Henrik Claudius Georg Cornillus Olesen blev født i Brørup Sogn den 2. august 1860. Han oplærtes ved landvæsnet, som havde hans interesse, og han arbejdede forskellige steder, bl.a. var han således 10 år i Sønderjylland. Han var arbejdsmand og tækkemand samt gårdejer. 1887 blev han gift og overtog samme år sin hustrus fødegård, den østligste gård i Rindby, Hæsset 7. Landbruget på Fanø blev den gang drevet efter mere gammeldags metoder end nu, og Olesen var sammen med flere andre med til at bryde ny veje på landbrugets område. Han var med til at stifte Fanø Landboforening, der har haft en overordentlig stor betydning for landbrugets fremvækst. 1909-18 var han foreningens formand, hvilket hverv han røgtede med megen dygtighed. Han var ligeledes med til at oprette Rindby Brugsforening, af hvis bestyrelse han i mange år var medlem. I to perioder, fra 1913 til 1921, var han medlem af Nordby sogneråd, begge gange indvalgt på en Rindbyliste. Han var ligeledes medlem af skolekommissionen for Nordby og i 33 år tjenestemand ved Rindby redningsstation. Desuden har han været medstifter af Nordby Jagtforening og meget andet.

Olsen er en mand, der helt igennem var støbt i sin egen form. Han er ikke noget dusinmenneske, der vil alt det, de andre vil; hans åndelige horisont er så vid, at han nok selv kan nå frem til at danne sig en mening om tingene og tillige både fastholde og forsvare den. Dette har man så tit haft lejlighed til at konstatere, mens han sad i sognerådet. Når han der tog ordet, var det ikke for at snakke efter; men hans tale formede sig altid som et personligt, sagligt og vel overvejet indlæg i debatten.

Trods de 70 år er Olesen endnu en rask mand, der gør et betydeligt yngre indtryk. Endskønt han for nogle år siden afstod gården til en af sønnerne og flyttede hen i et lille hus, hvor han sammen med sin hustru har dannet sig et hyggeligt hjem, er han dog ikke meget ledig. Han går ofte ud som tækkemand, og han er således bogstavelig talt ofte ”højt på strå”, endskønt han helt igennem har indrettet sit liv efter verslinien: ”At blive ved jorden, det tjener os bedst!”.

Peder Clausen Sørensen er i torsdags, den 13. november 1930, afgået ved døden i hjemmet hos sin svigerdatter M. P. C. Sørensens enke i Rindby. 

Afdøde, der var født på Fanø, f. 28. september 1844, d. den 13. november 1930, blev 86 år gammel. Han arbejdede al sin tid ved landvæsnet og fik på det område udrettet meget. Han var dertil også fisker. Han var indtil de senere år i besiddelse af en arbejdskraft, som få eller ingen i hans alder kan glæde sig ved. 

Han blev den 11. Juli 1877 gift med Mette Kirstine Mathiasen, f. 4. Oktober 1846, d. 15. Januar 1911. De boede på gården, Klingebjergvej 1, ”Østergården”. 

Gamle Sørensen gjorde i mange år tjeneste under redningsvæsenet og for hans arbejde der, modtog han i sin tid en medalje. Han var desuden Dannebrogsmand.

I dag, lørdag den 24. januar 1942, fylder en kendt mand på Fanø, fhv. gårdejer Morten Mathiasen, Rindby, 70 år. 

Mathiasen er sikkert blevet mest kendt for sin virksomhed ved fuglekøjerne, først som fangemester og senere – ved køjernes nedlæggelse – som foreviser af Nordby Fuglekøje. Af andre bestillinger, han har haft, kan vi anføre, at han i sin tid var formand for Rindby Andelsmølle og formand for Nordby Hesteforsikring. I mange år var han klitfoged og ledede som sådan mange forskellige betydningsfulde plantningsarbejder. Og så har han gennem 40 år været ansat ved Rindby Redningsvæsen. 

Gårdejer Mathiasen, der er født i Rindby, har fra sin tidligste ungdom været beskæftiget ved landbruget. I 1894 blev han gift med Anna Katrine Hansen, der var en datter af afd. lods Mads Hansen, Rindby. 

