På et kvartalsmøde i 1970 var emnet ”Fanøs Fremtid” på banen, og borgmester Marius Sørensen pegede på udvidelse af sommerhusområdet og en forbedret infrastruktur.

Kommunens engagement i turismen eller mangel på samme, har været et diskussionsemne i foreningen gennem årene. Man fik etableret en vis kontakt, og arrangeret møder, men med ringe udkomme. Formand Mogens Brinck beretter i en årsberetning følgende: ”Ved et besøg i 1988 af formanden for Turismens Fællesråd, folketingsmedlem Arne Melchior, var der arrangeret en ordduel med pressemøde på Rådhuset. Her tilsagde borgmesteren turismen sin fulde støtte. F.E.T. beder da om en nærmere definition på, hvori denne støtte skulle bestå. Svaret var, at borgmesteren ville sende de arbejdsløse ud at gøre øen pæn og ren. Arne Melchior har senere på møder rundt om i landet udtrykt sin forbavselse over, at en borgmester i en kommune, der primært lever af turistindtægter, kunne vise en så manglende indsigt og forståelse for turismens betydning”. 

Gågade eller ikke gågade, eller en ensretning har været et varmt emne i foreningen gennem mange år, men endnu i 1989, hvor denne beretning slutter, var der ikke sket noget på området.  Problemet var blandt andet, at der skulle fremskaffes et stort antal parkeringspladser i nærheden af Hovedgaden.

I 1973 gav man en erklæring: ”Man henstiller til myndighederne, at der ikke etableres gågade. I stedet foreslår man ensrettet færdsel fra Postkontoret til Strandvejen i perioden 1. juni til 15. september, samt eventuel datoparkering”. 

Et andet fokuspunkt har været at holde stranden ren, og i 1983 prøvede man med en strandrensningsdag med deltagelse af sommerhusbeboere, lokalbefolkning og ungdomsorganisationer, hvor Fanø Erhvervs- og Turistforening gav et tilskud til de unge. Denne dag har udviklet sig til en stor succes, - og en ren strand. 

I 1972 var slagtermester Sunny Sonnichsen blevet formand efter bankdirektør Eggert Gadebjerg, men ønskede ikke at fortsætte, og bankdirektør Ludvig Østergaard blev valgt som formand. 

I dette år udgav man en ferieavis i 25.000 eksemplarer. 

I 1973 var der flere røster fremme om at turistbureauet havde for meget fokus på udlejningsdelen og for lidt på selve turismen. Dette vendte da man i januar 1977 udnævnte Birthe Elstrøm, daglig leder af turistkontoret i Esbjerg, som Knud Sørensens afløser. Hun skulle fungere både som turist- og erhvervschef. 

I 1974 blev der indført husnumre i sommerhusområderne, men der var stadig et stort ønske om at dette også skulle indføres i Nordby. I 1944 indførte man gadenavne i Nordby, men endnu er der i begyndelsen af 70'erne ikke indført husnumre. Borgmester Marius Sørensen at han personligt finder husnumre unødvendige. Vi har klaret det hidtil, og vil nok også gøre det i de kommende år, udtalte borgmesteren til "Vestkysten". Postbudene i Nordby-området kender deres distrikt, og efter min mening er det mere vigtigt, at vi får sommerhusene sat i system. 

Postmester K. Garmer siger, at husnumre naturligvis vil være en lettelse, men at man fra postvæsenet har klaret sig uden hidtil. Problemet er størst i sommertiden, mener postmesteren, idet vi da har afløsere på forskellige ruter. For dem kan det volde vanskeligheder.  

Formanden for Handelsstandsforeningen, direktør E. Gadeberg, fremhæver nødvendigheden af husnumre, og han mener ikke det kan skade nogen, at planerne gennemføres. - Nogle forsvarer sig med, at husnumrene vil virke malplacerede på de idylliske Fanøhuse, men et lille skilt kan vel ikke skade nogen. Husnumre blev opsat i 1975. 

I 1974 finder vi Kay Jessen som formand, og dette år forsøgte man sig med et juleoptog, der blev en stor succes. Samme år blev foreningen medlem af færgeriudvalget med to medlemmer. Foreningen havde nu formue, og der blev stillet forslag om at investere i fast ejendom til egne kontorfaciliteter, Toldboden, hvor man boede til leje var et emne. Man købte i 1978 en ejerlejlighed i Toldbodbygningen og renoverede lokalerne. 

