Handel og håndværk på Fanø omkring 1880 del 3

 

Købmænd

 

Sønderho

Hans Peder Hansen, kommis

Christian Nicolai Adolph Schade, kommis

Jens Nielsen, kommis

Peder Sonnichsen

Sonnich Madsen Kromann

Johanne Madsen, Melhandlerske

 
S. M. Kromann

Sonnich Madsen Kromann etablerede sig som købmand i 1864. Han var født den 8. oktober 1844 som søn af skipper på toldkrydseren Mads N. Kromann og Abelone Hansdatter. Efter konfirmationen gik han til søs som kok med galeasen "Concordia", ført af N. Th. Nielsen. Han sejlede et års tid, men sølivet var ikke lige ham. Skibet sejlede mest på Norge og hjemførte derfra trælast til købmændene i Ribe, Ballum, Tønder og flere steder i Slesvig-Holsten. Her og i Norge så han for første gang rigtige butikker og handelshuse og han fik da lyst til livet bag disken.

Efter afmønstringen kom han i handelslære i Ribe hos købmand H. J. Hansen, der boede på torvet og havde en meget stor forretning. Den normale læretid var 5 år, men efter fire år erklærede hans læremester ham for udlært og gav ham lærebrev.

I november 1864 etablerede han sig så som købmand i Sønderho, hvor folk tørstede efter en rigtig købmand.

 

FORSIDE2

 

S.M.-Kromann      b391annenielsdatterjepsen

Købmand, skibsreder og fabrikant S. M. Kromann og hustru Anne Nielsdatter Jepsen

 

Da han endnu ikke var fyldt 25 år, kunne han ikke få næringsbevis, så det blev i faderens navn forretningen blev drevet i de første fem år.

Han begyndte under ret beskedne former; hans driftskapital var 300 Rdl., som faderen skød ind i forretningen, men hans læremester i Ribe overlod ham en forsyning af alle slags varer til indkøbspris og med en god kredit.

Butikken blev indrettet i forældrenes storstue under nøjsomme forhold. Under disse sparsomme forhold arbejdede han i 6 år frem til 1870, da han byggede sin egen ejendom med flere pakhuse. Heri blev indrettet en moderne butik med alle de varer en blandet landhandel med rimelighed kunne siges at skulle forhandle - "lige fra Tvebakker til pommerske Bjælker".

Omsætningen var nu i en størrelse, hvor Kromann kunne importere varerne direkte uden mellemled.

 

Kromanns-Fabrik Vest

 

S. M. Kromanns fabrik, set fra vest

 

3 gange om året fik han varer med en galease der hjembragte varer fra Altona og Hamborg. Kundekredsen rummede foruden Sønderho også fastlandet.

Der var endnu ikke nogen mejerier på Fanø, margarine var ikke kendt, og øens landbrug kunne ikke forsyne husholdningerne tilstrækkeligt med smør, ligeså æg, flæsk og talg, hvorfor Kromann opkøbte disse varer direkte hos bønderne på fastlandet og leverede alle slags købmandsvarer i bytte.

Han gav lidt mere for varerne, end bønderne kunne opnå på markederne i Ribe og Varde og byttevarens pris var under, hvad købmændene i de nævnte byer solgte for, så han fik hurtigt en stor omsætning. På denne tid var der en livlig bådfart fra Fanø til fastlandet, så det var ikke vanskeligt at få varerne fragtet.

 

Kromanns-Fabrik Nordvest

 

Kromanns fabrik, set fra nordvest.

 

Kromann fik en særlig kundekreds i de talrige "skælbåde" der i sommermånederne kom fra egnen omkring Varde å og opsamlede blåmuslinger på sandbankerne omkring Sønderho.

Til skibsbyggeriet leverede han maling, tjære, tovværk, søm og lignende og selvfølgelig proviant både til nybygningerne, men også til de skibe der havde overvintret i Sønderho og skulle til søs om foråret. Herudover provianterede han Fanøskibe, hvor som helst de befandt sig i Danmark. Han havde i den forbindelse et samarbejde med en grosserer i Århus og en i København.

Foruden denne handel drev han en betydelig forsendelsesforretning og fik kunder over hele landet, også på Færøerne og Island. Han havde en tid filialer i Kolding og Varde.

I begyndelsen af 1870erne anlagde han et bageri, der udvidedes til fremstilling af skibsbrød (skonrogger) og skibskiks.

Til forretningen hørte også et ølbryggeri og et osteri.

