3-mastet skonnert ”Vadder Victor”s stranding på Fanø Strand den 16. november 1923, kl. ca. 15.00.

Skibet var på rejse fra Hamborg til Porte Columbia med en meget sprængfarlig last bestående af 500 kister dynamit, 45 kister tændsats og 1 kiste krudt samt 130 tons sandballast. Skibet var bygget af jern og målte 244 netto register tons, og 264 brutto tons. Besætningen bestod af ni mænd samt kaptajnens frue. Alle blev reddet ved dygtig indsats fra redningsmandskabet og ved særlig fin indsats af tre elever fra Navigationsskolen. Besætningen var meget forkommen, men i live. De blev modtaget i Rindby på Strandgården og hos redningsbestyreren og strandfogeden, hvor de fik tørt tøj og noget at spise og kom så i send for at hvile.

Bjergningsarbejdet blev efter nogen forhandling overdraget Claus Sørensen, Esbjerg og Switzer. Sprængstoffet blev midlertidigt anbragt i et lille træhus ved Kirkevejen, indtil det igen kunne lastes.

Bjergningen blev mere kompliceret end antaget, og først natten mellem 4. og 5. april 1924 gled skibet atter i vandet efter et omfattende arbejde af bjergningsselskabet og Nordby Bjergningslaug. ”Vadder Victor” kom derefter i dok, og kunne så indtage sin last og afsejle til bestemmelsesstedet.

Nautisk Forening

Stiftelse af Nautisk Forening i 1925. Initiativtager var Wilfred Papen Berendsen, der senere gik ind i marinen. 

Nordby toldsted

Nordby toldsted blev nedlagt i juli 1925. Der blev opretholdt en toldkontrolpost, som sorterede under Esbjerg Toldkontor, og bemandet med en overtoldbetjent og en toldopsynsmand.

Ny færge ”Fanø”

Færgen var bygget på Ålborg skibsværft, der fik ordren af generalpostdirektoratet den 18. januar 1926, og den 23. marts blev kølen lagt. Den 3. maj kunne man lukke vandet ind i dokken og sejle færgen ud. Aflevering den 26. maj.

Hele færgen er af jern og bygget efter Bureau Veristas højeste klasse. Færgen er 30 meter lang, og bredden på spant i dækket 7,5 meter og dybden på spant 2,75 meter. Den var indrettet med passagersaloner for og agter med plads til 500 passagerer, og kan tage 8 biler ad gangen.

75 mand har arbejdet på bygningen af færgen, som tog sin første prøvetur fra Esbjerg den 12. juni 1926.

Kloakanlæg i Sønderho

Fabrikant Thøgersens svigersøn, bygningskonstruktør K. Jensen, udarbejdede i marts 1927 et projekt for kloakanlæg i Sønderho. Udgifterne synes ret beskedne.

Forholdene i Sønderho led ofte under manglende kloakering; mange ejendomme havde dårlig vandafledning, ligesom vejene ofte var endda særdeles fugtige. Og ud fra et hygiejnisk synspunkt ville en kloakering af Sønderho være et stort fremskridt.

Elektricitetsværk i Sønderho

Sønderho Kro var den første i Sønderho der fik elektrisk lys indlagt, de anlagde nemlig deres eget lille værk. Fabrikant Thøgersen var dog allerede på det tidspunkt så langt fremme med sit elektricitetsværk, at han i oktober 1927 kunne tænde lyset i sit eget hus, og i de næste par uge rullede elektriciteten udover det øvrige Sønderho.

Sønderho elværk blev oprettet af fabrikant P. Thøgersen helt på eget initiativ og på eget økonomisk ansvar. Værket blev sat i drift i oktober 1925.

