En af bådførerne var Niels Henrik Hansen, der fra farvandet over det nordlige Kjeldsand nu var nået ind i Sønderho Dyb, og kort tid efter var everten inde på sin ankerplads. Et hurtigt greb efter bøjen og snart var der fortøjet ved moringen (en fast fortøjning bestående af en nedgravet stor sten eller et anker med kæde). 

Da vandet under ebben var faldet tilstrækkeligt til, at der med heste og vogn kunne køres ud til everten, kom gdr. Marius Nielsen, der "kørte op" for Niels Henrik, kørende ud gennem det lave vand. Vognen svingede op på siden af fartøjet, og losningen kunne begynde.

Naboerne hjalp til

Ladningerne var varierende. Konsumvarer til købmændene og "Brugsen", byggematerialer, brændsel og grus til postvejen o.s.v. Dybt lastede kunne everterne og lægterne være. F.eks. kunne der sluttes af med to rækker petroleumstønder ovenpå de skalkede luger.

Denne gang var det altså klyne (tørv) til den kommende vinter. Tøndemålet, der var rigget op i lossebommen, fyldtes med tørv i lasten og blev hevet op ved håndkraft med en talje og svinget over i vognen, hvor det tømtes. Bedstemor var blandt modtagerne denne gang, og nu var det vores tur. Marius kørte hen til kanten af stenbroen, løftede en side-fjæl på vognen, og så væltede tørvene ned. Så kom naboerne og hjalp til med at bære ind og op på loftet. Det var naturligt, for man kom hinanden ved dengang. Og belønningen ventede - kaffebord med "brændselsbrokker", det vil sige kandis. Tørvene havde deres plads på loftet, og resten af loftet var fyldt med hø og spergel til vinterfoder for en ged og nogle får.

Everterne afløses af lægtere

I mine barneår nåede jeg endnu at se to af de gamle everter i fart mellem Sønderho og fastlandet. De var ret lange i skroget og forsynet med "sidesværd" til at mindske afdriften. For ikke-kyndige skal det oplyses, at "sværdene" var to store træplader fæstnet således på hver side af fartøjet, at de skiftevis kunne sænkes ned i vandet modsat vindsiden. En af de gamle everter er bevaret og udstillet på Fiskeri- og Søfartsmuseet i Esbjerg. Oprindelig var de rene sejlere, men de sidste af dem nåede at få installeret hjælpemotor.

Efterhånden afløstes everterne af lægtere. De var kortere i skroget og fra begyndelsen indrettet med maskinrum agter og lukaf forude. Den gaffelriggede sejlføring var bevaret, men da der i højere grad var kalkuleret med maskinkraft, kunne man se bort fra afdriften, og de nyere ligeledes fladbundede fartøjer var derfor ikke forsynet med "sværd", Fra omkring 1920 vandt disse fartøjer frem i vadehavssejladsen.

Ebbe og flod havde stor indflydelse på sejlmulighederne. Der var steder på sejlruterne, hvor man ikke kunne flyde over ved lavvande, og med stærk østlig vind var der perioder, hvor sejladsen slet ikke kunne gennemføres. Som den mest anvendte rute til og fra Sønderho benyttede man farvandet over den nordlige del af Kjeldsandet. Der sejledes fra Sønderho, så man nåede det mest grundede sted på højvandstidspunktet. Dette sted ligger så nogenlunde i vandskellet mellem den sydlige (Knudedyb/Galgedyb) og den nordlige (Grådyb) vandregulering i Vadehavet indenfor Fanø.

Når varerne lå på Kjeldsandet

Med stigende vand sydfra sejledes fra Sønderho til vandskellet med strømmen, og når fartøjerne så havde passeret grundene i farvandet over Kjeldsandet på højvandstidspunktet, og strømmen vendte, fik de i faldende vande den nordgående ebbestrøm med sig til Esbjerg. Når de skulle hjemad, skete det samme i omvendt rækkefølge.

Sejladsen i de snævre farvandes snoede og ikke alt for dybe sejlløb med stærk strøm var ikke nogen let sag for de tunge fartøjer. Det gjaldt om at lægge sejladsen sådan til rette, at man i størst mulig grad udnyttede medstrømmen. Det skete, at fartøjerne ikke nåede at flyde over på de mest grundede steder og sad fast. I mange tilfælde klarede de det ved at vente til næste højvande, men ikke mindst i perioder med østlig vind kunne de være uheldige at komme til at sidde fast i længere tid, og det kunne influere på forsyningssituationen i Sønderho. Det er derfor jævnligt sket, at ”Brugs-Jes” på forespørgsel af visse varer svarede: ”Haves ikke – ligger på Kjeldsandet”. Så måtte forbrugerne vente til naturen sørgede for så meget vand i flodstrømmen, at everten eller lægteren kunne slippe af grunden igen.

Til rors i ”Håbet”

Som drenge var vi vant til selv at sejle i farvandet omkring Sønderho i mindre både med latinersejl eller sprydsejl, men vi oplevede også ture med lægterne. Selv har jeg oftest sejlet med Kristian Helle i hans båd ”Håbet”. Det var et af de mindste fartøjer, og Kristian brugte i overvejende grad sejlene og kun undtagelsesvis motoren. Og det tiltalte mig. Når vinden fyldte sejlene, fartøjet krængede over og begyndte at skyde fart, var det en herlig fornemmelse for en stor dreng at sidde med hånden på ”Håbet”s rorpind og styre samtidig med, at man skulle passe skøder til storsejl og fok. Var vinden imod, og det var nødvendigt at krydse, gjaldt det om ikke at komme for langt op på dybenes kanter, inden man gik over stag.

”Håbet” havde ikke sidesværd, men en sænkekøl i en kasse – ”sværdkisten” – midt i lastrummet. Reguleringen skete i maskinrummet agter, hvor den lille glødehovedmotor fandtes.

Havde sådan en stor dreng end en fornemmelse af, at det var et større skib, han beherskede, så synede en Sønderho-lægter ikke af meget, når den fortøjede langs kajen i Esbjerg. Blot en enkelt grabfuld kul fra den store kran fyldte godt op i lægterens lastrum, og hvor blev man sort, når man så var med til at losse, for det støvede fælt, når kullene i lasten skulle skovles op i en tønde.

Lyden af de knirkende vognhjul, når der blev ”kørt op” fra de lossende everter og lægtere, har man ikke hørt i Sønderho i mange år. I erindringen står de som en hyggelig lyd og samtidig tegn på en personlig vedkommende aktivitet. Alt er i vore dage ligesom mere på afstand.

Da bilfærgerne blev sat ind mellem Esbjerg og Nordby, kunne de små fartøjer ikke længere konkurrere hverken økonomisk eller med hensyn til hurtighed eller hyppighed, men vi er stadig en del, der husker den tid, hvor meget måske nok var besværligt, og hvor man levede meget nøjsomt, men hvor man personligt var mere med i, hvad der skulle gøres, og hvor man var hinanden nærmere i dagligdagens foreteelser.

Udviklingen har vist ikke fremmet tilfredshed og menneskelighed. Snarere tværtimod, men der kommer mange gode minder frem, når man i tankerne dvæler ved tilværelsen i fordums dage”.