Mitfanoe
Handel og håndværk på Fanø omkring 1900 del 5

 

Murer

Nordby

Niels Christian Sørensen, mester. Arbejdede også som snedker og drev havebrug.

Peter Laurids Hansen, mester

Claus Jørgen Olsen, mester

Søren Jensen

H. E. Petersen, svend

Christian Andersen

Jens Marius Winther, mester             

Kristen Karl Laurids Frandsen

Lars Morten Jepsen

Hans Jensen Sørensen

Peter Hansen Madsen Iversen + tømrer

Hans Mathiasen, mester

Willads Marius Villadsen, svend

Niels Peter Kristian Frandsen

Christian Iversen

Karl Nielsen Pedersen

Hans Asmussen Lange, Murerarbejdsmand

Hans Peter Krog, mester

Thomas P. Thomsen, mester

Peder H. Ende, mester

Leonhardus Lauridsen, svend

Jens Marius Winkler, mester

P. N. Hansen

H. A. Sørensen

L. Knudsen

N. C. S. Krogh

I. C. Pedersen

P. H. M. Iversen

C. Nielsen

Carl N. Pedersen

H. Jensen

M. A. Rødgaard

 

B5423 Navigationsvej-17

   Murer Frandsen med kone og Peter Nørholm, 12. maj 1907

 

N. P. Frandsen   

Den 9. december 1923 kunne murer N. P. Frandsen  og hustru, f. Nørholm, i Nordby fejre deres sølvbryllup. Fru Frandsen har i næsten lige så mange år drevet pensionatsvirksomhed, hovedsagelig for navigationsskolens elever, og dette er grunden til, at meddelelsen om den forestående højtidelighed fremkommer allerede nu, så den kan spredes ud over jordkloden i tide. Fru Frandsens ”Drenge” er spredt viden om, og fra mange egne på jorden (og havet) vil der sikkert på den dag pr. post, telegraf eller pr. tanke gå en lykønskning og en venlig tanke over til ”Mutter” på Fanø.

Der er mange navigatører, som fru Frandsen på den måde har stiftet bekendtskab med og draget kulinarisk omsorg for, og det må siges, at hun såre vel forstod at røgte opgaven som værtinde for de unge: rolig og afmålt og dog ung nok i sind til at kunne sætte sig iblandt dem og synge en sang med dem, når stemningen var derfor.

Adskillige unge har i årenes løb opdaget, at de, når noget trykkede sindet, sikkert kunne regne med fru Frandsens råd og bistand, at der bag det noget kølige og reserverende ydre fandtes et varmt og deltagende sindelag, som ikke pånødte nogen sin hjælp, men var villig til at hjælpe, når dette ønskedes.

Sidste søndag eftermiddag (den 12. juli 1925) afgik murer Frandsen ved døden i sit hjem efter længere tids uhelbredelig sygdom.

Frandsen, der kun blev 52 år gammel, var født i Roskilde. Han kom her til som murer, da den nye Færgegård – det nuværende posthus – blev opbygget efter den gamle Færgegårds brand. Og så har han været her siden.

 

Marius Villadsen

 

Murer Marius Villadsen var født i Nordby som søn af arbm. Peter Villadsen, og her kom han efter konfirmationen i lære som murer herovre, han lærte faget hos murermester Thomsen, der senere blev lokalredaktør i Ribe.. Som ung svend drog han på valsen og arbejdede gennem længere tid forskellige steder i Tyskland. Efter at han i 1903 var blevet gift, overtog han sin hustrus fødegård, Postvejen 25, som de sammen drev gennem de følgende 26 år, hvorefter de flyttede til Nordby.

Han var gennem årene betroet adskillelige tillidshverv, bl.a. gennem mange år kommunal vurderingsmand og vurderingsmand for den alm. Brandsikring. I de seneste år var han formand for aldersrentenyderforeningen. Han drev sammen med sin hustru i mange år et røgeri i Nordby. Død december 1952.