Maskinanlægget og ledningsnettet blev ordnet af installatør Mads Olesen, Esbjerg. Der blev startet på et beskedent grundlag, men som årene gik og forbruget af elektricitet blev større og større, blev værkets kapacitet udvidet flere gange i takt med forbrugets stigning. Sammen med sin søn, installatør Sigfred Kromann Thøgersen passede P. Thøgersen gennem årene værkets maskiner og øvrige anlæg på en god måde. Det skal her anføres, at P, Thøgersen havde dagvagterne på værket helt op til den høje alder af næsten 84 år.

I november 1927 blev der opstillet 12 gadelamper i Sønderho.

Epidemihuset i Nordby

Epidemihuset i Nordby fik sin første patienter i august 1918 og frem til 1 april 1919 var der i alt 8 patienter. 1919 – 20: 50 patienter, 1920 – 21 21 patienter, 1921 – 22:  17 patienter, 1922 – 23: 9 patienter, 1923 – 24: 3 patienter og 1924 – 25 9 patienter. Den sidste patient blev udskrevet fra epidemihuset den 16. marts 1925.

KFUM

KFUM havde i mange år til huse i skræddermester Jensen ejendom ved Hovedgaden, men i maj 1928 byggedes et nyt hus på Møllebanken lige syd for Realskolen, der skulle være det nye mødested for de unge mænd. Solgt til kommunen i 1967. Nede er der et smukt forsamlingslokale, der ved et par fløjdøre kan forbindes med en anden stor stue mod syd. Der findes et var værelser til brug for pedellen, og et køkken. På loftsetagen er der et stort lyst og rummeligt lokale, der skal anvendes til sløjdundervisning.

Menageri på Fanø, barber Viggo Kristensen

Efter en ødelæggende stormflod købte Henner Christensen, der var kommet til Fanø med sin familie i 1915,  ”Bøttgers Have”, der var beliggende nord af Nordby, i ”Nasen”. Et meget velordnet haveanlæg, omkranset af diger for beskyttelse mod havet.

Henner byggede her hus, og boede der i flere år med sin familie. Han deltog bl.a. i arbejdet omkring ombygningen af hotel ”Færgegården” til et posthus i 1919. Noget af bygningsmaterialerne herfra blev anvendt til at bygge hus på Willemoesvej 7, bygherre Henners far, Thomas Christensen. Her kom der senere til at ligge et bogtrykkeri, bl.a. med udgivelse af Fanø Ugeblad.

Omkring marts 1925 kom der til Esbjerg en samling dyr. Det var Wilhelmine Miehes Menageri, vistnok fra Island. Menageriet var i en meget dårlig forfatning. Pressen skrev historien om dyresamling, og der rejste sig et krav om at få gjort noget ved forholdene for de stakkels dyr. Der var ikke penge nok til at opstalde dem under betryggende forhold. Viggo Henner (Christensen), der var en meget stor dyreven - mange af hans ”opfindelser” blev gjort for at give indespærrede dyr og tam-dyr bedre levevilkår – tilbød da fru Miehe sine udbygninger på Fanø, ”Bøttgers Have” til midlertidig opstaldning af de mest udsatte og sårbare dyr som nødløsning. Nævnte dyr ankom og blev installeret, men problemerne i Esbjerg blev større og var ved at ende i en katastrofe. Da opstod ideen med at starte en permanent Zoo på Fanø, og Henner købte menageriet.

De resterende dyr blev da overført til Fanø og midlertidig opstillet på Pakhusbanken.

Planeringen begyndte, papirer skrevet i massevis, ansøgninger skulle indsendes til de respektive myndigheder både på Fanø og i København.

En markejer tilbød salg af sine arealer til projektet. Zoo skulle ligge i eller ved plantagen mellem Nordby og Vesterhavsbadet, hvor Henner i forvejen havde en kiosk. Restaurant-bevilling opnåedes langt om længe til stor fortrydelse for mange.

Hotelejere og betydningsfulde sommergæster indledte imidlertid en protest mod hele projektet. Angivne grunde var fx dyrenes farlighed, lugt, uvæsen og uønskede endags-turister. Markejeren tog sit tilbud tilbage om salg af mark og besværlighederne hobede sig op i massevis.

