Både i Nordby Havn

At det kunne knibe med pladsen i Nordby Havn er måske forståeligt, idet der i 1787 var i alt 49 fiskefartøjer. 

I 1793 går tallet ned til 46 og i 1798 er tallet 34. 

De bærer alle mærkelige navne som: Hønen, Lammet, Lærken, Svalen, Kragen, Knurres, Hyrden, Torsken, Botten, Bollen, Længen, Nobel, Pral, Persjernet, Skræf, Den fornøjelige Fisker, Naadefuld, Spilmand, Kaal, ormen, Leviten, Dyrtid, Norsk, Bram og Gesvindt.  

Men nogle år efter er disse navne forsvundet og alle bærer da kvindenavne (1815), dog skal nævnes et fartøj, der i 1844 fik navnet ”æ Døl”. Dette fartøj blev bygget i Rindby og blev rullet ned over engene til vandet. Det fik det smukke navn: ”Den gode Hensigt” og blev en fiskebåd der altid var heldig og bragte store fangster i land. En gammel fisker udtalte, da den engang kom ind med en usædvanlig stor last, at ”den er en Døl (djævel) til at fiske”. Fra den dag var dens navn ikke andet end ”æ Døl”.

Krigsårene 1807 – 14 vendte op og ned på mange ting, også for søfarten og fiskeriet på Fanø. Sejlskibene blev beordret til at sejle levnedsmidler til Norge. Den hjemmeværende befolkning, såvel mænd som kvinder, blev beordret til at forsvare øen mod fjendens landgang, hvilket ofte blev forsøgt, og fiskeri på havet var under det meste af krigen forbudt, sådan at fiskerne ikke kunne opbringes af fjendens kaperskibe og afpresset oplysninger om øens forsvarstilstand. 

Bådenes antal ses at være steget fra 1806 med sine 19 både fra begge byer til 32 i 1812 fra Sønderho alene (fra Nordby haves ingen oplysninger for dette år). i 1815, året efter fredsslutningen, er Antallet i Nordby 18, i Sønderho 29 Både, alle åbne både i størrelse fra ½ til 2 ½ Læster. Af Nordby Tønde- og Kabelvæsens Protokol haves oplysninger om fiskebådenes Antal i Nordby i årene 1822-1839. 



antal-skibe


Alle i størrelse fra 1 til 3 ½ Læster. I 1845 er bådenes antal i Nordby bleven forøget til 14 med en besætning af ca. 120 Mand,

”men er mest bemandet med ældre skippere, som formentlig ikke er ihærdige nok formedelst deres Alder."

P. H. Clausen skriver i ”Fanøbogen”:

"Disse fiskefartøjer, som omtales i de gamle beskrivelser om Fanø med hældende master, har været af den slags, hvoraf der endnu hænger en model i kirken, klinkbyggede fartøjer med een mast og et råsejl (latinsejl). Den slags både, som var temmelig store, fiskede efter gammel tradition et sted ud fra Fanøs n.v. side, hvor, kan ikke afgøres bestemt, antagelig har det været ud for Grønningen eller Jerrigs havn, som det endnu kaldes. Der omkring findes gode ormepladser, som esepigerne fra byen endnu benyttede meget i den tid, der fiskedes fra stranden deroppe. Nogle af disse fartøjer var endnu til i min barndom, men var da omlavede, lagt dæk i og brugtes til at hente tørv og hø hjem med. Navnene havde de beholdt og hed LAM TUDS KAALORM o.l. 

Næsten alle fiskebåde i fyrrerne og halvtredserne var tomastede åbne både, sædvanligt korte master med spydsejl, som kunne nedlægges, når årerne alene skulle gøre tjeneste, enten i stille eller ved linens udsætning eller indhaling. Disse fiskebåde, 7 - 8 stykker, havde deres privilegerede plads i havnen, nemlig fra det søndre havnehoved til den såkaldte Borckes slip, eller omtrent hvor broen begynder, inden for disse mærker turde i fiskeritiden intet fartøj lægge til, i hvert fald ikke når fiskebådene kom ind. Hver af bådene havde sin faste plads og en modring nedlagt udefter og en pæl at gøre fast til i land, så de lå med enderne udog indefter. Jeg husker navnene nøjagtig på dem, som de lå der begyndende nordfra lå først KRABBEN, skipper Anders Beck, langbådene, den sorte og gule, eller som der stod på dem DEN GODE HENSIGT og DET GODE HAAB, disse var ofte redningsbåde og med ved strandinger, skipperne var Hans og Niels Brinch. Derefter kom KRAGEJOLLEN, Hans J. Provst, BYKLUPPEN, Ditlev Petersen, og SPIDS, Hans Brinch, desuden et par, der fiskede af og til, når der kunne fås mandskab. 