Gennem årene er Villadsen blevet mange tillidshverv betroet, at han fik så mange må vel skyldes, at han har passet dem alle godt. Han har gennem en årrække været formand i Fanø Landboforening, og gennem mange år har han været kommunal vurderingsmand til ejendoms- og grundskyld, og han regnes på dette specielle område som en endog usædvanlig kyndig mand. Efter snedker Things død overtog Villadsen hvervet som formand for Brandforsikringen. Et andet felt, hvor han også har gjort en betydelig indsats, er sygekassearbejdet. Fra 1921 har han været medlem af sygekassens bestyrelse, og indtil 1940 havde han hvervet som inkassator, fra hvilket tidspunkt han overtog kassererposten, et arbejde, som han med dygtighed varetog, til han i 1947 trak sig tilbage. Hvis man så tilføjer, at fødselaren fremdeles beklæder posten som formand i Aldersrenteforeningen, vil det forstås, at det slet ikke er småting, Villadsen har været – og er – i gang med. Ved siden af alt dette har han endda fået stunder til at bruge murskeen – de mange års arbejde som landmand har ikke berøvet ham noget af færdigheden. Endelig skal nævnes, at han sammen med sin hustru gennem adskillige år har drevet et meget søgt røgeri.

 

 

Villadsen V Marius Murer 28

 

postvejen-25

 

Postvejen 25

 

 

Fra tidsskriftet ”Mågen” finder vi følgende artikel:

En Fanødrengs liv

Ved T. Kragelund

I et af Nordbys solide, huse bor Marius Villadsen, som blev født den 16. juni 1879 i Nordby. Han fortæller:

- Min fader, Mogens P. Villadsen, var arbejdsmand og var født i Nr. Farup. Moder, Gunder Marie Villadsen, var fra Terpager. Vi var 7 søskende, og jeg var den tredje.

Da jeg var 10 år fik jeg plads for sommeren i Guldager for at passe køer. l løn fik jeg 10 kroner, 1 pund uld og er par træsko. Jeg skulle i den tid gå til skole en halv dag om ugen, men det blev for mit vedkommende kun til vistnok 3 gange, - for det gik sådan, at jeg blev uenig med lærer Jørgensen. En dag smed læreren nemlig en tøjknold, som han brugte til at tørre den sorte tavle med, ned i hovedet på mig, og så smed jeg tøjstykket tilbage til ham. Da det var passeret 3 gange, fik jeg ordre til at komme op til katederet og lægge min hånd, på pladen, og Jørgensen sad da med en lineal, der vendte den skarpe kant nedad. Med den skulle jeg slåes over fingrene. Der var dødsensstille i skolestuen, ikke en rørte sig, og de fleste var ligblege i ansigtet så bange var alle.

Da Jørgensen løftede til slag, tog jeg selvfølgelig hånden til mig, thi jeg ville ikke gå med en læderet hånd i lange tider, for jeg. så, at Jørgensen var rasende, og så vidste han ikke, hvad han gjorde. Jeg gik hen til døren, eller rettere løb, og fo'r så af sted hjemefter. Jeg kom ikke mere til skole den sommer.

Manden, jeg tjente hos, anede et stykke tid ikke noget om dette, thi jeg fik min skolemad hver halve ugedag og gik så ud til et dige i marken, hvor jeg lagde mig til at sove samt spiste min mad - så havde jeg været i skole!

Da en tid var gået, spurgte lærer Jørgensen en dag ved kirken min husbond om, hvorfor han ikke sendte sin hjorddreng til skole, hvortil manden svarede, at det kendte han ikke noget til. 

Nogle dage efter spurgte manden mig, om jeg ikke ville gå i skole. Dertil svarede jeg nej og forklarede hvorfor. ­Manden svarede dertil; at det skulle jeg heller ikke, og skulle der komme skolemulkter, ville han betale for mig.

Da efteråret kom, og jeg kom hjem, var min fader meget ked af, at, han havde sendt mig ud at tjene. "For". sagde han, det gælder om at lære noget". og så kom jeg l realskolen, - Og fordi jeg havde været ude at tjene skulle jeg få lov til gå i "skole et år mere end nødvendigt”. Fader ønskede ikke, at jeg skulle tage eksamen; jeg skulle bare lære noget.

Da jeg var 15 år, kom jeg om sommeren til Gjesing at tjene hos Hans Forpagter, og da november kom, flyttede jeg til gårdejer Jørgen Bruun. Jeg skulle have 60 kroner i løn for et år. Næste år tjente jeg i Jerne præstegård, og kom derefter hjem til Nordby og i murerlære hos Thomas Thomsen. Jeg blev ikke udlært, thi da 2 år var gået, købte min mester en manufakturhandel og opgav håndværket. Det var i 1899. Som forbundter fik jeg nu arbejde hos firmaet Ovesen og Krabbenhøft, der havde store arbejder i Brejninge, hvor der blev bygget åndssvageanstalt.. Det var et arbejde, jeg var meget glad for, thi der var noget at lære.

