Mitfanoe
Handel og håndværk på Fanø omkring 1880 del 6

 

 

Møller

Nordby

Ditlev Blangsted Thyssen

Morten Jensen Mortensen

Laust Nielsen, Møllerlærling

Jens Danielsen, Møllersvend

 

Møllesvend Jens Danielsen  

Guldbryllup. Lørdag den 17. august 1929 kan fhv. vægter i Nordby, Jens Danielsen og hustru, fejre deres guldbryllup.

 

ane-kirstine-kathrine-elisa      jens-danielsen

     Ane Kirstine Kathrine Elisabeth Danielsen              Jens Danielsen

 

 

Danielsen var født i landsbyen Kraunse i Hostrup sogn ved Varde den 7. juni 1853. I en alder af 8 år kom han ud at tjene. Han begyndte som gåsedreng i Bryndum og har således fra barndommen været vant til, at stå på egne ben. 1869 kom han til Fanø, hvor han kom i lære på Mortensens mølle her i Nordby. I en halv snes år arbejdede han ved mølleriet og slog så ind på fiskeriet, som han drev herfra øen. På Abrahamsens Værft fik han bygget en fiskekutter, ”Fanø”, som han gennem mange år sejlede med. 1888 fik han næringsbevis som sætteskipper. Om vinteren, når fiskeriet af sig selv stoppede op, gjorde han tjeneste i færgeriet som fører af isbåden. Og her tog han mangen hård tørn. Med det materiel, færgeriet den gang rådede over, måtte man snart give den regelmæssige trafik op, når isen lagde sig hindrende i vejen, og så måtte Danielsen i gang med isbåden. Ofte stod en sådan isbådsforbindelse på i et par måneder, og det var gennemgående store ting, om der kunne iværksættes og udføres overfart een gang om dagen. I ca. 23 år holdt han ud til strabadserne, så kunne han ikke længere. Som natvægter fungerede han også i over 20 år, men da gasblussene blev afløst af de elektriske gadelygter, faldt Danielsens virksomhed også bort. Senere arbejdede han med sit lille landbrug, som det er ham en stor fornøjelse at sysle med.

 

ANE DANIELSEN SPANGSBERG's erindringer i uddrag. Erindringen er påbegyndt dec. 1965 og afsluttet ca. 1967 jvnf. teksten. Erindringen findes på Nordby Sognearkiv under arkivalienummer A818. Erindringen indeholder især beskrivelser af faderen Jens Danielsen. 

Forfatteren Ane Marie Danielsen gift Spangsberg født 11 november 1884 døbt, konfirmeret og gift i Nordby Kirke Fanø den 13. marts 1913 med Søren Clausen Spangsberg, født 1. september 1886. Han er ligeså døbt og konfirmeret i Nordby. 

”Far sagde ofte, ja, mor skulle ikke have været gift med en arbejder, hun skulle have siddet ved en pult med sine evner. Mor døde den 30. maj 1937 en søndag middag. Hun havde til gudstjenesten i radioen, nynnet med på salmen: "I al sin glans nu stråler solen". Mor havde en god sangstemme, kunne salmerne efter den reformerte kirke-sang. Far havde ingen stemme, kunne kun to salmer: "Her kommer Jesus dine små" og så "Dejlig er den himmel blå", og så sangen "Jeg er en simpel bondemand". Når far gik i stalden eller marken nynnede han, da smilede vi. Men når vi sang, da lyttede han med lyst. 

Far er født i Kraunsø Hostrup sogn pr. Varde den 7. juni 1853. Hans far var smed og ligeså hans bedstefar og oldefar og faders næstældste broder, som også blev smed i sognet; som den sidste smed i Kraunsø, da smedien blev nedlagt. 

Fars fader hed Daniel Pedersen , og så blev den ældste søn døbt Peder Danielsen (det er altså Grethe Spreklers bedstefader). Peder var sømand, tog eksamen her på Fanø og blev gift med Ane Margrethe Jensen, Han sejlede som styrmand og druknede nok i England i 30 års alderen. 

Den næste søn hed Henrik efter bedstemor, hun hed Kjersten Henriksdatter født i Billum pr. Varde død i januar 1901. Min far og jeg var til begravelsen. Jeg var 15 år dengang og tjente i Kraunsø. Onkel Henrik blev altså den sidste smed i familien, han døde i Kraunsø 1902. 

Så kom far Jens Danielsen, han lærte møllefaget i Hjerting hos møller Vindfeldt en meget kendt slægt i Ribe amt. Så kom far til Fanø, det var hos møller Mortensen, hvor han var i 14 år de sidste 6 som bestyrer, da fik møllerens yngste søn møllen, som jo forlængst er nedlagt. Men samme år (1884) var min broder Hans faldet ned fra møllen. Han gik rundt med vingen og fik kraniebrud, så moder kunne ikke lide møllen mere; selvom Møllerens betragtede far som søn og broder. Der var 6 døtre og 2 sønner. 

