I hjemmet voksede to sønner op, og den ældste af disse driver landbrugsejendommen samtidig med, at han er medindehaver af Nordbys renovationsforretning. Den anden søn er forstander på et drengehjem i Brøndbyerne ved København.

l 1964 fik Elisabeth Brinch en fristil i skolen. Hun valgte at skrive om sin farfar Jens Brinch, som nu er død i november 1985. Familien har stillet fristilen til rådighed som et mindeord og som vidnesbyrd om en skolepiges oplevelse af et kendt ægtepar på Fanø.

”Fristil           Den 14.11.1964

Anden juledag 1896 fik min oldemor, Nielsine Brinch, sin 4. søn. De tre foregående havde fået navnene Jens, Niels og Peter. Oldemor begyndte nu forfra i navnerækken, og kaldte også nummer 4 for Jens. Jens' barndom på Fanø blev præget af små kår, fordi hans far, som ejede et mindre skib, tabte sine penge, da skibet med last gik ned uden at være forsikret. Hans brødre kom tidligt ud at sejle, men han selv blev hjemme og hjalp til på forældrenes ejendom. Skolegangen, som efter hans eget udsagn ikke blev nogen succes, foregik i Fanø borger- og realskole. Han gik ud efter 3. mellem og tjente derefter i sin ungdom på forskellige gårde i Jylland.

I 1916 tjente han på en gård på Vejleegnen; her traf han Jenny Lund Nielsen. Han kom tilbage til Fanø i 1918 og købte en gård i Nordby. Ti! ejendommen hørte 25 tdr. mager sandet jod. Ved siden af havde han derfor vognmandsforretning. I 1921 blev han gift med Jenny og to år senere fik de en søn, Ernst og i 1925 endnu en, Eigil. Den sidste blev 21 år senere far til mig. I 1953 overlod farfar landbruget og vognmandsforretningen til sin ældste søn og beholdt selv kun en taxavogn, som han kørte til 1963. Nu er han 68 år og lever sammen med min farmor i et lille hus ud til vandet i Nordby på Fanø.

Farmor er både foretagsom og energisk. Hun har altid været en dygtig og god støtte for farfar. Romantik og kulørt ugebladskærlighed har ikke præget deres ægteskab. Et langt liv har ført dem sammen i stille hengivenhed. F.eks. har jeg aldrig hørt dem skændes.

Farfar er lille og bred, og er med årene blevet en smule rund. Han har tyndt gråt hår og blå livlige øjne. Han ser glad, venlig og nysgerrig ud. Farfar smiler og nikker og kommer hurtigt i kontakt med folk. Han holder meget af at diskutere, særlig politik, og det er ham i en diskussion fuldkommen umuligt at forstå andre menneskers synspunkter. Han har hele sit liv holdt en venstreavis, men uden nogensinde at have været enig med den, da han er radikal. Det er umuligt at overbevise ham om noget fra bøger, da han har en total mangel på respekt for teoretikere. Og så er han tilmed et hidsigt gemyt. Det stammer øjensynligt fra forældrene. I moderens familie var der udenlandsk blod, og som ung havde farfar blåsort hår. Faderens slægt var fanniker, som havde været vant til at kæmpe på en, mager og ufrugtbar ø og på det lunefulde hav.

Til eksempel kan fortælles et par historier, som jeg har hørt flere gange, da jeg var mindre. I 1917 da farfar 21 år gammel lige havde købt sin lille ejendom udtalte en velstående kaptajnsenke, ved navn fru Clausen, at det var nogle forfærdelige tider, når »sådan en grøn dreng« kunne købe en gård. Det kom farfar for øre, og han blev såret og endnu mere gal og hidsig. Det endte med, at han anlagde sag mod hende. En dag drog de til Esbjerg, og farfar vandt sagen. Fru Clausen blev dømt for ærekrænkelse og til ved annonce i Fanø Ugeblad at tilbagekalde sin udtalelse som uberettiget. Dette betyder ikke, at farfar er nogen kværulant. Men han er stolt, og han vil ikke finde sig i at nogen krænker hans ære. At han altid har holdt på sin ret, viser følgende: En tysk lastbil kørte under besættelsen vognstangen over på farfars hestevogn. Han begyndte hurtigt og hidsigt at skælde ud på jysk, han krævede erstatning. De tyske chauffører efterkom ikke hans krav. Den følgende dag kørte han resolut ud til den tyske militærlejr på Fanø, hentede en ny vognstang og lagde den gamle i stedet.

Farfar har mange gange vist, at han er frygtløs, grænsende til det dumdristige. F.eks. har han på Fanø reddet skibbrudne. Han red ud til skibet og hentede, sammen med andre fanniker, sømændene ind på hesteryg.

