I 1600-tallet gik der hvert forår en strøm af unge mennesker fra Fanø, Mandø og de øvrige Vesterhavsøer samt Ho, Oksby og Ål sogne til Holland, hvor der var oprettet et selskab for hvalfangst i Nordhavet - og senere til Hamborg med samme formål. Omkring 1720 udruster Føhr, Sild og Rømø selv skibe til hval- og robbefangst, ligeledes Hjerting og Ho. Her tog de unge plads eller de sejlede med københavnske selskaber. Det gav god fortjeneste, men var yderst livsfarligt. Det største forlis ramte Rømø 1777, da 10 skibe derfra forulykkede, og 354 mænd fra øerne omkom. 1748 sendte J. R. Rahr i Ribe et skib på hval- og robbe­fangst, og det blev til flere. 1771 startede fanøboerne Det Islandske Kompagni, der voksede til at have 4 skibe på torskefiskeri, efterhånden gik man mere og mere over til handel på Island. Også andre skippere, såvel fra Nordby som Sønderho, tog på sælfangst med mand­skab både fra øerne og fra Vesterherred. Man kan nævne Claus Pedersen, Nordby, f 1797, L Svendsen, f 1833, N. N. Thomsen, Sønderho, f. 1818, P. H, Brinch, Sønderho, samt P, N, Svarrer og comp., der udklarerede 1853, men allerede opgav 3 år efter og solgte skibet til Norge.

At Fanø på et ret tidligt tidspunkt er blevet inddraget i det grønlandske foretagende, fremgår af en oplysning om, at et ved Hjerting i 1720 opført trankogeri blev overført til Fanø i 1769. Her havde Madame Caroline Rahr, enke efter købmand J. R. Rahr, Ribe i forvejen et trankogeri og et pakhus.  

Af hensyn til brandfaren fra trankogeriet skulle sådanne anlæg placeres i betryggende afstand fra anden bebyggelse og for transporten af ladninger til og fra anlægget var dets beliggenhed nær ved sejlløbet ”Loen” af stor betydning. Havneanlæg fandtes ikke på den tid ved Nordby.  

Den ret høje og flodfrie klitbanke, der senere er kendt som Pakhusbanken, imødekom begge de nævnte hensyn og dens udstrækning ud mod sejlløbet gik på den tid ud forbi ledefyret, der nu står i strandkanten. Pakhusenes beliggenhed betegnes i gamle skrivelser at være ”Nør om” og ”Nør om” var den del af Odden der lå nord for Krogården.  

Virksomheden blev urentabel og 1795 afhændedes skibe og pakhuse. 

Stormfloder har gennem mange år skåret kraftigt ind på Pakhusbanken. Under en større stormflod i februar 1916, skylles en del sand væk fra Pakhusbanken, og afslører ruiner, som menes at stamme fra trankogeriet. 

Når Fanø blev hjemstedet for en del af den grønlandske fangst og handel der blev iværksat fra Vesterhavsøerne og de sydvestjyske købstæder, skyldtes det især, at besejlingsforholdene ved Nordby var bedre og mere sikre end ved Hjerting og de nær købstæderne beliggende ladepladser. Dette medførte, at fangstekspeditionernes mandskaber i stort antal blev hyret på Fanø. Det var både søfolk og fiskere samt et mindre antal håndværkere, tømrere, bødkere og smede. 

Disse mandskaber fik derigennem en oplæring i søfart, hval og sælfangst ved Grønland som kunne udnyttes, da der senere blev taget initiativ til oprettelse af et fangst- og handelsselskab på Fanø.  

Forannævnte Madame Caroline Sophie Rahr af Ribe, havde i en årrække betydelig økonomisk indflydelse på de fra Fanø udgående fangstekspeditioner, der gav et godt udbytte. I 1780erne har Madamme Sophie Rahr (enke efter Jens Rasmussen Rahr) sikkert været heldige med fangsten af hvaler og sæler, ellers var der næppe opstået et nyt selskab på Fanø med samme mål for øje. Dette skete nemlig i 1789, efter at regeringen den 13. oktober 1784 med plakat havde givet løfte om præmier til udrustning af skibe, der ville gå på hval- og sælfangst. 

De økonomisk gode år for hvalfangsten gav anledning til at I/S Det Islandske Compagni blev stiftet i 1789, med hjemsted i Nordby. Det var storkøbmanden og kroejer Niels Jacobsen, der tog initiativet til kompagniets oprettelse og blev dets reder. Af øvrige interessenter i kompagniet er nævnt skipper Peder Thomsen af Sønderho og Madame Rahr foruden købmændene Chr. Strandgaard og Bertel Kolby i Ringkøbing. 

I betragtning af den betydelige kapital, der skulle investeres i skibe, pakhuse og kogerier m.m., er det forståeligt, at kapital udefra måtte inddrages i et sådant Fanøforetagende. 

Af kompagniets skibe er nævnt: 

Ø  Briggen ”Jacobs Havn”, 77 kml.

Ø  Galeasen ”Fru Anne”, 26 kml.

Ø  Briggen ”Prinsesse Marie”, 71 kml. 

Ø  Galeasen ”De jonge Jacob”, 30 kml. 

I kompagniets bedste periode udsendtes hvert år otte skibe til Nordhavet. Der var ikke på Fanø tilstrækkeligt mandskab til skibene, så der måtte hyres folk fra Hjerting, Rømø og Ho-Oksby. ”Prinsessen” havde alene en besætning på 40 mand.

Svigtende fangster og udbytte, blev årsag til, at kompagniet i 1797 måtte indstille virksomheden og realisere dets værdier ved en auktion, der afholdtes på Fanø Krogård den 15. september samme år. 

Christian Strandbygaard fra Ringkøbing får ved buddet på 11.400 rd. resterne af Det Islandske Compagni overdraget, og det formodes at de forskellige anlæg på Pakhusbanken herefter er blevet nedlagt eller flyttet fra Fanø.  

I de nærmest følgende år fortsatte skippere i Nordby og Sønderho med at drive fangst ved Grønland på egen regning og risiko.  

Efter at Madamme Rahrs og Niels Jacobsens selskaber i 1797 havde standset farten på Grønland på grund af urentabilitet og Niels H. Thomsen i Sønderho holdt op, tænkte ingen mere på at indlade sig på et sådant foretagende. Krigsurolighederne i begyndelsen af det 19. århundrede og krigen mod England 1807 – 14 bragte Fanø ind i en virkelig nødtilstand.   

Først hen ved 30 år senere spores der atter en begyndende velstand og et selskab blev i 1853 stiftet for fangst af sælhunde ved Grønland. Bestyrelse bestod af skibsfører Peder Nielsen Svarrer, gæstgiver og købmand S. Johnsen, færgeriejer C. W. Kolvig i Nordby, landinspektør J. Elling i Hjerting og købmand P. Debell i Varde.

Begyndelsen blev desværre fulgt af uheld. Skibet måtte nemlig på sin første rejse vende om på grund af en grundstødning.   

Først i juli var den tilbage med 600 robber. I 1855 afgik den 5. april og var tilbage den 20. juli med kun 88 robber. I 1856 afgik den 6. marts og var tilbage den 6. juli med 312 robber. Med de to sidste års ringe fangster kom der underskud i kassen og på en generalforsamling 15. august samme år besluttedes det at stoppe og afhænde skibet. Det blev solgt til Norge, hvorfra det også gik på robbefangst og havde tjent sig ind på kun 2 rejser til stor ærgrelse for Fanøboerne. Siden dengang var der ikke flere forsøg på Fanø med hverken fiskeri, hval- eller sælfangst i Nordhavet.