Far var en flittig mand, han arbejdede gennemsnitlig 16-17 timer i døgnet om sommeren, og som der stod i sangen, han som konge lovet har, (rottekonge ansat af staten). Og som vægter, politi, fisker og agrar, ja, mange flere arbejder havde han. Det blev næsten sådan, at når Jens ikke kunne, hvem kunne så. I 14 år var han fører af isbåden i vintermånederne, hvor færgen kun kunne gå til batteriet, og så blev undsat af isbåden, hvor de så blev båret iland. Passagerne måtte så køres eller gå ind til Nordby derfra. Det var et hårdt og koldt arbejde. Far fik 2 kr. for hver tur, og så havde gratis rejse med færgen. Nu kan den store trafik på Esbjerg Havn nok holde farvandet åben. Vintrene er heller ikke så kolde som dengang. Så var far nattevægter, natpoliti, lygtetænder og -slukker. Lygterne skulle tændes kl. 6 og slukkes kl. 11. 'A Nattevagten var 3 timer hver nat. Der var 2 vægtere, og de skiftedes til første og sidste vagt, een uge ad gangen. Første med slukning af lygterne var fra kl. 11 til 2, sidste vagt fra 2 til 5. Om sommeren gik far gerne på arbejde, når vagten var forbi. For vagten fik de 17 øre i timen. Far var vægter i 22 år, fra det blev indført, til det holdt op. Far fik da 50 kr. af kommunen i anerkendelse - flot, efter den tid. Til alle bryllupper og fester var vægterne indbudt til kaffe og fannikkersmørrebrød kl. 12, og det var en stor fornærmelse, hvis de ikke kom. Da far ikke nød spiritus og ikke røg, fik han gerne et stykke Fanøkringle med hjem til familiens kaffe næste dag.

 

Far var hyrde på Grønningen fra 10.- 20. maj til 20,- 30, september i 29 år. Der var dengang fra 180 til 208 køer ude på Grønningen, nu er der 40 til 50. Grønningen ejes af Nordby Hartkornskasse, hvor man så kunne leje græsning. 

Så passede far, Morten og Jens fårene flyttede og vandede dem een gang daglig. Der var næsten får i ethvert hus dengang. Folk havde 8-10-12 får, og for at passe dem, fik de 5 eller 10 kr. for sommeren. Morten havde altid penge. Han var kendt og afholdt for sin godhed mod dyrene, og Fanøkonerne havde gerne lidt godt i de store lommer til Morten og Jens. Mortens drikkepenge fik mor gerne, han holdt så meget af hende, at vi ofte drillede ham og sagde mordreng. 

Far fik en lille fiskerbåd bygget i 1886; men den 19. november 1889 forliste den i en svær snestorm. Der forliste 2 både mere fra Fanø samme nat. Far havde 3 mands besætning, ældre mænd, og dem bar han iland på sin ryg. Selv fik han forfrysninger i hænder og fødder og en slem nervegigt. Blev indlagt på Varde Sygehus, hvor han lå det meste af et halvt år. Strandingen skete ud for Skallingen. 

Samme nat blev Marthea født, en måned for tidligt, 5 pund. Mor fik et apoplektisk tilfælde, som de dengang kaldte det, lammelse i højre side, arm og ben; som hun siden led under til sin død. Hun lå i sengen i 1 1/4 år, så lærte far hende at gå, og gav hende massage på armen og benet, og smurte det med kamferolie; som han havde lært af sin behandling på Varde Sygehus. 

Mor var, da hun hørte om strandingen, løbet ned til havnen, for at høre, hvorledes det gik. Men faldt bevidstløs om og Trine Most og en kone mere hjalp hende hjem, og fik jord-moder og læge tilkaldt.

 

Karen Marie Marthea Danielsen, der jo blev født 19.november 1889, kender og husker I jo alle for hendes godhed og kærlighed til jer alle. Hun døde 28.april 1964. 

Vi 4 børn blev så efter ulykken sat i pleje, tre hos møllerens gifte børn, og Stinne kom til distriktslæge Jensen, hun havde netop fået en slem lungebetændelse og var meget sløj. 

Min søster Stinne, Kjerstine Danielsen gift Truelsen, født 9. september 1882. Hun døde i julen 1946 efter en påkørselsulykke i Varde, hvor hun netop holdt ferie. 