 Et stykke hen på sommeren blev der lock-out, og jeg rejste til Fredericia, hvor jeg fik arbejde hos bygmester Hans Nielsen, der byggede en stor gymnastiksal ved Landerupgård optagelsesanstalt. Da vinteren satte ind, rejste jeg hjem.Den 20. januar 1900 pakkede jeg mit tøj sammen og rejste til Århus, og fik straks arbejde hos murermester Rasmussen. Et stykke hen på sommeren fik jeg arbejde hos murermester Linde, der havde al jernbanens arbejde fra Århus til Hammel.

Murermester Linde var fra Kjellerup. Da efteråret kom og vi var færdige med jernbanearbejdet, tog jeg med mester hjem til Kjellerup, hvor jeg lavede svendestykke og fik svendebrev.

Året efter i foråret 1901 rejste jeg syd på og fik arbejde på Sild, hvor der var store arbejder ved vesterhavs­badet (Westerland).

På rejsen til Sild var der en tysk præst, der talte til mig flere gange, men jeg kunne ikke svare. Jeg forstod godt, hvad han sagde. og vidste også, hvad jeg ville svare, men jeg kunne ikke. Det var helt anderledes, da jeg på Sild havde arbejdet i 14 dage sammen med de tyske murersvende. Sproget faldt mig da så let og naturligt, at svendene allerede da valgte mig til ordfører, når der skulle forhandles med mester om et eller andet angående arbejdet. Jeg takkede i tankerne min fader for, at han sørgede for, at jeg i 3 år gik på realskolen i Nordby. Det tysk, jeg den gang havde lært, kom mig for alvor til gode.  

 

 

 

 

Marius Villadsen er stadig i virksomhed. Her står han med en malerpensel i hver hånd. Det er stakittet omkring haven, der skal males.

Jeg var den sommer på Sild med til at bygge villa "Johanne Helena", der kostede mellem 700 og 800,000 mark. Det var en tandlæge fra Berlin, der lod villaen bygge. Han havde i medgift med sin kone fået 40 millioner mark, derfor var det ganske naturligt, at villaen skulle være fin.

Fra Sild rejste jeg til Kolding og arbejdede der en kort tid. Jeg pakkede så en dag randselen og vandrede mod Flensborg. På denne vandring kom jeg til Arrild og gik ind i en mindre ejendom for at bede om et stykke mad. Konen var venlig, men kunne ikke give mig mad, da det var meget sparsomt med fødevarer. Jeg sagde ganske stilfærdigt, at jeg kom fra Danmark og var sulten, men at jeg jo så måtte prøve et andet sted. "Er du dansker", spurgte konen, "ja, så skal De have mad". Da jeg spiste, blev jeg helt ked af det, for jeg tror, at konen gav mig af, hvad hun selv hårdt trængte til.

Arbejdet i Flensborg passede mig ikke, og så tog jeg til Tønder og fik arbejde på rigsbankens filial, der den gang var under opførelse. I Tønder blev jeg syg, og måtte på sygehus, hvor jeg blev opereret et par gange. Efter dette rejste jeg hjem til Nordby og blev hjemme vinteren over.

Da foråret kom, rejste jeg til Ribe og fik arbejde på en villa, der blev bygget ved Kurveholmen. Derfra rejste jeg til Varde og var med til at bygge stationerne på Varde - Nr. Nebelbanen. Om efteråret rejste jeg til Esbjerg og fik arbejde ved opførelsen af Stormgades skole og derefter ved forskellige mindre bygninger.

I 1903 tog jeg hjem til Nordby og fik arbejde der. Samme år blev jeg gift med Anna, f. Sørensen, fra Rindby.

1. november flyttede vi til Esbjerg, og jeg fik arbejde ved opførelsen af Sct. Josephs hospital.

Det blev ikke lang tid, vi havde vort hjem i Esbjerg, thi allerede året efter, den 1. november 1904, flyttede vi hjem til Fanø og overtog min kones fødegård.

Gården var med 10 køer, 6 til 8 ung­kreaturer, 2 heste og 20 får, så der var noget for os at tage vare på. Min svigerfader havde efter den tids forhold været en dygtig landmand og havde i 1880'erne indrettet vandmejeri for bedre at kunne udnytte køernes mælk. Svigerfar var også med i starten af andels­mejeriet og var i mange år formand for mejeriet.

