Mitfanoe
Tørvemose ved "Hønen"

 

Fortidens store stormfloder, den mest kendte nok fra 11. oktober 1634, virkede alle meget ødelæggende på de frisiske øer og landet indenfor disse. På det gamle Nordstrand og i Ejdersted løsnede floderne større stykker, indtil mange hundrede meter i omkreds, af de tusind-årige gamle moser, der førtes af havet nordpå, hvor disse mosestrækninger "strandede", særlig på Sild og Fanøs sydspids.

Fanø har altid været i brændselsnød og har været afhængig af "import" af tørv (klyne) og brænde fra fastlandet. Under Englandskrigen havde man ikke råd til at købe brændsel fra fastlandet, og man forsøgte med held, at grave de såkaldte Tuol-tørv fri fra havet ved Hønen. Og dette gentog sig under 1. verdenskrig, hvor der hver dag var 4 - 5 mænd beskæftiget med at grave tørv fra "mosen" i havet, der kan være op til 1 meter tyk.

De gamle Fanøboere opdagede også en anden egenskab ved Tuol-tørvene, nemlig deres høje saltindhold, og salt var en mangelvare under krigene. Man udvandt da salt fra asken af tørvene, ved at opløse asken i havvand, hældte den klare væske fra og indtørrede den i store træbakker om sommeren ved solens varme. Nu fik man tilstrækkelig salt til at salte fisken.

 

B00149 056 toervegravning-Hoe

Gravning af Tuol-tørv under 1. verdenskrig ved Hønen.


Gå til top

End Of Slide Box

Related Articles