Morten, som var opnævnt efter mølleren og hans kone, Morten og Marie, kom til den ældste datter. De var barnløse, og ville gerne have beholdt ham; men far og mor ville ikke af med ham. 

Hans, som endnu led efter kraniebruddet, kom til den unge møllers. Jeg kom så til Kasper Holms også en datter af møllerens. 

Da far kom hjem fra sygehuset, kom vi hjem om natten, og jeg husker den store glæde, vi følte. Vi havde vel savnet kærlighed, for vi havde det så godt, der hvor vi var. Stinne blev hos doktor Jensen næste vinter med. De havde heller ingen børn. Jeg synes endnu, jeg kan føle min far flette mit hår, så stramt blev det. Men jeg ville ikke klage, hans hænder var endnu så blå efter forfrysningen. Jeg husker far sige, det er så synd for mor, hun løb så let og ville så gerne danse. 

November var familiens skæbnemåned, som min mor siden sagde. Jeg blev født den 11. i 11. i den 11.time 1884. Da kom moders mor til Fanø for at passe hende. Hun led selv af mavesår. Hun var temmelig svær, og forløftede sig. Hendes mavesæk sprang, og måtte så køres hjem til Fredericia, hvor hun døde 18. november. 

Hans var født 13. november 1879, og på sin 5 års fødselsdag, fik han en matroshue af bedstemor. Han fik lov at gå ud på møllen, og vise far huen. Han tog møllerens datter Maren med, hun var på samme alder. 

Da far ikke var at se, og der stod en dør åben, løb Hans derud og blev slynget rundt med møllevingen. Far havde hørt dem komme, og kom ned fra møllehatten. Maren sagde, at Hans gik derud. Så løb far ned og fandt Hans i en snedrive med matroshue på; men med en dyb flænge i venstre tinding. Han var bevistløs. Far stoppede møllen, og bar Hans hjem. Vi boede dengang, der hvor Paulus bor, så der er jeg født. 

Hans lå uden bevidsthed i 19 døgn med svær kraniebrud. Lægen ventede kun på døden. Hans lå med isposer og fik kunstig næring. Der var jo ingen sygehus i Esbjerg. Lægen tilså ham tre gange daglig, og gav ham selv den føde, han skulle have. Hans lå mange måneder syg og havde glemt at tale og gå.

 

Hans bor i Fredericia eller Erritsø Mose rettere. Han er nu 86 år, født på Fanø den 13. november 1879. Han er rask efter sin alder, var banearbejder ved Fredericia i 44 år, uden een eneste dags forsømmelse, selvom han altid lider af hovedpine efter mølleulykken. 

Der var meget sygdom i et hjem med 7 børn og en syg mor. Dengang var hjælpsomheden stor her på Fanø, alle hjalp; især møllerens, som var rige folk. Distriktslægen tog ikke noget for sit store arbejde og bragte selv is og ernæring til Hans. Det samme gentog sig 5 år efter, da far forliste og mors årelange sygdom. Men i alle de år doktor Jensen levede, fik han den første hare, far skød, og siden ænder, regnspurv og julehare. Far gravede deres have og satte kartofler om foråret; men Stinne var også hos dem i 2 år. 

Næste gang skæbnen var ude, var i november 1907, da faldt Dagmar ned i gymnastiksalen i Industriforeningen, og fik hjernerystelse og krampetilfælde. Det blev hendes dødsårsag. Hun døde i oktober 1938. 

Min yngste søster hed Dagmar Petra Danielsen, blev født 22. maj 1896, hun var ganske lys og krøllet. Vi syntes alle hun var smuk, og var da også, som den yngste, altid foretrukket. Jens og Dagmar tog begge realeksamen, Jens med en stor karakter, selvom han havde meget ekstra arbejde med hjælp til at passe de 200 køer, far dengang passede på Grønningen. Jens's humør kunne ingenting slå ned. 

Jens Christian Danielsen er født 30, august 1892, Han rejste fra Esbjerg i april 1911, det er sidste gang, vi har set ham. Men han lever i Australien, og har det godt. Han skriver flittigt hjem til os. Jens var med i første verdenskrig, blev såret og gasforgiftet ved Verdun i Frankrig, og kom så til Australien som fyrmester. Han måtte ikke komme til Danmark for klimaet. De første år efter krigen var han hvert år på sanatoriet til behandling for gasforgiftningen. Nu er han pensioneret og har det økonomisk godt og er rask. Han har en god kone og 4 børn, (2 piger og 2 drenge), alle gift. Jens skriver Australien er det bedste land i verden.