Tid efter anden kom jeg med i sognets mange offentlige hverv, bI. a. var jeg i 10 år kasserer i landboforeningen, medlem i bestyrelsen for mejeri, brugsforening samt kommunal ejendoms­skylds vurderingsmand og vurderingsmand i den almindelige brandforsikring Så jeg havde rigeligt, som man siger både hjemme og ude.

I gårdens aftægtslejlighed boede foruden mine svigerforældre også min kones bedstemoder; alle tre var os til megen nytte. Den gamle bedstemoder var en elskelig gammel kone og var det meste af tiden inde hos os. Særlig min kone var hun, til stor glæde og nytte, thi som årene gik, fik vi en stor børneflok, i alt 10, så der var noget at tage vare på, både med, føde og klæder.

Den gamle bedstemoder førte et frit sprog overfor alle, både kendte, og ukendte, og hendes friske, frie måde at være på gjorde, at alle holdt af hende.

En dag, der ofte blev talt om, var en dag i juli 1894, da prins Valdemar og prinsesse Marie gæstede Fanø og boede på Kurhotellet. Prins Valdemar rejste dagen efter ankomsten. Prinsesse Marie blev til 1. august.

Vor gamle bedstemoder var en dag gået til stranden, som hun ofte gjorde for at samle rav. Imod hende kom en smuk, ung dame, der også gik og så ned i vandet ved strandkanten.

Nå, hitter du noget?" spurgte bedstemoder.

   "Nej", svarede damen.

   "Ja, så må do gåt fo de fo bråker, a håer, men huer æ du hejsen frå?"

   "Jeg er prinsesse Marie", svarede den fine dame.

"Prinsesse Marie?" sagde bedstemoder, "men så Guj fårlåd mæ fatte kuen te a sejer do til prinsessen".

 

 

 

Det blev ikke sidste gang, at bedstemor og prinsesse Marie mødtes. Flere gange fik de længere samtaler, og en dag bød bedstemoder prinsesse Marie hjem i besøg hos sig. Dag og tid blev bestemt.

Da bedstemor kom hjem og fortalte det, blev der stor opstandelse og forfær­delse, og datteren (min kones moder), var nærmest vred på sin moder over, at hun kunne få sig til at sige sådan noget pjat, - men bedstemor var ikke forknyt og sagde, at den sag skulle hun nok selv ordne.

Bedstemor fik den pågældende dag ryddet pænt op inde i aftægtsstuen og, en flaske vin sat på bordet, og så måtte prinsesse Marie komme, når hun ville.

Min kones mor havde travlt med at få børnene i stiveste puds, hvis prinsessen skulle forlange at hilse på børnene (pigerne gik alle i nationaldragt).

Kort efter rullede køretøjet op for døren, og prinsesse Marie kom på besøg, og det blev en af bedstemors store dage, - såvel som en begivenhed for børnene.

At besøget satte alt i gården på den anden ende, forstår man deraf, at bed­stemors mand, Ivar Hansen Lassen, løb op i høet og gemte sig, thi han ville ikke se prinsessebesøget.

Venskabet udviklede sig til, at prinsesse Marie kom med sit fotografi, og så ville hun have et fotografi af bedstemor og bedstefar, hvad hun også fik.

Min kone og jeg havde som sagt nok at tage vare på. Vi oplevede mange gode år på gården, men sorger gæstede os, - kan jeg godt sige, næsten for hårdt. Flere af vore børn fik både som små og som voksne svære og lange sygehusophold. Af vore 10 børn er nu kun fire tilbage.

I1931 overdrog vi gården til min kones broder, og så købte vi et hus i Nordby.

Jeg tog straks fat på det håndværk, som jeg havde lært i mine unge dage, og jeg fik mere arbejde end jeg kunne overkomme. Desuden fik jeg forskellige lettere hverv, som jeg efterhånden blev mere og mere glad for, thi alt som årene går, kan kræfterne jo ikke slå til. ­

Jeg har i min tid oplevet en del og lært mange mennesker at kende, og det gør sit til, at mine tanker i ledige stunder altid finder hvile i gode minder.