Til hver båd hørte 8 å 10 mands besætning, det var mest Torsk og Hvilling, der fiskedes. Når fangsten var god, sang folkene, når de kom i havn, og alle interesserede var rede til at tage imod dem. Vi drenge også for at løbe ud, når søen, som de jagede op ved at løbe på land, igen gik tilbage; det syntes vi var løjer, skønt træskoene ofte fyldtes. 

   Fiskene, der hovedsagelig var Hvilling og Torsk, blev altid med kejs (en jernspids på et skaft) taget ud af bådene og ned i trillebøren, der kørtes ud på siden af fartøjet Fisken blev lagt i bunke inde på land, og når alt var samlet sammen, gik skipperen og 2 - 3 mand i gang med delingen, hver forsynet med kejs; eftersom mandskabet var stort til, skulle der være parter, een til hver og sædvanligt 3 til fartøjet, og lige så mange til dem, der holdt line og kroge og til esepigerne. 

Var der så 9 mand, blev det 15 parter i alt. Først udtoges een såkaldt skydtorsk, som den mand fik, der stod for udsætning og indhaling af linen, dernæst præsteskullerne, en kone besørgede disse rengjorte og tørrede for præsten, og endelig brændevinshvilling, dvs. til indkøb af fælles snaps, som hørte med til forretningen og blev uddelt efter faste regler og til bestemte tider under turen. 


Når så dette var besørget, udtoges til at begynde med af de største Torsk, een til hver part, og derefter gik disse tre mænd efter hinanden rundt om bunken og lagde hver sin fisk til de enkelte parter, alt så meget som muligt af ens størrelse og slags for hver omgang, til hele fangsten var delt. 

Derpå vendte een af folkene eller en anden interesseret ryggen til, og skipperen smed med et vist kast kejsen fra sig inden for kredsen, idet han sagde: PIG ELLER RYG, undertiden SPIDS ELLER HAMMER, dvs., at der hvor kejsen lå, skulle der regnes fra, men det beroede på blindemanden, hvilken vej. Sagde han PIG, gik runden den vej, og RYG den vej, som pig eller ryg viste. Efter forud aftalte regler vidste nu enhver, hvor hans part var, ligeledes hvor bådens og linens parter lå, så nu tog hver sit og kørte det hjem enten pr. vogn, når det skulle op i byen eller Nørby, eller pr. trillebør her nede i Odden. 

Trugene med linen var allerede straks ved ankomsten afhentet af esepigerne eller konerne. Alle Bakskuld, Knurhaner og andre fisk, som kom på linen og ikke var den sædvanlige slags, Torsk, Hvilling, Skuld, blev siddende på krogene og tilhørte dem, der gjorde linen i stand, Femfødder og sneglehuse m.m. fik de også i tilgift. 

Hver mand havde desuden lov til at tage en killing med, det var en line med 100 kroge, hvad han fangede derpå, tilhørte ham, og ligeledes hvad han kunne mede sig til, imedens linen var ude, og båden lå stille. 

   Der gaves særegne regler, såvel ved folkenes antagelse (fæsten) til hver båd, eller af dem, der skulle ese og gøre linen klar. Hver båd havde et træskur ved havnen, hvor trugene med linen indsattes, ligesom de bragtes ned og var gjort færdig til, og stod der, til båden skulle af sted. De forskellige arbejder om bord var også nøje tildelt hver mand, og det havde meget at sige, om de var den plads voksen, de fik tildelt. Meget beroede på at få linen klar ud og ind og undgå at sprænge strengen. For det meste toges sejlene ind under dette, og båden roedes frem efter skipperens kommando; det var klare og bestemte udtryk, der brugtes. Fire mand to på hver side sad ved årerne, og eftersom der skulle roes rask eller langsomt, mest på styrbords eller mest på bagbords side, lød skipperens kommando ord, som f.eks. RO OVERALT, ISE, BEDST 0 STAN. 