Landejendommen, lods Hansen ejede, overtog Mathiasen straks efter sit giftermål og drev den gennem mange år, indtil han i 1939 afstod den til sin yngste søn, gårdejer Morten Mathiasen. 

Det er dog ikke som landmand han vil være kendt af de fleste, men derimod igennem den mængde forskellige arbejder, han har beskæftiget sig med gennem sit lange liv. Han var således gennem en meget lang årrække knyttet til arbejdet ved Fanø Bad i sommerhalvåret. Et andet arbejde, hvorigennem Mathiasen blev kendt af mange, var stillingen som opsynsmand ved fuglekøjerne, såvel Albue- som Sønderhokøjen sorterede under ham, og han passede dem omhyggeligt og interesseret indtil køjerne for nogle år tilbage ved lov blev nedlagt – i øvrigt et lovbud som mange sagkyndige stod temmelig uforstående overfor. 

I redningsvæsenet havde Mathiasen sin plads i 40 år, og når man dertil føjer, at han gennem adskillige år har bestridt hvervet som klitfoged – et arbejde han varetager den dag i dag – vil man forstå, at tiden aldrig er faldet Mathiasen lang. Og skulle der være en enkelt ledig stund, kunne den så rart udfyldes ved arbejdet med de forskellige tillidshverv, han gennem årene blev betroet indenfor forskellige landbrugsfaglige sammenslutninger. Men udover alt dette – der, om man så må sige, repræsenterer den pligtmæssige side af livet – fandt Mathiasen dog stunder til sin kæreste fritidsbeskæftigelse, jagten. Han kan berette om de dage, da det ikke var en enkelt and, jægerne kom med, men hele vognlæs til tider – men det er vilkår for jagten, som Mathiasen er klar over for evigt tilhører historien. 

Allerede i 1923 mistede Mathiasen sin hustru, fru Anna Katrine Mathiasen, der afgik ved døden i en alder af 50 år.

Fhv. gårdejer Jens Nielsen Jensen, Vestervejen, Nordby, fylder 80 år i morgen, søndag den 31. januar 1943. 

Jensen er født 1862 som søn af gårdejer Jens Jensen, Rindby, hvor hans barndomshjem lå som naboejendom til den gamle præstegård. I sine ganske unge år arbejdede Jensen ved Landvæsenet, men så fik han som så mange andre Fanødrenge lyst til søen, og så tog han af sted ud på de store have. Han var en tur i Sydamerika. Desværre blev han syg under opholdet derude, han blev indlagt på hospitalet, og dette bidrog måske også til, at han bestemte sig til at blive hjemme, når han igen kom til Danmark. 

Ved siden af landbrugsarbejdet tog han fat ved anden beskæftigelse, han var således med til at anlægge fuglekøjen og kirkegårdsplantagen o.s.v. 

I 1886 blev han gift med en datter af gårdejer H. P. Sørensen, Nordby, og overtog senere hendes fødegård ved Vestervejen 47. Og her gjorde han så sin manddomsgerning. 

Det kan siges om Jensen, at han var en dygtig mand på sit felt. Han passede sine ting og gik selv foran i arbejdet. Gennem årene forøgede han gårdens jordarealer, hvilket igen skabte grundlag for udvidelse af besætningen. Det offentlige liv fangede ham ikke ind, han havde hverken tid eller lyst til på den måde at komme til at spille nogen rolle. Hjemmet og arbejdet der var for ham det bedste. Og da han for en del år siden afstod gården til en af sine sønner, havde han ved sin flid og dygtighed udvidet dens drift til omtrent det dobbelte. 

Siden 1935 har Jensen været enkemand. Han har endnu sit hjem på den gamle gård, og trods sine 80 år tager han efter evne virksom del i det daglige arbejde. Han nyder et godt helbred, ligesom også hans åndsevner er usvækket. Det kniber lidt med hørelsen, men ellers klarer han sig udmærket. Ved de gamles julefest i Industriforeningen er han en af de faste talere, og han er i særdeleshed meget glad ved den opmærksomhed, der hver jul på den måde vises de gamle.

Søndag den 2. januar 1944 kan en i landbokredse her på øen kendt mand, gårdejer Mathias P. Iversen, Rindby, fejre sin 80 årige fødselsdag. 