 

 

 

Peder Hansen Madsen Iversen, f. 15. oktober 1850, d. 20. januar 1932

I daglig tale Pe' Hansen blev bygmester, både murer og tømrer, hans læretid er ukendt, men husene han byggede vidner om at han har været uden for øen. De fleste af de huse, han byggede står endnu og vidner om dygtigt arbejde. Dobbelthuset ved sprøjtepladsen, missionshusets første del, bygget i 1888, pris 4829,- kr. og 14 øre, hjørnet af Hovedgaden /Galeasevej, mejeriet, tilbygning ved Strandhotellet, Realskolen, hjørnet af Vestervej/Møllesti ca 1905, samt eget hus Vestervejen 60 i 1880. Det sidste hus han byggede var Villa Gerda ved Strandvejen i 1911, men der var mange flere. Gennem mange år var han desuden taksator for Husmandsbrandkassen.

Efter at have lagt bygningshåndværket på hylden kastede Iversen, som den driftige mand han er, sig over husmandsbruget, og i denne forbindelse kan vi ikke undlade at oplyse, at Iversen så sent som i sommer selv har været ude med leen og høstet sit korn. En mand som Iversen har selvfølgelig ikke kunnet undgå i tidens løb at beklæde flere tillidshverv.

 

 

peder-hm-iversen-1920

 

 

Hans Sørensen

Murermester Hans Sørensen var født i Rindby som søn af landmand C. A. Sørensen. Han kom i sine unge år i lære som murer, og han blev mester i en forholdsvis ung alder. Han købte i sin tid Hans Endes Røgeri og drev det i mange år trofast bistået af sin hustru, ligesom han i over 25 år var ansat som kommunalt bud. S. var anset som en dygtig håndværker, der gjorde sit arbejde solidt og godt. Af større bygninger, han opførte på Fanø, kan nævnes Rindby Skole. Af offentlige hverv, S. har haft, kan nævnes, at han i mange år var medlem af menighedsrådet og medlem af bestyrelsen for Missionshuset. I 40 år deltog han i søndagsskole arbejdet, der havde hans største interesse. Død september 1940.

Søren Jensen 

Søren Jensen var født i Rindby den 2. august 1868, d. februar 1939 som søn af skibstømrer Laurids Jensen. Han lærte murerhåndværket hos murermester P. H. Iversen. Han arbejdede derefter som svend forskellige steder i landet, og kom hjem for at overtage faderens ejendom i Rindby, Østertoften 3. Han arbejdede samtidig som murer, hvor han oparbejdede et ”godt” navn. Han var en solid og dygtig mester.

 

 

soeren-jensen

 

Søren Jensen og Anne Jensen, g. 1. februar 1900.

 

anne-jensen-og-soeren-jensen

 

Anne Jensen og Søren Jensen

 

Musik- danseundervisning og anden undervisning

 

Nordby

Johanne Louise Bork, Tegning og maling

Johanne Jensen, Musiklærerinde

 

Møller

 

Nordby

Jens Mortensen

Niels Thomsen, svend

Ditlev Thyssen, mester

Hans Peter Thyssen, svend

Laurits Sørensen, Møllersvend

Jensen, Møllersvend

M. Pedersen, Møllersvend

 

 

Sønderho

Møller N. Sørensen

Marius S. Hedemand, svend

 

B00091 005 Soenderho-Moelle

 

Sønderho Mølle

 

B00091 008 Soenderho-Moelle

Møller Niels Sørensen og hustru Bothilde

 

B00091 010 Sonderho-Moelle

 

Møllebygger

Nordby

Simon Christensen

 

 

Parfume og sæbehuse

Nordby

P. M. Nørbys enke

Sæbehuset

 

saebeforretning       saebehuset-09091905 annonce      saebehuset

 

Pumpemager

 

Nordby

Jes Søren Enné

Anton Enné, lærling

 

b1165 blokkedrejer pumpemag

 

Pumpemager Jes Enné

 

Ravdrejer

 

 

I 1800-tallet finder vi i Sønderho en ravdrejer ved navn Niels Jørgen Møller. I en indberetning af 10. februar 1833 skriver sognepræsten L. Nielsen om Møller: 

"Det meste Rav, der findes her paa Øen, benyttes og forarbejdes billigt her, da her er en Mand, hvis Navn er Niels Jørgen Møller, som bor paa Sønderho; han er en særdeles udmærket Ravarbejder.  

