraf i Forening med foranstaaende bedst skønnes denne Professions Utilstrækkelighed til at være Levevej for én endsige flere, naar disse, som de bør, skulle være forsynet med Glas, Kit, Staaltraad og Skæreredskaber. Fremdeles er til mig ingen Klage indtruffen, hverken over Mangel paa hurtig Betjening eller ublu Betaling fra den nævnte Glarmesters Side. Betræffende Bevilling paa Snedkerarbejde da lader Ansøgningens Distinktion mellem Tømrer og Snedkerarbejde mig paa underdanig Maade at bemærke, at Hustømmermandsarbejdet i Forening med Murerarbejdet og Tækning i Sønderho Sogn hidtil uden Klage har været forretter af de i Sognet bosatte Niels og Hans Hansen Jerne, hvori de er hjulpet af deres Sønner Sonnich N. Jerne og nærværende Ansøger. Hvad egentlig Snedkerarbejdet angaar, har Sønderho Sogn derimod kun én, og muligt kan der leveres Arbejde til nok én. Hvad angaar Ansøgeren selv og hans Ansøgning, da vil det næppe være Sandhed, at han har anvendt megen Bekostning paa at øve sig i Snedker, Tømrer-, og Glarmesterprofessionen, da han som anført har fortjent Brødet hidtil som Medhjælper hos sin Fader. Han er gift og har ingen Børn og bor hos sin Fader, har forhen faret til søs, men fandt siden sit Giftermaal det mageligere hjemme.

Nærværende Ansøgning er foranlediget af en fra mig som Stedets Politimester Ansøgeren given Erindring om at afholde sig fra ulovlig Indgreb i de Næringsveje, der er hjemlet enkelte, og som han anses uberettiget til."

Om nævnte Jens J. Sonnichsen fortælles, at han plejede at sige: "Alt, hvad man kan tænke sig, kan man lave."

Sognepræsten, I. C. Biering, giver ham i et svar til kancelliet, der har forespurgt, om der findes udmærkede mænd i sognet, følgende omtale:

"Som Kunstner udmærker sig her Jens J. Sonnichsen, der uden synderlig Vejledning er en udmærket duelig Snedker, forfærdiger nydelige Rejsechatoller m. m., er efter Kenderes Dom en særdeles god Bøssemager, arbejder næsten i alle Metaller, drejer godt, har især gjort nydelige Fløjtepositiver, der endog Udenlands er agtet, alt blot efter ypperlig Genis Vejledning. End lægges hertil, at han indhugger smukt Ligsten, som flere Gravmonumenter her kunne vidne. Han fortjener den Agtelse, hans mekaniske Geni har erhvervet ham, men mangler den Opmuntring, hans Venner ønsker ham. Sandheden af dette og hans Beskedenhed og moralske Værd kan hans Sognepræst bevidne med Glæde."

 

 

Tømmermænd, Murmestre og Hjulmænd

Nordby Sogn.

Wilhelm Wittenkamp.

Jes Nielsen Schmidt.

Thomas P. Beck.

Christian Nielsen.

Jens Christensen Ludvig.

Lars Mortensen Rødgaard.

Paa deres Begæringer finder jeg intet at erindre.

Sønderho Sogn.

Niels Hansen Jerne,

Hans Hansen Jerne

ansøger om fremdeles at maatte tømre, snedkerere og tække, alt ved Opbyggelse af Huse. Jacob Hansen af Billumtarp andrager om at maatte bruge sin Profession som Murmester. Anders Hansen af Sædding, Ole Jensen af Brøndum andrager om fremdeles at maatte drive deres Haandværk som Hus, og Skibstømmermænd i Sønderho.

Snedkersvend Peder Chr. Mortensen ansøgte den 8. april 1851 om bevilling som snedker og tømrer. Forstanderskabet erklærede:

"Saavel fordi en temmelig betydelig Del Haandværkere alt har Bevilling her i Sognet som navnlig fordi Skibsbyggeriet, der har optaget mange af Sognets Haandværkere, i det mindste for Tiden synes at stand, se, finder Forstanderskabet ikke for nærværende Tid at kunne anbefale Ansøgningen."

