Mitfanoe
Handel og håndværk på Fanø omkring 1900 del 1

 

Offentlige embeder

Birkefuldmægtig

Kancelliråd Jens N. Svarrer



Birkefuldmægtig J. N. Svarrer 

 

B1143 birkefulf kancekkiraad

Svarrer, der var født 22. februar 1844 i Nordby, blev konstitueret birkedommer 13. maj 1869 på birkekontoret og fungerede som sådan i 35 år, indtil han i 1905 afløstes af fuldmægtig Jørgensen. Kort tid efter rejste han til København, hvor han boede til sin død den 10. april 1917.

Efter 25 års virksomhed udnævntes han til kancelliråd. Kancelliråd Svarrer var altid en meget imødekommende embedsmand, som mange, der gennem hans lange virksomhed på Fanø kom i berøring med, vil mindes med venlighed og mange andre med taknemlighed.

Svarrer havde Saltraffinaderiet på Saltværksvej fra 10. oktober 1875 til 14. oktober 1878. Ejede Krogården fra 25. februar 1887 til 23. juli 1887.

Kancelliråd Svarrer suspenderet fra sit embede som birkefuldmægtig i juli 1906. Grunden er en del misligheder i hans embedsførelse. Herredsfuldmægtig Jørgensen er blevet ansat i hans sted.

 

 

Nordby

Distriktslæge

Søren Hansen Jensen

Fattiggårdsbestyrerinde

Dorthea Iversen

Jordemoder

Johanne Emilie Høgsted

Kirkebetjent

P. C. Toft

Kordegn, lærer v. Borgerskolen

Thomas Schmidt

Læge

Niels Hansen Anthonisen

Sognefoged

Jens Madsen Jensen

Sognefoged fra 1902

Peder Svendsen Ankersen

Sognerådsformand (1901 – 1906)

Sagfører Chr. Christensen

Sognerådsformand (1907 – 1908)

H. Poulsen

Sognerådsformand 1909

N. H. Anthonisen

Sognerådsformand (1909 – 1913)

J. H. Jørgensen

Politibetjent

A.C.J. Visby

Brandinspektør

Skibsfører J. J. Clausen

Telegrafbestyrer

Skibsfører H. H. Bagger

Havnefoged

Math. Pedersen

Apoteker

G. A. Poulsen

Sognebibliotek

Fanø Haandværker- og Industriforenings Folkebibliotek

Toldforvalter

Chr. Harms

Toldforvalter

L. Telling-Petersen

Toldforvalter

Niels Mathias Ankersen

Postmester

F. v. Linstow

Havnefoged

Math. Pedersen

Præst (1890 – 1904)

Søren Hagerup Holck

Præst (1905 – 1909)

Hans Winding Kock

Klokkemand, ringer, trommeslager

Niels Mathiasen

 

 

Sognefoged Peder Svendsen Ankersen

Ankersen færdedes stille og bramfri i byen, hvor han samvittighedsfuld til det yderste røgtede sin ingenlunde altid lette gerning som den, der af øvrigheden var indsat til at optræde som dens repræsentant under mange vanskelige forhold, og alle kendte den takt og finfølelse han under sådanne forhold optrådte med.

Ankersen var født i Nordby på Fanø den 10. august 1848 som søn af skibsfører S. Ankersen og hustru Anne Ankersen, d. den 9. januar 1924.

Efter sin konfirmation kom han, som næsten alle drenge på den tid, til søs, hvor han gennemgik alle graderne fra almindelig skibsdreng til skibsfører.

Sin eksamen tog han i Nordby, og kom derefter som styrmand ombord i forskellige skibe, indtil han, vistnok i året 1874, overtog førerposten på skonnertbriggen ”Afma”. Senere førte han skonnertbriggen ”Acmel”, indtil han i en forholdsvis ung alder, ca. 50 år, sagde søen farvel.

I året 1902 blev han sognefoged efter gårdejer Jens Madsen Jensens død, og denne post beklædte han endnu ved sin død i den høje alder af 75 år, hvilket bedst beviser, at han havde bevaret sin sundhed og arbejdskraft til det sidste.