Han har sagt mig, at han i de sidste 8 Aar har sendt saa meget Ravarbejde, i Særdeleshed Perler, til Hannover, at han derfor har erholdt en Sum af 11-1200 Rd. kurant, og jeg maa tilstaa, at jeg efter at have set, hvad han har forarbejdet, anser ham for en stor Kunstner, thi han er i Stand til at dreje Rav saa fint som Papir og give det saa dejlig Politur, som der kan findes ....    Han har fortalt mig, at han sender sit Arbejde i Rav ej alene til Hannover, men ogsaa til København, Hamborg, Bremen, Holland og Norge, og at han aldrig mangler Afsætning.  

De sædvanlige Ravpriser her paa Øen er 2-3 Rd. kurant for Pundet; dog er dette meget forskelligt efter Ravets Bonitet, og det sker meget ofte, at l Lod Rav kan koste mere end dobbelt saa meget som et helt Pund. Saaledes koster Rav til at ryge med sædvanlig ikke mere end en Mark Pundet; men er det derimod Rav, som kan forarbejdes, da er Prisen derpaa i det mindste 3 Mark kurant for hver Lod"

 

 

Billede 58

 

 

  

 I 1834 udstillede N. J. Møller et halsbånd og en kæde med et kors af rav på Selskabet for indenlandsk Kunstflid's udstilling i København. I omtalen af udstillingen sagdes det, at prøverne var særdeles godt udførte, og at denne mand fortjente opmærksomhed blandt det danske publikum. N. J. Møller afsatte sine ravarbejder til både København, Norge, Hamburg, Bremen og Holland.

 

Han døde 9. juli 1858, 62 år. 

 

En anden dygtig håndværker var fru Caraline Børresen der som sin eneste indtægtskilde havde salg af ravarbejder. Hun havde lavet en spinderok om til drejelad og lavede mange smukke ting i rav, og på udstillinger i ind- og udland fik hun flere medaljer og præmier.

 

Hun forærede i sin tid kong Christian den 9. en smuk samling ravsager, og fik i flere år understøttelse af kongen. 

 

En også meget habil ravdrejer var Niels Callesen Clausen, der døde i 1917, 91 år gammel. 

 

Derudover sad mange søfolk eller folk på fyrskibe og lavede knapper, perler og hjerter af rav.

 

Først efter 1840 synes ravknapper at blive almindelige. De ældste ravknappers halvkugleform efterlignede de gamle trinde sølvknapper. Omkring år 1900 var de to almindeligste typer af ravknapper på Fanø en flad knap af lyst rav med en midterknop af mørkt rav, samt en rund eller oval knap, der ved indfasninger var gjort ottekantet.

 

 

Nordby

 

P. P. Nielsen

 

 

Sadelmager

 

Nordby

 

Hans Peter Anberg Jepsen, svend

Hans Thysen Møller, lærling

Johannes Møller, mester

Johannes Nørby

Hans Thøgersen Nielsen

 

 

 

 

Johannes Møller

 

Sadelmager Johannes Albertus Christian Nielsen Møller. F. den 10. juni 1876 på øen Krautsand i Elben, d. 13. juli 1946. Han var søn af skibsfører H. N. Møller, der var af Sønderhoslægt. Allerede mens Møller var barn omkom faderen på søen under en rejse til England.

 

Møller stod i lære i Glückstadt. Efter endt læretid rejste han til Danmark, hvor han arbejdede forskellige steder bl.a. København, Vejle og Esbjerg, indtil han i 1896 startede sin egen forretning ved Hovedgaden i Nordby med eget værksted i den oprindelige værkstedbygning ud mod Havnevej bag huset med butikken og bebyggelsen. Det første værksted nedbrændte omkring 1909, men blev genopført på samme sted. I 1898 opførte han den ejendom, hvor forretningen, der nu efter Møllers død føres videre af sønnen John Møller, endnu har til huse. Prisen for huset var 6.000 kr., færdigt arbejde og klar til indflytning. Forinden lå der et Fanøhus på grunden.

 

Følgende håndværkere medvirkede ved byggeriet: murermester P. H. Ende, snedkermester N. S. Thing, pumpemager J. Enné, snedkermeste Hansen (vinduer) og malermester Nielsen.