 

 

 

kakkelovnspulver

 

cykelolie

 

 

Niels Møller Kromann beskriver i sin Gammelmandssnak købmandsgården således:

 

” Købmandsgaardens Bygninger

 

Først var der en meget stor Butik med bagvedværende stort Pakrum og Kjælder, Kontor. Værelse til Kommis og Lærling, Pigekammer til to Individer, Forstue, stort Køkken og stort Spisekammer, Soveværelse, Dagligstue, Storstue og Gæsteværelse ovenpaa. I Udhuset Bryggers og Vaskerum samt Værelse til Bageren, dertil en stor Have med alle Slags Frugttræer og Frugtbuske, Grøntsager og Blomster.

 

Gulvene i alle Stuerne var hvidskurede og blev hver Dag bestrøet med fineste hvide Strandsand med undtagelsen af Storstuen, der var tæppebelagt over det meste af Gulvet. At bestrø alle disse Gulve med det halvtørre Sand, saa at det var ligeligt bestrøet var ingen lille Kunst og krævede derfor stor Øvelse, der for de helt unge Piger i Begyndelsen maatte ske under Mors Vejledning. Mor satte en Ære i, at Gulvene var Tip Top i Bestrøningen, og hendes Gulve havde ogsaa Ord for at være Nr. et i byen i saa Henseende.

 

Til det daglige Arbejde for Pigerne hørte ogsaa hver Morgen at gøre de mange Petroleumslamper i Stand, dels Hængelamper, dels Staalamper. De skulde pudses og fyldes med petroleum særligt i Vintertiden, da man sad længe oppe om Aftenen. I Beholderne var anbragt sammen med Vægen grønt Silkebaand for at bortlede det skarpe Lysskær, som var ukendt i Tranlampernes og Tællelysenes Tid. Siden hen kom der grønne Kupler paa Lamperne (omkring 1880), de gjorde stor Tjeneste som skærmende for øjnene.

 

I mange andre Hjem brugtes Tranlamper, hvis Væge kun var tørrede Marv af en bestemt Siv, der voksede i store Grøfter i marskengene.

 

Brygning og Bagning

 

Naar jeg nu saa omfattende har beskrevet mit Barndomshjem og Fars Virksomheder, er det for at man kan forstaa det store Antal Mennesker, der var beskæftiget i Hjemmet og Virksomhederne, og som alle fik Kost og Logi foruden Lønnen. Vi var 4 Børn og 1 Plejesøster, 2 Mand fra Butikken, 2 fra Bageriet, 2 Tjenestepiger og i 40 Aar en fast Daglejerske, der næsten dagligt havde Arbejde, saaledes stod hun for Bryggeriet. Vort Øl havde et godt Ry paa sig idet Gæringen foregik paa aftømte Siruptønder. Salget af Sirup var ret betydeligt dengang, da Sirup i mange Henseender erstattede Sukker. En Sirups Mellemmad var en stor Delikatesse for ethvert Barn. Far tog altid 5 Tdr. Sirup ad Gangen hjem fra Hamborg. Naar ØIgæringen foregik i de tomme Sirupstønder, hvori der altid var nogen Sirup tilbage, blev Øllet betydelig stærkere, mere alkoholholdigt, langt over det nuværende Bayerske Øl og var derfor meget eftertragtet.

Nævnte Daglejerske, Anne Berg hed hun, var en stor og kraftigt bygget Kvinde, der ikke gik af vejen for selv det groveste arbejde. Hun besørgede den ugentlige smørkærning, slagtede lammene om Efteraaret og ristede det store Forbrug af Kaffe, fejede den store Gaardsplads, holdt Haven i orden og gik ikke af Vejen for at bruge Leen eller reparere Hegnet omkring Haven og lignende Mandsarbejde. Hendes Dagløn var 66 Øre (2 Mark i gamle Penge) og Kosten, saa fik hun Mad med hjem til sin gamle Mor, naar hun om Aftenen var færdig med Dagens Gerning.

Tærske vi to Drenge kunde hun ogsaa, naar vi var uartige, men trods sligt, holdt vi af hende. Hun kunde nemlig fortælle mange interessante Smaahistorier, især fra hendes unge Aar, da hun tjente paa Sild og Føhr, og saa kunde hun tale frisisk, hvad morede vi Børn at høre. Hun var i det hele taget et uundværligt Væsen i den store Husholdning i det Kromannske Hjem, agtet og respekteret af alle i Sønderho. Ogsaa de unge Piger i Byen tog hun sig af. Sammen med et par andre noget ældre Kvinder samlede hun dem en eller to Gange om Maaneden til Underholdning i en Pige forening (senere kaldet KFUK).

