Handel og håndværk på Fanø omkring 1860 del 2

 

fotograf Jens Ussing fortsat

 

Mændene oppe paa Vognene skældte ud og svingede med Piskene: »Ka' du sie at komme væk, din Filifut.« Saa kørte Manden en Runde paa Pladsen og sprang let af. Hu, ha endda. Mændene sprang ned fra Vognene, smed Tømmerne og Piskene, og fra Skibene kom Skibsdrengene, Hjælperne og Skipperne halsende for at se Dingslet. »Hva' er det for en jen?« Skibsfolkene hilste saa hjemligt paa Manden. Skibsdrengene betroede Kuskene, at det Køretøj havde de set saa ofte hjemme i Nordby. Manden der er fra samme By. En af Nordby-Skipperne, der næsten lige var ankommet, bød Manden paa Kaffe, og det sagde han Tak for. »Er du lige kommet fra Nordby?. Du kunde godt ha' sejlet med mig. A stak hjemmefra lidt før Daggry, og vi er hurtigt kommet herop til Varde.« Manden børstede sit ene Frakkeærme: »Nej, A kommer fra Ribe«. »Fra Ribe? Løgn og Pjat og Skidt«, det var en Varde- mand, der kaldtes »Kalle fra Nørregade«, der blandede sig, i Samtalen. »Fra Ribe, siger du«. Manden saa paa Kalle. »Ja, og jeg har kørt Turen fra Ribe herop til Varde paa cirka 3 Timer.« Kalle fra Nørregade vrælede af Latter. »Det ka' du ikke bilde os ind!« En Nordby-Skipper tog Kalle i Kraven. »Fordi du er saa Dum og ett forstaar noget, saa kender vi Fannikere Manden dér, han hedder Ussing, han er fra Nordby, og alle jer Kuske, prøv at se det tohjulede Køretøj efter, se det er vel nok Sager, Ussing har selv lavet Køretøjet.« Folk kiggede og vendte og drejede Køretøjet. »3 Timer fra Ribe til Varde, og der er godt 5 Mil og Vejen er sandet med dybe Hjulspor.« En begejstret Skibsdreng betroede Jens: »Saaen et Køretøj vil A ogsaa gerne ha'« Jens rystede paa Hovedet: »Vos Drenge fra æ Land kan lige saa godt la' vær at ønske, vi faar gaa paa vore bare Fødder.« 

Arbejdet paa Skibbroen begyndte igen; et Skib stod ud fra Kajen. Skipperen raabte over til Ussing, der sad paa en Ræling med en Kaffekop i Haanden: »Ja, du kommer vel før Hjem end os, saa hils.« »Nej, det skal I, for jeg kører til Ringkøbing i Dag«. 

En pæn Mand kom løbende gennem »lille Fjers« Port ned mod Skibbroen og bagefter kom Hattemager Skæg; han holdt ingen Avis, det nænnede han ikke, men naar han saa Redaktøren komme farende, vidste han, der var en Nyhed i Farvandet. 

Redaktøren naaede ned til Skibbroen og spurgte efter Ussing. »Hvem er det?« »Ham med Hjulhesten«. »Ork, han sidder og drikker Kaffe henne paa det Nordbyskib med den fine Udskæring paa Agterstavnen«. »Tak for det!« Redaktøren ventede lidt: »Goddag, er Ussing om Bord?« »Jow, kom bare herop til ham«. »Sig, at Redak- tøren af Ribe Amtstidende gerne vil tale med ham«. 

Hjælperen raabte saa hele Galeasen rungede: »Stræv og kom, Ussing, der er fine Besøgende til dig.« Ussing kom farende. »Ja, her er jeg!« Redaktøren forklarede, hvem han var, og hvad han gerne vilde vide noget om, Hjulhesten, der stod derovre ved en Stak Tørv. 