Iversen er født på gården, hvor han bor, Østertoften 10. Han var eneste søn, og så gik gården ganske naturligt over på hans hænder. Det kunne jo ikke være anderledes. Gennem årene har Iversen været en dygtig landmand, der med flid tog arbejdet op på den gamle slægtsgård, der igen fra ham gik videre til sønnen, Niels, i året 1930. 

I over 30 år var Math. Iversen i redningsvæsenet og har der sammen med sine kammerater taget mangen drøj tørn, når redningsbåden gik ud. Desuden drev han i sin tid den såkaldte veserjagt  i stor udstrækning. Det var en jagt, der i de allerfleste tilfælde gav et godt udbytte til den, der rigtig forstod at drive den. Nu er der jo angående den jagt truffet andre bestemmelser. 

Siden maj 1929 har Iversen været enkemand. Der var i ægteskabet ni børn, af hvilke de otte er levende. 

Foruden sønnen, der har gården, er en søn bybud i Nordby. En datter er bestyrerinde på Nordby alderdomshjem, medens tre er gift og bosat i Rindby. Der var en søn mere, nemlig gårdejer Iversen, Vestervejen. Han døde for få år siden.

Gårdejer Jens Jensen, Rindby, fylder 70 år onsdag den 29. november 1944. 

Jensen er søn af gårdejer Math. Jensen, og han er født på den ejendom, han endnu bebor. Gården kaldtes i sin tid ”Storkereden”, fordi den var den eneste gård i Rindby, der havde en storkerede på taget. Storkereden er nu for længst forsvundet og navnet med den. 

Efter konfirmationen kom Jensen til søs. Han gjorde en rejse med sejlskibet ”Lemvig”, der førtes af kapt. H. H. Hansen. Han blev dog hurtig ked af søen og besluttede sig til at gå i faderens fodspor som landmand. 

Som alle unge mænd fra Fanø aftjente han sin værnepligt som orlogsgast. Han var i sine unge år på Ask Højskole pr. Malling St., hvad ikke var så almindeligt den gang. Men han havde altså forståelsen af, at det nok kunne have sin betydning på visse områder at få skolekundskaberne opfrisket, før det hele gik ad glemme. 

Men Jensen har ellers levet sit liv roligt og stilfærdigt på den gamle gård, som han overtog nogle år, før faderen døde. Dog har han af og til ved rejser i vort land været ude for at skaffe sig ny indtryk – ja, han har endog et par gange tilbagelagt distancen København – Malmø ad luftvejen, hvilket vel nok kan noteres som en oplevelse, de fleste af hans bysbørn ikke har haft. 

Og gården drev han gennem årene med stor dygtighed, han var en flittig mand, der altid var over sine sager. Desværre nedbrændte gården den 27. februar i 1949, og det var en stor sorg for ham at se det sted gå op i luer, hvor han gennem de mange år havde nedlagt sin manddomsgerning. Det var desuden et stort økonomisk tab for ham, da assurancen var så lav, at der ikke kan bygges nogen ny gård for pengene. Og det er vel også sådan, at man, nået så langt op i årene, måske i nogen grad mangler mod til at begynde forfra. 

Jensen bor nu i det hus, der i sin tid tilhørte smed Andrup. Han har levet et stille og roligt liv, som det nu passede ham bedst, beskeden og fordringsløs i al sin færd. 

I det offentlige liv har han ikke taget særlig del, men han har derfor ikke været uinteresseret i, hvad der foregik. Han er i bestyrelsen for Rindby Kvægavlsforening, og han har i 40 år gjort tjeneste under Rindby Redningsvæsen. Men ellers har han passet sin gård og sin bedrift og her videreført de gamle fra fædrene nedarvede traditioner dog naturligvis med en vis hensyntagen til det ny, der viser sig på landbrugets område.

Onsdag den 31. oktober 1945 er forhenværende gårdejer Iver P. Christiansen afgået ved døden i sit hjem i Rindby i en alder af 86 år. 

Afdøde var født i Rindby på den gård, Kirkevejen 3, hvor han døde. Han arvede den efter sin fader og lod den igen i 1915 gå i arv til en af sine sønner, gårdejer Hans Christiansen. Iver Christiansen blev på gården og fik her under sin sidste sygdom en både god og omsorgsfuld pleje. 