Til Opfyring i Bageovnen anvendtes Lyng, som Anne Berg huggede af paa Heden med en særegen Huggekniv. Hun var en ”Altmuligkvinde”, som Mor satte stor Pris paa ved Arbejdet i den daglige Husgerning.

Saa havde vi en fastantaget Vognmand, der pløjede, harvede vort lille Landbrug, kørte Gødningen ud og om Eftersommeren hjemkørte Hø og Kom samt holdt os forsynet med Gulvsand. Ogsaa han spiste hos os, de næsten hver Dage, han arbejdede for os.

 

 

B00136 042 S-M-Kromann-og-A

 

S M Kromann og Abelone m adoptivdatter

 

Eksempel fra Hverdagslivet

Blandt de Folk, der dagligt havde en Gerning i mit Hjem, skal nævnes Farfar, pensioneret Toldkrydsskipper Mads N. Kromann. Han kom henad Formiddagen og en Tur om Eftermiddagen. Han spiste til Middag hjemme, men fik hos os Kaffe med almindeligt Smørrebrød til baade Formiddag og Eftermiddag. Han gik hver Dag en Runde i Stald, Pakhuse og Have og saa efter, om der var noget at kritisere. Var dette Tilfældet, fik Vedkommende, der var Skyld i Manglerne en lille Overhaling, men dette skete altid paa en egen og morsom Maade, saa hans Kritik eller Irettesættelse nærmest var en morsom Oplevelse.

Alle der fik Kost og Logi i mit Hjem fik ogsaa fri Vask af Undertøjet, saa vi havde en mægtig Storvask, der sorterede under Anne Berg med Hjælp af en af Pigerne, altid den yngste, der skulde have Undervisning i dette Arbejde.

Vaskedagen blev bestemt af Farfar, der som erfaren Sømand havde Kendskab til, hvordan Vind og Vejr vilde blive i kommende Dage. Tøjet skulde ikke alene tørres ude baade Dag og Nat, men helst i Maaneskin, ”saa bliver det bedst bleget”, sagde Bedstefar, og det troede alle paa, især da hans Vejrspaadomme vist aldrig slog Fejl.

Paa Vaskedagen trakteredes Vaskepigerne med ekstra Forplejning, hvad altid skete i Vaskehuset. Det var en utrolig Mængde Kaffe der gik til denne Dag. Anne Berg skulde mindst have 7 Kopper Kaffe ad Gangen, hed det sig.

En Gren af Fars Forretning sorterede under Bedstefars Bevaagenhed. Far opkøbte Huder og Skind af Faar og Lam. Huderne blev saltet med grovt, spansk Salt og skulde efter nogle Dages Henliggende omsaltes for ikke at blive sure, dette paasaa Bedstefar. Det var som oftest Lærlingen fra Butikken, dette Arbejde paahvilede, men Anne Berg gik til Tider ikke af Vejen for at udføre dette Arbejde ogsaa.

Faare- og Lammeskind skulde lufttørres, de opkøbtes om Efteraaret i et stort Antal - jeg antager mindst 1000 Stk, maaske derover -. De blev opslaaet paa Trærammer (enkeltvis), saa de paa Regnvejrsdage let kunde transporteres ind under et Skur, hvilket var Kommis'ens og Lærlingens Gerning, men ogsaa ved dette Arbejde gik Anne Berg ikke af Vejen for at bringe en hjælpende Haand. Men da Bedstefar altid kunde forudse Vejrliget, skete Indsamlingen i god Tid.

 

Tjenestepigens Opgaver i Købmandsgårdens Husholdning

De mange Smaating jeg fremfører fra Dagliglivet i mit Barndomshjem er for at give en Skildring af, hvad en Pige gik ind til af Arbejde ved at tage Tjeneste hos Mor.

Vi var til daglig 14 á 16 Mennesker til Bords, ofte mange flere. Det var store Madgryder, der hver Dag skulde fyldes med Maden til saa mange, men vi havde allerede dengang meget praktiske Kogeindretninger, der lettede Arbejdet betydeligt.

Slagtere var som før anført ikke i Byen. Ferske Kødvarer fik vi kun i Slagtetiden, dog da denne strakte sig over længere Tid, og hvad Skik var, man byttede med Naboer, Slægt og Venner, der slagtede til forskellige tider, blev Manglen paa ferske Varer derved ikke saa lidt afhjulpen.