Saa tog Ussing sin Hjulhest og kørte en Runde. Redaktøren var maalløs af Forbavselse: »Sikken en Nyhed her fra Skibbroen i Varde, den vilde gaa hele Landet, ja, hele Verden over.« Redaktøren spurgte, og Ussing forklarede. »Det er forbløffende, ih du gode. De er jo en stor Opfinder, Hr. Ussing.« »Ork«, svarede en Skipper, »Ussing kan meget mere.« Skipperen pegede over mod Kalle: »Ja, kom du bare nærmere, det kan være dine beskidte Ører falder af, inden Ussing har forklaret det hele. Fortæl nu, Ussing!« 

Saa tog Ussing et mystisk Apparat frem fra sin Taske, tog et sort Klæde over Hovedet og pegede mod Redaktøren. »Se saa venlig ud, Hr.« Redaktøren smilede. »Aah, De er ogsaa Fotograf?« »Ja, jeg er Vestjyllands første Fotograf.« Saa var Kalle der straks. »Det passer ett, der har været en fra København.« Redaktøren vinkede Kalle væk. »Ja, din Slags tror jo bare paa, at det kun er København, der kan.« - »Jeg skal sende Redaktøren et Billede.« »Tak, Tak, men jeg har hørt, De kan saa meget.« Ussing fortsatte beskedent: »Ja, jeg er født i Ribe, og har lært Snedkeriet og har mi Forretning i Nordby, men det er der saamænd ikke noget at berette om.« Kalle vrælede af Latter: »Ja, det tænkte jeg nok!« 

Nordbyskipperen traadte hen til Redaktøren: »I har saaen nogle sære Pjatrøwe her i Byen, Hr. Redaktør, f. Eks. ham Kalle med det dumme Grin.« Ja, det var Redaktøren klar over, dem var der mange af i Varde, men man maatte have saadant indskrænket Skidt undskyldt.« - »Naa, ja,« Skipperen fortsatte, »os fra Nordby er stolte af vores Ussing, han er en fin Snedker og laver nogle fine Udskæringer til For- og agterstavn paa vore Skibe, De skal se de fine Malerier med Motiver fra Nordby, han maler, ja, han er ogsaa Glarmester, Billedskærer, Stenhugger, ogsaa Billedhugger, De skulde bare se hans fine Arbejder, saa kan ham dumme Kalle raabe Kjøbenhavn, saa meget han vil. Ja, Ussing bygger ogsaa Baade og tegner ogsaa fint. Sejlrenden ind til Nordby har han ogsaa kortlagt.« Nu havde Kalle hørt nok, listede hjemad Nørregade til og fortalte sine ligesindede om en værre Løgnhals nede fra Skibbroen. Nogle Folk lyttede, mens Kalle fortalte, imens kom Ussing kørende ned ad Gaden, een af Gadens værste Sladderkællinger blev som forstenet, nu havde hun været inde og fortælle Kalles Stof videre, om at en Mand paastod at han kunde køre med bare to Hjul, og saa passede det alligevel. Nej, ham Kalle turde man da ikke stole paa» 

 

"Aah, Fatter, A vil da saa gerne op at køre paa den Hjulhest.« »Jens da, det ka' du ett.« Ussing hørte det: »Jo, det kan du nok!« »Nej, nej,« Fatter var betænkelig, men Ussing satte Jens op paa Sædet, og Jens kørte fremad, vel slingrede han lidt, dreje kunde han ikke, men sprang af og vendte Hesten og kørte tilbage. Fatter var forbavset over, at Jens kunde. »Prøv selv, Fatte 'r!« »Nej, nej, A tør ett.« »Jov, Fatter, prøv bare«, frittede Jens, »prøv oppe fra Bakken i Skovbogade.« »Ja, du maa gerne«, Ussing gav sin Tilladelse. »Jeg kører op ad Bakken, saa kan du køre ned ad.« Jens fik halet Fatter med op af Skovbogade, Fatter overvandt sin Frygt, Ussing hjalp ham op i Sædet, skubbede ham i Gang og gav Slip. 