Han fik til trods for Forstanderskabets afslag bevilling, men kun som tømrer.

Det ser ud til, at han fik rigeligt med arbejde, idet han året efter ansøger om tilladelse til at ansætte 1 svend og 1 dreng.

Forstanderskabet er igen imod til trods for "man ikke mod Ansøgerens Duelighed og øvrige Forhold har noget at sige".

Samtidig med Mortensens ansøgning, foreligger der til erklæring en ansøgning fra Paeder Math. Møller om tilladelse til at nedsætte sig som tømrer og antage medhjælp, hvilket Forstanderskabet ubetinget støtter, mens amtet afslår. Forstanderskabet skriver da til amtet, at

"P. M. Møller er barnefødt her i Sognet og har alt i 7 Aar været gift og bosat her og i samme Tidsrum ernæret 2 svagelige, gamle Folk og baaret alle andre Kommunens Byrder og i enhver Henseende gjort sig værdig til at anbefales. Et saadant Hensyn formenes ikke til nogen Tid utilbørligt, og det antages i høje Grad ubilligt, naar denne Mands Ansøgning ikke understøttes."

Herefter får Møller bevillingen. 

Den førnævnte tømrer P. C. Mortensen var ikke "indfødt", hvad Møller var. Der var en tendens til at Forstanderskabet anbefaler "wor egn Folk".

Efter at Mortensen får sin bevilling som tømrer, og får rigeligt med arbejde, ser det ud til at kollegerne er efter ham. Da han i vintertiden med mindre arbejde havde snedkereret og solgt en dragkiste, der hørte under snedkerarbejde, meldte snedkerne ham for ulovlig næring, for hvilket han får en bøde.

Mortensen svarer igen med en trussel, om at ville anmelde både snedkere som udfører tømrerarbejde og tømrere, alle af "wor egn", der udfører snedkerarbejde.

Forstanderskabet henvender sig nu til amtet:

"Denne ene rejste Retssag og dens Udfald kunde i Fremtiden føre til hyppige Gentagelser deraf til en Ufordragelighed, en Splidagtighedens Aand blandt de mange daglige Arbejdere i Kommunen, hvilket Forstanderskabet i høj Grad maatte ønske at afværge. Her er saa mange Tømrere beskæftiget ved Skibsbyggeriet; men naar Arbejdet derved standses, fremstiller de Artikler, der er Kvinderne uundværlige, altsaa forskelligt Husgeraad."

Amtets svar kendes ikke.

 

 

 

Skibsbygmestre og Skibstømmermænd

Nordby Sogn.

Johan Frederik Schrøder bygger og fortømrer Skibe. Jens Jensen Brinck bygger Skibe og Huse. Hans Hustru Anna Hansdatter anholder i samme Ansøgning om Tilladelse til at væve. Anders Madsen fortømrer og reparerer Skibe og Fartøjer. For sin Kone Mette Rasmusdatter anholder han i samme Andragende om, at hun fremdeles maa vedblive at bage Rugbrød.

Hans H. Knudsen ældre bygger og reparerer Skibe.

Hans H. Knudsen yngre ligeledes.

Jacob Henrik Holst ligeledes.

Anders Nielsen Tømmermand forretter Tømrerarbejde ved Skibene og er tillige Murmester.

Niels Søren Dyreby arbejder særligt som Skibstømmermand. Anholder i samme Ansøgning om at hans Kone maa vedblive at væve.

Af de her nævnte er det kun de to første samt 4de og 5te, som afgiver sig med egentlig Skibsbyggeri eller bygger nye Fartøjer, de øvrige paatager sig ikke selv noget Skib at bygge, men arbejder hos en af de egentlige Mestre.

