I 1932 og -33 havde Frederik med det kolde ben, Fanøs første autoser­vicestation ved Strandvejen/Gl.  Postvej, hvor der senere blev bygget autoværksted m.v. - Servicen bestod kun af salg af benzin, olie og ispinde fra en lille kiosk. Frederik solgte en speciel russisk benzin l øre billige­re pr. liter, end andre forhandlere. Prisen var 27 øre pr. liter.

Benzinen blev pumpet med håndkraft og de få lokale bilister vidste godt, at man skulle se nøje efter, at pum­peglasset var helt fyldt op, og at den kraftige slange blev tømt. Med turister behøvede Frederik ikke at tage det så nøje.

Mekanikerværkstedet på Strandvejen ejedes af Just, som solgte det til Leo Madsen og Christian ”Ford”, sidstnævnte solgte senere sin andel til Leo Madsen.

Brand i bageriet

Kilde: Fanø Ugeblad nr. 8, 27. februar 2003

Der bor en bager på Nørregade

Sådan sang jeg som ganske lille dreng - men, nej ham bageren på Nørregade kendte jeg slet ikke, det drejede sig udelukkende om "æ østerbager" i Sønderho, for det var nemlig vores bager, for vi boede lige bag ham. Der har jeg hentet Fanøkringle mange gange, og min bedste ven, han hed Knud, bagersøn, og på min egen alder, og han blev for resten bagermester, men det var for "Æ vesterbager".

Østerbageren havde dengang bageri i et værdigt Fanøhus. Det kan man ikke rigtig sige om det hus der ligger der nu. Hele kvarteret har skiftet karakter. Her lå mejeriet med de altid arbejdende og syngende maskiner og med den vidunderlige duft, af jeg ved ikke hvad, der var rullehuset, hvor vi altid skulle hjælpe bedstemor med rullen, og rutebilen med Albert ved rattet, der kørte helt herop, blev på en eller anden måde vendt på den begrænsede plads, så den kunne køre op til færgen i Nordby igen. Der var den store købmandsbutik med en udstoppet måge under loftet. Nu er alt det historie, og tilbage har vi Nana's stue.

Lad os tænke os tilbage til søndag den 24. august 1930. skibsfører Anfred Kromann født 3.02.1897 omkommer ved et ulykkestilfælde i New York 24.07.1930. hans urne bliver sendt til hans fødeby Sønderho, hvor den skal gravsættes søndag den 24. august 1930. hele gravfølget samles i Mettemosts hus, hvorfra de alle skal vandre til kirkegården og gravsætte urnen, som er kommet fra New York.

Samtidig er en af bagerens drenge, og jeg synes man skal lade være med at fortælle, hvem det er (men det var ikke Knud). Den lille dreng er oppe på bageriets loft og leder efter kattekillinger. Desværre har han tændstikker med, så han rigtig kan søge, og så går det galt, rivende galt. Lyngen, som er nødvendig for bageovnen, og som fylder hele loftsrummet, bliver antændt og udvikler sig med lynets fart - der bliver råb og skrig, og heldigvis får man alle væk fra branden i bageriet, uden at der sker nogle menneskelige ulykker.

Lige ved siden af bageriet boede bedstefar, NielsBoj, bedstemor Marenmost. Bedstefar var gået på pension i 1918, og vi, det var mor, Else og mig, var flyttet med til Sønderho, hvor han havde købt sig et rigtigt Fanøhus. Bedstemor blev nu aldrig rigtig glad for dette hus. Det var et af de få huse, der lå forkert, nemlig nord/syd i stedet for øst/vest, som alle de andre. (Der er i Sønderho 7 huse, der ligger nord/syd, og når vi har haft en af de alvorlige vestenstorme, kan du altid se, at en del af tørvene på tagryggen (mønningstørv) fra de huse er blæst af) "Sære tværhus", brummede Marenmost altid.

Netop i det øjeblik da begravelsestoget passerer "æ østerbager", bryder branden løs for fuld styrke. Der var intet organiseret brandvæsen i Sønderho dengang, alle mand måtte af huse og tage del i arbejdet. Begravelsestoget måtte standse, urnen måtte stilles, fanen, som blev båret af Peter Hylche i marineuniform, måtte stilles til side, alle deltagere måtte i gang med slukningsarbejdet. Det fortælles, at degnen med høj hat sad oppe på bedstefars tag og slukkede gnister. Der blev dannet kæde ned til havnen, og den med vand fyldte spand gik fra hånd til hånd, frem til bedstefars hus, hvor vandet blev hældt ud over taget for at redde huset. Min søster stod i kæden ned til havnen, hvor den fyldte spand gik fra hånd til hånd, og hun sagde efterpå, at hun aldrig havde følt, at hendes arme kunne blive så lange og at man kunne blive så træt. Men bedstefars hus blev reddet!

Ove.

Uddrag af læserbrev i Fanø Ugeblad, nr. 44, 27. november 2003

Det var med stor interesse at jeg læste artiklen i FU om bageriet Engsteds 100 års jubilæum. Der står bl.a., at bagermester Engsted i 1930 flyttede fra Østerbageriet til Vesterbageriet. Jeg husker tydeligt branden af det første bageri, skønt jeg kun var 5 år på det tidspunkt. Min far var Gregers Peder Thomsen, førstelærer ved Sønderho Skole. Med embedet fulgte pligten som degn og kirkesanger.

Men vi må tilbage til branden. Det var en dag i august, og alt var sikkert knastørt. Far var klædt i sit, hvad vi kaldte "diplomatstøj", en lang sort frakke ned til knæene, sort vest og benklæder, en stivet hvid skjorte, sort slips og sko og til sidst høj sort silkehat. Far tog denne del af sin gerning meget højtidelig, og når han satte den fine hat på hovedet, ja så var vi nok klar over, selv som små, at nu skulle far noget vigtigt et eller andet sted i byen, men det ville i hvert fald have noget med kirken at gøre. Han rømmede sig på en bestemt måde og sagde: "Kommer du så lille mor?".

Mor sørgede selv for fars "diplomatstøj" var holdt i orden, vaskede og stivede den sorte skjorte og hun rensede tøjet ved at opløse små ammoniakspåner i varmt vand og dyppe klædebørsten i opløsningen, som lugtede stært af lakrids, børstede så tøjet omhyggeligt af, luftede det og hængte det i skabet til næste gang. Det var ikke ligefrem en af mors ynglingsbeskæftigelser, men der var ikke noget renseri.

Grunden til at jeg skriver så udførligt om min fars tøj er en sætning i FU 27.02.2003, hvor Ove Kromann-Rasmussen giver sin beskrivelse af branden, nemlig bl.a. denne: "at under slukningsarbejdet fortælles det, at degnen med høj hat sad oppe på bedstefars tag og slukkede gnister." Far brugte sin høje hat til at slukke gnisterne med, da huset var i fare.

Mary Ashley