Men for den største Del af Aaret, gik det dog ud paa Saltmad, - der blev tilberedt i Slagtetiden. Der var saltede og røgede Skinker, ligesaa saltede og tørrede (spegede) samt røgede Lammelaar til Smørrebrødspaalæg, Rullepølser, Spegepølser, Medisterpølser og andre Slags Pølser samt Surkød til Sursteg. Saltbaljens Indhold skulde helst slaa til til næste Aars Slagtetid. En noget Afhjælpning heri gav de to Kalve og et Gedekid, der fødtes udenfor Slagtetiden, der altid skulde være tilendebragt inden Jul.

Bestod de fleste Middagsmaaltider af Kødvarer, afløst en Gang imellem af Pandekager, Æbleskiver eller Vafler, fik vi dog ugentlig een a to Gange Fisk, saltet eller ferske. Der fiskedes med Smaabaade fra Sønderho, Hvidling (Kuller), Torsk og Rødspætter og indenskærs Aalekvabber, Issinger (Bakskuld) og smaa Rødspætter.

Ret ofte paa en bestemt Tid af Aaret fik vi Aal, idet Far holdt en Del Aaleruser i Bugterne paa Fanøs Østkyst. De passedes som oftest af tilfældige ledige unge Sømænd, som fik Halvdelen af Fangsten derfor, samt naar de kom med den en Kop Kaffe med Tilbehør. Nogle af Aalene blev saltet og en Del røgede. De røgede spistes som Aftensmad, ligesaa røgede Issinger, og betragtedes af alle som en stor Lækkerbidsken. Ellers bestod Aftensmaden for det meste af Smørrebrød, Rugbrød med Paalæg af egen Tilvirkning, ikke tynde Skiver Paalæg, men mindst lige saa tykt et lag som selv Brødet. Endvidere Franskbrød med Ost, ikke Mejeriost, men om Sommeren belagt med ”blød Ost”, en noget lignende som Fynsk ”Rygeost”, men ikke røget og uden Kommen. Derimod den øvrige Tid af Aaret fik vi ”Buttewust” med Spidskommen (Malteserkommen) og ”ret Kommen” (Sernen Carvi). Denne Ost (kaldes i Nordby for ”Kyllewust”) fremstilledes af Kærnemælk og Skummetmælk, der opvarmedes let saa Massen skiltes. Denne tørredes, efter at være formet i passende Stykker i fri Luft og beholdt da sin hvide Farve. Blev denne Ost henlagt i længere Tid, antog den sin mørkegraa Farve og skulde for at opnaa denne, af og til afvaskes i let saltet Vand og paany henlægges. Denne Ost kaldtes ”Bedderwust”.

Saa havde vi en Ost, der kaldtes ”bagt Ost”. Den bestod af ”blød Ost”, der blev fyldt paa Lerfade og bagt, derefter henlagt i Hø, der bræmmede  (afgav Varme) og antog da efter-haanden en meget mørk Farve. Den skulde indeholde rigeligt af begge Slags Kommen. Denne Ost var umaadelig velsmagende og serveredes baade paa Rugbrød, Sigtebrød og Franskbrød. Men for at den skulde opnaa at blive særligt velsmagende, skulde den have jævnligt Tilsyn i den lange Tid, der gik, inden den var tilstrækkelig lagret. Ostefremstillingen besørgedes' altid af Mor selv, dog fik Pigerne tilstrækkelig Vejledning i Fremstillingen ved den Hjælp, de ydede Mor.

 

Til Aftensmaden serveredes The, aldrig Øl. Bayersk Øl kendtes slet ikke dengang paa Fanø, heller ikke Kakao eller Chokolade. Ikke alene vi Børn, men ogsaa Pigerne og Personalet havde Lov at bestemme Middagsmaden paa ens Fødselsdag. Til Eftermiddagskaffen og Aftenkaffen havde Mor saa ladet bage ekstra fine Kager af forskellige Slags samt den berømte Fanø Kringle, der altid i hel Tilstand blev sat paa Bordet, og saa skulde Fødselsdagsbarnet skære Kringlen i Skiver, hvis han eller hun da havde Alderen dertil ellers den ældste Person blandt de tilstedeværende. Hertil brugtes et Sæt særskilt Forskæretøj - Gaffel og Kniv -, almindeligvis hjemført af Sømændene fra Udlandet. Fødselsdagene var smaa Festdage, og vi havde mange af dem, da Folkeholdet var betydeligt i forbindelse med selve Familien. Paa Bagerens Fødselsdag fremstillede han gerne, Mor uafvidende, ekstra Kager som Kransekage, Lagkage, Tærter og mange andre Slags, som Pigerne stjal sig til at lære Fremstillingen af og var noget af et Plus i Læretiden hos Mor.”

