Mitfanoe
Set og sket på Fanø omkring 1850

 

B1691 083 Borgerskolen

 

Borgerskolen bygges i 1850 i Nordby.

 

 

Smed Abraham S. Abrahamsen anlægger i 1851 et sæbesyderi.

”Bade- og Svømmehus”

Duysens ”Bade- og Svømmehus” anlægges 1851 i Nordby havn. Sommeren 1851 tager han det første skridt med at skaffe Fanø et Badested. Han meddeler i "Ribe Stiftstidende", at han "efter fleres Opfordring har ladet bygge et Bade- og Svømmehus med 4 kamre, som henligger i Nordby Havn til daglig afbenyttelse".

 

 

 

nordby havn 2 1870 349

 

 

Duysens badeanstalt bestod af to tømmerflåder, en for kvinder, og en for mænd. Ved ankre var den fastgjort således, at man kunne bade både ved høj- og lavvande. På hver af disse flåder, var der anbragt 4 kabiner (afklædningsrum) og ud imod vandet en stor markise, der gik ned til vandoverfladen. I disse vandrum under markisen, badede man så udelukket fra sol og luft. At gå udenfor var ikke passende, det tænkte man overhovedet ikke på. Hvert bad kostede 35 øre, en efter datidens prisniveau meget høj sum.

Stormflod

Natten mellem den 9. og 10. januar 1852 optrådte der ret pludseligt og overraskende en voldsom stormflod, den højeste siden 9. januar 1839. vandet steg med en utrolig hastighed til en højde der kun var et par fod under stormfloden i 39. I Sønderho kunne man sejle med både i gaderne. På Peter Meyers Sand voksede dengang klitter, men disse blev komplet sløjfet af stormfloden. Skibene der lå i havnen, blev alle kastet op på resterne af de klitter, der hidtil havde beskyttet byen, men som nu var bortskyllet af vandet.

I Nordby havde skibsbygmester Mechlenburg en galease på stabelen, den og alt skibstømmeret blev skyllet væk. Enkelte huse på havnen faldt sammen da vandet pressede sig på, og også her kunne man sejle i gaderne. Den gamle 92 årige skibsbygmester J. Brinchs hus ødelagdes af vandet og den gamle mand og hans svage datter blev under livsfare, reddet ud af huset.

Der stiftes i 1853 et selskab for fangst af sælhunde ved Grønland med briggen ”Nordby”.

Efter at Madamme Rahrs og Niels Jacobsens selskaber i 1797 havde standset farten på Grønland på grund af urentabilitet og Niels H. Thomsen i Sønderho holdt op, tænkte ingen mere på at indlade sig på et sådant foretagende. Krigsurolighederne i begyndelsen af det 19. århundrede og krigen mod England 1807 – 14 bragte Fanø ind i en virkelig nødtilstand. 

Først hen ved 30 år senere spores der atter en begyndende velstand og et selskab blev i 1853 stiftet for fangst af sælhunde ved Grønland. Bestyrelse bestod af skibsfører Peder Nielsen Svarrer, gæstgiver og købmand S. Johnsen, færgeriejer C. W. Kolvig i Nordby, landinspektør J. Elling i Hjerting og købmand P. Debell i Varde.

 

 

b31simonjohnsen       kolvig 428

Simon Johnsen                              C. W. Kolvig

 

Fattiggård

fanoe-nord Nordby sogn får i 1855 en fattiggård. Man købte hus og ejendom af avlsbruger Jacob Brandt, som han ejede i det yderste Rindby. Købesummen var 4000 Rdl., og deri en medfølgende besætning på fire køer og 15 får.

Skibsfører C. P. Clausen anlægger i 1855 østersbanker øst for Søjorden.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Saltværk

 

B5003 Faergestrand 49 34A

 

   Brødrene C. V. Kolvig, Nordby, og konsul Fr. Kolvig, Ribe, købte i 1855 de tre fjerdeparter og driver saltværket fra 1855 til 1875. de drev også et betydeligt skibsrederi og fragtfart med skibe.