Ankersen var en fast gæst i ”Nordby Missionshus”.
 
B5179 Ankersen 2 7A 1708191
 

Sognefoged Peder Svendsen Ankersen med sin familie. Buegangen 2. Foto 1910.

 

Distriktsjordemoder Emilie Høgsted

Emilie Høgsted har været jordemoder for Nordby Sogn siden 1899 og distriktsjordemoder siden 28. juni 1904..

Fru Høgsted var født d. 28. juni 1869 i Rudkjøbing på Langeland, d. den 31. juli 1925 og hun blev således kun 56 år gammel. I året 1899 kom hun her til Nordby som reservejordemoder og blev efter et par års forløb ansat som distriktsjordemoder.

Gennem hendes mangeårige virksomhed er hun kendt af så godt som alle hjem her i byen, idet hun i embedes medfør vel omtrent har haft ærinde i de allerfleste familier, hun har assisteret ved 1065 fødsler; og hun var i anledning af sit 25 års jubilæum sidste efterår genstand for megen opmærksomhed fra mange sider her, ligesom også de lokale blade på jubilæumsdagen bragte smukke og anerkendende udtalelser om hende og hendes gerning.

 

Distriktslæge Søren Hansen Jensen

B1181

Læge Jensen fødtes i Borre ved Varde, hvor faderen var tømrermester, d. den 31. oktober 1917. Som plejesøn af godsejer Stochholm på Hesselmed, blev han sat til at studere, da han allerede som ung viste sig at være i besiddelse af sjældne evner. Under krigen i 1864 var han underlæge i hæren, han boede da på Kronborg, og fra den tid kunne han fortælle mange fornøjelige ting. I 1868 tog han medicinsk embedseksamen, og året efter blev han distriktslæge på Læsø, hvorfra han i 1874 blev forflyttet til Grindsted, hvor han bl.a. i en årrække var formand for sognerådet. 1880 kom han til Fanø, hvor han virkede som læge til døden nu kaldte ham bort, altså i 37 år.

Distriktslæge Jensen var en ualmindelig samvittighedsfuld læge, og kun få har fulgt med i alt det nye, som han. Først og fremmest på sit eget område, men hans interesse var i høj grad alsidig; der er blevet sagt om læge Jensen, og vist med sandhed, at han var een af de mest belæste mænd i Ribe amt. Han var meget omhyggelig for sine patienter; lægehonoraret, der er steget ganske betydelig i disse 37 år, ville han som regel ikke forhøje. Mod fattigfolk var han meget imødekommende, og ofte ville han intet vederlag have af dem for lægetilsynet. Fra 1. april 1893 til 1. april 1915 var han lærer i sygepleje ved den herværende navigationsskole, og han trak sig kun tilbage derfra, fordi hørelsen var svækket. Afdøde var en meget stor haveven, og han havde en ganske dejlig have med mange smukke planter og blomster, som man i hvert fald tidligere aldrig så på Fanø.

B5267 laege J-H-Lorchs-hus c

I dette hus på Kastanievej boede læge Jensen. Huset er opført af læge Lorch.

Hans første hustru, som ligger begravet her, stammer fra Læsø. Senere indgik han ægteskab med frk. J. Nielsen, som overlever ham. Afdøde var Ridder af Dannebrog.

 

Læge N. H. Anthonisen

b1151 laege anthonisen niels

Fredag den 18. oktober 1918 kunne læge N. H. Anthonisen fejre 25 års jubilæum som læge i Nordby. Læge Anthonisens praksis var været meget omfattende. Foruden den alm. lægegerning havde han i en lang årrække fungeret som læge ved Badet, var i nogle år læge ved Tvangsarbejdsanstalten, siden Epidemihuset blev indviet var han tillige læge der, havde flere gange også Sønderho med. Det, skulle man synes, kunne nok lægge beslag på sin mand, men for hr. Anthonisens energi og arbejdskraft har det ikke slået til.

I flere år underviste han således i sygepleje på den herværende navigationsskole, og i en længere årrække sad han i Nordby sogneråd, en tid som formand, hvilken stilling han dog måtte sige sig fra, da hans gerning som læge ikke levnede ham tid dertil.