Da Skibsbyggeriet, saavidt jeg skønner, er af de Haandværk, hvortil Kancelliets særdeles Tilladelse efter Plakaten maa anses at være fornøden, giver jeg mig den underdanige Frihed at bemærke, at alle de fornævnte egentlige Skibsbyggere i mange Aar før 1816 har drevet denne Profession.

Imod ingen af de ansøgtes Berettigelse vides noget at erindre. Antallet af Skibsbyggere er vel egentlig større end Distriktets Tarv nu for Tiden fordre, da de for Handel og Søfarten ugunstige Konjunkturer ikke opmuntrer til at bygge Skibe. I min Embedstid er her i Sognet kun et eneste stort Skib blevet bygget, men de, som ikke bygger, beskæftiger sig med at tømre og reparere og finder tillige Arbejde i Sønderho.

Sønderho Sogn.

Peder Larsen Jensen,

Niels N. Degn.

Jens Hansen Jensen. 

 

 

 

Smede

Nordby Sogn.

Chr. Pedersen Beck, f. 1753 i Varde, d. 19. februar 1844. Hans smedje finder vi i Hovedgaden 46. Foruden smed, var han tømrer og søfarende. Økonomisk gik det måske ikke alt for godt, for i Fattigkommissionens protokol for 27. september 1836 finder vi: ”Chr. Peder havde begæret øjeblikkelig hjælp, hvad kommissionen også på grund af hans og hans kones høje alder og svagelighed fandt ham kvalificeret til, og blev der ham tilstået 5 læs brændsel, 3 mark til indløsning af 1 stk. lærred og 15 sk. Til et par træsko. Hermed anså kommissionen ham at være forstrakt med det fornødne for det første”.

Christian havde et stort ry for at kunne kurere sår. Der kom patienter langvejs fra til ham, og ifølge beretningerne, kurerede han de fleste, bl.a. en greve, der kom til ham med et rigtig ondartet sår. Christian fik bugt med såret og greven sendte ham de følgende år en pæn sum penge. Men greven erfarede, at Christian havde giftet sig til bedre økonomiske kår, og stoppede den liflige pengestrøm. Christian klagede og fik som svar følgende:

Mange hyler, men mangler ikke,

mange klager, som ska’r ikke,

-        men den, der giver til han tigger,

skal slås til han ligger.

 

Jens Andersen,

Søren Abrahamsen*)

har i flere Aar forretter Smedearbejde for Sognet.

*) Søn af Smed Abraham Lorentzen, der døde i Nordby 1816, og Stamfader til Slægten Abrahamsen i Nordby. Abraham Lorentzen er Søn af Møllebestyrer Lorentz Abrahamsen i Sønderho. - Søren Abrahamsen fik paa Industriudstillingen i Kjøbenhavn 1852 en Præmie af 30 Rdl. for en vel udført Spade og Segl.

Sønderho Sogn

I 1827 ansøger Andreas Sørensen (Holmbo) om bevilling som smed i Sønderho.

Birkedommeren udtaler at:

"i Sønderho findes vel en Smed med Bevilling, navnlig Mads Christiansen. Denne har aldrig lært Smedehaandteringen, men som arving af faderens Smedje søgt Levevej ved denne Profession. Ansøgeren har ved at arbejde et halvt Aars Tid omtrent for nævnte Mads Christiansen efter den til mig skete Indberetning vist, at han forstaar Smedevæsenet og ført et ædrueligt Levned".