»Holdt - holdt - hjælp«, Fatter kørte fra den ene Side af Gaden til den anden mellem Høns, Ænder og Gæs, men svingede heldigvis uden om en stor So og et Par Grise, der nok saa fredeligt gik midt i Gaden. Inde i Husene snakkede Folk om Manden paa Hjulhesten, der lige var kørt op ad Gaden. Fantastisk. Nu stod Ver- den ikke længere. Men hva, der var en, der raabte om Hjælp. Alle Folk, Købmænd, Komisser, Haandværkere med flere stormede ud - ned ad Gaden kom en Mand paa Hjulhesten og bagefter løb en og raabte »Stands«. Jens fulgte ogsaa bagefter. »Pas paa, Fatter, Fatter, du maa ikke køre i Aaen. Jamen Fatter da, hop af«. Denne hørte intet. Bare nedad mod Sønderbro i forrygende Fart. Ussing saa allerede sin Hjulhest kørt i Stumper og Stykker - at han da var saa dum at give Tilladelse. Men naar Nøden er størst, er Hjælpen nærmest ... ikke i det her Tilfælde, nej, det var bare en Gæstgiver nede ved Sønderport, der sprang ud og greb Køretøjet bagi, han stod udenfor sit Værtshus og snakkede om den store Begivenhed, der rullede opad Gaden, og saa kom den spilme igen med hans gode Ven. fra Østeregnen paa Hesten. 

Fatter tumlede af: »Aah, Tak skal du ha', Værtshusholder, A giver lige 3 Punse, lad mig komme ind og sidde ned. A er saa svimmel.« 

Ussing og Jens kom til. »Værsgod, Nordbymand, kom ind og faa en Puns, og dig, bette Jens, du skal faa en Omgang af æ Pisk, naar vi kommer hjem, ja bare begynd at tude, men nu ka' A aller meer komme til Varde, uden at blive overbegrint, den her Forestilling glemmes aldrig.« 

»Farvel«, sagde Ussing, »naar du tager en Spøg saadan op og vil piske din Dreng for det, saa kører jeg videre.« »Hvorhen«, raabte Værtshusholderen. »Op til Ringkøbing for at tage Folk af.« 

B7260

Dette hus (Lindevej 11), på hjørnet af Vestervejen og Lindevej/Skolevej blev bygget af den på Fanø kendte mand, fotograf Jens Ussing. Han var en mand, der kunne ordne næsten alt, han var noget af en tusindkunstner. På billedet ses hans fotografiske atelier, bygget ind i tagetagen. Foran huset står to unge piger, det er hans døtre Laura og Henriette. Laura, der ses her med en harmonika, blev senere gift med kapt. P. H. Clausen, en af den tids mest initiativrige mænd på Fanø. Han byggede senere et nyt hus omtrent på samme grund ved Vestervejen. Også fru Laura Clausen kom til at øve stor og nytterig gerning i Nordby kommune. Deres søn, Max Engers Clausen, Portland, Oregon, er æresborger på Fanø.

Hans datter fru Laura Clausen beskæftigede sig også en tid med fotograferingen.

 

 

Færgemænd

 

Nordby

 

Anthon Bendix Johnsen

Peder Jensen Christensen, Færgeskipper

 

 

 

Garver

 

Lorens Hansen Linnet

 

 

Husholder, husjomfru, husbestyrerinde

 

Nordby

 

Kirsten Jesdatter

Karen Sørensdatter

Karen Jørgensdatter

Maren Cathrine Andersen

Kirsten Lauridsdatter

Jensine Holm

Sidsel Lauridsdatter, kokkepige

 

 

 

 

Kogekoner (Køksen)

 

Nordby       

 

Anne Margrethe Jensdatter

 

 

Købmænd, høkere og viktualie handlende

 

Købmand Jens Korsholm Bork

B33JBORK

 I 1857 køber Jens Korsholm Bork Krogården for 28.000 Rdl., til overtagelse den 1. oktober. Han fik dog en del besværligheder med at opnå bevilling.

Efter næringsloven i 1857 blev vedtaget, blev al handel på landet frigivet med undtagelse af handel med vine og spiritus, hertil skulle man have særskilt bevilling.

 

 

Bork-J-026

 

Lige siden Krogården den 28. juni 1703 fik fæstebrev bortfæstet til brødrene Christian Jensen og Frederik Hein Jensen var det givet: "være dem for deres Livstid alene og ingen anden tilladt at forsyne Nordby Sogns Indbyggere med al fornøden Øl, Brændevin samt hvad anden Slags Drik, som de for Betaling begærer og behøver". 