Hr. Anthonisen var en fremskridtsmand. Han kæmpede såvel i sognerådet som til andre tider for alt, hvad der kunne føre til fremskridt og udvikling for Fanø. Han var således med til at skaffe Rindby den nye og tidssvarende skole, sammen med andre tilkommer der ham æren for, at vi fik et gasværk her i Nordby, ligesom vandværket først og fremmest var hans værk. Og da færgeriet kom under staten, havde Anthonisen også spillet en rolle der.

Toldforvalter Harms

B1176 toldforvalter Harms N

Han fødtes 8. december 1859 og kom til toldvæsenet allerede den 1. november 1874 i Stubbekøbing. Den 29. april 1879 udnævntes han til assistent i det indirekte skattevæsen, i 1887 forflyttedes han som toldassistent til Ålborg og 29. november 1890 ansattes han i København, hvor han i april 1898 fik kongelig udnævnelse som assistent.

Et halvt år efter ansattes han som toldoppebørselskontrollør i Hasle, og her var han, til han den 1. november 1906 udnævntes til toldforvalter på Fanø.

Dette embede havde han til sygdom i 1925 tvang ham til at søge sin afsked, som han fik s.å. med pension og samtidig nedlagdes toldforvalterembedet på Fanø for derefter at bestyres af en overtoldbetjent.

Han var i en årrække formand for havnekommissionen på Fanø og var frimurer.

Sognepræst H. P. Koch

Sognepræst H. P Koch i Hellerup, er nu kaldet til præst i Nordby, er født i 1867 og er kandidat fra 1890. han er en søn af den kendte kirkehistoriker provst L. Koch i Glostrup, g selv har han gjort sig kendt ved sin kraftige og nidkære virksomhed i sin gerning som præst, hvorved han har vundet en hengiven menighed i Hellerup, som nødig ser ham forlade dem. Ved siden af sin egentlige præstegerning har han imidlertid udfoldet en rig virksomhed i social henseende; han har opholdt sig en tid i England, op det har været hans opgave at optage det arbejde, som i vid udstrækning øves i dette land fra kirkens side for at bringe den jævne arbejderstand til at forstå, at den i kirken har sin bedste ven og forsvarer. Hans hustru er en datter af vekselmægler Schøler; også hun har lagt en stærk og virksom natur for dagen, idet hun i et par år har virket som sygeplejerske ved et større hospital i Amerika. Pastor Koch er ved sin omfattende virksomhed bleven overanstrengt og har en tid måttet søge hvile. Men han har nu atter overtaget sin gerning og han vil forhåbentlig under de gode og rolige forhold her snart genvinde sine kræfter. Vi modtager ham med tillid og velvilje og håber, at han må komme til at udfolde en god og velsignelsrig gerning iblandt os.

Klokkemand, ringer, trommeslager Niels Mathiasen

 Klokkemanden Niels Mathiasen, død 24. februar 1912, 59 år gammel. Han fødtes som krøbling, men udrettede ikke desto mindre et helt arbejde, så han til enhver tid klarede sig selv.

I begyndelsen af halvfjerdserne var han hjælpelærer i en Pogeskole hos "gammel Jens". Senere brugtes han meget som bud, og et mere tro og pålideligt bud, kunne næppe findes, både med pengesager, og hvad han ellers blev betroet under budtjenesten. Hans egentlige stilling, og det herunder han længst vil mindes, er som klokkemand. Han begyndte som udringer den 14. januar 1876 og holdt 25 års jubilæum i denne virksomhed den 14. januar 1901, som blev én af hans største og glædelige dage, da der indfandt sig mange gratulanter.

Pligtopfyldende som han var i alt, vandrede han utallige gange gennem byens gader, standsede så mange steder, at alle med lethed kunne høre hans kraftige stemme, når han udråbte den betroede bekendtgørelse. Han var kendt af som godt alle de fremmede der kom her til Nordby, thi, det kan ikke nægtes, han var en af vores originaler. Dette ikke sagt til hans forklejnelse. Tværtimod. Med hans død forsvandt noget af det farverigeste i Nordby. M. var i ca. 15 år medlem af Good Templar.