Jørgen Chr. Sørensen var formand i 1980, og dette år efterspurgte man mere børnerettede aktiviteter. Man hilste begejstret cykelstierne velkommen, og de har jo også vist sig som et stort plus for øen. Sagen om skattefrihed opgives. Man introducerer et nyt layout til brochuren ”Velkommen til Fanø”.

I 1981 sker der en strukturændring i Esbjerg-Fanø-Hjerting Turistforening, og Fanø glider ud. For at bevare medlemskabet af Samvirkende Jydske Turistforening, der koordinerer 156 turistforeninger kræves en vedtægtsændring. 

Den 17. juni 1982 stiftes Fanø Erhvervs- og Turistforening. Alle kan blive medlemmer ud fra kriteriet:

”Som aktive medlemmer optages virksomheder/firmaer på Fanø, der beskæftiger sig med handel, håndværk, fabrikation, bankvirksomhed, turisme o.a., samt enkeltpersoner med faglige og/eller turistmæssige interesser. Yderligere kan optages passive medlemmer (uden stemmeret) efter bestyrelsens enstemmige beslutning”. 

Samme år udsendtes brochuren ”På byvandring i Nordby” som blev en kolossal succes. Et forsøg med torvedag blev skrinlagt på grund af manglende interesse. 

Invasion i sommersæsonen 1982. Et sammenfald af de nordiske og tyske skole- og industriferier gav et pres på alle ferieformer i juli måned som aldrig før. 

Foreningen satser nu på familieturisme med langtidsturister. 

Der blev udgivet en aktivitetskalender med en række forskellige arrangementer, fx familieaftener, kirkekoncerter, folkedans, foto- og tegnekonkurrencer. 

PR omfatter brochureudgivelse, dagbladsannoncering og deltagelse i messer og udstillinger. Oplysningsbrochuren havde i 1982 et oplag på 29.000 eksemplarer. 

Turistbureauet fungerede som service- og informationskontor for såvel turister som lokalbefolkning. Af de mangeartede opgaver kan nævnes:

Der besvares før sommersæsonen skriftlige henvendelser af enhver art, og fra kontoret var der i 1982 afsendt 7.710 breve mod 6.321 året før. 

Der blev i 1982 gennemført en analyse for at få belyst en række spørgsmål, bl.a. hvorfor man havde valgt Fanø som feriemål og hvorfor Fanø Turistbureau var valgt som formidler af opholdet.

Der blev spurgt om ris og ros mht. den lejede bolig, og hvad turisten fandt mest attraktivt ved øen. Ud af 1800 spørgeskemaer blev 1500 returneret.

En meget stor del fandt at Fanøs største attraktion er naturen. Stranden og de velbevarede byer Sønderho og Nordby.

Mange understregede, at man kunne lide at feriere her, fordi man er forskånet for ”turistrummel”, som nogle kaldte det, i lighed med, hvad der er tilfældet ved mange tyske feriesteder. Der blev også peget på øboernes venlighed og danskernes utvungne levemåde – i det hele taget atmosfæren betragtes som rar.

I 1983 finder vi Mogens Brinck som formand. På et af kvartalsmøderne var der fokus på butikstyveri, som var et stigende problem. 

Der blev i 1983 udarbejdet en analyse ”om turismens betydning for Fanø ud fra en kommunal beslutningsmæssig synsvinkel”. Analysen var udarbejdet på baggrund af interviews med turister på Fanø. Analysen giver et indtryk af turismens betydning for Fanø. Nogle mener, at turismen ingen betydning har, der er F.E.T. glade for at have tal på bordet. I den forbindelse kan nævnes, at Fanø iflg. Danmarks Statistik ligger på en 11. plads med hensyn til hotelovernatninger. 

Brochuren ”Velkommen til Fanø” vil fra 1984 også inkludere tekst på engelsk, indeholde vore to byvandringsforslag og i det hele taget er den shinet op – oplaget for denne brochure bliver på 35.000 eksemplarer. En ny campingbrochure er undervejs. 

Man indledte et samarbejde med lokalafdelingen af Danmarks Naturfredningsforening, og fik arrangeret to naturvandringer samt en ornitologisk vandretur med sagkyndige danske og tyske guider. 