Eftersom Henner havde investeret alt, hvad han ejede i dette projekt, og ikke kunne se nogen umiddelbar løsning på problemerne, så til sidst ikke nogen anden udvej, end at sende menageriet rundt i Danmark. Han bestilte og købte telt og biler til transport, og fru Henner startede alene med forretningen, der kom til at hedde ”Viggo Henners Rovdyrsamling”, mens han afviklede resten af sine aktiver og arbejde på øen.

To bjørne blev placeret i haven til Willemoesvej 7, da der ikke var råd til at investere i en bil for transport af disse to dyr. Det varede dog ikke længe inden disse bjørne også var med i det øvrige menageri. I mellemtiden havde Henner modtaget en skrivelse fra kommunen der påbød ham, at afvikle dyreholdet på Fanø.

Menageriet blev nedlagt i 1928.

Den første Sønderhodag

I 1928 besluttede en gruppe sommergæster og Sønderhoninger, at de ville arbejde aktivt for at bevare det gamle Sønderho. De stiftede derfor Fonden Gamle Sønderho, som er Danmarks ældste bevaringsfond.

Sønderho Mølle overtages i 1928 af Fonden ”Gamle Sønderho”, og den første Sønderhodag afholdes.

Unge piger solgte sange og festtegn og kl. 14 var der samlet 500 – 600 mennesker i kirken til en forrygende koncert. Kl. 16 holdt Fanøs historiker, N. M. Kromann et foredrag om gamle dages skikke i Sønderho og herefter gik et brudeoptog gennem byen og ned til havnen, hvor brudedansen blev danset. Alle var af gårde i de flotte Fanødragter.

I 1928 købte Fonden gallerihollændermøllen, der er opført i 1895.

Møllen, der var dømt til nedrivning, er siden restaureret i etaper, og blev indviet i sin nuværende form i 2003.

Møllens geniale og enkle konstruktion bygger på århundreders erfaringer og er et imponerende stykke balancekunst. Skrogets otte højben står faktisk løst på undermøllens murværk, og hatten - med vinger, vingeaksel, hattehjul og krøjeværk - hviler på bare 8 små jernklodser, der glider på et jernbånd i skrogets top. Egenvægten alene får det hele til at blive stående - i storm og stille!

Om formiddagen ved 10-tiden den 23. august 1927 udbrød der brand i tagetagen på hotel ”Kongen af Danmark”. 

Der blev slået alarm til Nordby og Esbjerg brandvæsen, og direktør Udsen og hans personale fik i al hast gæsterne ud i sikkerhed; de blev senere genhuset på ”Kurhotellet” og ”Strandhotellet”.

Brandinspektør, snedkermester Thing, ledede slukningsarbejdet, hvor man pumpede vand op fra en nærliggende strandsø, og sprøjtede på hotellet. 

Branden blev noget af et tilløbsstykke, og navigationselever tilbød sig frivilligt til at hjælpe med brandbekæmpelsen. Fra vinduerne i hotellets øverste etager blev der smidt en del tæpper, madrasser o.l. ned, dels for at sikre det fra ildens bytte, og dels for ikke at give ny næring til branden. Butikkerne i kælderetagen blev i en fart ryddet. 

Branden så ud til at skulle hærge hele hotellet, godt hjulpet af en strid nordvestenvind, men brandmændenes store indsat bar frugt, så skaderne blev begrænsede. Det østlige tårn var brændt ned, ligesom taget var sunket sammen over midterste del af bygningen. Bortset fra det nedbrændte tårn, er der ikke meget at se af skader på det ydre af hotellet. Derimod ser det indre sørgeligt ud. Den smukke trappegang, der fører fra hotellets vestibule op gennem alle etagerne, er værst medtaget. De røde fløjlsbestrukne søjler er ramponerede af nedfaldende, brændende bjælker og det hele er oversølet med vand. Brandforhørene bragte ikke nogen forklaring på ildens udbrud, men mange mener, at ilden er kommet fra skorstenen.