 

B1302 klokkemand Niels Math

Sønderho

Jordemoder

Maren Thygesen

Klitfoged

Jens H. Lydom

Klitopsynsmand

Valdemar R. Madsen

Læge (1901 – 1904)

J. B. Jørgensen

Læge (1905)

Kirstine Styrup

Læge (1906 – 1911)

Erik Lund

Sognefoged (1896 – 1904)

Mads Lassen

Sognefoged (1904 – 1927)

Hans P. Nielsen

Strandfoged

Jens Thomsen

Strandkontrollør

Andreas Svendsen

Strandkontrollør

J. Svendsen

Sygeplejerske

Antonette Sikan

Sygeplejerske

Andrea F. Jessen

Sognerådsformand (1898 – 1901)

P. K. Pedersen

Sognerådsformand (1902 – 1903)

N. H. Fischer

Sognerådsformand (1904 – 1905)

M. H. Kromann

Sognerådsformand (1906 – 1912)

A.M. Knudsen

Sognepræst (1897 – 1905)

Henrik Knudsen

Sognepræst (1906 – 1911)

N. Møller Poulsen

Tolder

Andreas Carl Julius Svendsen

 

Jordemoder Thygesen

B00042-21 jordemoder-Maren-

Fru Thygesen var født i Sønderho den 22. december 1873 som datter af gårdejer Peder Brinch. I 1896 blev hun gift med skibsfører Thomas Hansen Thygesen, men ægteskabet varede kun i 3 år, idet ægtemanden omkom på søen den 14. oktober 1899. hans død var et hårdt slag for hende, og hun sad nu alenen med sønnen Jacob. Hun arbejdede med forskelligt indtil hun på opfordring af doktor Brandt Jørgensen, der var kommunelæge i Sønderho, lod sig uddanne som jordemoder.

Hun blev efter endt uddannelse ansat som jordemoder i Sønderho, hvor stillingen netop var blevet fri. Efter 3 år fik hun arbejde i Alminde ved Kolding. Efter 11 ½ år kom hun tilbage til Sønderho, og har nu arbejdet som jordemoder i 38 år til 1943. Maren Thygesen kunne som få fortælle om gamle dage, og blev ofte interviewet bl.a. til radioen.

B00150 047 201a

Sognefoged Hans P. Nielsen

 

Arbejdsmænd

Nordby

Karen Svendsen

Poul Nielsen Poulsen

Hans Borre

Niels Jessen

Søren Jensen Sørensen

C. Nielsen

Søren Svendsen

Karl W. Hansen

Søren Nielsen Mortensen

Mads Hansen

Jens Danielsen

Andreas Carl Madsen

Anders Christensen

Peder Mathiasen Hansen

Lars Andreas Hansen

Søren Christian Iversen

Jens M. Jensen

Hans Clausen Jepsen

Jens Peder Jensen

Anders Jensen

Andreas Just Andersen, natvægter

P. Cl. Pedersen

Morten Jensen

A. A. Christiansen

Math. P. Oldefar

S. L. Rødgaard

P. N. Hansen

M. P. Villadsen

J. N. Brinch

Chr. Højberg

H. A. Lange

O. N. Iversen

J. N. Lauridsen

H. S. Lauridsen

S. H. Sørensen

N. M. Kallesen

S. A. Bertelsen

Jens Cl. Pedersen

 

Husejer Lars Andreas Hansen

Hansen, der var født i Horne sogn ved Varde, d. 20. september 1925, kom for mange år tilbage her til øen, hvor han til at begynde med fik tjeneste hos sognefoged Jens M. Jensen. Under sit ophold her lærte han sin hustru at kende, og han slog sig så til ro herovre. Omkring århundredskiftet overtog han den ejendom i Rindby, Kirkevejen 16, som han beboede til sin død. Den store have, som hans forgænger på ejendommen, gartner P. Toft, havde anlagt, var hans stolthed, når den om efteråret stod bugnende fuld af frugt.