Den gamle smedje, som lå ved havnen, er der ingen nulevende, der kan huske mere. Vi ved iflg. Fanøs Historie, at Andreas Sørensen i 1827 ansøger om bevilling som smed i Sønderho. Han får det svar, at der findes en smed med bevilling, nemlig Mads Christiansen, som ikke har lært smedehåndteringen, men har arvet smedjen efter faderen. Andreas Sørensen (en fremmed) fik dog bevillingen. Fanøs Historie har kun 8-10 linjer om smedehåndværket i Sønderho. Dog ved vi efter rundspørge blandt de gamle, at Andreas Sørensen efterfulgtes af »Smed Edevard« (udtalt med et tydeligt »e« efter "d".) Det var Edevard Anthonisen, som er født i 1843 og død 1903. Sandsynligt er det, at den her omtalte smedje ved havnen blev erstattet af den nuværende smedje ved kirken, som ejes af Henning V. Pedersen, søn af smedemester Søren Pedersen, død december 1971. Det er ligeledes at antage, at smed Edevard byggede den og flyttede derhen i 1871, da han var 28 år gammel. (Årstallet på husets gavl.) Efter ham kom smed H. J. Vejleborg, der var en "fremmed«. (Født i Kerteminde 1870). En af hans opgaver var at fyre i kirken på vintersøndage. Det var normalt hans kone, der gjorde dette, og var det meget koldt, så der skulle lægges meget og hyppigt på ovnen, tog hun sine dyner under armen og lagde sig i våbenhuset om natten med tøjet på. Dette var i sønderhoningernes øjne en vovet præstation, da de fleste havde stor angst og overtro i forbindelse med at være på kirke eller kirkegård ved nattetide. Vejleborgs hustru var et oldebarn af Lille Jes og hed Anne Frederiksen. (1873-1929). Hun var søster til det af så mange velkendte søskendepar Doris og Jens Frederiksen, der boede i det gule hus over for skolen, hvor senere degnen Gregers P. Thomsen boede. Nu beboes huset (Danby-Hus) af apoteker Holtmann og frue. Dette hus er et af de ældste i Sønderho og har gennemgået alle stilarter fra 1700-tallet over de frisiske gavle, teglsten og nu stråtagskonstruktion trods den lave rejsning. Jens Frederiksen, der boede i huset et par menneskealdre, var en af de rareste og godmodigste mænd i datidens Sønderho. Et typisk billede fra en ca. 42-43 år tilbage i tiden fortæller Søren Larsen Brinch mig: Søren havde fået nye sko eller støvler, som han stolt er ude at træde til. På vejen møder han Jens, der bemærker de nye støvler og siger: »Hår du fåt ny støvel!

Så er du sandelig bløwn en stue knæjt, her hår do osse en ti-øre!« Dengang og netop i dette samfund var 10 øre en masse penge. Om den gamle smedje, som her beskrives, vides, at den lå i nærheden af af Darum Marius' hus. Norden for dette hus ved vejen lå to store sten, som var rester af smedjen. Jeg mener, at familien den dag i dag lægger stenene ud ved lågen, når de er her. Mange erindrer Darum Marius i det gule hus syd for vejen lige før havnenedkørslen. Han var en lidt galsindet mand, der bl.a. ernærede sig ved at klippe folk, mest drenge. Hans kone hed Anne Nielsine Thomsen, og hans egentlige navn var Marius Kokkenborg. (1865-1940). Hun var barnebarn af Jens Thomsen Sonnichsen og således søster til den meget kendte »Buel Meinertz«, der var skomager og bælgtræder i kirken. Grunden til, at der i sin tid (mest og med størst aktivitet omkring midten af forrige århundrede) lå en smedje så tæt ved havnen, var, at der var skibsbygning i Sønderho dengang. Vi ved, at "forretningen« i den grad blomstrede, at der kom en del penge til byen for skibsbyggerier. I øvrigt kan vi historisk konstatere at der i 1566 sendtes to skibsbyggere fra Sønderho til København. Ligeledes ved vi, at Søren Svendsen fra Sønderho har taget borgerskab som skibsbygger i Ribe allerede i 1649. Efter forrige århundredes tresser aftog denne virksomhed efter en kort kulmination. Det sidste skib, der byggedes, var også det største. Det var skonnertbriggen "Vennerne« af 1877, bygget til kaptajn A. M. Knudsen.”