 

Sønderho skole

 

B00052-70 Soenderho-skole

 

 

Færgeriet

Kolvig var ligesom sine to forgængere både færgemand og gæstgiver. I 1857 solgte han færgeriet og gæstgiveriet med dertil hørende Færgegård til Anthon B. Johnsen, og Kolvig flyttede postekspeditionen til ejendommen nr. 31, Saltværksvej. Kolvig døde den 17. maj 1887, 75 år gammel.

Mortensens mølle

Skibsfører Morten Jensen Mortensen opfører i 1858 en mølle, der nedbrænder i 1865, og året efter opføres en ny.

 

 

B6204 Nordby Mortensens-moel

 

 

Chikane af blankenesere

Blankeneserne, der i 1859 har 150 både, der driver fiskeri ved Fanø, får en advarsel af ministeriet, om ikke at ødelægge lokale fiskeres materiel.

I 1852 ødelagdes det nyanlagte stendige fra 1847 i en stormflod og flere huse beskadigedes svært.

 

Landindvindingsprojekt ved Vigen 1852.

Indenrigsministeriet giver den 16. april 1853 interessentskabet der består af: postmester Kolvig, pastor Biering, skipper Niels Sørensen Brinck, møller H. F. Thyssen, tømmermand Laust H. Clausen, tømmermand Hans Peder Svarrer, snedker Jens Hansen Ende, smed Jørgen Chr. Beck, skipper Morten Jensen Mortensen, konsul, købmand S. Johnsen og smed Søren Abrahamsen, tilladelse til at påbegynde arbejdet.

En interessentskabskontrakt blev oprettet og tinglyst. Det fremgår af denne, at arbejdet er begyndt med en inddæmning (de senere forsøg er sket ved udgrøftning).

Der foreligger ikke noget om det videre arbejde, undtaget en kort notits i sognerådets protokoller i 1857, der fortæller at arbejdet er i fuld gang og at interessentskabet søger om tilladelse til at opsætte grænsepæle mellem lodsejernes enge og det indvundne land; forstanderskabet anbefaler at lade en landmåler kigge på sagen.

Arbejdet bliver aldrig fuldført og i 1863 ansøger konsul J. K. Bork, Nordby, og justitsråd C. B. Claudi, Lemvig, hver for sig indenrigsministeriet om at "erholde Koncession til som Ejendom at indvinde henholdsvis samtlige og en Del af de ved Fanøs Østkyst og Nordkyst beliggende Grunde og Banker".

Ministeriet ville ikke udtale sig før resultatet af planerne om anlæg af Esbjerg Havn der på det tidspunkt var langt fremme, forelå.

Da der blev givet OK for havnen i Esbjerg meddelte ministeriet ansøgerne i en skrivelse af 30. november 1869 efter at have lyttet til etatsråd, vandbygningsmester Carlsen " at der ikke vil kunne meddeles Koncession på nogen af de tilsigtede Inddæmninger, da de arealer, der herved agtes indvunden, for en meget væsentlig Del henhører til Grådybsbassinet, som det af hensyn til den projekterede Havn ved Esbjerg er at bevare uformindsket".

 Konsul Bork gav sig dog ikke op så let, så han indsendte en ny ansøgning for inddæmning af "Albuebugten" og droppede planerne for Fanøs nordspids og for "Vigen".

Konsul Bork fik den 6. november 1872 omsider den bevilling han tørstede så meget efter, nemlig bevillingen på engindvinding i "Albuebugten". Arbejdet skulle tage ca. 8 år. Derefter skulle konsulen have 20 års skattefrihed på det indvundne land. 

Samtidig blev den samme ret bevilget til 22 lodsejere i Sønderho med skibsfører Math. J. Knudsen i spidsen, til et areal syd for "Albuebugten" indtil Sønderho by. Dette konsortium afstod allerede året efter sine rettigheder til konsul Bork mod et kontant vederlag.