Han var en af de første, der, når isen lagde til mellem Esbjerg og Fanø, spændte hestene for slæden og kørte til fastlandet over det tilfrosne hav.

Livet har for ham været en realitet, han fik sin gård i en dårlig tid, lige før nedgangsperioden i 30er-ne, hvor en landmand måtte binde en tier fast i halen på hver gris, han solgte. Han har derfor været nødt til at tjene penge på mange forskellige måder, bl.a. ved at sælge juletræer, samle strandskaller, tørre og sælge dem til landmænd for 90 øre pr. sæk. Da det begyndte at gå fremad igen udbrød anden verdenskrig, som også Fanø mærkede stærkt. Udover almindelige alderdomstegn og en forgiftning han fik ved at køre med gasfyrede biler, er han stadig frisk.

Farfar har det robuste sindelag, der er karakteristisk for øboere. Det rummer også fin og følsom forståelse af andre mennesker. Man mærker det sjældent, det er, som om han skjuler det. Imellem de mange historier, jeg har hørt om farfar, er der en, der fortæller om dette. Først må der lige tilføjes, at farfar i opdragelsen af sine børn var streng og gammeldags. Der faldt ofte en ikke al for blid lussing. Han var hidsig og slog uden forklaring, og det bevirkede af og til, at det var den uskyldige, der fik straffen. Når det skete, sagde han blot til den forurettede: »Nå, fortjente du den ikke i dag, gør du det nok i morgen«. En sommerferie, min far, som lille dreng, tilbragte i Jylland hos sine bedsteforældre, skete følgende: Far blev syg og blev lagt i seng og lå og græd. Der blev sendt bud efter lægen. Han blev hurtigt klar over, at der ikke var andet i vejen med drengen, end at han længtes hjem. Han blev sendt hjem til Fanø og var lidt beklemt over sin hjemve. Den eftermiddag far skulle komme med færgen, afbrød farfar sit arbejde i marken for at tage sig af ham og for at sige til farmor, at hun ikke skulle tale om det, der var hændt.

Farmor, som er et meget aktivt medlem af et utal af foreninger og læser mange bøger, er på disse punkter en fuldkommen modsætning til farfar. Jeg har aldrig hørt om nogen, der har set ham læse en bog i de sidste 50 år. Han mener, at når blot man læser sin avis hver dag og hører radio, ved man alting. Det viser sig også, at han kan snakke med om teater, bøger, film og selvfølgelig om politik.

Farfar har mange venner, og farmor kender dem alle. Hun er omsorgsfuld, og farfar nyder det. Min far beklager sig nogle gange, når min mor ikke indvilliger i at hælde fløde og sukker i kaffen for ham for til sidst at røre rundt i den.

Engang var farfar syg, det var i 1913, og lægen gav ham en liste over ting, som han ikke kunne tåle under sygdommen. Bl.a. stod der på sedlen the, som farfar aldrig har kunnet fordrage. Når vi i dag 50 år efter sygdommen spørger, om han vil have en kop the, siger han, at det må han ikke for sin læge. Derimod kan han lide kaffe. Han kan drikke uanede mængder. Han nyder ikke spiritus, men går dog ikke af vejen for en enkelt kaffepunch. Farfar ryger for det meste hjemmerullede cigaretter, og han påstår altid, at hans forbrug er mindre, end det i virkeligheden er. Han elsker at sove, og jeg vil altid huske ham, når han ligger på sofaen, på siden, med avisen over hovedet og med ryggen til omverdenen, så holder han al støj ude. Hans bedømmelse af folks boligindretning går ud på, om der er tilstrækkelig sofaplads. Når han er på besøg, trækker han sig gerne tilbage til et lille afsondret rum, hvilket han kalder sit »Kapernaum« Hans indstilling til os børnebørn er venlig, rolig, men sommetider drillende, og han er altid parat med, en grufuld sørøverhistorie til de mindre.

Nu, hvor han er gået af, har han solgt sin taxa og har i stedet købt en Minibus og indrettet den som campingvogn. I 2 ½ måned i sommer kørte farmor og han rundt og besøgte deres venner og bekendte, men kun i Jylland. For som ægte fannik og øbo betragter han kun mennesker som ordentlige, hvis de bor på den »rigtige« side af Storebælt; d.v.s. fynboerne kan lige gå an, mens københavnerne er af en lidt tvivlsom race. 

Selv om han nu ikke mere har fast arbejde, er han meget aktiv, altid pusler han med noget, han arbejder med sin bil, sit hus, eller »æ hus«, som han ville sige. Og han læser som altid sin avis og går tidligt i seng, som dengang han skulle tidligt op og malke køer.