Afdøde skildres af dem, der kendte ham som en flittig arbejder, der havde et godt håndelag på mange forskellige felter.

lars-andreas-hansen

 

Lars Andreas Hansen med familie.

 

Arbejdet i svundne tider

Vejmand Jens Jensen skildrer arbejdsvilkårene i tidlige tider:

"Meget strengt arbejde har jeg været med i min tid, fortæller Jensen, men med de små landbrug vi dengang drev, var det nødvendigt, at vi om vinteren tog arbejde "ved siden af" for at få det til at løbe rundt.

Jeg kan således huske, dengang man i begyndelsen af halvfemserne begyndte at bygge de store hoteller og villaer ved Vesterhavsbadet, var der en mængde planeringsarbejde i klitterne derude. Det var jeg med til meget af. Også da hotellerne først var færdige, gav det arbejde. Jeg kan således huske, at min fætter Anders Jensen, og jeg gennem adskillige år hver vinter havde det stykke arbejde med at fylde hotellernes isrum med is, som vi hentede i strandsøerne. Det var for så vidt betroet arbejde, da isen skulle stuves meget omhyggeligt i rummene - var der for mange huler i massen, smeltede den for hurtigt, der gik nok til endda. Men man havde ikke andre metoder dengang.

Et stort arbejde jeg deltog i, var dengang den nye kirkegård blev anlagt. Det var i 1902, om jeg husker ret. Hvor kirkegården nu ligger, var der dengang et stort bjerg, "e Topbjer" kaldte vi det. Det var et par fremmede entreprenører der havde givet tilbud på arbejdet. Toppen skulle skæres af, og fyldes køres ud mod nord og vest. Vi bar 4 - 5 herovre fra og så de to entreprenører, der vist var murere. Det viste sig hurtigt, at de havde forregnet sig, de ville ikke kunne få arbejdet færdigt til den fastsatte tid, og for hver dag det gik over tiden, skulle der betales dagmulkt. Resultatet var, at det kom til at gå ud over os, der arbejdede med det, vi arbejdede, det tør jeg nok sige, ellers i et hårdt tempo. Men nu skulle der rigtigt mases på, en af entreprenørerne gik foran, når vi trillede sandet ud, og den anden gik bagest i rækken - så var vi ligesom i klemme, så det var i alle tilfælde dem, der bestemte farten. Det var store kraftige mænd, og de bøvlede som var de betalt for det, hvad de jo på en måde også var. Da vi havde kørt på den måde i et par dage, blev vi klar over, at det ikke kunne blive ved at gå, der var særlig et par af vore folk, der var ved at gå ud, de var sømænd og ikke vant til den slags arbejde.

Og så gjorde vi noget, fortæller Jensen med et smil, noget, som man også bruger i dag - vi strejkede. Der nyttede hverken løn eller bøn, vi gik. Nå, til at begynde med var de også svært brøsige, de sagde, at de ville tage andre folk. Ja, dem om det. Vi gik hjem og var hjemme et par dage, så kom de til os igen, og nu var de ydmyge, det havde nemlig vist sig, at de ikke kunne få andre, fordi det var for strengt, så der var ingen i Nordby, der ville i gang. Enden på sagen blev, at vi kom i gang igen, men nu var der ikke nogen forkører og bagtrop, men arbejdet blev endda færdigt. Så gik det endda sådan, at de to entreprenører kom til at lave indkørslen til kirkegården, det fik de på timebetaling, så det rettede lidt på den lille fortjeneste ved planeringen.

 

Hvor meget var arbejdslønnen dengang?

25 øre i timen og en ti timers arbejdsdag, lyder svaret.

Jeg havde også senere et stykke arbejde på den ny kirkegård, fortæller Jensen videre, det var efter nogle års forløb, da man allerede havde begravet mange deroppe, så var sandet fra de forskellige grave blevet kørt hen i et hjørne, hvor det absolut ikke skulle ligge, det skulle have været ud mod vest. Min genbo og jeg, Jensen nikker over mod Andreas Lauridsens gård, kørte det hen, hvor det skulle ligge, jeg kan huske, at vi kørte op til 80 læs om dagen.

