Ishus ved Jens Nørby

Det mindste ishus lå ved siden af skibsrederforeningen, mens det største af ishusene lå ved gårdejer og vognmand Jens Nørbys ejendom ved Strandvejen. Ishuset der ikke eksisterer mere, var så stort at det rummede is nok til at fylde everten "Rebekka" op, og dette fartøj hørte til de store everter.

Forhenværende gårdejer Emil Jensen, Nordby skrev i 1983 en artikel i Fanø Ugeblad om isproduktionen på Fanø i gamle dage. Emil Jensen blev født på Fanø i 1899 og er den sidste af en børneflok på 8. Om det store ishus skrev Jensen: 

"Ishuset blev bygget af dengang så kendte gdr. og vognmand Jens Nørby. Det blev bygget ind i en klit - ind mod datteren, Martine Nørbys have. Efter udgravningen blev der støbt evt. muret sten omkring hele huset indvendigt, for at sandet ikke skulle skride, derpå blev der slået træ på stolperne hele vejen rundt, fordi man ikke havde et bor som i dag så man kunne skrue ind i sten direkte. I dette træ startede man forneden med at hamre bunden af hummerkasser fast med søm. Disse hummerkasser blev så fyldt med savsmuld og lappet til med træ igen for at savsmuldet ikke skulle falde ud. 

Savsmuldet fik man enten på skibsværftet eller hos møller Thyssen der havde et lille hus, der gik ned til Villa Sofies have - og i dette lange hus blev der lavet træuld til eksport. 

Af træ var der nok, foruden dækslaster, drev der i hundredvis af hummerkasser iland. De var mindre end dem i dag, godt 1 alen, næsten i firkant, af tykt træ med hul i begge sider til næverne. Disse kasser kender alle på Fanø og praktisk var de til at stå på, de drev herover fra England. 

Dengang var der strandauktion forår og efterår; det kunne godt trække ud til hen på eftermiddagen, før man var færdig og inde hos Johanne og Jens Sørn kunne der købes kaffe og kringle. 

I ishuset, ud til vejen, var der en dør forneden, for at få isen ud og oppe i gavlen var der en stor lem, så det var nemt at få isen ind.

 

Mine bedsteforældre og Jens Nørby var jo naboer. - Far er født i den ejendom, som senere ejedes af Jens Harald Jensen, Strandvejen. - i 1918 købte far ishuset af Martine og den sidste is, der gik derudfra var i 1922. 

Isen blev hentet ude ved strandsøerne, Fanø Bad, nord for branddammene, hvor ænderne holder til. - de folk der arbejdede med isen var vant til det og de samme: Anders Christensen kaldet Anders Brandt, Hans Søren Lauridsen kaldet Hans a Sørens, Jens Morten Jensen og så vil jeg tro, at Morten Mathiasen og Carl Madsen også var der. Mændene havde jo solidt vadmelstøj på dengang og på fødderne træskostøvler med en flettet halmvisk. 

Saven de brugte til at skære isen i blokke med, havde kun et håndtag, men bladene i denne var større end i en almindelig skovsav til 2 mand. Blokkene de skar ud var på størrelse som pladerne på et gammeldags spisebord, og isen var vel 9 - 10 tommer tyk. Mændene brugte bådshager. Der blev hejst et galge-tre-ben af træ med en talje foroven og en klo med spidse tænder for at holde isen.

Når så isen var hejst op skubbede de kassevognen ind - vognmanden der kørte, var vognmand Nissen. Når så vognen var deroppe ved husets gavl, var det nemt at få isen ud gennem lugen. Det blev pakket godt sammen og hullerne fyldt ud. Om der kom noget over, husker jeg ikke.

Taget på ishuset var af træ med tjæretagpap.

I det tidlige forår var det de samme folk, der hjalp og tog isen ud. Vognmand Nissen kørte det ned til lægteren, som hed Rebekka og ejedes af Niels Madsen - Niels a Bækkes, vor nabo. - Hvad tid Nissen begyndte at køre, husker jeg ikke, men han kørte ihverfald hele natten. Martine Nørby havde åben hus hele natten, når der kørtes is, med mellemmad'er og varmt hvidtøl - og måske en lille én til, da isen jo var kold at arbejde med. Lægteren blev fyldt og jeg må mene at isen så blev knust når den kom til Esbjerg.