Samtidigt blev det beboerne pålagt: "sig ikke at fordriste og understaa Øl, Brændevin eller nogen anden Slags Drik, paa andre Steder at købe og til Øen at føre… ej heller selv brænde Brændevin, ligesom det ikke skal være nogen i Nordby Sogn tilladt enten Øl, Brændevin eller nogen Slags Drik til Slags at falholde eller udtappe under Straf af Mulkt og varernes Forbrydelse." 

Denne rettighed blev ved hvert ejerskifte fornyet, det var således ikke muligt - selv efter næringslovens vedtagelse - for andre handlende at opnå bevilling til salg af øl, vine og spirituosa i Nordby. Den 2. oktober 1860 fremlagde ministeriet et forslag om ophævelse af dette privilegium mod en passende erstatning til ejeren. 

I Fanø Ugeblad nr. 25, lørdag den 29. juni 1968 i en artikel fra Illustreret Tidende, maj 1862, kommenteres monopolet således: 

"Står vi ved havnen på Fanøs østkyst og ser over på fastlandet, ser vi Jyllands høje vestkyst, til venstre for os har vi Fanø brænderi og Kroen, ser i den senere tid på grund af sit monopol har opnået den ære, at være genstand for rigsdagens forhandlinger og for en utrolig mængde vrøvl uden for disse. Bemeldte monopol var, medens det endnu eksisterede, hvad tyskerne kalder "Etwas Famöses", i sin slags. Ifølge det turde intet menneske på Fanø drikke sig et glas øl, vin eller brændevin, som ikke var købt i Kroen. 

Denne indskrænkning i den menneskelige drikkefrihed, bar ikke i forenelighed med grundloven, og da Kroen derfor skiftede ejer for nogle år siden, blev der indledt underhandlinger om monopolets afløsning. Havde regeringen dengang båret sig klogt ad, kunne dette gode have været opnået for en forholdsvis ringe afløsningssum; men så ville man være så fin og blev naturligvis fanget i sine egne garn. Først opstilledes den fordring, at de, der led mest ved monopolet - Fanøboerne - selv skulle udrede afløsningssummen; men hertil svarede Fanøboerne meget fornuftigt, at ikke de, men regeringen havde pålagt dem denne byrde, der så længe havde tynget på dem, hvorfor det også måtte være regeringens sag at tage byrden bort igen. Så prøvede man at benægte monopolets betydning og på en helt spidsfindig måde at bortfortolke dets rene og tydelige ord. Den ene vurderingsforretning blev afholdt efter den anden, den ene stedse dyrere end den anden. Sagen blev bragt for domstolene og gik naturligvis regeringen imod, kort sagt: regeringen kunne have sluppet med at udrede en erstatning på 10 til 12.000 Rdl., nu kom den til at bøde 40.000 Rdl. 

Den 11. november 1860 blev forslaget til lov, og Bork fik ca. 25.000 Rdl. (hvilket er langt mindre end Illustreret Tidende opgiver) i erstatning og en personlig bevilling til at drive brændevinsbrænderi i Krogården "saalænge han dér holder Dug og Disk". 

Bork arbejdede sig i armod her på Fanø. Først begik han den fejl at lave saltværket om til brændevinsbrænderi og anlagde samtidigt en større isenkramforretning, begge dele var der ingen rigtig brug for her på øen, og desårsag gav begge dele kun tab. Brændevinen kom desuden i miskredit, det hed sig, den var sveden, og folk sendte hellere deres skæggemand, gåsehalse eller flasker med færgerne op til Strandby for at få dem fyldt på kroen der, eller også til København med skipperne, der sejlede dertil, end de ville købe af Bork’s.

 

 

Nye høkere

 

Tre energiske høkere, siden købmænd, havde også begyndt handel og derved naturligvis taget meget bort fra kroen. Disse tre købmænd var fhv., skipper Thomas Andersen, snedker Niels H. Ende og købmand Mathias Ankersen, der i flere år havde stået i Ølgaard Thorsens forretning i Hamborg, og altså var godt kendt der. 