Han var kun 23 år, da han overtog gården. Dygtigt bistået af sin hustru, der var en datter af gårdejer Morten Jensen Lassen, Rindby, udvidede han sin ejendom, dels ved køb og dels ved nyopdyrkning. Iver Christiansen skildres af sine kolleger i Rindby som en ualmindelig dygtig og stræbsom landmand, der i særlig grad interesserede sig for sit hjem og sin bedrift. Offentlige hverv havde for ham intet tillokkende, og han var derfor ikke med i kapløbet om disse. 

Siden 1911 har Christiansen være enkemand. Han overleves af fire sønner og en datter. Den ene søn har – som nævnt – den gamle slægtsgård, der forøvrigt nu overgår til hans søn igen. En anden søn har en nabogård. De to andre sønner er bosat på fastlandet. Datteren er gift og bosat i Laurbjerg.

Tirsdag den 19. marts 1946 kan gårdejer Jens Morten Jensen, Strandvejen, Nordby, fejre sin 70 års fødselsdag.

Jensen er født i Nordby som søn af gårdejer Jens Hansen Jensen. Som ung kom han ud at sejle med de store Fanøskibe og gjorde med dem ture til jordens fjerneste lande. Han aftjente sin værnepligt til orlogs, men kom så senere hjem for at hjælpe faderen med landvæsenet. Sidst i halvfemserne byggede faderen den ejendom, som Jensen endnu bebor, og af det gamle hjem på den anden side af vejen, er der nu intet spor tilbage.

Gennem de år, Jensen har haft sin ejendom, har han udvidet bedriften meget. Han købte mere jord, opdyrkede hedestrækninger og byggede sine stalde og lader større. Hans hustru, der døde 1926, var ham en trofast medhjælper, og eftersom børnene voksede til, fik han i dem nogle ualmindelig dygtige hjælpere.

Ved siden af sit landbrug har Jensen gennem mange år arbejdet i Statsplantagen, som han har set vokse frem fra den første spæde begyndelse. Gennem 28 år var han hver sommer at træffe i højsæsonen ved Fanø Bad, hvor han gjorde tjeneste som bademester i 28 år. Her omgikkes han på sin jævne og bramfri måde både høje og lave, og han mindes endnu, hvordan han en tid begyndte sin dag med at køre den gamle konsul Lauritzens drenge ind til den første morgenfærge, så de kunne komme over til skolen i Esbjerg. Ja, det var dengang.

I sine yngre år var Jensen en ivrig og dygtig jæger, og det kan vist være vanskeligt at finde den plet i marken, som han ikke har strejfet med sin bøsse. Han kan endnu mange af de jagtsange og jægerviser, som nu afdøde kordegn Andreasen og læge Anthonisen var mestre for.

Fredag den 20. juni 1947 kan fhv. vejmand og gårdejer Jens N. Jensen, Vestervejen, fejre sin 80 års fødselsdag. 

Jensen er født her i byen som søn af for længst afd. sognefoged Jens Madsen Jensen og hustru, fru Nikoline Jensen. 

Helt fra de ganske unge år stod Jensens hu til landbruget, og han supplerede sin landbrugsfaglige indsigt ved et par års tjeneste på gårde udenfor øen. Efter at have aftjent sin værnepligt vendte han herhjem og blev i 1889 gift med Anna Marie Clausen, der var en datter af kapt. Jes Engers Clausen. Han købte så en landejendom ved Vestervejen. Det mest imponerende ved den, fortæller Jensen, var egentlig selve huset – et Fanøhus på 16 fag. De tilhørende jorder var derimod af meget beskedent format, der var ikke græsning til 2 køer, hvorfor hele gårdens besætning bestod af 1 ko og 1 kalv. Dette forhold rådede det unge, energiske ægtepar dog hurtigt bod på ved at købe jord til. Desværre blev ægteskabet, hvori der var en lille datter, kun af kort varighed, idet fru Jensen efter 1½ års ægteskab afgik ved døden. 