Farmor og han har mange venner verden over. Familie, bekendte, venner og turister, som har været på Fanø og har set farfar stå ved sin bil og vente på færgen fra Esbjerg. De er måske faldet i snak med ham og har fået noget at vide om øen. Hvis man holder jul på Fanø, ser man, at der ikke kommer i snese, men i hundredvis af postkort fra hele verden. Det viser, at de ligesom jeg, mine søskende og forældre holder af farmor og farfar.

Elisabeth Brinch.”

Passagerbefordringen mellem færgen og Fanø Bad har været øens betydeligste, især efter at den blev motoriseret i begyndelsen af 1920’erne. Hvert hotel og pension havde sin egen bil eller en fast tilknyttet ”omnibus”.

Normalt kørte omnibusserne fra kl. 08.30 om morgenen til kl. 21.00 om aftenen, kun afbrudt af benzinpåfyldninger. Benzinen kostede dengang 30 øre pr. liter. For turen fra færgen til Badet måtte man betale 1 kr. Turen gik op gennem Hovedgaden med max. 15 km/t indtil mejeriet, derefter med max. 30 km/t ad den sandede vej til Fanø Bad.

Blandt de mange, som ejede og/eller kørte bilerne til Badet kan Jørgen ”Jønne” Madsen nævne:

Anders Jensen – Johs. Svendsen – Nondal – Niels Jørgensen (Niels Bus) – Karl Sørensen (Paradis) – Morten Mortensen (Nørby) – Per Svendsen – Chr. Svendsen – Bernhagen (en svensker) – Andreas Andersen ”Bedstefar” – Busk Pedersen (cykelhandler) – Chr. Nielsen (cykelhandler) – Chr. Nielsen (Hotel Nordby) – ”Gusta” Beck – Franz Beck (Strandhotellet) – anders Møller – Axel Sørensen (jordemodermand) – Hans Svarrer Hansen (købmand) – Søren Svendsen – Olsen (Misssionskurstedet) – Viktor Munch – Henrik Skelmose – Jens Brinck og Jønne, der var en af pionererne. Han anskaffede sin første bil i 1924. Det var en lastbil, hvor der på ladet kunne monteres bænke og en baldakin. I 1926 købte han så en 12-personers lukket omnibus, der havde kørt som bybus i Esbjerg, men som ikke længere kunne godkendes der, fordi fordøren sad i førersiden.

Biltakster på Fanø: Nordby-Badet eller Badet-Nordby: kr. 0,60 pr. person. Såfremt en eller flere personer ønsker at hyre en vogn er taksten: for lukkede bildrosker 4,- kr., for andre biler 3,- kr.

Automobil til Sønderho og retur kr. 25,-, til Mågekolonien og retur 20,- kr., til Fuglekøjerne og Mågekolonien og retur kr. 25,- (søndage og hellidage 50 %).

Der går rutebil Nordby-Sønderho flere gange daglig.

Konflikt mellem vognmændene og Badets direktion 

I juli 1927 nægtede badedirektionen at give chaufførerne den af dem ønskede nedsættelse i vejafgiften – og så begyndte vognmændene i stedet at køre turisterne omkring Kirkevejen i Rindby. Det betød selvfølgelig et tab for de handlende ved Badet, idet turiststrømmen nu ikke længere kom forbi dem. Restaurationslivet svandt kraftigt ind og omsætningen i butikkerne dalede stærkt – idet hele taget blev det tyndt med mennesker ved badet i forhold til det man var vant til at se på en fin sommerdag. Derimod florerede badelivet mægtigt ved Kirkevejen; vognmændene havde forholdsvis travlt med at transportere folk derude og vejen var blevet godkendt af justitsministeriet, så alt syntes på overfladen at se helt godt ud set i lyset af konflikten. 

Man så greb politiet ind. Der blev opsat en plakat, der hvor vejen skilles mod Sønderho i syd og Badet i vest. 

”Færdsel ad Kirkevejen kun tilladt i Retning fra Stranden.  Politiet”. 

Og så blev der protesteret. Provst Nielsen meddelte politiet, at han ikke agtede at følge forbuddet. Som sognepræst i Nordby ville han have ret til at færdes uhindret på vejene. Han ville endda samme eftermiddag køre en tur i den forbudte retning. Men bilen blev standset af politimesteren fra Esbjerg. Under ordvekslingen udtrykte provsten sin beklagelse over at Nordbys befolkning skulle lide under vognmændenes konflikt. Provsten gennemførte nu turen videre ad Kirkevejen mod stranden og hjem via Fanø Bad. Den almindelige mening var nu at forbuddet var ophævet. 

Et par aftener senere var der så møde i Skibsrederforeningens sal. Sognerådet havde indbudt Vognmandsforeningens bestyrelse samt Badedirektionen og Badets bestyrelse for om muligt at bilægge striden. Mødet resulterede i at dommer Esmann på Badets vegne gav vognmandsforeningen følgende tilbud:

”Afgiften for i år faldt bort helt eller delvist for de automobilejere, som beviser eller gør antageligt, at de ikke har haft en rimelig indtægt ved bilkørslen i år!”. 