 

I ca. et halvt århundrede drev Møller sin forretning her i byen, og han blev hurtigt kendt som en mand, der var inde i alle sit fags detaljer. I hine dage, da Møller begyndte, stilledes der betydelige krav til fagets udøvere, hvad angik elegant og kunstnerisk ophængning af gardiner og portierer, som jo var den tids store mode. Der fortælles således, at Møller kom ud på Stranden for at lave noget arbejde på Kurhotellet, hvis direktør dengang hed Karcher som måske havde sine tvivl hvorvidt den unge håndværker kunne honorere de krav et så mondænt hotels gæster kunne stille. Han sagde: "De kan prøve at hænge gardiner op på et værelse og så melde dem hos mig, når de er færdig". En time senere var Møller klar. Karcher inspicerede og sagde så blot: "De kan fortsætte med resten af værelserne".

 

 

B1308 sadelmager Johannes M

 

 

En dygtig fagmand var Møller, men faget alene kunne dog ikke skaffe ham afløb for sin virketrang. De kunstneriske anlæg, der fandtes i hans slægt, havde han i rigt mål arvet, allerede som 10-årig malede han et billede af sit fødehjem. Han dygtiggjorde sig ved studieophold i Hamborg.

Gennem sin kunst fandt Møller udtryk for den dybe kærlighed til og forståelse af Fanøs særpræg, enten det nu var en detalje fra Byen han malede, eller han som motiv havde valgt øens natur eller havnen med dens både. Ofte lykkedes det ham at nå frem til et resultat, der fik beskueren til begejstret at udbryde: "Hvor det er godt - jeg kan kende  det med det samme!".. og så var Møller tilfreds. I mange hjem herovre indtager da også et af hans arbejder hæderspladsen på stuens bedste væg. De billeder vil, når alt det faglige arbejde, som hans flittige hænder fremstillede, for længst er afløst af noget mere morderne, sikre ham et varigt minde herovre.

Et andet udslag af Møllers udsædvanlige interesse for Fanø finder man i hans arbejde for Fanø museum, hvis tilblivelse han da også har en stor del af æren for. Så snart han kom herover, begyndte han at samle sammen af de ting som havde tilknytning til de svundne slægters liv og virke. Fanø museum vil bestandig være et bevis for den store indsats som Møller her i samarbejde med enkelte andre øvede.

Han som grundlage Fanø Museum, startede så at sige på bar bund med museet. Fru Laura Clausen meldte sig dog snart som hans medhjælper, men der kom først rigtig gang i foretagendet, da kaptajnerne S. Nørby, P. H. Clausen og C. J. Clausen støttede med efter datidens pengeværdi ret store beløb, så Møller i 1918 kunne købe Niels a Borches hus i Mellemgaden. Her var museet i 23 år og her har Møller personligt lagt mange penge ud, for at få det hele til at løbe rundt.

Forretningslivet havde også hans interesse, han skænkede således efter Industriforeningens restaurering et par af sine malerier til udsmykning af lokalerne og viste også på anden måde sin interesse. Af såvel Industriforeningen som Skibsrederforeningen var Møller æresmedlem.

 

 

B5322 Sadelmager-Johs-Moelle

 

Sadelmager Johannes Møllers forretning, 3. august 1901.

 

B5323 Hovedgaden ca 1920

 

 

Sadelmager Johannes Møller havde forretning fra 1898 til 1946, som så overtoges af sønnen John til 1976, hvor Egon Laugesen overtog huset (Hovedgaden 48 matr. Nr. 440), der er nu brugskunst, ”Dagmars Galleri” Efter dette var der en bygning, der oprindelig indeholdt Posthuset, og som senere blev apotek, huset nedbrændte i 1982.

Lige overfor kunne man købe fodtøj hos skomager H. S. Hansen i Hovedgaden 49, samme sted kunne man senere blive klippet hos Hornum Hansen. (Hovedgaden 49 matr. Nr. 237)

1914 – 1937                     Hans Søren Hansen

1937 – 1971                     Anton Hornum Hansen

1971 -                                 Svend Aage Hornum Hansen

 

 

B8096

 

sadelmager-moeller-23021901       moebelforretning       moebelforretning-18061904 an

 

sadelmager-08031902      sadelmager-12121903      sadelmager-moeller-16041904

 

sadelmager-moeller-18061905

 

sadelmager-moeller-08041905

 

Marts 1904

Ny Sadelmager- og Tapetsererforretning: H. Jensen

Møbelforretning, H. Jensen, Sadelmager og tapetserer, lige overfor Borgerskolen

 

 


Gå til top

End Of Slide Box