Bygningerne er forsikret i ”Baltica” for i alt 282.000 kr. Indboet i ”Absalon” for 50.000 kr., og brandskaderne anslås til over 55.000 kr.

I oktober 1927 tog istandsættelsen af hotel Kongen af Danmark efter branden, sin begyndelse. Arbejdet udføres bl.a. af murermester Berg og tømrermester Jensen. Der arbejdes først og fremmest på at få bygningen under tag, så efterårets og vinterens regn kan holdes ude. Hotelejer Udsen omgås med planer om at nedbryde det vestlige tårn og erstatte både det og det nedbrændte med et slags murkranse i gammel borgstil samtid med, at det nye tag over bygningens midterparti bliver noget højere end det gamle var.

Ny brand

Den 9. marts 1928 opstod der brand i den vestlige fløj af hotel "Kongen af Danmark". Lidt før kl. 23 blev ilden opdaget af frk. Helga Samberg, villa "Vineta". Der blev øjeblikkelig slået alarm til brandvæsenet i Nordby og Esbjerg. Brandsprøjten fra Nordby var hurtig til stede med fuldt mandskab, og branden blev forkyndt i Nordbys gader ved trommeslag. Mange mennesker var trods det sene tidspunkt på benene. Kl. 23.30 rullede brandbilen fra Esbjerg op foran hotellet. 

Noget over midnat var branden på sit højeste, og det var et imponerende flammehav, der så godt som fra hele hotellet slog op mod nattehimlen og det stod trods brandmandskabets ihærdige arbejde klart for alle, at hotellet denne gang ville brænde fuldstændigt ned. Det lykkedes dog at redde en del indbo m.m., ligesom også nogle værelser i bygningens østlige fløjs stueetage undgik ilden. Ilden ulmede i flere dage. Brandårsagen var ikke fastslået.

I maj 1929 arbejdedes der for fuldt tryk med renoveringen af hotel Kongen af Danmark. Der opføres en lukket veranda langs med hotellets østlige fløj. Den største forandring med hotellet er sket foroven og forneden. Foroven er der kommet en etage mere på, så hotellet nu er på 5 etager. Til gengæld er de bekendte tårne nu fjernet. I bygningens nederste etage er der - navnlig i den østlige fløj - sket store udvidelser. Her bliver restaurationslokaler med plads til hundreder af mennesker. Kælderrestauranten er nu helt væk. I hotellets nordvestlige fløj er der også sket udvidelser. Her er som tidligere indrettet en mængde små butikker. 

Stormfloden 1928

Vestkysten hærgedes lørdag den 24. november af en stormflod, der kunne stå mål med den store flod i 1909.

Fredag aften ved vejrberetningens udsendelse kl. 19 blev der i radioen stærkt understreget, at der var et voldsomt uvejr i vente. Lør­dag morgen ved 8-tiden var vandet al­lerede på højde med floden i 1923, og da stormfloden ved 10 - 11 tiden nåede sit højdepunkt, gav den som sagt ikke 1909 floden noget efter.

Fanø Ugeblad gav den 1. december følgende beretning om stormfloden:

I Nordby

gik vandet så højt op, at ikke alene Hovedgaden var upassabel for fodgæn­gere, men også den med Hovedgaden parallelt løbende gade fra Købm. Krage­lund Hansen til Købm. P. C. Pedersen var på sine steder oversvømmet, så folk måtte endnu længere vesterpå for at passere. De lave strækninger til nord for byen var et frådende hav. Skræd­dermester Dahl-Larsens hønsehus ved Pakhusbanken blev helt revet overende og 150 høns druknede, Færgebroen, Langelinje og parkeringspladsen ved Havnen var naturligvis langt under vand. I Marie Benzens forretning stod det salte vand i højde med diskens overflade, og der blev ødelagt en mængde varer. Den store kælder under Hotel „Nordby" fyldtes på et øjeblik. Ølhandler Jacob­sen lod sin bil køre ud af den udsatte garage og hensatte den i sikkerhed på et højere beliggende sted, hvilket hurtig viste sig at være god politik. Hotel „Krogaarden"s store og forholdsvis højt beliggende terrasse var ganske over­svømmet, og vandet stod omtrent på tærskelen til hotellets Indgang. I Styr­mand Svarrers store ejendom fyldtes kælderen ligeledes. I Fiskehallen stod vandet i højde med dørkarmens øverste kant. Fiskekutteren „Oda", tilhørende Th. Lauridsen, blev hævet så højt op på sin fortøjningsplads ved den søndre Bro, at den drev ind over kajen. For at forhindre den i at sætte sig fast på Broen, når vandet begyndte at falde, lod fiskeskipper Andreas Andersen mo­toren fyre op i sin Kutter „Josefta", hvor­efter han med sit skib agerede Switzer og halede på ny „Oda" ud på det dybe vand. Grosserer Brinch Hansens lager led skade for godt og vel et par hun­drede kroner, og i Andreas Hansens tør­reri og renseri for strandskaller var floden ogsaa nærgående. På skibsværf­tet anrettedes skade for flere tusinde kroner. Alt løst træværk, kævler og planker m. m. drev bort. Skibsbygger Christoffersen var meget ængstelig for, at havet også skulle tage den under bygning værende store fiskekutter. Dette skete dog heldigvis ikke, ligesom også kapt. H. A. Svarrers lystkutter, der er i vinterkvarter på beddingen, blev stående. Naturligvis gik vandet ind i mange huse både til nord og øst i byen. Beboerne bjergede sig på bedst mulige måde; nogle drog til mere sikkert boende naboer eller genboer, medens an­dre opholdt sig på loftsværelser og i loftsrum, mens det indtrængende vand fyldte kælderen og steg tomme for tom­me i alle stuerne, hvor det naturligvis virkede ødelæggende på forskellig måde. I Villumsens gartneri gik det ind i drivhusene og ødelagde store værdier, Vognmand Nissens store lade blev en del ramponeret, idet bølgerne slog store huller både i den sydlige og vestlige mur. I maskinhallen på Nordby Mejeri stod vandet 2 ½  alen over gulvet. Hel­digvis havde mejerist Jensen fået bjerget centrifugen og akkumulatoren, der leve­rer mejeriets elektriske lys. En gavl i en af mejeriets udbygninger styrtede ind. Vejen i villakvarteret var oversvømmet på en lang strækning, og syd for byen var der ud mod Rindby et bølgende hav, i hvilket Chr. Hansens hus ved Sønderhovejen ragede op som et St. Helena i oceanet.

Naturligvis  lavede den   stærke storm adskillig ravage på hustage og planke­værker rundt omkring i byen. Mange steder, f. Eks. på Posthuset og på Borgerskolen, fløj der tagsten af, og der blev pillet ved adskillige mønningstørv på de stråtækte huse.

Ved Fanø  Vesterhavsbad

var der naturligvis et uhyre pres på. havet var - som Blicher siger - i sin „grummeste Vrede" og de mægtige bølger væltede mod kystens klitrække med den voldsomste kraft og under den mest øredøvende larm. Fod for fod åd de sig ind, og tusinder af kubikmeter land sank i havets ubændige favntag og jæv­nedes ud over den brede forstrand. De to store træbygninger ved den syd­lige nedgangsbro, der afgav rum for billetsalget, vaskeri, Badets rednings-materiale, W. C. m. m. styrtede i havet. Klitterne står nu stejle og høje som mu­re. Ved deres fod ses enkelte stumper af træhusene samt nogle mursten fra skorstenen. Desuden ligger grubekedlen fra vaskerummet med bunden i vejret på stranden, ret som om det var pullen af en mægtig jættehat, der under stor­men havde mistet skyggen. I boghand­ler Hansens strandforretning gik en stor rude i stykker, og stormen piskede reg­nen ind i lokalet. Den store trævilla, der ligger syd for Badet hen imod Kirke­vejen, står efter stormfloden så at sige på afgrundens rand, idet havet skyllede så meget bort af klitterne, at villaens gulv med ca. en fjerdedel rager ud over klitvæggen.