Disse tre arbejdede sig op, mens Bork gik tilbage. 

Niels Hansen Ende ansøgte i marts 1851 Sogneforstanderskabet om ret til Høker- og træhandel. forstanderskabet ville gerne anbefale og "... i det hele interessere sig noget derfor paa Grund af hans lange og farefulde Tjeneste i Armeen" 

Niels Hansen Ende, der havde høkerbevilling ansøger i 1861 om ret til handel med stærke drikke. Birkedommeren medgiver ansøgningen følgende: 

"Niels Hansen Ende er oprindelig Snedker og ejer et Hus. Er en meget driftig og særdeles dygtig Mand. Han udlejer Værelser paa kortere eller længere Tid og har indtil dette Foraar haft i Logi 1 Kvartermester og 10 Menige af Mandskabet fra de her stationerede og oplagte Kanonjoller. Han tilbereder Spise- og Drikkevarer for sine Logerende og holder med Politiets Tilladelse jævnlig Dans og udøver derved Beværtning for Betaling." 

Ende sad i 1860 i bestyrelsen for grundlæggelse af en navigationsskole. 

Se, det var en driftig mand!

 

 

B5450 Lodsvej Rosengaarden

 

Endes ejendom, Lodsvej 4, kaldet Rosengaarden. Nedbrændte den 7. november 1852 og blev ikke genopført. Familien Thisen byggede senere hus på grunden.

H. J. Hansen rev efter Endes død købmandsfirmaet videre under navnet: Firmaet N. H. Endes Søn.

Mathias Ankersen Nørby eller Mathias Ankersen Hansen havde forretning på Hovedgaden 30. I 1886 overdrages ejendommen til stedsønnen, købmand Johannes Mathiasen.

 

B1314 koebm Math Ankersen Noe

Mathias Ankersen Nørby 

 

 

Næringsbeviser

Købmand, høker og detaillister stammer fra næringslovens af 1857, som først trådte i kraft 5 år senere.

En købmand kunne handle med alle slags varer både en gros og detail (salg af varer i mindre partier, direkte til kunden).

En høker var hvad vi i dag ville kalde en nærkøbmand, han handlede med dagligvarer og kun detail.

En detaillist kunne handle med alle slags varer, men kun i detailhandel.

Næringsbeviser til detaillister omfattede også mange håndværkere. Den skomager der foruden at lave og reparere sko også ville sælge sko fra en lille butik, skulle være ”detaillist”, og det gjaldt næsten alle skomagere, sadelmagere, skræddere og enkelte andre, at de også havde et detailsalg. Mange ”detaillister” var private der havde et lille agentur for en eller anden vare, og altså måtte de have næringsbevis.

 

 

Nordby      

Gorm Lund, Handelsbetjent

Henrick Fischer Harder, Handelslærling

Jens Korsholm Bork

 

 

 

Murer

 

Nordby

 

Leve Levensen

Iver Hansen Frank

 

Møller

 

Nordby

 

Laust Peder Nielsen, møllersvend

Anton Petersen

Hans Peder Thyssen

Morten Jensen Mortensen

Søren Christiansen, møllersvend

 

 

 

 

Anno 1872 den 11 September foretaget omvurdering af følgende Møller efter Circuleire af 6 Juli

 

1872. 

 

Nordby Sogn Odden

 

Mortensens Vindmølle

 

Møllen hollands Bygning Ottekantet 30 Alen høi 14½ Alen dyb 5 Etager med Snikstilling 12 Jernvinduer, 8 Trævinduer, tvende dobbelte Porte, 3 Døre. Den hviler paa 10 Alen høj Muur af brændte S teen 3 Steen Tykkelse muret i Kalk. 