Fisken blev straks taget af krogen, ligesom linen kom over rælingen, dette kaldtes at skole, og en mand sad klar med et glib for at snuppe de fisk, der faldt af krogen, før de kom ind over rælingen eller skibssiden.”




evert-marie


I slutningen af 1700-årene og begyndelsen af 1800-årene var everten det dominerende fartøj i Fanøflåden. Her er det evertem ”Marie”, spejlgattet, med vinden agten for tværs om bagbord. 9 kommercelæster, bygget i Sønderho 1793, forlist 1807. først af Mads Sørensen Jessen, omkommet i Nordsøen 1825, 45 år gammel.


Fladbundet evert



Den fladbundede evert var en særdeles hensigtsmæssig fartøjstype i Vadehavet. Oliemaleri af E. Korning, 1859. Original på Fiskeri- og Søfartsmuseet i Esbjerg.

1840 

Fanøflåden var større end nogensinde. Nordby og Sønderho havde tilsammen 130 fartøjer på 1412 læster, næsten ligelig fordelt. Dermed overgik øen Ribe-Tønders flåde i 1643. øen var et af Danmarks største søfartscentre og samlet udgjorde Vestkystens handelsflåde hele 10,7 % af provinsens total.


1 B1017 Nordby-Havn 1854


   Neumann. Nordby havn, 1854. Som hus nr. 3 fra højre ses Krogården, og lige efter det nye saltværk, bygget i 1847. Tegneren har taget en lille frihed med hensyn til placering af værfter, men man ser to nybygninger på gang.

 

I landssammenhæng stod de vestjyske åbne reder sig dårligt. ”Den danske Lods” klassificerede de danske havne i seks klasser efter dybde og i vinter- og sommerhavne. De bedste havne gav adgang for skibe med en dybde på 22 fod, og linjeskibene kunne overvintre sikkert uden frygt for isgang. I 1850 blev Lister Dyb og Rømø red rangeret højest på Vestkysten som sommerhavne af anden klasse (skibe op til 18 fod). Fanø Dyb var sommerhavn af tredje klase, Hjerting var vinterhavn af fjerde klasse. Fanø Lo, Sønderho og Højer var vinterhavne af femte klasse, mens Varde og Ribe faldt i sjette klasse, bådehavne og broer med tre- fire fod vand. 

Under Englandskrigen 1807 – 14 var der livlig trafik i havnen. Alle øens skibe var udkommanderet til at sejle korn og proviant til Norge. Man lastede i Hjerting og gik derefter til Nordby havn og afventede at farvandet ikke længere var besejlet af kapere. Foruden danske, lå der også et stort antal norske skibe på Fanøs red. 

Havnen blev nedslidt af den store trafik og på grund af de høje priser på materiale, blev havnen ikke vedligeholdt, og ydermere skar flodstrømmen hårdt ind på kysten, særligt syd for havnen. 

På en auktion i 1813 køber skibsfører Peder Svendsen for 496 Rdl. et skibsvrag, der var inddrevet på stranden, og birkedommer Nørup fik den idé, at vraget kunne anvendes som en slags brohoved ved havnens sydende og på den måde kunne strømmen ledes i en mere østlig retning. Han inddrager sognefoged L. Kallesen i projektet og går selv forrest ved at tilbyde en sum penge til foretagendet, samtidig med, at han opfordrer beboerne til at yde et frivilligt bidrag. Birkedommer Nørup udtaler: ”Paa mig maa intet Ansvar eller ligegyldighed hvile. Landets Vel bør være mit og hver retskaffen Mands Vel, men til sagkyndige anbefales det hele”. 

Sognefoged Kallesen forsøger også at indsamle bidrag, men det er i Englandskrigens 6. år, og mange borgere var ganske fattige og havde intet overskud, at give væk af, så projektet måtte opgives. 

Endnu i 1822 henligger værgerne ødelagte, og man ansøger regeringen om et lån på 480 Rdl., som 27 skippere tilbyder at kautionere for, men kancelliet har ikke tillid til kautionen og beboerne må så efter bedste evne selv reparere på den næsten nedfaldne værge, som derefter holder nogle år, men i 1837 søges igen om hjælp.



Relaterede artikler

Gå til top