Bork overdrog arbejdets udførelse til ingeniør C. F. Glæsner der skulle have 136.000 Rdl. for arbejdet. Bork søgte at danne et aktieselskab til finansiering af projektet og udbød 272 aktier af 500 Rdl.

Aktieudbydelsen mislykkedes; der blev næsten ikke tegnet nogen aktier, men inden arbejdet begyndte overdrog Bork med ministeriets billigelse nogle andele til justitsråd C. E. Møller, landinspektør F. Vinding, pastor emer. P. Chr. Røgind, alle København, og til godsejer J. W. Treschouen til Krabbesholm. Bork havde selv 50.000 Rdl. Som han satte i foretagendet.

I efteråret 1873 gik arbejdet så i gang med en ca. 70 mand, der arbejdede ved ebbetid, altså nogle timer to gange i døgnet, uanset tidspunktet for ebben.

Til logi for arbejderne opførtes to træhuse og til ingeniøren og formændene blev et gammelt skibsruf sat op, ellers opførte mange sig jordhytter op ad klitterne og boede deri.

Man anlagde diger vinkelret på landet som blev bygget af klægen på vaderne, og var så høje, at de ved daglig normal højvande ikke blev overskyllet. Ved de yderste af disse diger, der var ca. 1 meter i bredde med ½ meters grøft imellem, opførte man et højere dige på tværs af de andre. Ved hermed at kunne stoppe overrisling af digerne indenfor håbede man, at disse diger snart ville blive bevokset. Dette synes at være en korrekt antagelse, men hvad der blev bygget op om sommeren, blev nedbrudt af isen om vinteren.

Arbejdet fortsatte i ca. 5 år, så var kapitalen opbrugt og man standsede projektet og yderligere forsøg er ikke gjort.

 

 

 

Færgeriet

I efteråret 1854 indleder Kolvig forhandlinger med købmand Anthon Bendix Johnsen om at han skulle overtage færgeriet. Johnsen køber færgeriet den 11. september 1854. På dette tidspunkt hørte der følgende til færgeriet: Med Gæstgivergården - kaldet Færgegården - fulgte en besætning af 2 heste, 4 køer, vogne og avlsredskaber samt jordejendomme. Til færgeriet hørte det lille hus ved batteriet, 2 store sejlbåde, en sejljolle, 1 isbåd, 1 pram og 2 rullebroer. Købesummen blev sat til 14000 Rdl.

Streng vinter

Vinteren til 1855 var meget streng og hård at komme over for fattigfolk, det var knap med brændsel, så folk måtte ruske lyng i østermarken og køre det hjem på isen over Vigen. Flere forlystelser afholdtes også på isen ved havnen, ligesom man både gik og kørte over til fast­landet. Isen lå til helt hen i april. Af gamle kvinder frøs to ihjel, begge lå døde en morgen­stund i deres små hjem.

Blankeneserne får advarsel

I 1859 sender ministeriet en advarsel til Blankeneserne, der på dette tidspunkt har 150 både, der driver fiskeri ved Fanø. Advarselen kommer som en reaktion på en skrivelse fra sognefogeden i Nordby af 15. september 1859, der fortæller om de stadige ødelæggelser. 

Advarselen fra ministeriet hjalp i nogen grad, men i 1862 sender birkedommeren en ny klage over blankeneserne og ministeriet beslutter derfor at beordre toldkrydserne der var stationeret ved Fanø, om at holde øje med Blankeneserne.

I slutningen af 1850’erne anlægges ”æ Billebøj”, en gammel engelsk lægter, hvorpå man kunne losse sin last.

1858 satte man ”Billebøjen”, et gammelt fartøj der så fungerede som bølgebryder. Den var placeret der, hvor man senere anlagde Søndre Bro.

Til samme formål købtes i 1862 en svensk skonnert, der blev placeret ved det første søndre havnehoved. Dette blev senere kaldt ”Svenskeren”.

 

 

 


Gå til top

End Of Slide Box