Da sejlskibsflåden dels svandt ind og dels gik i oversøisk fart, forsvandt forretningen med skibsbrød, og derfor solgte han i 1886 samtlige maskiner til et firma i Odense og indrettede lokalerne til farvefabrik.

 

 

Annonce-mod-udenlandske-far

Annonce-mod-udenlandske-II

 

gode-raad

 

Detailhandelen havde han i 1882 afstået til sin førstekommis Joh. Fr. Lorenzen, der havde stået i lære hos Kromann.

Sonnich Madsen Kromann havde også et lille bogtrykkeri. Kromanns eneste trykmaskine stammer fra omkring 1870 og er en trædedigel med tallerken, fire formvalser og farvekasse. Den kan ses fuld funktionsdygtig på Bogtrykkermuseet i Esbjerg.

 

 

Brevhovede-Kromanns-fabrikk

 

En gammel prisliste fra trykkeriet fortæller, at 1000 styk konvoluter med påtrykt navn koster 4 kr., og at 100 styk brevpapir med navn kostede en 1.20 kr.

Kromanns hustru, Anne Nielsdatter Jepsen, der foruden at styre et landbrug og den store husholdning - alle folkene fik kost og logi i huset - ledede også bageriet, indtil det gik over til frabriksdrift, samt bryggeriet og osteriet. Hun døde 22. marts 1898, 65 år.

 

 

kromanns-Farveetiket

 

Markedsføring af Kromanns farver til hjemmefarvning blev indarbejdet ved, at der blev lejet en mand til at gå fra dør til dør på de egne i landet, hvor man brugte hjemmefarvning og enhver der ønskede det fik gratis sendt prøver. Dette arbejde tog 8 år, men så kom gevinsten også og da varen var førsteklasses, solgte varen sig selv siden.

Særlig på Færøerne og Island fandt farven et stort marked og blev også eksporteret til Sverige og Finland.

kromanns-Farveetiket

Kromann fremstillede også en Fanøbitter, der hurtigt fik en betydelig udbredelse; til at begynde med som supplement til medicinkisterne ombord i sejlskibene, siden blev den indført som et mavestyrkende middel i hele Danmark.

 

 

B00136 002 Fanoebitter

 

P18      P19

 

I 1893 begyndte han fabrikation af sæbe. Denne virksomhed overtog sønnen, N. M. Kromann i 1895 og flyttede produktionen til Esbjerg.

Kromanns enorme tilknytning til skippermiljøet gjorde, at han blev økonomisk interesseret i skibsfarten. Han tog gerne parter og aktier i mange sejlskibe og blev reder for adskillige skibe i Sønderho:

 

 

Type

Skib

Ført af

Bark

Christine

N. Hansen

Skonnert

Mary

Jes Mikkelsen

Skonnert

Lene

J. N. Jepsen

Skonnert

Fides

Chr. Jensen

Skonnert

Fortuna

Jens Anthonisen

Skonnert

Emma

Thøger Nielsen

Brig

Familiens Haab

N. M. Kromann

Skonnertbrig

Fides

Niels Nielsen

 

 

Da det begyndte at gå tilbage med skibsfarten, og antallet af skibe svandt ved forlis, salg og ophugning, søgte S. M. Kromann at samle den indvundne kapital fra forsikringen og salget for at kunne kanalisere pengene ind i dampskibsfarten. Han havde ingen tiltro til jernsejlskibene og anså dem for at være døgnfluer, hvad der også viste sig at være korrekt.

 

Han kunne imidlertid ikke overtale sejlskibsskipperne til at investere i dampskibe - de mente at de ikke kunne sejle nær så billigt som sejlskibene; heri blev de som bekendt frygtelig skuffede og Fanø gik dermed glip af en ny æra.

Men takket være Fanø sømandsstandens maritime dygtighed og udmærkede teoretiske uddannelse, fandt de sig en plads som officerer indenfor de største dampskibsselskaber.

S. M. Kromann døde den 22. august 1913, 69 år.

Forretningen gik derefter over til svigersønnen, fabrikant P. Thøgersen.

 


Gå til top