På et kvartalsmøde i oktober 1984 var der fokus på fragtmandskørsel på Fanø. DSB kontra privat vognmand. 

Grunden til dette møde var bl.a. sagde formanden, Mogens Brinck, at der var problemer DSB og vognmænd på Fanø imellem. Også dette, at Torben Nørby gerne ville starte et firma som vognmand, efter Jens Carl Sørensen. 

Godsinspektør Georg Kløve, DSB, redegjorde for de forskellige regler, der var gældende for at opnå fragtmandskørsel. Tilladelser gives fra amtet, der skønner om der er grundlag for en forretning med sund indtjening. Der er kun plads til en på Fanø, og det er pt. Fanø Rutebiler A/S der ejer en tilladelse til at køre uafhængige forsendelser til forskellige adresser. Han vidste at også andre på Fanø gjorde det, og det burde meldes, men det var ikke hans opgave. Vognmandskørsel med fragtt fra en bestemt afsender til en bestemt modtager, var, hvad vognmænd på Fanø måtte tage sig af. Den historiske baggrund var, at da DSB i maj 1977 overtog – blev påtvunget af Ministeriet for offentlige arbejder – færgeriet, gjaldt det om at skabe balance i forretningen, lige som for enhver anden privat virksomhed. Det var skatteborgernes penge han arbejdede med, og han skulle også stå til regnskab for sine budgetter. 

I 1977 gav godset et underskud på 500.000 kr. Tanken var, at prisen for gods til Fanø skulle være den samme som fx til Ølgod eller Grinsted, for gods indleveret i Esbjerg. P & T kørte med fire lastbiler m. chauffører, og der var ind- og udleveringsted på Posthuset. Herefter kørte P & T noget ud, ellers kørte Søren Nørby det ud. DSB ville, i stedet for at rationalisere noget, have en lastbil til gods direkte fra Esbjerg til Fanø. Det kunne give beskæftigelse til et firma. Vi havde en samtale med vognmand Nørby, men uden resultat, og noget konkret, slet ikke en overenskomst blev det til. DSB kontaktede derefter Chr. Andersen, som man kendte, og bad ham overtage godsbefordringen sammen med Fanø Rutebiler. Så blev det dog i kommunen, og to arbejdspladser bibeholdt på øen. Vi kunne også blot have entreret med en vognmand fra Esbjerg, i lighed med, havd vi gør på mange andre ruter, lægger det ud til private i stedet for i regi af DSB.

Taksterne blev højere end P & T’s, og postfærgemærkerne forsvandt, og det følte man også var et tab.  

For at mildne på forhøjelserne sænkede vi priserne på de små forsendelser og forhøjede på de større. Udgangspunktet var P&T godsmængden. Fragtindtjening skulle gå op med den mængde gods, der var, og en betaling der dækkede de omkostninger, der var på de to lastbiler. Der var ingen dækning for lastvogn-færgebillet og fortrinsret frem for andre biler. 

For 1984 – 85 har vi en kontakt med Fanø Rutebiler, der får 415.000 kr. for betjening med gods til og fra Fanø. Den 1.4 1984 i år, opdagede vi at fragtbilcentralen svigtede os. Tidligere har vi haft et godt samarbejde. Situationen var uholdbar. Vi mister gods, og taksterne stiger, da der udregnes en takst for ankomst til Esbjerg og en ny fra Esbjerg til Fanø. Hvis folk kunne aflevere til DSB ville taksten blive mindre. Men de ukoncessionerede vogmænd udnyttede mulighederne for ulovlig kørsel. Vort gods forsvandt med 248 tons fra 1.4 til 1.9 i 1984. I penge betyder det, at der mangler 80.000 kr., altså et underskud på grund af et selskab, der ikke har ret til at køre på Fanø. Vi foretog ikke nogen anmeldelse, det ligger ikke til os. Det må den private vognmand, i dette tilfælde Fanø Rutebiler.

Det er klart, at når jeg mangler 80.000 kr, må den kontrakt jeg har med Fanø Rutebiler tages op, for det har vi ikke råd til. Vi må så eventuelt nøjes med en bil året igennem. Om sommeren 3 x ugentlig og om vinteren 1 x ugentlig. Det er jer selv der betjener Fanø I kan jo også gå til kommunen og bede om tilskud, og få en indtjening som hidtil, men det kræver foreløbig 100.000 kr. om året.