Martine har vi været til mange gilder hos. Hun kørte mælkevogn i Nordby - hvor længe ved jeg ikke, men det var i al slags vejr, is og kulde.

Ishusgrunden gav far hende, og den blev lagt til hendes have."

Andreas Møller har også skrevet om dette emne i Sjæklen årgang 1975, på grundlag af oplysninger om især Søren Spangsberg, Nordby, der døde i 1985 som 99-årig. 

Om Jens Nørby fortæller Andreas Møller bl.a., at han ejede den sidste ejendom på venstre side af Strandvejen inden plantagen og solgte is til brug for Esbjerg fiskeriet. "Denne opbevarede han i et stort ishus ved sin ejendom, men havde desuden et lille ishus på Nordby Havn, hvorfra udskibningen foregik. Jens Nørby var en driftig mand, der ejede 7 spand heste og havde flere karle. Disse fyldte ishuset på havnen op, efterhånden som det tømtes". Når isen skulle afskibes, blev den knust af folkene og fyldt i bærekurve. 

 

Soendre-Bro

 

Ishuset på havnen ses her til venstre i billedet med hvide trædøre.


Gennem århundreder var der færgefart med sejl- og robåde mellem Strandby og Nordby (Odden). Men i 1875 blev landingsstedet på fastlandssiden flyttet til indsejlingen ved Dokhavnen, der var blevet åbnet for trafik året før. Der havde længe været talt om at få et dampskib som færge, men først den 26. maj 1878 indsattes dampfærgen "Fanø" på ruten med 4 ture daglig i begge retninger. 

Der må dog stadig have været et behov for bådsejlads med såvel gods som passagerer, idet der som led i færgeriet var to færgemænd med henholdsvis én og to færgebåde, der alle bar bogstaverne F.E.F (Fanø Esbjerg Færgeri). Overfarten med åbne sejlbåde ophørte omkring 1900-1902. 

B1392 faergebaad

Den ene af færgemændene var N. C. Spangsberg, Nordby. I sin omtalte artikel fortæller Andreas Møller om Spangsberg drengene, og om deres indsats som "færgemænd" hedder det i artiklen: "Søren Spangsberg og hans brødre skulle, fra de nåede 10-års alderen, passe sejladsen med faderens færgebåde i godt og dårligt vejr, både nat og dag. Drengene var to om færgeturene, der kunne være temmelig drøje. I vindstille måtte de tunge fartøjer roes, men sejlene kunne som regel bruges; der var oftest vind - tit mere end rigelig. Somme tider sejlede drengene færgeturene i nattemørke og så hård blæst, at de havde reb i både stagfok og storsejl.

Med hård vind og sø tog bådene meget vand over; drengene havde intet olietøj, men et godt halstørklæde hindrede, at vandet løb ind under tøjet ved halsen og videre ned på kroppen.

Det skete, at drengene gjorde to ture til Esbjerg på en nat, og da faldt de naturligvis i søvn i skolen dagen efter. Så fik de lussinger af læreren, og det blev til mange i tidens løb af den grund.

Om sommeren havde drengene megen natsejlads med is fra Fanø til den nu nedlagte firkerihavn, som lå, hvor Englandskajen i mange år lå. Isen solgtes til brug for Esbjerg-fiskeriet af landmand og vognmand Jens Nørby". 

Der foreligger ikke oplysninger om, hvornår isleverancerne til Esbjerg begyndte. Måske har det været i 1880erne, muligvis først i det følgende årti. Da John M. Larsens isværk åbnede i 1917, er behovet for is fra Fanø nok faldet drastisk. Men ifølge Emil Jensen var det altså ikke før 1922, at den sidste is udgik fra Strandvejen. De sidste års isforbrug kan jo også have været til lokalt brug. 

Om Søren Spangsberg skal endnu blot fortælles, at han kom i sejlmagerlære i Esbjerg og derefter krydsede verdenshavene i datidens store sejlskibe, indtil han blev gift med Fanø-pigen Anna Danielsen og gik i land. Med broderen Claus startede han Brødrene Spangsbergs Sejlmageri, som blev kendt af folk på havnen, ikke mindst under 1. verdenskrig. Søren Spangsberg var i mange år formand for Esbjerg Amatør Sejlklub. 


Gå til top