Søkortets stednavne

Om Grisen, Galgerevet og Peter Meyers Sand


soekortets-stednavne



De sømænd, der gennem århundreder har søgt ind til Ribes og Vardes ladepladser, har efterladt sig minder på søkortet. I september 1751 var den hollandske skipper Piet Meyer på vej hjem med sit skib Die Jungfrau Josina med en ladning af hamp, pibestaver og potaske fra Østersøen. I stedet strandede og forliste han ud for Sønderho "på den søndre jord". Fra den dag hed stedet aldrig andet end Peter Meyers sand.

Da Peter Meyer grundstødte, var han lige syd for Galgerevet. Det uhyggelige navn hentyder ikke til, at sørøvere og andre uvelkomne folk blev hængt på det yderste rev, men skyldes ganske enkelt, at der i 1713 blev opsat en kedel med brændsel i en galge for at lede søfolkene ind til ankerpladsen ved Sønderho. Den samme vejledning for søfarende er forklaringen på Peelrevet mellem Fanø og Mandø. Navnet var i 1643 Stagesand, som henviste til, at der var sat stager eller pæle for at lede skibene ind mod ankerpladsen ud for Ribe å.

Det er de færreste forundt at blive erindret for eftertiden på søkortet, og de fleste ville nok også betakke sig for æren. Søren Jessen fik ikke valget. Han var født i 1764 og omtales i folketællingen 23 år senere som ugift skipper. 1801-folketællingen omtaler ham fortsat som bosat i Hjerting, men var da privilegeret værtshusholder. Om det var før eller efter han strandede på den sandbanke, der siden har båret hans navn, ved vi ikke. 


På samme måde kan vi finde manden bag Jens Klemmensens Revle, midtvejs mellem Ribe ås udløb og Sønderho. Det var en fisker, født i 1745, som nævnes i folketællingerne så sent som 1801, hvor han havde part i et fartøj og desuden nærede sig som skomager. Om han gav navn til stedet ved at opdage et godt fiskeri der engang eller ved at forlise, ved vi ikke. Derimod er det sikkert, at Bøjes Banke syd for Langli fik sit navn efter en fisker, der i slutningen af sidste århundrede havde bundgarn stående der i en årrække. 

Navnene Indre og Ydre Knud og Knudedybet kender vi allerede fra 1643. Men hvilken Knud, der lagde navn til, får vi aldrig at vide - ikke mindst fordi den ældste kilde også angiver andre mulige betegnelser på samme sted: Tyges eller Espen Knuds Sand. Måske var der flere fiskere, der kappedes om æren! Kremer Sand nord for Nordby skal derimod hentyde til en hvalfanger fra Rømø, som lagde sit skib op her en vinter og havde trankogeri på banken.

Den købmand, der styrede ind ad Grådyb, skulle holde sig klar af Smørsand. Navnet hentydede ikke til de fede landbrugsvarer, han kunne håbe at hente fra de vestjyske bønder, men fra det slimede tang, som også har givet navn til mange andre lokaliteter i Danmark, som f. eks. Smørhullet ved Guldborgsund. Smørsand er i dag forsvundet, som så mange andre sandbanker, der flyttes rundt og brydes ned af tidevandet. Derefter passerede han bl.a. Grisen, en mærketønde eller "gris", og så stod turen ind mod de tre kaber eller mærkestænger med tværstager, der var rejst ved Fovrfeld; dette navn, som betyder fuglefald, hentydede vistnok til de mange fugle, der ofte stod over sildestimerne neden for kaberne. Efter lykkelig endt færd gennem Købmandens Lo eller rende kunne skipperen ankre op ved Købmandssand og vente på de bønder og handelsfolk, som havde fulgt hans færd ind ad de farlige strømme. 



Gå til top