En analyse udarbejdet af Danmarks Turistråd samt en undersøgelse foretaget af en studerende ved Handelshøjskolen i Kolding, har vist at turismen for Fanø betyder – 150 mill. Kr! Et par andre tal kan også illustrere turismens store betydning for Fanøsamfundet., idet det iflg. udtalelser fra kommunen viser at 2/3 af ejendomsskatterne stammer fra sommerhuse, og at omkring 60 % af kommunens skattegrundlag på en eller anden måde er knyttet til turisme. 

For at fastholde og helst øge disse tal arbejdes der målbevidst på at tiltrække turister til øen, og når de er kommet hertil, at fastholde dem bl.a. via aktivitetstilbud.

F.E.T. forsøger at få kommunen til at investere flere penge i turismen og afholdt to møder med kommunen, der var konstruktive og gav konkrete udslag. 

Markedsdagen blev i 1984 afholdt tre gange, og blev en stor succes. 

Forhandlinger med DSB gav sig udslag i, at der nu er indført halvtimes drift på fredage og søndage året rundt. En reservationsordning for biler blev skrinlagt.

Et sommerhuskatalog blev trykt i 6.000 eksemplarer og et fælleskatalog med tre andre turistkontorer blev trykt i 20.000 eksemplarer. 

Der var stor presseinteresse og man udviklede en pressemappe indeholdende diverse færdigsyede presseartikler, nogle s/h fotos, diverse brochurer samt en lille flaske rav. 

Begivenhedskalenderen blev trykt i 20.000 eksemplarer og der blev opsat plakater med oversigter hver 14. dag. 

I aktivitetsudvalgets regi blev der udgivet en tilbudsavis, 4 timers udsalg, markedsdage m.m. 

Ved en ændring af bl.a. § 2 af vedtægterne kunne foreningen blive skattefri.

”Foreningens formål er, med selvfølgelig hensyntagen til miljø- og naturværdier, at fremme turistlivet, og at udvikle kendskabet til Fanø og dens naturlige turistmæssige opland; støtte forskønnelsesbestræbelserne indenfor samme område samt varetage dermed beslægtede opgaver”.

Og § 16: ”I tilfælde af opløsning anvendes foreningens midler til fremme af foreningens formål efter bestemmelse af byrådet i Fanø Kommune”. 

Formanden Mogens Brinck tegnede i sin beretning for 1986 ikke akkurat et rosenrødt billede af turisme og Fanø erhvervsliv: 

”1986 giver mig kuldegysninger, når jeg tænker tilbage. Turismen og Fanø erhvervsliv fik et spark! Takket være hvem? Efter min menig i nævnte rækkefølge:  

1. DSB færgeoverfarten.

2. Fanø kommune.

3. Fanøs erhvervsliv.

Færgeriet:

DSBs lange ventider er et tilbagevendende problem – ikke kun i højsæsonen. Det kunne vi måske leve med, men det skal være attraktivt at komme til Fanø. Men midt i november eller den 27. december 3 – 4 timers ventetid. Kan det være rigtigt?

Turistbureauet adviserer DSB når det er vidende om ekstraordinært mange ankomster eller afrejser udenfor sæsonen; så det kan ikke være information fra vores side det skorter på.

Skal vi forsat finde os i det? 

Fanø kommune:

Et konservativt flertal skulle kunne give gode vilkår for erhvervslivet. Men ak, de konservative byrådsmedlemmer kunne ikke blive enige om at stemme for en bedre service ved Fanø-overfarten. Majoriteten af det samlede byråd vedtog, at man skulle arbejde for en udvidet drift og en bedre service, således, at det ikke kun var det økonomiske, der spillede ind for DSB. Her vil jeg gerne sige til byrådet: ”Lad nu ikke denne vedtagelse blive til en sovepude – men arbejd’ videre med sagen”. 

Vi har i 1986 fået et godt oplæg fra Socialdemokratiet om turismen – man har fra deres side indset turismens betydning for Fanøs fremtid. Uden turisme og uden lokalbefolkningens medvirken kan vi ikke eksistere som selvstændig kommune – og det er vel det vi alle ønsker? 