I 1897 indgik Jensen atter ægteskab denne gang med fru Ellen Johanne Jensen, der var en datter af skibstømrer Winther. Med den energi, der, efter hvad der fortælles, var et særkende for dem begge, arbejdede de i årenes løb gården op til en god landbrugsejendom. endda havde Jensen kræfter og energi til at påtage sig meget andet arbejde, således var han i høstens tid en kendt og skattet mand på de mange mindre landbrug, der dengang var herovre. Det var ingen spøg at binde op efter Jens – som han slet og ret kaldtes i daglig tale – han gik nemlig til arbejdet med det faste forsæt at blive færdig hurtigst muligt. 

Igennem 18 år var han kommunens vejmand. Der var også noget at komme over her, fortæller han med et smil, dengang var således mange af markvejene strøet med lyng, som Jensen så med en passende arbejdsstyrke til sin rådighed måtte fremskaffe, ja, og sognets grøfter var længere dengang end nu. 

Men alt dette legemlige arbejde til trods fandt han dog også tid til at gå ind for opgaver på de rent åndelige områder. Således var han for over 60 år siden med til at stifte K.F.U.M. her i Nordby, og han var formand i 30 år. Søndagsskolearbejdet havde i ham en utrættelig medarbejder gennem 45 år. For Indre Missions Samfund var han ligeledes formand gennem adskillige år, og som medlem af Menighedsrådet, hvilket hverv han endnu bestrider, kan han snart fejre 25 års jubilæum. 

I 1937 byggede Jensen et smukt hus tæt ved gården, her trak han sig så tilbage sammen med sin hustru for at nyde alderdommen. Gården blev så overdraget til sønnen, Jens Nikolaj Jensen. I 1943 mistede han sin hustru, og har nu sin datter, frk. Mary Jensen i huset hos sig. Datteren af første ægteskab er gift og bor på fastlandet. 

Et sjældent virksomt liv kan den gamle vejmand se tilbage på, og, tilføjer han selv, et lykkeligt liv. Jeg tror, man er lykkelig, når man forstår at finde frem til tilfredshed med de vilkår, der nu en gang bydes een.

Torsdag den 8. april 1948 kan fhv. gårdejer Anders Mortensen, De gamles Hjem, fejre sin 80 års fødselsdag. 

Mortensen er født her i byen som søn af for længst afdøde gårdejer P. Hansen Mortensen. I sin ungdom arbejdede han nogen tid ved landbruget, men lærte så murerfaget hos den i sin tid så kendte murermester P. Enne. I 1893 blev han gift, hans hustru fru Anna Mortensen er født Pedersen og en søster til afd. sognerådsformand P. N. Pedersen. Efter nogle års ægteskab overtog Mortensen og hans hustru en lille gård efter en tante og onkel til fru Mortensen. Og her faldt hans egentlige livsgerning så, trofast passede han sammen med sin kone bedriften, i de senere år assisteret af en ugift søn. Men da alderen og dens skrøbeligheder begyndte at gøre sig for stærkt gældende, flyttede det gamle ægtepar ud på De gamles Hjem.

Fredag den 9. september 1949 kan en over hele øen kendt mand, fhv. gårdejer Jens Søren Jensen, Strandgården, Rindby, fejre sin 85 års fødselsdag. 

Jensen, der er født på Strandgården, kom i sine unge år ud at sejle, men efter at have aftjent sin værnepligt vendte han atter hjem til sin fødegård, hvor han så har opholdt sig siden. I 1887 blev han gift, og han havde den lykke at leve sammen med sin hustru i over 50 år, og de opnåede således at fejre deres guldbryllup. Fru Jensen døde i foråret i 1944. 

På landvæsenets område var Jensen noget af en foregangsmand, han var ikke bange for at prøve noget nyt, og han drev sin gård godt frem. Ved siden af landbruget havde han mange andre interesser, og han blev i tidens løb overdraget mange forskellige tillidshverv. Han var således med til at starte Rindby brugsforening og var medlem af dens første bestyrelse, senere var han revisor i brugsforeningen. Gennem en årrække var han formand for hartkornskassen, formand for Rindby forsamlingshus, medlem af bestyrelsen for mejeriet og hesteforsikringen. Endvidere har han været medlem af sognerådet og af den daværende hjælpekasse. Han har været tilsynsførende ved vestre kabelhus, strandfoged og klitfoged. 