 

 

 

Skræddere

Nordby Sogn.

Her nævnes 6 kvindelige Skræddere, der søger om fremdeles at maatte sy Mands- og Kvindeklaeder for Beboerne her i Sognet. De syr vel andet end Vadmel, hvilken Art af Tøj kun lidet bruges her, men dog lignende grove Tøjer blot til Beboernes Fornødenhed. Jeg skønner altsaa ikke, at Kancelliets Tilladelse for dem kan være nødvendig, men indstiller underdanig deres Andragende til højgunstig Bønhørelse.

P. Westphal samt nævnes 7 Kvinder.

Førstnævnte er Mandsskrædder og forfærdiger alle Slags Klædevarer for Beboerne i Sognet; alle de anførte Fruentimmere forfærdiger nu og Klæder for Mandfolk, men dog mest for Fruentimmere og hyppigst af grovt Tøj.

I 1826 søger skrædder Jeppe Laurids Husted om bevilling på at blive skrædder i Nordby

Birkedommeren erklærer:

"... er det min underdanige Mening, efter at have ladet mig forevise noget af Andragerens Arbejde saavel af Tilskæring som Syning, vil Sognet kunne være tjent med denne som Skræder, saa meget mere som man hos den ene for Tiden værende Mands Skræder Jens Christensen Dam ej kan faa fornødent forsvarligt Arbejde, da han er gammel og svagsynet samt ej fri for Forskæring, og den anden, Niels Sørensen Brinck, for Størsteparten af Aaret er til Søs, og selv naar han er hjemme lidet befatter sig med Skræderiet. Andrageren indstilles derfor til Bønhørelse." 

Den 14. august 1849 ansøger skræddersvend P. A. Svarrer om Nordby Forstanderskabs bevilling, til at ernære sig som skrædder i Nordby og desuden drive handel "med silke, tråd, knapper og i øvrigt, det der behøves til Søfolkenes Klæder". Han fik kun tilladelse til at slå sig ned som skrædder, og fik et nej til handel.

Skomagere

Nordby Sogn.

Frederik Bøje Brandt,

Niels Wormslev,

Jens Lauridsen Vraa

forfærdiger alle grovt og simpelt Arbejde.

Sønderho Sogn.

Anthonis Madsen Johansen

forfærdiger kun grovt og simpelt Arbejde. 

Skomagerne i Sønderho solgte ganske vist sko, men salget var ringe. Ikke mindst fordi mænd og drenge gik i træsko året rundt, og damerne brugte "klodser", ( = en slags trætøfler.) Udvalg af fodtøj til salg var uhyre småt. Skomager Jes, et kæmpestort stykke mandfolk, var nok den skomager, som Villa Jens fik sine sko hos. Han boede lige over for skomager Meinertz (Buel Meinertz) i "rækkehuset" på den anden side af »æ grøn«. Senere boede han i huset nord for Forbergs hus, der nu ejes af Arne Jensen, søn af Thomine og Hans Jensen. Efter skomager Jes blev det hans nevø, Bodil Meinertz' søn, Hans (Buel Meinertz), der solgte og reparerede skotøj. Han boede i det lille hus norden for Anna Øhles hus ud mod landevejen. Han levede i en årrække sammen med sin mor, til han var over 30. Så giftede han sig. Han var en meget ivrig sanger ved byens festlige lejligheder, var et stærkt led i bybilledet, og var i de seneste år også bælgtræder i kirken. Når han i sine yngre dage havde været i glad lag, fortælles det, at vennerne fulgte ham til husdøren under sang og latter. Så åbnedes døren usynligt af moderen, og Meinertz listede ind, alt mens sang og latter forstummede øjeblikkelig. Der hørtes ikke en lyd inde fra huset, efter døren havde lukket sig.

 

 

 

Bødker

Nordby Sogn.

Peder Johansen,

Jens Frandsen Mathiasen, (1800-21)

Jacob Knudsen.