Fremtidens Danmark skal sælges som et turistland – enten vi kan lide det eller ej. År 2000  vil jeg tro, har vi en arbejdstid på omkring 30 timer om ugen og 6 – 7 ugers ferie. Fritiden skal tilbringes et eller andet sted, og Danmark vil uden tvivl få sin del af kagen. Men for at få tingene til at harmonere, må vi have kommunerne med i alle vore projekter – med eller uden penge, direkte eller indirekte. Politikerne må lære at tage stilling til turismen og til den betydning turismen har – også for kommunerne. 

Vi er alle turister – på den ene eller anden måde. Så derfor skal vi behandle vore gæster som vi selv ønsker at behandles, når vi kommer uden for Fanø. 

Fanøs erhvervsliv:

Meget af Fanøs erhvervsliv er efter min mening ”sløvt”. Man ser ikke meget udover sin egen næsetip! Hvis erhvervslivet på Fanø skal overleve, skal vi samarbejde – uden samarbejde vil der i løbet af ganske få år kun være nogle få butikker og nogle enkelte håndværkere tilbage. Det vi alle lever af – og jeg mener alle, er turisme. Derfor skal vi bakke op om turismen og arbejde sammen om den, så det kan blive attraktivt at være turist på Fanø. Der skal arbejdes seriøst på at få turister til øen. Fra turistkontorets side bruges der mange penge og energi på dette. Bl.a. har vi netop fået lavet en ny hvervebrochure. Jeg synes det er det flotteste produkt, der er lavet af nogen turistforening. Det er anderledes og det er med til at ”sælge” Fanø.  

Udover det salgsarbejde, som turistkontoret udfører, arbejdes der jo også fra andre udlejningsbureauer, campingpladser og hoteller for at skaffe folk til Fanø. Også her bruges mange penge. Her kunne jeg godt tænke mig at spørge, hvad den resterende del af erhvervslivet, der skummer fløden, når turisterne kommer herover bruger, udover de 200 kr. i kontingent til Fanø Erhvervs- og Turistforening? 

Jeg ved at kontingentet altid har været en varm kartoffel, men hvad med at spytte i kassen, så vi på Fanø kan være foran resten af landet. Vi er det med bl.a. vores aktivitetsprogram, som bliver til på Fanø Turistbureau. Et program, der er blevet rost landet over – eksempelvis af Danmarks Turistråd.” 

Der var kun to kommentarer til beretning, det ene af Mogens Feldberg, der takkede bestyrelsen for det store arbejde de udfører med at kæmpe imod DSB. Han havde også et nyt slogan: ”Hvorfor se Neapel og dø – når man kan kede sig ihjel i en DSB-kø”.

I 1987 appellerede Mogens Brinck i sin formandsberetning til Fanø kommune om at det fremover vil tage turismen med i sin budgetplanlægning. Han vejrede morgenluft, men manglede stadig en opbakning til erhvervs- og turismeliv. 

amme år blev der opsat fem informationsstandere rundt omkring på Fanø. 

Der er blevet brugt megen tid på at arbejde med forureningen, der har absolut 1. prioritet. Vi har i årets løb samarbejdet med kommune, naturfredningsforening og Vestjydsk Turistkreds, der på F.E.T.’s foranledning igen har rejst spørgsmålet overfor Turismens Fællesråd, Miljøministeriet og turistministeren. Dette har resulteret i megen presseomtale, som vi håber vil påvirke politikerne. En klapning ved Esbjerg havn har vi anket uden resultat, vi vil dog fortsat gøre indsigelse mod fremtidige klapningstilladelser, der kan have indflydelse på badevandets kvalitet.

1988 blev et år, hvor omsætning ikke kunne følge de stigende omkostninger. Dette havde grobund i flere årsager; nye regler fra staten, dårlig presseomtale i tyske medier, mangel på svømmehal, tidssvarende legeplads samt færgeriet. 

I 1989 indstiftede F.E.T. en bevaringspris, der i juni overraktes Anne og Jørgen Gram Madsen, Sønderho, der har lagt et usædvanligt stort arbejde i at få renoveret ”Rudolphs Minde”. 

I 89 lukkede flere forretninger på Fanø, som en konsekvens af den øgede konkurrence i detailhandelen, som var tiltaget i de seneste år.