Hvor underligt det end lyder, er det dog en kendsgerning, at stormfloden skyllede en mængde hugorme op på stranden. Nu efter at vandet er faldet, er der fundet både levende og døde eksemplarer af dem derude. Lærer Birkelund fangede således en levende hun og bar den hjem i sin hat, Sognerådsformand Kallesen har fået fat i en, som han har foræret til Rindby Skole, flere andre har været på hugormejagt, og bademester Karl Madsen har alene dræbt 14 af dem. Hugormene menes at være komne fra Hjerting, hvor de formodentlig han søgt vinterkvarter i de store skræn­ter, som blev bortskyllet under stormflo­den. Det er at håbe, at de uvelkomne gæster vil omkomme i nattekulden, så de ikke fremtidig skal være nogen fare for sikkerheden i klit og på hede her­ovre.

I Rindby

har stormfloden også gjort megen Skade. Nogle får er druknet, men dog ikke så overvældende mange. Derimod har gårdejer Niels Jørgensen mistet ca. 30 læs roer, og hos gmd. Jens Cl. Peder­sen gik der ligeledes nogle læs roer samtidig med, at vandet stod i alen op om to af hans kornhæs. Enkelte steder har floden pillet ved kartoffelkulerne, hvad de naturligvis ikke har så godt af. Og så er der blæst en mængde mønningstørv ned, hvilket man jo kun kunde vente i en sådan brandstorm.

Alt i alt har den store stormflod, der vel nok er en af de største, der har været i mands minde, efterladt sig ube­hagelige virkninger overalt på Fanø. Hvor stor materiel skade, vandet har for­voldt, lader sig ikke beregne i et øje­blik, det er sikkert flere tusinder.”

Efter stormfloderne i 1923 og 1928 blev der anlagt et dige nord for Sønderho

I januar 1929 var der indkaldt til borgermøde om en eventuel lokal turistforening i Nordby, der skulle have fokus på, at få så mange gæster til Nordby og Rindby som muligt. Fremmedbesøget har de sidste år været nedadgående, så pensionater har stået halvtomme og private har haft svært ved at udleje værelser; bedre har det ikke set ud for hotellerne. Mange mente at denne tilbagegang bl.a. skyldtes, at der ikke længere fandtes en lokal turistforening, sådan som der tidligere var med kapt. Anker Clausen som formand. Denne forening skaffede mange gæster til byen.

På en generalforsamling i februar 1929 stiftede da Nordby Turistforening, og bestyrelsen bestod af købmand Evald Hansen, købmand S. Svarrer og hotelejer Nielsen samt sognefoged Pedersen og vognmand Skelmose. Den begyndte med ca. 60 medlemmer.

Efter en indsamling blev mindesmærket for omkomne søfolk i 1. verdenskrig afsløret i december 1928. Mindesmærket er en obelisk, opstillet på en lille forhøjning. På selve obelisken er navnene på de 20 forulykkede søfolk præget i sort skrift. Søfolk der var forhyret som kaptajner, styrmænd, hovmestre, matroser, kokke og en fisker og alle hjemmehørende i Nordby. På mellemstykket nord og syd står ”Verdenskrigen 1914 – 1918”.

På obeliskens fodstykke står der et vers der er en lille omskrivning af et vers der er anbragt på mindesmærket for Niels Juel i København. 

”Fædre og Sønner har Dybet begravet.

Takken dog stiger til Gud over Havet”.

Nederst på obeliskens marmor findes en svævende måge over oprørt sø. Det skal symbolisere, at hvor der var sket en katastrofe, hvad ofte skete under krigen, kunne en måge snart efter svæve over den oprørte sø, som om alt var som det skulle være.