Peder Mathiasen Møller

Peder N. Madsen

Vævere

Nordby Sogn.

År 1816.

Her nævnes 20 Kvinder. Samtlige disse Ansøgere indstilles underdanig til gunstig Bønhørelse, og giver jeg mig den Frihed, forsaavidt som Ansøgernes Antal kunne siges at være temmelig betydeligt underdanig at bemærke, at Nordby Sogns Folkemængde er mellem 16 og 1700 Mennesker, og at mange af de her anførte Væversker kun sjælden væver for Betaling eller for andre, men mest for dem selv og Familie.

Sønderho sogn

Her nævnes 16 Kvinder. Da Sønderho Sogns Folketal er i det mindste 1100 Sjæle, og mange af Ansøgerinderne blot væver for sig selv og deres Familie, altsaa som de for Nordby Søgn anførte Vævere, tillader jeg mig at anbefale alle disse til Berettigelse at væve. Hvilket saaledes underdanigst indberettes.

Man kan undres over birkedommer Nørups gengivelse af, at kvinderne kun vævede for sig og sine, når vi kan læse os til, at der har været en indkomst at hente, ved at væve for Ribe købmændene.

Væverske og strikkekoner

I ældre tid havde Fanøkonerne en god indtægt ved at karte, spinde, strikke (pregle) og væve for købmændene i Ribe. Det drejede sig om bl.a. bomuldstrøjer, hørgarnslærreder, dynevår, selv sytråd er blevet forarbejdet, og dette foruden det man selv brugte i familien

Om mængden af arbejde Fanøkvinderne stod for fremgår af en artikel i "Handels- og Industritidende", nr. 107, 1804, hvori der opregnes at der i Ribe fandtes 5 større og 4 mindre lærredshandlere, hvor de mindre forarbejder 6 - 7 skippund (ca. 1100 kg.), de større hver 20 skippund (ca. 3200 kg.).

"Hørren spindes af Almuen paa Landet og fornemmelig paa Fanø, hvor der spindes i ethvert Hus for Lærredshandlerne i Ribe. Spindeprisen er efter Traadens Finhed fra 14 til 24 Skill. pr. Pund. Spindet sorterer Lærredshandlerne selv efter deres Godhed og lader det derpaa vinde af fattige Folk for 2 a 3 Skill. Pundet. Lærredshandlerne koger selv Garnet og lader det væve, mest paa Fanø og Mandø. Det groveste betales med 2 Mark og 4 Skill. pr. Snes Nøgler, det fineste noget mere," hedder det i artiklen.

Dette arbejde for Ribe købmændene stoppede ca. i midten af 1800-tallet. I Nordby fandtes der 104 og i Sønderho 30 vævestole.

Rebslager

Nordby Sogn.

Thomas Christian Bochhius har meget sjældent noget med Professionen at gøre, da han som yderst fattig mangler Penge til at indkøbe Hamp og øvrige fornødne Materialer.

 Nordby havde ingen rebslagere i 1850, mens Sønderho havde 2 (Johan Jørgensen, død 1864, 56 år), der hovedsageligt lavede tovværk til skibene.

Man modtager med kyshånd en ansøgning fra Hans Adam Stokman Bøgh, om at nedsætte sig som rebslager i Nordby, og til trods for, at han var fremmed var det med glæde Forstanderskabet gav bevillingen idet "da man her i Nordby i flere Aar har følt trang til en dygtig Rebslager. Bøghs kone fik den 23. december 1854 Forstanderskabets anbefaling på en ansøgning om bevilling til at kreere modepynt og forhandle de nødvendige artikler: hvide trøjer og kulørte silkebånd.

Rugbrødsbagere.

Nordby Sogn. 

Johanne Jensdatter, Skipper Hans Nielsen Svarrers Kone bager Rugbrød for en Del af Sognets Beboere.

 


Gå til top

End Of Slide Box