Ak ja, sukker den gamle landmand, det sand, det sand. En anden gang havde vi en vinter en akkord på at lave en vej fra Strandvejen ind til Torp plantage. Den skulle gå på vestsiden af den klitrække, der fører fra vejen ind til plantagen. Vi var 5 mand om det, og vi skulle have 200 kr. for det. Det viste sig endnu engang, at der altid er meget mere sand i en klit, end man regner med, og at hullerne på den anden side kan tage meget mere sand, end man tror.

Et stort arbejde havde vi også en vinter i præstegårdens have. Jorden her var lovlig høj, og så skulle der fjernes et lag sand, så det hele kunne blive lavere. Vi kørte så sandet - det må have været flere tusinde læs - hen i det store dige, der endnu går om haven. Det gav da også resultat og der blev en dejlig have ud af det. Det var dengang provst Koch, der var herovre, jeg kan huske, at han kom ud og sagde til min fætter og jeg, at vi arbejdede for hårdt i forhold til betalingen. Timelønnen skulle sættes op - og vi skulle begynde med ham, så han forhøjede timelønnen fra 25 øre til 30 øre, og den takst holdt vi så også andre steder.

Det var i de år, fagforeningen dukke op så småt, vor stilling som smålandbrugere gjorde det ikke let at placere os, men vi fik da i al mindelighed den ordning, at vi skulle stå i foreningen, men ikke betale kontingent og så på den anden side heller ikke nyde noget. Det var vist det, man kalder for en salomonisk løsning.

Den 80-årige tier, og lader blikket glide langs Vestervejen, der i et smukt sving går forbi vinduerne. Markerne og den nærmeste omegn her har været vidne til et langt livs utrættelige arbejde, for at fravriste en karrig natur det daglige brød. Ja, det man har nået, siger Jensen, har da også været al møjen værd. Arbejdet var mig bestandig en glæde, måske netop fordi jeg kom i gang i de helt unge år. Jeg var 11 år, da jeg begyndte at bruge leen, nåh, men lad os ikke komme ind på det, det er en historie for sig.

Da jeg var et ungt menneske på 18 år, fik jeg en plads på en gård herovre, de byggede den sommer, så jeg måtte være håndlanger for tre murere. Der var noget at rive i. vi murede i ler eller rettere i klæg, som blev hentet nede på engene. Det blev så lagt i en rundkreds på jorden, og udenom igen kom der et lag sand. Et par stude æltede leret ved at gå igennem det, det gjaldt om at holde leret passende fugtigt ved at hælde vand på det, og alt imens skulle sandet så tilsættes leret i små portioner. Så var det klart til brug, og det holdt mærkværdigt godt det murværk. Jeg har på vor egen gård været med til at rive bygninger ned, der var over hundrede år gamle, og de var muret op i ler. Lønning for et års arbejde var dengang 150 kr., og jeg var ude tre år til den løn - det var altså i alt 450 kr., men man var jo nøjsom.

Et arbejde, som vi nu nærmest betragter som fornøjelse, var "Vojtrat", at trække vod langs kysten ved hjælp af en vogn og et par heste. Den ene ende af voddet var gjort fast til vognen, der kærte et lille stykke ude i vandet, den anden ende af voddet blev trukket af nr. 2 hest, der gik længere forude. Denne form for fiskeri er vist forbudt nu, men før i tiden var der mange landmænd, der i sommermånederne drev den. Det var interessant og spændende og kunne til tider give et helt pænt udbytte i form af skrubber, rødspætter og "Trinbotter", dvs. pighvar. Ja, dengang var det faktisk sådan, at landmændene forsynede Nordby med fisk, nu er det Nordby landmændene må gå til, om de vil have nogen. Det er, slutter Jensen, forandret som så meget andet fra dengang.

Sønderho

Jens S. Hansen, Arbejde med pakfarver

Jens Johansen, Arbejde med pakfarver

Jens Lambertsen

Anne Berg, Arbejde med pakfarver

Jens H. Berg, Plantagearbejder

 

 

Mekaniker

J. P. Sigurdson

 

 

 

Gå til top

End Of Slide Box