Vognmandsforeningen holdt efter mødet generalforsamling på hotel ”Nordby”, hvor man vedtog at acceptere tilbuddet, dog med den tilføjelse, at de bilejere og chauffører, som kører i år, også kan komme til at køre igen til næste år. 

Hermed var striden bilagt.

Dette billede er taget efter, at postvæsenet har overtaget færgeriet. På billedet ses bybud Hans Iversen, nr. 3 fra højre: vognmand Jens Jacobsen og yderst til højre, Frans, en matros ved færgeriet. Men det var inden, de nye færger kom i gang, og hvor man stadig måtte køre godset frem med trækvogn.

Vognmand Jens Jacobsen solgte i december 1924 sin vognmandsforretning til vognmand Jens Nørby på Færgegårdsvej. Jacobsen kom til Fanø 1898 og startede sin vognmandsforretning i 1912.

Kollektiv trafik på Fanø i 1920

Tilbageblik ved toldinspektør Harry J Nielsen, Sønderho 1976.

”Når vi l vore første barneår var kommet med Fanø-færgen til Nordby, foregik sidste del af rejsen til Sønderho med den hestetrukne postvogn. Ca. 2 timer ad den lyngbestrøede vej. Romantisk og  

sindigt. Man kunne stå af i „farten" og rette benene eller hvad man følte trang til at forrette.

Udviklingen nåede imidlertid også herover. En skønne dag - det var vel i 1918 - havde Chr. Hansen anskaffet en bil til betjening af ruten. Det blev efterhånden til flere biler. Og senere også til større  

 biler.

Men de første af bilerne ses på billedet. Der er vist mange, der har minder fra turene i disse fremskridtets køretøjer. Jeg husker, at min familie havde lejet Chr. Hansen til et høre oldemor, der var født i 1830, hjemmefra og op til kirken til en bryllupshøjtidelighed i Sønderho. Da den gamle  

dame kom ud på stenbroen og så et af disse teknikkens vidundere holde for døren udbrød hun: Kan I få det der til at køre, en vogn uden heste?". Hun, der ellers kunne være stædig nok og selv bestemte, hvad hun ville være med til, betroede dog transporten af sin person til dette for hende så besynderlige køretøj — og hun luftede ingen utilfredshed med turen. Ved denne lejlighed var der da også god plads til passagererne.

Det var der ikke altid, når disse biler kørte på postkontrahent Chr. Hansens officielle rute Sønderho-Nordby. Så vidt jeg husker, var de første biler konstrueret med regulære, gode siddepladser til 6 á 7 personer foruden føreren. Men det var ikke altid, et det tilfredsstillede transportbehovet. Så blev der taget flere passagerer med, et par feltstole kunne knibes ind mellem bageste og midterste sæde, når både disse og forreste sæde var belagt med flere end de var beregnet til. Til tider stod der også passagerer på trinbrædtet langs begge sider, men chaufføren var dog altid bag rattet, omend med kneben albuerum.

Det skal efter sigende også være sket, at bilen er kommet frejdigt rullende Ind i Sønderho med en af passagererne siddende overskrævs på motorhjelmen som en slags kølerfigur. Det har jeg ikke selv været med til. Men jeg har modtoget Ellen-Most, der trak på den ene fod og på min deltagende forespørgsel om anledningen svarede hun, at der var en medpassager, der havde sat en „værk'ast" (feltstol) på hendes ene tå og et der i denne knebne pladssituation vaf hengået en vis tid, inden det lykkedes at få givet „værk'asten" et andet underlag.

I den første tid var vejbanen ikke ligefrem bil venlig og med de tunge læs skete det naturligvis, at bilen kørte fast. Når der så skulle skubbes i gang igen, var det jo en fordel med et større antal passagerer til at tage et nap, indtil hjulene nåede frem til et lidt fastere underlag. 

Mange vil sikkert nikke genkendende til disse køretøjer, der i dag kaldes veteran­biler, men som for os i sin tid hørte til blandt teknikkens vidundere.

Der er vel også en hel del der vil genkende Chr. Hansen, Marinus Pedersen og Albert Møller, der er foreviget ved siden af bilerne og som i mange år længe efter de første bilers skrotning med stadig nyere, større og mere moderne rutebiler trofast og pligtopfyldende betjente deres publikum på den hyggeligste måde.

Nu kan det nok røbes, at påbuddet om at „samtale med føreren under kørslen er forbudt" Ikke blev overholdt.

For hvordan pokker skulle man ellers få den ønskværdige orientering om Sønderho og dens indvånere, når man efter lang tids fravær snart og ganske pludseligt stod midt l „det hjemmens".