”Fanøe er et par mile lang og ¼ til ½ miil bred. Heraf indtage klitterne den største part, og kun i nærheden af de to havnebyer eller fiskerlejer, som ved hver ende af øen på den østlige side er anlagte, findes nogle flade strækninger, skikkede til dyrkning…… 

”…..Fanøe har et folketal af 2700 sjæle. Heraf regnes 1700 til Nordbye eller Fanøe Sogn, og 1000 til Sønderhoe Sogn. Folkemængden tager årlig til, og beboerne udmærke sig ved flid og virksomhed. Før 1760 var fiskeriet eneste næringsvej, men da begyndte én og anden at bygge skibe, og i samme forhold som skibsfarten tog til, aftog fiskeriet, så at dette kort før krigen alene dreves af Nordbye Sogn, og endda langtfra ikke til den udstrækning, som forhen. For tiden har Sønderhoe Sogn kun 4 til 5 små fiskebåde, med en besætning af 6 til 7 mand, Nordby Sogn derimod 13 til 14 store både med 10 til 12 mand. Mandskabet er deels bønder, som i fiskeriet finde en god bihjælp til at bestå, deels, fx i Sønderhoe, ældre mænd, som ikke længere kunne lade sig hyre med skibene, dels også småfolk, som blot leve af fiskeriet, og hvoraf så mange gives i Nordbye. Fra 1780 byggedes især mange skibe, dels ved medredere fra Husum og Tøndern, dels ved pengelån hos bønder fra fastlandet, eller andre, der lånte på bodmeri. 

Sønderhoe fik imidlertid et stort forspring for Nordbye, og ved krigens udbrud ejede hiint sogn alene 80 til 90 skibe med store og små. Årene imellem 1800 og 1807 var især en gylden tid, og mange erhvervede sig en ikke ringe formue. Men krigen udbrød, næringerne standsede, flere skibe blev taget af englænderne, andre på det offentliges regning rekvirerede til Norge, og den derfor erholdte godtgørelse ved pengeomvæltningen reduceret lidet eller intet. Kort, Sønderhoe gik tilbage i velstand, og man måtte på ny tage tilflugt til fiskeriet, så at 10 til 12 store både igen kom i gang, nogle endog med 10 til 12 mand. Da freden vendte tilbage, tænkte enhver, som havde mindste glimt af håb, igen at få noget at virke med, og efter nogle år såes skibsbyggeriet atter i sin forrige betydenhed. I årene 1816, 17 og 18 vare jævnlig 3 til 4 skibe på stabel, og de under krigen tabte således snart erstattede. 

Skibenes drægtighed er meget forskellig, fra 1 ½ til 25 ½, ja 30 kommercelæster. Over halvparten af skibene er under 10 læster, 17 skibe fra 10 til 15 læster, 11 fra 15 til 20, og 5 over 20. i den senere tid er skibene bygget større en førhen. De mindre skibe tager til Føhr og Sylt med brændsel, nogle føre brændsel, høe og korn fra hertugdømmerne til øerne, atter andre farer fra Højer, Tønder og Ribe til Altona, Hamborg og Bremen. De mindre bringe guldsand til Ribe, eller løbe ind og ud af øen med hvad der ind- og udskibes fra denne by. Man kalder dem lægtere. De større skibe søge fragt hvor den er til at få, til Norge, England, Holland, København etc. Kun en enkelt farer til Frankrig eller Middelhavet. 

I Nordbye har skibsfarten altid været mindre betydende end i Sønderhoe, måske fordi fiskeriet falder her lettere og således begunstiger mange småfolks nedsættelse. I Sønderhoe vil fiskeriet kun af nød drives, da udsejlingen, formedelst grundene, falder meget vanskelig. Skibene til Nordby er også mindre, og der bygges ikke heller så mange. De fleste skippere har medredere, og ejer kun en ringe part af deres skibe. En del fare for Ringkøbing. De mindre med gryder til Hamborg, eller igennem kanalen til København. 

Nordby har med hensyn til velstand i lang tid stået tilbage for Sønderho, og har den nogensinde haft fortrin i så henseende, må det have været i den tid fiskeriet var hovednæringsvej. 

Egentlige havne har øen ikke, men ved Nordby eller Fanø er en smal rende langs med landet, som, om forfatteren mindes ret, holder 7 fod vand, og kaldes havn. Sønderho mangler denne fordel. De fleste skibe ligge hjemme om vinteren, deels i Fanø havn, dels ved Sønderho, på hvilket sidste sted de stuves tæt op til hinanden ved strandbredden, men må bevogtes meget nøje i storm og højvande, at de ikke skulle beskadige hinanden. 

Skibsbyggeriet på Fanø har hidtil alene været afbenyttet til egen fornødenhed. Skibene skulle mangle udvortes sirlighed og rigtig dannelse, men stærke er de. De bygges efter øjemål, da bygmestrene ikke kan tegne eller levere form til et skib. Brænde- og grydehandelen drive skipperne på egen regning. Den øvrige handel er højst ubetydelig, men har før været i en bedre gang.”