 

Så kom Mortens forlis og død, det var 19.-20.-21. november 1919 på vej fra Dover i England til Esbjerg. Han kom fra New York med skonnerten "KLARA E", som kaptajn og delvis ejer afskib og ladning, kul, tovværk og sejldug. Morten havde sejlet i Amerika under krigen. Da den danske damper blev beslaglagt, tog han amerikansk eksamen og sej¬lede med krigsmateriel og tjente store penge. Da krigen var forbi, købte han "KLARA E". Morten og 2 brødre fra Frederikshavn og en sønderjyde købte så proviant (de 3 havde også sejlet i Amerika under krigen, og ville nu hjem). De kom også godt til England, hvorfra Morten skrev, at de havde haft en meget hård rejse; men mente at være i Esbjerg omkring 21. november. Men en meget hård snestorm rasede den 20. og 21. november. Der blev set nødraketter flere steder fra. Sønderho redningsbåd var ved stranden, og redningsskibet "Nordsøen" kunne kun gå til Skallingen, hvor det blev liggende om natten i det hårde vejr. Om morgenen den 21. november gik far på Grønningen. Far havde part i Grønningen og strandret og sad i bestyrelsen. Der var om natten strandet en tysk fiskerdamper "Weeher" af Hamborg, den havde 14 mands besætning. De var alle druknede, og der lå 5 mand på Grønningen, den ene var kommet levende iland, for han havde kravlet i sneen, men var så frosset ihjel. 

Så måtte far ind til Nordby efter hjælp, men han mødte onkel Jens (lodsen), som også ville på Grønningen, han gik så ind og fik vogne og pressenninger sendt ud. Far søgte efter, og hjalp så med ligene. De kom til Nordby og lagt i kister og siden sendt til Hamborg. 

Klaus og far (*2) var netop i Hamborg i disse dage, så vi var på Fanø, og jeg skal aldrig glemme fars ansigt, da han kom hjem. Han kunne ikke spise og sagde kun, hvad om det havde været Morten. 

Så, begyndte den frygtelige venten efter Morten. Far gik morgen og aften til Kikke-bjerget, og vente skuffet hjem til mor. Ham sørgede de over til deres død. Mortens penge og andel i "KLARE E" og last, snød skibsreder Kristian Dam New York, far og mor for. Far kunne nok vise Mortens breve, adresse og bankbogs nummer, og de skrev så fra banken i Amerika, at Morten havde hævet sine penge til køb af " KLARA E" og til last og proviant.

 

Der blev også retssag angående forliset af" KLARA E" og den amerikanske reder Dam kom til Esbjerg. Far havde sagfører Permin Esbjerg. Men skibsreder Krestian Dam var en kæltring, og da sagen kom op i Sø- og Handelsretten i København, og dommen gik ham imod, nægtede han at tage imod dommen, da han var amerikansk borger. Samme aften stak Dam af til Amerika og blev der frikendt eller fik ret. Der er mange sømænd i Amerika, som gerne vil aflægge falsk ed for 5 dollar, blev der fortalt. Mange danske søfolk, som kendte ham (Krestian Dam) fortalte, hvor dårligt et rygte han havde. 

Far måtte betale retssagen med 2165 kr. Mortens danske livsforsikring på 3000 kr, som far havde holdt i orden for ham, sendte penge hjem til far og mor, og skrev flittigt. 

Morten rejste hjemmefra den 26. maj 1915 på Jennys 1 års fødselsdag, han skulle med nattoget til Odense, til en damper som 2. styrmand. Aistrup Nørgård var med i Esbjerg; men rejste hjem. Jenny skulle sidde ved onkel Morten, selvom hun sov. Jeg lagde hende dog i seng og gik med Morten til toget. Far og Søren var ude at fiske. Det var sidste gang, vi så Morten. 

Far holdt op med at arbejde, da han var 85 år. Ejendommen blev da solgt, og far og tante flyttede over i "Lillebo". Vi havde flere år før, skrevet ejendommen over på tante Marthea, da hun jo passede mor og far. 

Så tror jeg ikke, der er meget mere fra barndomshjemmet. Det var fattigt; men fuld af kærlighed og godhed, altid åbent hus for alle drenge, selv øjenlæge Harald Antonsen, der nu bor i Roskilde, krøb gerne i seng hos Jens inde i kammeret, hvor der var halm under dynerne. På Grønningen var der frit ophold, selvom der kom en halv snes børn; men fars ord var lov, og det blev overholdt.

 Det sidste år far levede, sagde han: "Ane, jeg er glad for, at Søren og dig døbte jeres børn Danielsen. For det er jeres børn, vi har haft mest glæde af. Det er gode børn l har, og jeg tror også, at de holder af os". Da græd jeg lidt over hans ord.

 

*2: Far må her være forfatterens mand Søren Clausen Spangsberg.”

 


Gå til top

End Of Slide Box