Det var på mange forskellige områder, der blev lagt beslag på Jensen, men når han påtog sig et hverv, passede han det på en måde, så de, der havde valgt ham, stedse kunne være tjent dermed. 

Alt dette er for længst forbi. Gården drives nu af en sønnesøn, gårdejer Severin Jensen, og den gamle Jens Søren Jensen er nu beskæftiget med de stille sysler, han pusler stadig omkring sine bier og giver en hånd med, hvor han kan overkomme det. Tid efter anden tager han strikkepindene frem, og så får han tiden til at gå med at strikke gode strømper, som er meget efterspurgte inden for familien. Han er efter sin høje alder i besiddelse af et godt helbred.

f. 25. april 1875, d. 21. september 1936. Gift den 7. december 1899 med Kirstine Hansine Hansen, f. 25. juli 1880, d. 17. juni 1958. Gård i Byen, Kirkevej 5. Navnet Rødgården er knyttet til stedet. I dag er der campingplads (Feldberg) på gårdens tofter. 

Iversen var søn af gårdejer J. H. Iversen. Han kom tidlig til landbruget og her fandt han sin livsgerning. Efter at have været bestyrer af Rindby Fattiggård, købte han, da han var først i 30’erne, gården på Kirkevejen 5. Og her udførte han et enestående dygtigt arbejde. Han drev gården frem til mere end den dobbelte besætning. Og han betegnedes som foregangsmand indenfor landvæsenets område. 

Iversen deltog i det offentlige liv med stor interesse. Gennem mange år var han formand for Fanø Landboforening og for Rindby Brugsforening samt medlem af bestyrelsen for Rindby Andelsmølle. I en periode var han medlem af sognerådet, indvalgt af partiet Venstre.

f. 22. april 1880, d. 5. december 1940, gift den 22. april 1904 med Mette Kirstine Nielsen, f. 1. november 1880, d. 4. januar 1939. Gård i Gammel Huse 1.

Søren Jensen Sørensen var søn af gårdejer Hans Nielsen Sørensen, og var født på gården i Gammelhuse 1, som han overtog som 17-årig efter faderen. Sørensen var en sej natur, der ikke gik af vejen for at lægge kræfterne i. han har opdyrket mange tønder land hede. I en periode sad han i sognerådet, hvor han udviste både evne og vilje til at sætte sig ind i en sag.

De der kendte Sørensen nærmere, kom til at sætte pris på ham for hans muntre sind og hele hans usnobbede færd.

Levnedsbeskrivelse

Jeg er født d. 29. maj 1848 i Sønderho på Fanø. Søn af fhv. skibsfører Jes Pedersen Brinch og hustru Maren Jesdatter i Sønderho. Nød almindelig almueskoleundervisning og blev konfirmeret i Sønderho Kirke søndag d. 1. februar 1863 af Pastor Permin. Var derefter til søs i 3 år, hvorefter jeg 1866 blev sat i skibstømrerlære på skibsbygger P, Sonnichsens Værft i Sønderho. D. 15. maj 1868 blev jeg imidlertid indkaldt til orlogs for at aftjene min værnepligt. Kom ombord i Fregatten "Jylland" og gjorde tjeneste der som halvbefaren først med Frølich som chef - senere under Petersen. Efter endt tjeneste fortsatte jeg med skibstømmerarbejdet, indtil jeg i mit 23nde år blev gift med en gårdmandsdatter, Mette Larsen, af Sønderho - slog så ind på landbruget og overtog gården efter min svigerfader Søren Larsen.

I mit ægteskab er jeg blevet fader til 11 børn, 7 sønner og 4 døtre, - deraf er 4 sønner og 3 døtre levende endnu. Under min virksomhed på min ejendom her i Sønderho har jeg haft sæde i sognerådet i 6 år og desuden beklædt flere tillidsposter her i sognet. Endvidere blev jeg i 1903 ved den ny skattelov udnævnt til vurderingsmand for ejendomsskylden, og samme post beklæder jeg endnu.

1887 blev jeg antaget som bådmand ved redningsstationen Sønderho og år 1900 som formand og fører af båden til 1. okt. 1912. I de 25 år har jeg deltaget i alle redningsøvelser og strandingstilfælde. Jeg har været med til at redde 80 menneskeliv i dette Tidsrum.