Alle paa Muuren til Møllen hvilende Etager ere beklædt med Steentagpap hatten med Steentagpap taxeredes:

 

1. Møllen i sig selv med alle dens faste Lofter og Trapper efternævnte deele undtagen vurderet til 6860 Murenes Værdie ansættes til 1700 Rdl . hereimed i forsikkringen 

2. tvende 34 Alen Raaer med Seil og Tilbehør 300 

3. En Axel 3½ Alen lang 20 Tommer i firkant af Egetræ hals og hoved samt Pandeleie af støbt Jern 350 

4. Et Knaghjul af Eg og fyr 4¼ Alen i Diameter 250 

5. Et Krondrev 2 Alen i diameter 80 

6. En Opstaaende velle af Eg 9 Alen lang 14 Tommer firkant 150 

7. Et Heiseværk 40 

8. Et Stjernhjul af Eg og Fyr 4¾ Alen i Diameter 280 

9. En Rugqværn rhinske Steen 10 Qvarter 2 Tom i Diameter Overstenen 20 Tommer 

tyk Understenen 10 Tom tyk med Tilbehør 350 

10. En ditto 9 Qvarter i Diameter Overstenen 18 Understenen 10 Tom tyk 300 

11. En fransk Qværn 9 Qvarter i Diameter Overstenen 11 Tom Understenen 9 Tom tyk 500 

12. Et Grubeværk engelste Sten 10 Qvarter i Diameter med Tilbehør 200 

13. Et ditto ditto 200 

14. En Vejr med Sold 30 

15. En Rugmelssigte 90 

16. En Bygmelssigte 70 

17. En hvedmelssigte 150 

20. Tre Løbetailier med Blokke 50

 

Tilsammen 10250

 

Møllen her hidtil under forsk. været forsikkret for 8550 som herved udgaaer. Møllen er opført i Aaret 1866 og paa Grund a f det endnu som godt vedligeholdt forsikres den for 102 50 Rdl. Møllen ligger 100 Alen fra nærmeste fremmede Nabobygning

 

Rebslager

 

Nordby

 

 

 

Rebslager Thomas Christian Bochhius  

Thomas Christian Bochhius, f. 10 januar 1800, d. 20 februar 1881 har meget sjældent noget med Professionen at gøre, da han som yderst fattig mangler Penge til at indkøbe Hamp og øvrige fornødne Materialer. Han ernærer sig derudover som fisker og daglejer.

 

Rebslager Hans Adam Stokman Bøgh 

Nordby havde ingen rebslagere i 1850, og man modtager med kyshånd en ansøgning fra Hans Adam Stokman Bøgh, om at nedsætte sig som rebslager i Nordby, og til trods for, at han var fremmed var det med glæde Forstanderskabet gav bevillingen idet "da man her i Nordby i flere Aar har følt trang til en dygtig Rebslager. Bøghs kone fik den 23. december 1854 Forstanderskabets anbefaling på en ansøgning om bevilling til at kreere modepynt og forhandle de nødvendige artikler: hvide trøjer og kulørte silkebånd.

 

 

Nordby

 

Søren Thomsen Bochius

Hans Adam Stokman Bøgh

 

Sejlmager

 

Nordby

 

Niels Morten Jessen

Jes Hansen

 

Sønderho

 

Hans Nissen

 

 

Skomager

 

Nordby

 

Peder Jensen Nørholm

Christian August Falk Dyreby, svend

Jens Sørensen

Peder Mathias Jensen

Boie Rasmus Boiesen

Martin Hansen Lauritzen

N. Christoffer Sørensen

 

 

 

 

Skræddere

 

Nordby

 

Peder Ankersen Svarrer

Anne Hansdatter

Dorthe Marie Lauridsen

Karen Mathiasen

Volborg Cathrine Hansen

Anne Cathrine Lauridsen

Mette Hansdatter

Maren Hansdatter

 

 

 

Spindere

 

Nordby

 

Karen Nielsdatter

Karen Hansdatter

Inger Sørensdatter

Ane Nielsdatter

Lene Sørensdatter

Dorthe Pedersdatter

Ane Hansdatter

Mette Sørendatter

Ane Hansdatter

Mette Sørensdatter

Ane Hansdatter

Mette Cathrine Hansdatter

Meren Mathiasdatter

Mette Cathrine Mathiasdatter

 

 

 

Karterske

 

Karen Olesdatter

 

 

 

 

Smede

 

Nordby

 

Hans Morten Beck

 

 

 


Gå til top