Under min livsgerning er der mødt mig både medgang og modgang og tunge sorger. Min ældste søn, Søren Larsen Brinch, forulykkede under sin værnepligtstjeneste ombord i kanonbåden "Grønsund", idet han faldt overbord og druknede mellem Endelave og Horsens Fjord under sejladsen. d. 21. august 1891 skete ulykken, d, 14 sep. s.å. fandtes hans lig i en tangbunke på Samsø Strand. Han jordfæstedes d. 16. sep på Onsbjerg Kirkegård, - Min svigersøn kapt. Thomas Hansen Thygesen, forliste på Svenskekysten, hvor han druknede år 1899. Hans enke, min datter, Maren Thygesen, lod sig derefter uddanne til jordemoder. Hun er for tiden distriktsjordemoder i Alminde i Vejle Amt. En af mine sønner, Laurids Pedersen Brinch, er skibskok ombord på fyrskibet "Grådyb", en anden søn, Peder Jessen Brinch, blev valgt til min afløser som formand og bådfører på redningsbåden Sønderho. En tredje søn er styrmand i koffardifart - den fjerde er mejerist. Alle har aftjent deres værnepligt. Med hensyn til mine kår, da er jeg ikke i besiddelse af nogen formue, idet jeg har haft et større pengetab (3000 kr.) for kautionsforpligtelse. Min hustru og jeg nyder en lille aftægt (beregnet til 400 kr. årlig) af min søn, PJ. Brinch, som nu ejer og besidder min forhenværende ejendom. Af den grund må jeg arbejde for at leve, så længe mit helbred tillader det.

Jeg har aldrig nogensinde været straffet eller idømt nogen bøde for ulovlig handling.

Peder Brinch

Den 13. september 1935 kan gårdejer Peder Jensen, Sønderho, fejre sin 80 års fødselsdag. Jensen er født 1855 i Nørre Gjørding. Ved sit giftermål den 15. januar 1890 med Abelone Christiansen, f. Thomsen, enke efter styrmand E. L. W. Krogh Christiansen, kom han ind i den i sin tid så kendte Thomsen-slægt i Sønderho.

Gennem alle de år, Jensen har boet i Sønderho, har han drevet den østligste af de 3 gårde, der ligger helt ude mod nord som byens yderste forposter. Han var al sin tid en dygtig landmand, der ihærdigt og med stor energi tog sig af sit landbrug. I mange år har han været enkemand, og ofte har han gennem lange tidsrum uden kvindelig hjælp passet alt både i og uden for hjemmet. Det siger da sig selv, at han ikke har ligget på den lade side, men at han har været i fuld aktivitet hele tiden. Ikke desto mindre har han i sin knapt tilmålte fritid også fulgt med i de ting af offentlig interesse, der kom frem i Sønderho; og med sin gode forstand og nøgterne omdømme har han altid vidst at tage et standpunkt, som han både turde vedkende sig og – når det kom dertil – også forsvare. I flere år var han medlem af Sønderho sogneråd, hvor han gjorde sig stærkt gældende, og hvor der ved mange lejligheder var god brug for hans gode indsigt på de forskellige områder. Men hans horisont rækker også ud over Sønderho, og få i hans alder er sikkert som han med i de spørgsmål, der er fremme i tiden.

En søn af den gamle gårdejer er strandfoged Jens Johannes Jensen, der også er bosat i Sønderho.

Lørdag den 30. august 1952 er fhv. gårdejer Anders Iversen, Nordby, afgået ved døden hos sin søn, gårdejer Jens Anton Iversen, Sønderho. Anders Iversen, der blev 81 år gammel. 

Anders Iversen var født i Nordby og blev uddannet ved landbruget. 1901 købte han den gård i Sønderho, hvor han nu døde. Han drev denne gård, indtil han for nogle år siden overdrog den til sin søn og flyttede til Nordby sammen med sin hustru, som han mistede for et par år siden, og siden har han haft ophold hos sine børn. 

Anders Iversen var en flittig og dygtig landmand, der stadig forbedrede sin gård og udvidede sin besætning. Han var i mange år i bestyrelsen for Fanø Landboforening og Sønderho Mejeri, ligesom han i en lang årrække var formand for Sønderho venstreforening.